Hjorten kommer atter frem. Mellem skovbrynet hvor jeg står klar med fast anlæg op ad et stort nåletræ, og den store hjort får en lille ivrig spidshjort til at løbe frem og tilbage. Jeg ved, at den lille listehjort vil forsøge at nå frem til hinderne, og jeg ved, at den store hjort vil blive ved med at patruljere herude i den nyplantede lysning, hvor jeg har glimrende overblik over hele optrinnet.
Det er sådan set bare at vente på det rigtige øjeblik, men det er svært at holde igen, når man hele tiden har i baghovedet, at den store hjort måske pludselig ændrer adfærd og løber tilbage for at blive hos hinderne.

Når han er ude af syne, kan jeg stadig høre ham, og et øjeblik er jeg ærgerlig over, at jeg ikke har taget et eller andet med mig, som kan anvendes til at kalde hjorten ind.

Men han vender troligt tilbage af sig selv for at jage spidshjorten på porten.

Jeg skubber sikringen frem og placerer forsigtigt fingeren på aftrækkeren.

Brunst

Det er september. I Polen. Langt ovre mod øst. Kun nogle få kilometer fra Hviderusland. Hjortebrunsten er endelig kommet i gang efter et par indledende dage med skuffende lidt aktivitet. Ingen brøl i skoven. Kun rastløse vildsvin i lysningerne ved skydetårnene. Jagten foregår på et stort foreningsrevir, som ledes af en pensioneret flyveroberst. Han er jovial. Grinende. Ude i skoven har han – eller foreningen det er uklart – en datja med gode sovepladser, et lille køkken og et stort spiserum med et kort over Østersølandende. Sådan et der i gamle dag hang i ethvert klasseværelse på en velfungerende kommuneskole.
Vi spiser lyst brød med enorme mængder af fedtegrever. To store fade med fedt og løg har han med sig fra familieboligen inde i Warszawa, som er mange timers kørsel herfra. Noget tyder på, at det er det eneste, han lever af herude de dage, hvor jagten står på. Og så naturligvis lidt alkohol. Enten i klar og ren form men hellere med kirsebærsmag. Hjemmebrændt. Stærkt og sødt. En sær kontrast til de fede grever.

Kortet på væggen dækker både Polen og Danmark. Obersten udpeger, hvor han bor inde i hovedstaden, og hvor vi i øjeblikket befinder os.

Jeg viser på kortet, hvor på Sydsjælland det er, jeg bor. Obersten lyser op i et rævesmil. Det område kender han skam godt. Det var der, ikke så langt fra Stevnsfortet og den lokale pansergarnison, at de raketter, han i sin tid havde det strategiske ansvar for, skulle lande, hvis det kom til en væbnet konflikt mellem Warszawapagten og Nato.
Heldigvis mødes vi nu i fordragelighed i fælles passion for jagten og det kronede storvildt.

Jeg napper lige en ekstra kirsebærdram til at skylle denne kontante erindring fra den kolde krig ned.

Vi er ude i skoven om morgenen og i skovbryn og markskel om aftenen. På vores flade. Ikke noget med at pürsche sig ind på hjortene. Det kan bare ikke lade sig gøre, har obersten gjort klart fra den første dag, vi mødtes.

Imidlertid er vi kommet så godt overens, at jeg har fået lov til at jage på egen hånd, når bare jeg vil love kun at skyde store voksne hjorte.
Med andre ord. Jeg kan selv bestemme, hvad jeg gør – når altså bare der begynder at komme musik i skoven.

En klassisk jagtrejse – Hjortejagt

Denne jagtrejse til det østligste Polen var arrangeret af Field and Forest, og den fandt sted et par år, før hele Europa gik i coronakrise.
Men netop som dette blad gik i trykken i begyndelsen af august 2020, var jeg tilbage i Polen. I bil. Gennem Tyskland for at konstatere, at vildtet stadig er derude, at det polske jagtvæsen fungerer lige nøjagtig så godt, som det altid har gjort, og at tilrejsende jægere er mere velkomne end nogen sinde tidligere. Det hele kan altså stadig opleves. Og for mit eget vedkommende så står erindringen om denne enestående hjortejagt så stærkt, som havde den netop fundet sted.

For hjortebrøl og brunstjagt det går altså i blodet. I hvert fald i mit, og jeg længes som et barn efter juleaften for atter at skulle stå i den store skov og lytte mig frem til, hvilken af de mange hjorte der forekommer at være mest lovende.

Den sidste aften

Efter dage uden brøl og med dalende optimisme kom der endelig skub i tingene den sidste aften. Ude i en lille spinkel konstrueret hochstand nød jeg hjortebrølene fra to sider i en times tid. Mens lyset langsomt forsvandt, blev det stadig mere klart for mig, at enten skulle jeg være meget heldig, eller også skulle jeg tilbage til obersten for at få mulighed for at fortsætte jagten den næste morgen.

Midt i disse overvejelser ser jeg en svag bevægelse inde under de mørke, højstammede nåletræer. Det er et par hinder, der er kommet på afveje, eller som har besluttet sig for at søge fra den ene hjort over til den anden. Hvem ved?
Min opmærksomhed er rettet mod hundyrene til venstre for mig, så jeg ikke opfatter, hvad der ellers sker omkring mig.Et monsterbrøl flækker skovens dybe stille ro.

