Mit ”livs hjort” – fra Berleburg Slot

Vi kommer formentlig aldrig til at kunne forvalte kronvildtet i Danmark ligesom i Tyskland, da dette kræver meget store revirer samt en mere eller mindre topstyret afskydningspolitik.

Når det så er sagt, er jeg overbevidst om, at man ikke vil blive skuffet, hvis man prøver at efterleve noget af det, som praktiseres i forvaltningen på Berleburg i ens egen kronvildtforvaltning.

Hvis man er ude efter spænding og en jagtoplevelse, man aldrig vil glemme som riffeljæger, skal man unde sig selv at tage på brunstjagt efter kronhjort bare én gang i livet.

At pyrsche sig ind på skudhold af en brølende brunsthjort, hvor man på tæt hold kan se, hvordan den hele tiden forsøger at holde styr på rudlen af hinder, samtidig med at andre hjorte skal holdes væk, skal simpelthen opleves.

Hele dette scenarie vil indprente sig i en sådan grad, at man til hver en tid resten af sit liv vil kunne genskabe følelserne, spændingen og intensiteten, når denne jagtoplevelse genspilles på nethinden.

Uanset om det er i Danmark, Tyskland, Polen, Ungarn eller andre lande, man har muligheden for at opholde sig i skove med brunstpladser, bliver man gang på gang overrasket over, hvor kraftigt et hjortebrøl kan lyde.

Hvis man lytter godt efter, kan man høre, at der er forskel på de forskellige hjortebrøl, da de enkelte hjortes brøl kan variere i både kraft, længde og tone. Professionelle folk, som til dagligt arbejder med kronvildtet og færdes i skoven, kan kende hjortene fra hinanden alene ud fra deres brøl.

Historien omkring mit livs hjort begyndte flere år før, jeg faktisk skød den. Jeg var ansat som skytte hos en arbejdsgiver, som primært levede af at optage og producere fantastiske jagtfilm.

Mit job var at passe og pleje vildtet på et større revir, som han havde lejet på et sjællandsk gods, og i den forbindelse tog jeg tusindvis af billeder hvert år, som blev brugt til at planlægge forvaltningen af råvildtet på reviret.

Min arbejdsgiver fik efterfølgende til opgave at lave en film om Berleburg Slots kronvildt, hvor prins Richard gennem årtier via en beundringsværdig forvaltning havde fremelsket en af Europas absolut stærkeste stammer af kronvildt. At producere gode jagtfilm tager tid, og da jeg fik tilbuddet om at tage med til Berleburg for at assistere og desuden tage en masse billeder af slottets kronvildt, sagde jeg naturligvis ja tak.

At filmen ”Jagt på Berleburg” ikke blev optaget og færdiggjort over en enkelt sæson, er jeg utrolig glad for, da det gav mig muligheden for besøge Berleburg gennem flere år. Jeg fik derigennem et indgående kendskab til, hvordan man forvaltede kronvildtet her, og det at høre prins Richard tale engageret om sit livsværk var ligeledes meget lærerigt.

Nu skal det ikke lyde, som om at jeg i de år, jeg kom på Berleburg, førte lange samtaler med prins Richard om hans måde at forvalte kronvildtet på. Dette var på ingen måde tilfældet. Vores kontakt var primært Berleburgs dygtige skytte Patrick Rath, som slavisk fulgte prins Richards forvaltningsplan. At lytte og lære af Patrick Rath var meget udbytterigt, og hans engagement og viden om kronvildtet var både fascinerende og inspirerende.

Jeg husker tydeligt, da han på mit første besøg på et af slottets kæmpestore loftrum fremviste Berleburgs indsamlede kastestænger fra årenes løb.

Da jeg gik tættere på, kunne jeg se, at kastestængerne lå årsopdelt oven på hinanden, og at de mange stakke af kastestænger ikke var tilfældigt lagt. Hver stak af kastestænger var fra én og samme hjort. Et imponerende syn, som jeg aldrig vil glemme, og en kastestangs-historik, som jeg tror, de færreste vil kunne fremvise.

Forvaltning af kronvildt på Berleburg Slot

Det 13.000 hektar store revir, som hører til Berleburg Slot, består i det område, hvor der primært satses på hjortevildtet, af et meget kuperet terræn. Biotopen er opbygget gennem mange årtier og er ikke blot tilplantet med nåletræer, men huser også større områder med løvtræer. Det kuperede terræn er mange steder afbrudt af fugtige dalstrøg med lav vegetation som kløver og lignende vækster.

Flere steder i skoven er der etableret større skovenge med tilsåede og velplejede gode fødemuligheder for hjortevildtet.

