I 1996 fik vi jagten på dette gods, hvor vi kommer rigtig meget. Vi nyder at se alle dyr og passer lidt på dem og ser, hvad de bliver til. Der er skudt få medaljebukke, for ofte bliver de ikke til noget større, før de går retur, og nogle år bliver der slet ikke skudt bukke. Bestanden af råvildt er gået meget ned, efter at vi har fået meget då- og kronvildt. Det, vi især jager, er vildsvin.
ANSKUDT BUK
I år var vi igen deroppe midt i september. Det var dejligt vejr, så det skulle nok blive en skøn morgen. Jeg valgte at sidde i ”Egetårnet”, der står i en skovkant – dette navn har det fået, da der tidligere havde stået en gammel eg på folden udenfor. Træet var blevet fældet, og nu var der økologiske hestebønner på marken. Der var her blevet set en stærk buk, som jeg besluttede mig for at sidde efter denne morgen, den 16. september, men jeg så nu slet ingen dyr. Nabojægeren derimod fik chancen til en buk, som han desværre anskød, så der kom eftersøg på, men de fandt den ikke og mente, at det måtte have været et strejfskud.
14 dage efter sad jeg der igen. Her så jeg en rå med lam, der gik og essede cirka 50-60m til højre for mig. Jeg kunne kun se dem i glimt der, hvor hestebønnerne groede dårligt. Til venstre for mig så jeg dådyr langt ude på marken. Jeg kunne se, at der også var flere dyr ude på naboens mark, deriblandt også dådyr, som der er en del af i området, så der var noget at se på. Det var sidst på aftenen, og jeg tænkte, at nu måtte der godt snart ske noget. Pludselig se jeg en buk inde i hestebønnerne, cirka 50 m fra tårnet. Der er kun ét spor ind til skoven, men jeg havde ikke set ham komme ud.
HØJ PULS
Han går længere ind i hestebønnerne, jeg får derfor kun få glimt af ham, men jeg kan se, at han er en stærk buk. Han går og esser. Hestebønnerne står meget tæt der, så jeg ser ham kun svagt indimellem. Solen er gået ned, og det mørkner, men jeg har ingen chance fået. Råen begynder nu at gå over mod ham, hvorefter hun går ind i skoven. Han esser videre, men følger så stille og roligt efter hende. Lige det modsatte af min puls, som jeg kunne mærke helt op i halsen. Nu kunne der vist let opstå en skudchance. Det sker også, og idet han træder ud på sporet, lader jeg skuddet gå. Han springer i vejret og løber så ind i skoven.
Jeg får samlet mig sammen, og lidt efter ringer jeg til min mand, som sidder et andet sted. Jeg kan høre, at han er forpustet, men hører dog, at han får sagt: ”Jeg har skudt en buk.” – ”Jamen, det har jeg også”, får jeg lige indført. Det blev en mærkelig samtale. Vi havde ikke hørt hinandens skud. Mange tanker løber gennem hovedet på én – adrenalinen pumper, finder vi den nu. Jeg har det ikke godt. Jeg går ned for at se, om jeg kunne finde ham. Det er nu begyndte at mørkne, og der varer lidt, før min mand kommer.
COCKER PÅ SPORET
Jeg kunne ikke se schweiss der, hvor jeg mente, at han havde stået. Jeg går lidt ind i skoven, men vil ikke gå for meget rundt, da min mand vil komme med vores hund, en cocker, der er god til at spore vildtet. Inden han kommer, får jeg dog set en lille dråbe blod, men vil ikke gå længere ind for ikke at spolere sporet. Min mand kommer med Sanni, og hun sættes straks på sporet. Hun følger det blot få meter, inden hun finder bukken, som kun var gået cirka 25 meter. Vi blev noget overraskede over at se, at det var så flot en buk. Og meget glad blev jeg. Det viste sig, at min mand også havde skudt en fin buk. Da vi kiggede nærmere på den, så vi, at den havde et strejfskud i bringen, så det var sikkert den, naboen havde skudt til den 16. Efter denne på alle måder vellykkede jagt, blev det en glad aften for os.
Min buk blev opmålt af Sten og Else Breith til 149,98 point – guld og min mands fik 116,28p. – sølv