Det risler ned langs min rygrad. De dybe undertoner i brølet rammer mit centralnervesystem på en intens måde, der sætter hele mit urinstinkt i alarmberedskab.

Langsomt drejer jeg hovedet til højre.

Og dér – lige foran mig – bare 40 meter i frit skud foran hochstanden, står den største hjort, jeg har set på den frie polske vildtbane.

Den vender rundt.

Går væk fra mig.

Nu mangler jeg virkelig et ordentligt hjortekald.

Tør ikke forsøge mig bare sådan med stemmen. Sæt nu, den tager flugten i stedet for at vende siden til.

Langsomt siver chancen ud i takt med, at hjorten bevæger sig ret væk fra mig.

Riflen er i anslag. Jeg sigter på dyrets knejsende nakke og ved, at jeg godt kan tage et skud af denne slags med stor akkuratesse. Men så godt synes jeg nu heller ikke, at jeg er kommet til at kende obersten, så jeg holder mig til de såvel skrevne som uskrevne regler om etiske skud og må med synkende hjerte se hjorten forsvinde ind i den store og nu ganske mørke skov.

Det var spændende på den der altfortærende måde, hvor alt andet end hjorten og dig selv er ligegyldigt. Det er som at meditere i timevis. Man kommer til sig selv i en ny renset sindstilstand, som dog i dette tilfælde mudres godt til af ærgrelsen over, at den hjort ikke bare et øjeblik havde vendt sig om.

Den sidste morgen på hjortejagt

Heldigvis var det ikke noget problem at blive til dagen efter for at få endnu en chance i hochstanden ved lysningen, hvor den store hjort tilsyneladende hang ud.

Så næste morgen er jeg i skoven et godt stykke før solopgang. I mørke og stor spænding. Hjortene er allerede i fuld gang længere væk.

Måske har de alle flyttet sig?
Skønt oberstens formaninger er jeg indstillet på – ja, jeg forventer faktisk at skulle pürsche mig frem til en brølende hjort.

Så stemmer endnu en hjort i, og den er passende tæt på, til at det i hvert fald i min fantasi er den store hjort fra i går aftes.

Brølene bevæger sig frem og tilbage. Ikke i den lysning, jeg kan overskue, men ovre til højre for mig bag nogle høje nåletræer.
Det er ikke muligt at afgøre, hvad der ud over hjorten er på den anden side af træerne, men efter at have været både artig og tålmodig i en halv times tid kan jeg ikke længere holde mig i ro.

Jeg må opsøge den hjort, så jeg i det mindste selv er med til at afgøre udfaldet af denne intense og dybt spændende jagt.
Her kommer mit intellekt og mine instinkter i karambolage med hinanden. Hele urmennesket i mig vil bare af sted. Så hurtigt som muligt, mens den mere reflekterede del af min bevidsthed tilskynder til ro og ikke mindst så lidt lyd som overhovedet muligt.

Et svært dilemma med to meget modsatrettede intentioner.

Langsomt avancerer jeg. Over lysningen langs skovbrynet. Hen til de høje nåletræer, som viser sig at være et 60-70 meter langt bælte mellem to lysninger.
Det er, da jeg står i overgangen fra de høje træer til den nyplantede lysning, at jeg første gang får øje på den lille spidshjort.

Min skuffelse er enorm.

Jeg har brugt en langsom og langvarig pürsch på en ungkarl, der skal have mindst ti år endnu i skoven, før den bliver jagtlig relevant.

Men så kommer monsterbrølet igen.
Der er en stor hjort lige her, og nu toner den frem oppe på en lille bakkekam.
I en imponerende magtdemonstration kommer den store hjort lige ned mod den lille, der trækker sig. Den kender tydeligvis rutinen.

Men det gør den store hjort også, for han vender tilbage til bakketoppen, hvorfra han åbenbart kan overskue både listehjorten og hinderne længere væk.

Den lille hjort kommer tilbage.

Jeg ved, at det gør den store hjort også.

Derfor tager jeg opstilling ved et af de høje træer. Herfra er der godt udsyn. Bakken er perfekt kuglefang, og hjorten er atter på vej ned for at jage den lille hjort væk.
Den store hjort brøler. Løber. Standser.
Den lille hjort løber væk mod min venstre side.

Den store hjort flytter lidt på sig for at stå med fronten med den kleine udfordrer.

Dér ser jeg min chance og lader skuddet gå. Skråt frontalt.
Hjorten tager kuglen hårdt. Afstanden var næppe mere en 60 meter.

Jeg er helt rolig for skudplacering og virkning.
Hjorten løber væk.

Sænker farten.

Vakler

Falder.

Forender.

Jeg venter nogle få ligegyldige minutter og går så utålmodigt frem til hjorten.

Den er stor. Har en stor slidskade på en ene skulder og har knækket højre øjensprods. En rigtig fighter. En rigtig kronhjort.

Da obersten noget senere når frem til valpladsen, brøler også han. Af begejstring og giver mig et bjørnekram, som sidder i mig den dag i dag.
Han var lykkelig – sikkert også for, at jeg rent faktisk nedlagde en afskudsbar hjort.

Alt var således perfekt – på én ting nær: Jeg kan slet ikke vente på at komme af sted på ny!

Læs også

Bukkejagtens sjæl

Jagt på den amerikanske wapiti-hjort