Jeg har lige forsvaret mit dyrlægespeciale, skaffet job i Sverige og samtidig indsamlet midler til at få filmet to ugers buejagt i New Zealand til TV. Jeg er helt brugt og står nu midt i rodet af nedpakningen af mit kollegieværelse gennem seks år. Ti dage senere står jeg i den New Zealandske jungle med buen i hånden og brøler ad en brunstig kronhjort.
Pakkerodet føles en smule uoverskueligt, men udsigten til, at det snart er væk, og at 42 timers afslappet rejse og udstrakte jagtmarker venter rundt om hjørnet, gør det hele lidt lettere. Sommerfuglene begynder så småt at vise sig, men får på grund at mit pressede skema desværre aldrig rigtig luft under vingerne. Det er faktisk lidt af en nedtur. Jeg bliver simpelthen nødt til at lære at planlægge mig til mere luft.
Jeg har tidligere været med i en enkelt produktion til DK4 med buejagt på dåhjort, og vi var alle glade for samarbejdet, så da jeg skal til New Zealand i 50 dage, og min ven, Aske, der arbejder som jagtfotograf, tilbyder at tage med på næste eventyr, tænker jeg, at det må der kunne komme en produktion ud af. Aske og jeg skaffer, under jagtmessen IWA i Tyskland, midler sammen til 14 dages produktion, så vi er begge godt oppe at køre over, hvad der venter nu kun to uger væk.
Jeg kommer igennem flytterodet, får pakket det hele og sidder nu godt udmattet i flyet sammen med Aske med kurs mod den anden side af kloden. Noget, jeg faktisk har fået det sværere med. Jeg er ikke vild med, at min jagt og rejsen påvirker natur og mennesker, så jeg er begyndt at CO2-kompensere for alle mine flyrejser, hvilket er billigere, end jeg først havde troet. For returbilletten koster det 600 kroner. Jeg føler, det går ret godt i spænd med, at man som jæger ikke efterlader sig spor.
Ved ankomsten er der stadig flere ting, der skal arrangeres. Den store V8 Zeiss-kikkert skal monteres på min riffel og indskydes. Vi skal skaffe et tomandstelt, som jeg ender med at låne af jagtguiden, Per Jacobsen, og vi skal finde vores første jagtområde. Jeg vil som oftest, når der er gået noget tid siden mit sidste nedlagte vildt med buen, gerne starte en større jagttur ud med at nedlægge en vildged eller to for at få selvtilliden på plads og ro i kroppen.
Forhistorien
Da min ven og jagtguide, Mike Biemond en måned tidligere siger, at han gerne vil tage os ind efter hjort på privat land, hvor forholdene til buejagt er optimale, er det svært at takke nej. Han har dog klienter nu, så det passer perfekt med, at han sender os ind efter geder i stedet. Over telefonen guider han mig på kortet. ”Yea mate, drive up there and you might even spot goats from the road. All of those faces are public land, but you can hunt up the private where most of the goats hang. That’s my mates place.” Mike ville sørge for, at hans ven vidste, at vi gik på jagt derinde. Ikke noget problem. ”Good luck!”
Perfekt! Pilene får nye faner på, og spidserne bliver slebet. Som Mike har forudsagt, spotter vi allerede geder 600 meter ude fra parkeringen. På med de store rygsække og ned i dalen, hvor vi dropper dem ved siden af en bæk for senere at slå lejr der. På med det lette udstyr og afsted på jagt. Vi kommer ind på 20 meter af en ged, mens lyset falmer, og vinden tager til. En chance opstår, men jeg føler ikke for skuddet, og jeg fornemmer, at en svag feber er på vej, mens vi går ned ad bjerget. Jeg er brugt.
