”Den der lille hjort, den kan få danske jægere til at gå i vild affekt!”
Ordene kom fra Peter Zobel engang tilbage i 2005, da jeg havde fornøjelsen af atter at besøge ham på Bækkeskov Gods lidt nord for Præstø en hverdag uden for jagtsæsonen sammen med et par kammerater fra det sydlige Afrika.
Theo de Marrilac var den ene af de to, som Zobel henvendte sig til, mens han pegede på et par af de i hundredevis af bukkeopsatser, som hang i hans store jagtstue vest for hovedbygningen.
Både Theo og hans forretningspartner Steve Williams ser forundret på Peter Zobel og bryder ud i munden på hinanden med et ”det, der lille dyr?”
Theo er professionel jæger med et CV, der tæller alle de fem store, de syv farlige og alt det andet, der hører sig til i det vilde Afrika. Aftenen hos Zobel har handlet om at introducere Zimbabwe som et potentielt jagtrevir for storvildt over for en gruppe danske jægere. De to afrikaneres forundring bliver kun større, da de erfarer, at alle de jægere, de nu i et par timer har talt passioneret med om storvildtjagt, tilhører samme kategori: De bliver ramt af feber og febrile fejltagelser, når den velvoksne men i forhold til næsehorn og elefanter ganske lille råbuk dukker op ude på jagtreviret.
Theo er den første, der fordøjer den for ham uforståelige virak omkring et så klejnt trofæ, og det er Zobel, der forsøger at italesætte hele sjælen i den intense og altopslugende jagt på den europæiske råbuk.
”Det er et lille, ”surt” dyr, som holder sig for sig selv,” indleder han sin forklaring. ”Hannerne ser kun hunnerne i den korte intense parringstid, og derefter går de alene, markerer deres territorium med stor entusiasme og skælder ud på alt og alle, der nærmer sig revirgrænserne.”
Det er lige her, Peter Zobel bryder ud i det der diabolske og charmerende smil, som han var så berømt for, mens han fortsætter: ”Råbukken ligner på mange måder vi mennesker.” Hans øjne stråler af selvironi og begejstring. Theo og Steve kigger først på hinanden og derefter på den aldrende jagtmester. Han hoster en smule. Ler for sig selv og af de fremmedes reaktion, og trækker dem derpå lidt til side i et mindre sofaarrangement helt nede ved den store, murede kampestenspejs.
Det er mørkt ude i den sjællandske nat. De tre mænd rykker tæt sammen. Steve er forretningsmand – revisor af uddannelse – og går ikke på jagt. Både Theo og Peter ved, at den forklaring, der nu kommer for en dag, vil Steve kun i ringe grad kunne forstå. Samtalen snævres ind til at være mellem jæger og jæger med revisoren som medvirkende tilskuer.
”Råvildtet er landets mest talrige hjorteart. Det er også det pattedyr, der fældes flest af under jagt,” indleder Zobel sin dybere forklaring.
”Over halvdelen af landets jægere er i besiddelse af en jagtriffel, og det er de, fordi de går på jagt efter bukken, der som det eneste må jages i to fortryllende måneder fra midten af maj til midten af juli.” De to afrikanere skal lige regne på, at det er midt om sommeren i Danmark.
”Alle jægere i dette land har hørt om råvildt i almindelighed og råbukke i særdeleshed, lige så længe de har kendt til jagt eller kendt en jæger. Vi taler om de små hjorte hele tiden, og som I kan se, så kommer de også på væggen. Hver og en af dem. Store som små. Unge som gamle. Hver eneste af dem er noget særligt, og I kan spørge mig, om en hvilken som helst af de bukke, der hænger her. Jeg kan huske situationen, bukken og mange af detaljerne.”
”Det er en jagt, som ikke behøver at være særlig dyr, og derfor kan alle danske jægere deltage. Den her vildtart bevæger sig frit mellem revirerne, og den må fældes, når den står på et stykke jord, som du ejer eller har lejet jagtretten på. Derfor får vi så mange oplevelser ud af at jage råbukken, og det bliver man afhængig af.
Så aldrig så snart man har fældet en god buk, så kommer trangen til at forsøge sig igen, og for rigtig mange af os så er det også muligt at genopleve suset samme dag eller et par dage senere: Den der følelse af at blive ramt af en elektrisk strøm, hver gang vi ser blot skyggen af en buk ude på reviret – eller ovre hos naboen for den sags skyld. Det er jo lige modsat elefantjagt, som man kun oplever en enkelt eller nogle få gange, og som man ikke sådan lige kan drage ud for at gentage – i hvert fald ikke, når man bor her i Danmark.”
Theo og Steve ser ud, som om de er ved at forstå pointen. Det er hyppigheden. Eller blot muligheden for at genopleve den succesrige jagt igen og igen, som er med til at give råbukken stjernestatus blandt de danske jægere.
Hvor storvildt som afrikanske elefanters trofæ opgøres i pund, så gøres bukketrofæer op i gram og antal, forstår de to afrikanere så småt og indser, at tilrejsende jægere fra råbukkelande medbringer en særlig tradition og emotionel grundtone som taler for, at en god jagtrejse indeholder muligheden for at få gentagne jagt- og skudoplevelser.
Peter Zobels humør stråler om kap med lyset i han øjne. Hans analyse er klar og elegant, og den er til at forstå – også for forudsætningsløse jægere og forretningsfolk fra et fjernt sted syd for Sahara.
Bukkejagtens sjæl kender enhver dansk bukkejæger antageligt til fulde, men den aften satte Zobel ord på et ærkedansk fænomen, som dermed kom til at stå i det mindste en smule mere klart.
Peter Zobel – dansk forretningsmand og entusiastisk jæger. Født 1936 død den 3. september 2017. Peter Zobel dyrkede den danske bukkejagt med stor energi, og var især optaget af at undersøge, om svagt opsatte ungbukke kunne vokse sig til store medaljestærke trofæer. Zobels imponerende samling af kastestænger og nedlagte opsatser dokumenterede hans tese: Små årsbukke – ja selv knobbukke – kan godt seks syv år senere levere et stærkt medaljetrofæ.
