I al sin glans nu stråler solen
Der er et ordsprog blandt jægere, som siger, at råbukken er som sunket i jorden i juni måned. Et sådan ordsprog ville aldrig leve, hvis ikke der var en eller flere sandheder bag de ord. Den første sandhed underbygges af, at naturens klædedragt i juni er anderledes end i midten af maj. Skovens træer er fuldt udsprungne, og sigtbarheden i skoven er blevet væsentlig mindre. Afgrøderne på markerne er også blev meget højere, og dyrene kan langt nemmere skjule sig.
En anden sandhed, som også spiller ind, er jægernes massive tilstedeværelse i naturen de første to uger af bukkejagten. Råbukken bliver simpelthen mere sky. Den tredje sandhed er, at der i maj bliver nedlagt rigtig mange råbukke med en deraf mindre bestand til følge. Så når du ikke ser bukke, er det fordi, der er en anden, som har været heldig.
Farvebelagt
For nogle år siden besluttede jeg mig for at undlade at tage på tidlig bukkejagt i udlandet. I Storbritannien kan man skyde råbuk allerede i april måned, og i Polen kan man skyde bukkene en lille uge før den danske premiere. Jeg har igennem årene selv skudt en del bukke tidligt på sæsonen og har også set mange bukketrofæer fra den periode. På det tidspunkt har mange af bukkeopsatserne næsten ikke fået farve, og det er faktisk lidt ærgerligt, hvis man værdsætter skønheden i råbukkens opsats. Nogle af opsatserne kan have mindre eller større mængder bast tilbage, og hvad farverne angår, kan de variere fra næsten helt hvide nuancer til over i en lidt kedelig, grålig leverpostejfarve. De sorte og brune nuancer og de polerede hvide spidser kan være helt fraværende, så opsatserne kan sammenlignes med ikke farvelagte sider i en malebog.
Bukkene i den tidlige sæson kan stadig have store rester af vinterpelsen, og man kan kun skimte dens røde pels pletvist under overfladen. Nogle bukke kan sågar stadig være iklædt fuld vinterpels.
I de senere år har jeg derfor taget på jagt i juni måned, hvor sommerbukken er blevet helt rød.
Som en sten i vandet
På denne juni-jagt befandt jeg mig i en skovlysning med nogle små klynger af træer, hvor jeg stille listede mig frem i lysningen. Jeg havde været i denne del af skoven et par dage forinden, og der havde jeg set flere rådyr. Da jeg passerede forbi den anden gruppe af træer i lysningen, så jeg, at der stod mange rådyr.
Det var usædvanligt mange samlet på ét sted på dette tidspunkt af året. Jeg fik hurtigt udset mig to bukke. Jeg skød til den ene af dem. Den var tydeligvis dødeligt ramt, men forsatte ind i en af træklyngerne. De øvrige rådyr reagerede ikke særlig meget på mit skud. De sprang lidt frem og tilbage og stoppede så igen. Jeg fik nu mulighed for at skyde den anden buk, jeg havde kig på. Den fik også et sikkert skud og løb ligeledes ind i den samme klynge af træer, men jeg kunne ikke se, at den forendte.
Den første buk var ikke svær at finde, den lå lige inden for den lille klynge af træer, men den anden kunne vi ikke finde. Jeg var overbevist om, at den var dødeligt ramt, og at jeg havde placeret kuglen godt. Men vi kunne altså ikke finde den trods ihærdig søgen. Min jagtfører mente, at vi skulle opgive eftersøgningen. Men jeg insisterede på at søge videre, mens han hentede bilen.
Kort efter fik jeg en oplevelse, som jeg gætter på, at efterforskere og detektiver jævnligt må opleve. Pludselig kom der en tanke til mig, som måske kunne være løsningen på gåden om den forsvundne buk. På bagsiden af træklyngen gik der en lille afvandingskanal, og i bunden af denne kanal, stod der vand, og her var der nogle store okkergule sten, som stak op over vandoverfladen. Jeg gik tilbage og prikkede nu på hver og én af disse sten med min skydestok. Det viste sig, at én af disse sten var ganske blød. Den kunne jeg uden større modstand presse under vandet. Det var bukken, som lå med noget af den røde side og flød over vandoverfladen. Sådan blev en sten forvandlet til en rød sommerbuk.