Alle de steder, hvor man ved, at hjortevildtet vil opholde sig, og her tænkes specielt på revirets skovenge, er der etableret let tilgængelige skydetårne. Man kan således komme til og fra et skydetårn uden at genere vildtet.

Der er ingen tvivl om, at man på Berleburg er meget bevist om, at vejen til stærke hjorte – læs store gevirer – er en seriøs forvaltning, og en sådan forvaltning lader sig kun gøre, hvis man kan selektere sin afskydning rigtigt blandt revirets kalve, hinder og hjorte. Det er derfor en forudsætning, at man kender sit kronvildt ganske nøje.

I forvaltningen er det vigtigt, at man ikke ignorerer, at naturen ofte er bedre end mennesket til at udvælge de stærkeste hjorte. Derfor lader man kapitalhjortene opnå en alder på ca. 12 år, før de afskydes – eller sagt på en anden måde – tages ud af avlen.

Inden man begynder at regulere bestanden, inddeles hjortene i forskellige klasser, baseret på alder, udvikling, kropsstørrelse og sundhed samt gevirets kvalitet.

Før en hjort ender som kapitalhjort på Berleburg, skal den igennem mange udvælgelseskriterier, og det første nåleøje, den skal igennem, passeres, når den er 3 år gammel. Man ønsker stærke hjorte med store kronebærende gevirer, hvorfor hjorte som ikke er kronebærende i deres 3. leveår, bliver sat til afskydning i samme år. På denne måde sikrer man sig, at ikke kronebærende hjorte udelukkes fra avlen.

Derudover afskyder man hvert efterår et passende antal kalve, smaldyr og hinder, baseret på optællinger og den ønskede sammensætning af bestanden. Der afskydes naturligvis ikke førerhinder, men primært dårligt udviklede kalve og hundyr.

Man anslår, at der i det område, hvor kronvildtet primært holder til, står en vinterbestand på ca. 350 dyr. Blandt disse dyr er omkring 15-20 kapitale hjorte med en alder på 12 år eller mere. Blandt disse kapitale hjorte nedlægges der årligt mellem 8 og 11 styk.

Den røde tråd i forvaltningen af kronvildtet på Berleburg er, at det er de absolut ”stærkeste” hjorte, som skal beslå hinderne, og derved videregive netop deres gener til næste års kalve. Forvaltningsmæssigt opnås dette resultat ved at gemme alle de gode mellemhjorte og give dem alder, hvilket afstedkommer en overvægt af kapitale hjorte under brunsten. På denne måde sikrer man sig, at naturen også får indflydelse på, hvilke hjorte som får videregivet deres gener. Dette underbygges af, at der hvert år på Berleburg findes 2-4 store kapitale hjorte, som er gået til under de heftige kampe, som de ”stærkeste” kronhjorte ikke går af vejen for.

Når man inddrager naturen i at udvælge de ”stærkeste” hjorte, er det ikke ensbetydende med, at det er de kapitalhjorte med de største gevirer, som vinder de til tider dødelige kampe. Nej, naturen tænker ikke i CIC-point, når den skal selektere blandt de ”stærkeste” hjorte under brunsten, da de ”stærkeste” hjorte i naturen findes ud fra en kombination af aggressivitet, kampteknik, udholdenhed, kondition og alder. 

Forhistorien til mit livs hjort

Jeg havde hverken dengang eller i dag råd til at købe en kapital kronhjort på Berleburg, og det var mere en tilfældighed, at jeg fik muligheden for at skyde én af disse unikke kapitale kronhjorte. Min arbejdsgiver havde påbegyndt filmoptagelserne, og min arbejdsgiver må tilsyneladende have været meget tilfreds med min arbejdsindsats som skytte i Danmark, for han tilbød mig at afskyde en af disse kronhjorte. Og som om det ikke var nok, ville jagten på hjorten blive foreviget på en jagtfilm, som skulle udgives.

Jeg er den dag i dag denne arbejdsgiver meget taknemlig, da jeg, hver gang jeg kigger på det prægtige trofæ på væggen med et smil på læben, mindes det gode samarbejde, vi havde, og specielt denne unikke og fantastiske jagtoplevelse.

Som tidligere nævnt blev filmen ”Jagt på Berleburg” optaget over flere år, og jeg tog gennem et par år billeder af Berleburgs kronvildt i januar, august og september måned. Året før jeg skød mit livs hjort, fik jeg faktisk taget nogle rigtig gode billeder af den. De var så vellykkede, at man valgte, at et af mine billeder af denne hjort skulle pryde forsiden.

Nu er det ikke sådan, at man efter en, to eller tre pyrscher efter en af slottets kapitale kronhjorte, er sikker på at komme på skudhold af den hjort, som skytten Patrick Rath har besluttet, at man skal forsøge at få skudt. Det sker nogle gange, men det er langtfra det normale. Nogle jægere har faktisk været på Berleburg flere år i træk, før det er lykkedes dem at nedlægge et af disse prægtige dyr.