Efter en god nats søvn og hen på morgenen er vi fulde af forventning på vej op ad bjergsiden. Pludselig ser vi en knægt og to mænd med rifler, et gedehoved og et par bagben siddende over ryggen. De er på vej ned, og vi går dem i møde. Den ene er tydeligt oprørt. ”Hvad fanden tror I, I laver her? I er på privat jord!” Jeg må forklare ham, at vi har fået lov til at jage herinde. Han tror ikke rigtig på det. Han kender også ejeren og har selv tilladelse. ”I må hellere skride, før jeg ringer til landmanden eller melder jer til politiet!” De begynder at gå videre, og jeg siger, at der må være sket en misforståelse, og ønsker dem en god dag. Aske og jeg genovervejer situationen, men bliver hurtigt enige om, at vi hellere må droppe geden og pakke lejren sammen. Jagtlysten er ligesom ikke helt den samme længere, og Mike er ikke til at få fat på. Pis!
Den nye plan
Vi tager ind på et vandrerhjem for lægge en ny plan. Om aftenen får vi kontakt til Mike på bjerget. Han har alligevel ikke tid de dage, vi har aftalt, da hans guide-arbejde trækker ud. Brunsten er gået i gang, og da vi har aftalt at producere til to TV-afsnit, er der ikke mere tid at spilde, hvis det både skal lykkedes med en hjort og en tahr! Han foreslår os en dal på offentlig jord til hjortejagten, og selvom jeg selv har et spot klar, vinder nysgerrigheden som sædvanligt over mig.
Vi er begge helt oppe at køre, da vi eftermiddagen efter sniger os igennem en magisk jungle med masser af spor af hjort. Pludselig får en lyd i bregnerne lige ved siden af mig hurtigt pulsen op.
En hare! Fem meter væk! Jeg kan kun se hovedet af den. På med pilen med stump-spids.
Aske filmer løs, selvom han ikke ved, hvorfor jeg er stoppet op.
Jeg løfter langsomt buen, trækker pilen til ankerpunktet, kigger på stedet mellem øje og ørebasis og sender pilen på en kort flugt, der får haren til at springe en halv meter op i luften med et knust kranie.
Perfekt!
Camp-kødet er sikret.
Haren får senere sin hævn, da den tømmer sin blære i min rygsæk.
Knap så perfekt.
De to hinder
I mørket, tidligt næste morgen, er Aske og jeg på vej op ad bjergsiden. Langsomt bevæger vi os opad, og pludselig hvisker Aske lavmælt, hentydende til en prut, jeg intetanende lige har slået: ”Hvilket dyr er det!?” Jeg tror, at han har set noget, og prøver at få øje på dyret.
Og der er dyret! 40 meter ude er en kronhind roligt på vej direkte ned imod os! Endnu en hind dukker op. Jeg sætter langsomt en pil på strengen, og da den første hind kommer ind på 12 meter, vender bredsiden til og vender hovedet væk fra os, har jeg ikke lysten. Jeg tror, at jeg skal til at sende en pil igennem brystkassen, men det føles bare ikke rigtigt.
Tankerne lyner gennem hovedet på mig: ”Vi har allerede kød i campen! Vi er egentlig på jagt efter hjorten og ikke hinden. Hvis vi skyder hinden, skal vi ordne kødet, og når måske ikke at finde en hjort. Det vil være vildt god film og samtidig illustrere buejagt perfekt med sådan et skud! Skyd! Nej! Det ser ligeså godt ud på TV med et tæt møde uden skud!” Jeg dropper skuddet og nyder at være 10 meter fra en intetanende kronhind. Vi står der i cirka et minut, før hun forstår, at vi ikke er to mærkelige træer, og hurtigt forsvinder ind i junglen. Fyldt med indtryk og adrenalin sætter jeg mig ned i skovbunden.
Brøl
Det er sent på eftermiddagen, og jeg kigger endnu en gang på kortet og det plateau, der ligger udstrakt under og parallelt med bjergkammen. Der må holde en hjort til i det område! En sidste kort pause, inden vi slæber vores udbrændte hoveder og kroppe mod området. Der er brølet!