Stjernebukken
I en tilgrænsende skov var der en lignende lysning med små områder med tæt bevoksning Her kom jeg forbi en lille gruppe af træer, som var omkring 40 meter i omkreds. Jeg stoppede et kort øjeblik på stien, som grænsede op til træerne. Pludselig var der en eksplosion. En buk dukkede op ud af ingenting. Jeg ved ikke, om den kom løbende ind udefra, fordi den måske troede, at der var en rival, som var kommet ind på dens territorium. Den kunne også bare have ligget og hvilet sig i kanten af træklyngen. Men den måde, den kom ind og stillede sig på, tydede ikke på, at den var mistænksom over for mennesker.
Der var mindre end 10 meter imellem mig og bukken. Den kiggede ikke direkte i min retning, og derfor kunne jeg i en langsom bevægelse lægge riflen til skulderen og lade skuddet gå resolut. Skudreaktion på bukken var spektakulær. Den gik ind i et dødsraseri, hvor den for frem og tilbage i den lille skovklynge på kryds og tværs. Jeg gætter på, at bukken må have lavet et blodspor, der set fra oven, kunne se ud som en stjerne med 5 spidser.
Græs bliver til skov
Forholdene i juni gør jagten mere udfordrende. Jeg tror ikke, man får skudt færre bukke, men den enkelte buk kræver mere arbejde. Den sidste fase i pürschen kan være lidt mere langstrakt, og beruselsen i form af adrenalin og bukkefeber kan komme i flere omgange. Brakmarkerne kan næsten forvandle sig til en skov i juni. Dyret kan forsvinde fuldstændigt. En sådan pragtfuld jagt havde jeg for to år siden, hvor jeg på en kuperet brakmark havde set en buk, som jeg gerne ville nedlægge. Jeg listede mig stille afsted. Bukken havde ikke nogen fornemmelse af, at jeg var til stede, mens den flyttede sig igennem terrænet. Den forsvandt flere gange og dukkede så pludselig op 50 meter længere væk fra det sted, hvor jeg havde observeret den sidst. Jeg måtte genoptage min listejagt i en ny retning. Denne katten efter musen leg gentog sig et par gange, indtil bukken pludselig stod fri af græsset inden for godt skudhold.
Vi har alle forskellige måder at reagere på under jagten. Men min bukkefeber tager nye højder, når jeg oplever, at en buk laver sådanne forsvindingsnumre.
Jeg ser rødt!
Det er ikke kun sommerbukken, der bliver rød i juni. I Polen må man gerne skyde rævehvalpe fra 1. juni. Hvis man har skudt sin kvote af bukke op, er det en meget god og udfordrende jagt at forsætte med, og det kan tilmed give nogle spændende oplevelser. Her kan man passende øve sit kald på rævene. Hvalpene er ikke så sky, de er umådeligt nysgerrige, og så de kan forholdsvis nemt kaldes ind. Det er en god jagtform for ungjægere, og så er det en vigtig del af bestandsplejen.
I sommerens korte svale
Sankt Hans er sammenfaldende med den korteste nat i året. Før denne tid er der også pinsehøjtiden, der er kendetegnet ved de korte og lyse nætter. I de spæde eller sene morgentimer er der netop på denne tid større chancer for at støde på et vildsvin. De er enten på vej tilbage fra plyndringstogter, eller også er de stadig i gang med at spise. Svinene kan også være lidt tidligt på den inden solnedgangen og skumringen på grund af de langstrakte dage, hvor sulten trænger sig på.
Er der ulemper forbundet med juni-jagten på råbuk? Svaret er dobbelt: Myg og flåter. Du skal huske din myggebalsam og sørge for at efterse din krop for flåter. Det er de eneste ulemper, jeg kan finde. Jægerne har i juni deres egne unikke Sankt Hans-bål i form af de ildrøde bukke, som flammer op i landskabet. Har du ikke prøvet kræfter med midsommerbukken på en jagtrejse, er den anbefaling hermed givet videre.
Sommersalme
N.F.S. Grundtvig skrev teksten og Henrik Rung musikken til den meget smukke sommersalme om den skønne danske natur.
Nyd blot første vers her – og nyn med ude i ventetimerne på den smukke bukkejagt.
I al sin glans nu stråler solen,
livslyset over nåde-stolen,
nu kom vor pinselilje-tid,
nu har vi sommer skær og blid,
nu spår os mer end englerøst
i Jesu navn en gylden høst.
LÆS OGSÅ