Jeg husker tydeligt spændingen og forventningens glæde, da jeg blev bekendt med, at det var ved det næste besøg på Berleburg, at min 50-års fødselsdagsgave skulle indløses.

Ved ankomsten i september måned, altså midt i brunsten, skulle jeg først lave et par prøveskud med min Blazer R93 i kaliber 270 Win. Om det var, fordi det var skytten, Patrick Rath, der stod for denne prøveskydning, eller om det var hjortefeberen der, grundet forventningens glæde, havde fat i mig, ved jeg ikke, men nervøs det var jeg. Heldigvis sad skuddet, hvor det skulle på skiven, som var placeret godt 100 meter væk.

Jeg ved af gode grunde ikke, hvordan det er i dag, men dengang skulle man bevise sine skydefærdigheder, inden man fik lov til at afgive et skud mod en af disse prægtige hjorte. Der skulle ikke tages nogen chancer, hvorfor parolen lød, at der kun måtte afgives skud, når hjorten stod med hele bredsiden til, og først efter skytten havde givet tilladelse til skudafgivelse.

På min første pyrsch, som foregik ved langsom gang og hyppige stop for at undersøge terrænet foran os, spottede skytten, Patrick Rath efter et par timers pyrsch en 12 år gammel kapital hjort i et sølehul. Jeg var klar til at skyde, og var ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg med fast anlæg på et af træerne nemt kunne have skudt denne stærke hjort, som Patrick mente kunne opnå mellem 210-220 CIC-point. Men da selve jagten skulle optages til en film, var jeg bekendt med betingelserne. Man ville gerne optage selve pyrschen, og man ville selvfølgelig også have nogle minutters film af hjorten, når den sad i sølehullet og efterfølgende, når den rejste sig.

Hvis jeg skød hjorten derfra, hvor vi havde spottet den, ville der ingen pyrsch være optaget til denne hjort. Derfor valgte man, at vi skulle prøve at kravle de cirka 150 meter ud over en åben eng. Hvis dette lykkedes, ville vi kunne komme i skjul bag et stort bøgetræ kun 30 meter fra hjorten. Desværre lurede hjorten, at der var noget under opsejling. Om det var vores vejrtrækning, eller det var vores mavende kravlen de sidste 50 meter frem mod den store bøg, den fornemmede, fandt vi aldrig ud af. Men da vi var i skjul bag den store bøg, og jeg skulle til at gøre klar til at skyde, holdt hjorten ikke længere men forsvandt ind i den tætte skov bagved. En fantastisk pyrsch, som hjorten desværre vandt denne gang.

Patrick Rath kender sit kronvildt, og han havde en fornemmelse af, hvor hjorten var løbet hen, efter at vi havde stødt den. Hjorten brølede en gang imellem, og Patrick kunne ud fra dens brøl med sikkerhed bestemme, at det var den samme hjort. Desværre var den gået ind i en tæt bøgepur, men vi besluttede at give det endnu en chance, da det vitterligt var en fantastisk hjort. Pyrschen ville blive svær, da det ikke kun var skytten og mig, som skulle forsøge at pyrsche tættere på men også vores kameramand, som jo skulle filme hele seancen.

Hjorten var omkring 80 meter fra os, og i starten kunne vi gå oprejst i den tætte bøgepur. Inden hvert skridt blev taget, havde vores øjne scannet, om der lå grene eller tørre blade, hvor fodsålen efterfølgende skulle sættes i jorden. Da hjorten med mellemrum brølede, havde vi styr på, hvor den var. Da der næsten ingen vind var, skulle vi tre mand forsøge at pyrsche os lydløst tættere på denne mægtige kronhjort.

Vi vidste, at hjortens sanser var os langt overlegne, og derfor holdt vi mange pauser undervejs. Selvom vi bevægede os ekstremt langsomt, bevirkede spændingen, at sveden haglede af os, og jo tættere vi kom på hjorten, desto langsommere kravlede vi. Jeg følte, at vi bevægede os så langsomt fremad, at vi til hver en tid kunne risikere at blive overhalet af en vinbjergsnegl. Hjorten brølede ikke mere, men vi var nu kommet så tæt på den, at vi kunne høre dens dybe vejrtrækning.

Så længe hjorten ikke foretog sig noget, var situationen fastlåst, for vi anede ikke, om den stod eller sad og kiggede i vores retning. Jeg kunne mærke min puls så tydeligt, at jeg følte, at hjorten ikke kunne undgå at høre mit hjertes høje og hyppige pulsslag. Hvad der fik hjorten til at forlade stedet, fandt vi aldrig ud af, men, mens vi blev siddende i skovbunden, kunne vi konstatere, at hjorten lydløst havde forladt stedet, og da den ikke brølede mere, opgav vi denne pyrsch.