Pulsen stiger, og et par store smil breder sig på både Askes og mit trætte ansigt. Brølet kommer cirka 400 meter fra os, selvom junglen og dens stejle konturer gør det svært at bedømme. Vi er på højde med hjorten, og den solvarmede vind bærer stadig op. Jeg ved dog, at det ikke varer længe, inden solen slipper sine stråler, og vinden vil dale ned i slugterne. Vi skal ned under hjorten, hvis det her skal lykkes. Vi skal også have et par friske hoveder, og lige nu er de kogte. Vi sætter os på en træstamme, drikker noget vand og forsøger at lægge en slagplan, der slutter med en pil i en hjort. Ti minutter går, og pludselig begynder vinden at vende. Temperaturen falder, og vi er klar!
Vi bevæger os ned under det sted, hvor vi har hørt hjorten. Brølet runger nu over os, og vi bevæger os tættere på, inden vi svarer ham med et svagt afprøvende brøl. Han svarer næsten med det samme og markerer, at her bestemmer han. Fedt! Vi rykker hurtigt 50 meter i brølets retning og venter. Han giver et brøl mere. Vi svarer, og han kommer tættere på. Da vi er cirka 100 meter fra ham, bakker han ud. Pludselig er han ude på ca. 200 meter. Mere nysgerrig var han alligevel ikke. Øv!
Ny taktik! Jeg stikker hurtigt Aske brølet og beder ham blive her i området og holde hjorten i samtale, for han har heldigvis ikke mistet lysten til at snakke. Hver gang hjorten brøler, udnytter jeg lyden og løber igennem bregnerne for døve ører og lukker afstanden ned, inden han eventuelt bliver tavs. Jeg ser, at det tynder ud i skovbunden, og krydser hurtigt uden om et par sølehuller, inden jeg sætter farten helt ned. Jeg kan høre ham helt tæt på nu.
50 meter fremme. Han er i gang med at smadre en busk, og bag mig kan jeg stadig høre Askes brøl, der holder ham tændt.
30 meter. Jeg kan ikke se ham, men jeg ved præcis, hvor han er.
25 meter. Vinden har været rolig og konstant de sidste 20 minutter, så jeg læner mig op ad et træ og venter på, at han giver sig til kende.
Måske er han ved at få nok af at høre på Askes vedholdende brølen så tæt på sit plateau, i hvert fald begynder han pludseligt at bevæge sig. Ud af bregnerne kommer hans mudrede krop, der langsomt og varsomt bevæger sig i en cirkel rundt om mig. Pludselig knækker han af, og ændrer retning direkte mod Aske og mig.
Han går fra 25 meter til 17 meter, hvor han nu kun med hovedet over bregnerne står og vejrer med næsen i vinden. Jeg ser, at han ligner en nogenlunde 8-ender, men jeg fjerner hurtigt fokus fra geviret for at holde en rolig vejtrækning. Han fortsætter, går bag om mig og direkte imod vinden, der bærer min fært.
Han er ikke langt fra nu, og jeg udser mig et hul mellem træerne, hvor han ser ud til at ville passere, lige inden han rammer færten. Jeg hæver roligt buen. Trækker halvt tilbage. Helt tilbage.
Pilen smækker hårdt ind i skulderbladet fra 14 meters afstand, og han vender 180 grader, mens han buldrende forsvinder gennem underskoven. Han er færdig! Det var en god pil! Udmattet og lykkelig henter jeg Aske.
Den uperfekte virkelighed
Aske er også oppe at køre nu, så det er lidt nedtrykkende, da vi finder en afknækket pil med kun en anelse blod på. Vi sammenligner med en hel pil, og ser en gennemtrængning på ca. 20 cm. Det er rigeligt til at være et dræbende skud igennem skulderbladet, men pilen stikker i hvert fald ikke ud på modsatte side. Vi finder ikke noget blod i flugtretningen, så vi trækker os tilbage i det falmende lys. Det er ikke let, men det er det rigtige.
Hele næste dag bruger vi på at lede. Højt og lavt. Intet blod. Jeg er sikker på, at han er død, men sådan en hormonpumpet hjort kan desværre gå langt og let forsvinde i den tætte skov. Vi er begge knuste, og jeg fortryder lidt, at jeg ikke skød hinden, da jeg havde chancen. Men det er aldrig til at vide. Det havde været den perfekte historie, hvis hjorten lå der nu. Men historier er sjældent perfekte i virkeligheden.
Jeg sætter mig ned i den våde skovbund og ved ikke, hvad vi gør i forhold til vores TV-optagelser. Jeg har som altid lyst til at vise alt, der sker, men det var ikke populært, da vi sendte en jagt, der endte med en dåhjort, der skulle aflives med en ekstra pil. Når jeg ser tilbage, var den desværre redigeret med størstedelen af udsendelsen omkring eftersøgningen og aflivningen. Det kunne godt have været undgået, men jeg fik mig aldrig taget sammen til at benytte muligheden for at være med i redigeringen eller se udsendelsen igennem inden. Jeg havde dengang rådført mig med et par ’eksperter’ på området, der mente, at det var fint at vise – selv med tanke på den nye prøveperiode med buejagt på stort hjortevildt. Så jeg havde det egentlig fint med at være med til at vise det. Jeg har dog senere hørt, at mange ikke var tilfredse. Og det kan jeg sagtens forstå. Det er en balancegang, og det er ikke let at gøre alle glade. Kunne jeg have redigeret afsnittet anderledes, havde jeg gjort det!
Efter at have tænkt det igennem, og efter utilfredsheden fra tidligere episode har jeg valgt, at denne TV-episode bliver helt uden hjorten. Jeg har blandede følelser med beslutningen, men jeg har ikke lyst til potentielt at skade buejagtens omdømme mere lige nu. Jeg er overbevist om, at hjorten er død hurtigt, men at finde ham 200-400 meter væk i en stejl og tæt jungle er ikke let uden en hund – desværre! Hvis lignende kommer til at ske i fremtiden, kommer det nok med. Bare ikke lige nu.
Den sidste dag
Vi jager fire dage mere, griller og spiser haren omkring bålet og har et par tætte situationer, der desværre ikke lykkes. Den femte og sidste dag brænder solen skarpt, skoven varmer op, og vi skal lige til at vende om for at pakke lejren ned, da jeg pludselig fanger en bevægelse ud af øjenkrogen! Et får!? To vilde får! Med kæmpestor, utrimmet pels og lange haler esser de hurtigt deres vej gennem junglen.
Min puls stiger, og jeg er sulten!
Vi er sultne!
Jeg nærmer mig fårene skråt bagfra og i god vind. Kameraerne ruller, og fåret esser nu kun 10 meter fra mig med bredsiden til. Pilen glider direkte igennem den tykke uld, derefter hjertet og godt ind i et træ bagved. 10 meter og 10 sekunder senere er det vilde får forendt, og vi høster det flotteste fedtmarmorerede bushkød fra vildfåret, der har levet af svampe og vilde skud. En dejlig og overraskende slutning på fem fantastiske dage i den magiske jungle.
Der går ikke længe, inden fluerne også er der. Intet går til spilde.
Igennem uld, ribben, hjerte og næsten en gren.
Vi pakker lejren, derefter bilen, og så kører vi mod vestkysten. Til næste TV-afsnit har jeg planer om vilde bjerge og store tahr, så da tiden er ved at være knap, går vi fra bush til bjergtop på under 24 timer. Med både riffel og bue snyder vi og tager en helikopter ind til et område, som en af mine jagtguidevenner, Mark Molloy har foreslået os. Vi lander i det smukkeste terræn tæt på flodudspringet, og jeg er klar på at spotte en masse tahr. Men vi ser ikke en eneste, på trods af flere timer bag kikkerten. Ni gemser, men ingen tahr. Meget mærkeligt! Måske guiden ikke vil have et godt tahr-spot ødelagt af TV-eksponering? Måske der har været helikoptere inde for at regulere bestandene kort forinden? Jeg ved det ikke, men sådan er jagt – især på offentlig jord, men jeg er stadig ret skuffet. Planen ændrer sig derfor hurtigt fra tahr til gemse og fra bue til riffel. Jagten fortsætter…..