Hverken dengang eller i dag er jeg specielt ked af, at vi ikke fik skudt denne hjort, for spændingen og intensiteten i disse to oplevelsesrige og fantastiske pyrscher overskyggede alt andet.

I dagene efter forsatte vi med at pyrsche rundt på reviret med hyppige ophold forskellige steder, hvor Patrick vidste, at der var mulighed for at støde på en af de store kapitale hjorte. Vi spottede også andre hjorte, som jeg var klar til at skyde, hvis ellers jeg fik muligheden for det. Det fik jeg bare ikke, for ifølge Patrick var de nemlig ikke gamle nok.

En sen eftermiddag, hvor vi kørte tilbage fra reviret mod slottet, spottede vi en kæmpe hjort, som Patrick sagde, at vi skulle prøve at gå på dagen efter. Patrick mente, at den havde en gevirvægt på +10 kilo, og hvem vil ikke gerne skyde en sådan hjort. Jeg kan stadig se hjorten for mig, men selvom vi ihærdigt forsøgte at finde den de efterfølgende dage, lykkedes det os ikke at se den mere.

En sen aften fortalte Patrick mig, at man på Paulsgrund, som i relation til tilstedeværelse af kapitale kronhjorte er et af de bedste steder på Berleburg, havde spottet en 12-årig gammel hjort. Hjorten var sidste år kommet udefra, og han vidste ikke, hvor den tidligere havde opholdt sig, eller hvor den opholdt sig uden for brunsten. Men nu stod den på Paulsgrund, og den skulle vi forsøge at gå efter næste morgen.

Da vi ankom til Paulsgrund om morgenen, kunne vi høre flere hjorte brøle, og vi var så heldige at få øje på den gamle hjort, vi var på jagt efter. Efter at have lagt en plan for, hvordan vi kom på skudhold af hjorten, påbegyndte vi en pyrsch ned ad en af de stejle skåninger mod Paulsgrund. Målet var at komme frem til et mindre skjul af grangrene, som var sat op til lejligheden. At pyrsche tættere på en kapital kronhjort, som jagter rundt for at holde styr på hinderne med sit prægtige gevir højt hævet, mens den fra tid til anden brøler, kan jeg kun anbefale alle riffeljægere at prøve. Intensiteten, følelsen og spændingen er ubeskrivelig, og det giver mig den dag i dag kuldegysninger at tænke tilbage på.

Da vi efter en længere pyrsch kommer i skjul bag nogle grangrene, og jeg er klar til at skyde, løber hinderne med hjorten efter sig ind i skoven på den anden side af skråningen. Da det ikke er os, som har stødt dyrene, vælger vi i første omgang at vente og håber på, at hjorten igen kommer frem i det åbne terræn. Vi har ikke ventet i mange minutter, før hjorten atter kommer til syne. Den er nu ude på ca. 230 meter, og jeg er klar til at skyde. Selvom jeg ikke er i tvivl om, at jeg i denne situation kan sætte en god kugle i hjorten, lader Patrick Rath mig ikke skyde på denne afstand. Han har nemlig forudset, at hjorten, hvis den fortsætter sin gang over Paulsgrund, vil komme lidt tættere på, hvilket vil sige under de 200 meter.

Hjorten stopper umiddelbart ikke sin gang men forsætter tværs over det åbne terræn, og da den endelig stopper op, vender den fronten mod os, mens den brøler af sine lungers fulde kraft. Kort efter vender den bredsiden til og forsætter så sin gang. Da Patrick udstøder en lyd som en hind, stopper hjorten op og kigger i vores retning. I samme øjeblik krummer jeg langsomt min pegefinger omkring aftrækkeren, og hjorten tordner mod jorden i skuddet. Jeg repeterer hurtigt og er klar til endnu et skud mod hjorten, hvis den mod forventning skulle reje sig igen.

Jeg er fuldt fokuseret. Min krop er i højeste alarmberedskab, og alle mine sanser er rettet mod hjorten, mens jeg føler, at tiden står stille. Da Patrick Rath nogle sekunder senere klapper mig på skulderen og siger ”Well done, Kim – perfect”, sker der det forunderlige, at hjortefeberen begynder at overtage hver eneste lille muskel i min krop. Jeg ryster på hænderne, ja selv mine ben begynder at ryste. Først da jeg kommer frem til hjorten og ser dette prægtige dyr, bliver jeg bekræftet i, at jeg ikke blot har skudt en hjort. Nej, jeg har skudt mit livs hjort.

LÆS OGSÅ

Skotland: Udryddelseskrig imod kronvildt…

Hjortejagt – Kongehjorten