Foto: Janusz Pienkowski, grusgrus444, Jamie Hall, Szymon Bartosz, Martin Prochazkacz samt Paolo-manzi/Shutterstock
Hjorten brøler. Styrter gennem skoven. Standser og brøler på ny. Så tilbage for at jage en spidshjort væk. Endnu et brøl og så om på den anden side af flokken af hinder, som ikke lader sig tælle, fordi, de er i konstant bevægelse inde mellem de talrige stammer.
Det er urkræfterne, der er på spil her. Kampen om at bringe sin slægt videre. Og som altid er det hunnerne, der er sikre i dette årligt tilbagevendende drama. Det er hinden, der i sidste ende bestemmer, hvem der skal befrugte hende, og det er hendes hormonsystem, der svinger i perfekt harmoni med alle de andre hinder i haremmet, der afgør, hvornår tiden er inde.
Hannerne er det nødvendige onde, og de er henvist til at kæmpe om haremmet, som ikke lader sig nøje med mindre end det bedste.
Hjorten brøler nu i det fjerne, og jeg sænker min riffel for tredje eller fjerde gang.
Brunstjagt er så intens, så ur-rigtig, at jeg ikke ænser andet, når først hjortene kæmper, brøler og slås.
Hele jagten forandres som ved et trylleslag, når man er på post den første gang i en ny sæson, og det første brunstbrøl ruller over landskabet. De basale kræfter i dette spil forstod jeg instinktivt, den allerførste gang jeg var inviteret på hjortejagt i Polen af navnkundige overjæger Mogens Andersen. Den første disede morgen derude i Karpaterne med skovstierne belagt af skinnende hvide marmorskærver fra det lokale brud og de første brøl fra fem forskellige retninger. Kuldegysninger!
Det handler om sex
Mellem kampenes højdepunkter er der tid til at spekulere over, hvorfor hjortene opfører sig, som de gør, og hvad der egentligt er afgørende for, hvilken hjort der danner harem, og hvem der ikke gør det.
Siden den første jagt med Mogens Andersen og skovridder Tardeusz er der kommet svar på nogle af disse ret oplagte spørgsmål i form af forskningsresultater fra forskellige universiteter.
Svenske Anders Jarnemo fra det svenske landbrugsuniversitet har i årene 1998 til 2009 registreret nogle svenske kronhjortes bevægelser op til og under brunsten. I alt har han dokumenteret 91 forskellige vandringer.
Det viser sig, at alle aldersgrupper af hjorte er i bevægelse, når brunsten kalder. Den hjort, der tog den længste tur, flyttede sig 18,5 km.
Især årshjortene og mellemhjortene tog på vandringer, som alle drev dem mod områder med en højere forekomst af hinder. Anders Jarnemo konkluderer, at vandringerne mellem brunstområderne er drevet af seksuel konkurrence.
Christophe Bonenfant fra Universitet i Lyon har sammen med forskere fra de franske jagtmyndigheder gennemført et studie, hvor man registrerede, hvad der sker, når antallet af mellemhjorte øges i et givent område. Et af forskergruppens resultater var, at når antallet af yngre hjorte øges, så vil flere af dem have succes med at skabe et (mindre) harem, og antallet af haremmer øges således, når antallet af yngre hjorte stiger. Omvendt kunne forskerne påvise, at så snart en stor, stærk hjort indfandt sig på brunstpladsen, så steg antallet af hinder i den stærke hjorts harem, og de yngre hjorte blev tvunget bort fra hinderne.
Det handler om størrelsen
Et lille men meget grundigt studie fra Tjekkiet har set på en gruppe hjortes succes i brunsten. Det særlige ved dette studie er, at det er foregået i et ellers jagtaktivt revir, men har fokuseret på en gruppe af hvide hjorte, som er permanent fredet i dette område.
Feltarbejdet er udført i årene fra 1977 til 1983 og har antageligt krævet en masse forskere ude i biologien. For i denne periode har man under hver brunst observeret hjortene og hindernes adfærd.
Resultaterne er først blevet publiceret i 2006 af L. Bartoš fra Universitet i Prag.
I de år, studiet stod på, varierede antallet af hjorte fra år til år. Ti hjorte da der var færrest, og 16 da der var flest. Hindernes antal svingede mellem 26 og 35.
Så er scenen sat: I den periode, hvor forskerne var ude mellem krondyrene, var der mellem to og fem hjorte, som havde succes med at tilkæmpe sig et harem. I samme periode blev der indsamlet 51 sæt kastestænger fra 19 forskellige hjorte.
Det viste sig, at 11 af disse hjorte aldrig fik sig et harem. Fem af dem vekslede mellem harem og ikke harem fra år til år, mens to af hjortene kun blev fundet i området med harem.
En interessant tendens er det i øvrigt, at så snart der er en gammel hjort blandt haremsholderne, så falder antallet af hjorte med harem. De år, hvor det er yngre hjorte, der har harem (mellem 2 og 9 år), er der mellem 3 og 4 haremmer. Bortset fra en enkelt sæson, så viser resultaterne, at så snart en hjort, der er 10 år eller ældre, indfinder sig på areanen, er der kun to af hjortene, der får harem.
Alle disse i sig selv interessante iagttagelser er så blevet sammenlignet med, hvad de haremsheldige hjorte havde på hovedet.
Og forskerne når ganske entydigt frem til, at størrelsen er afgørende.
Hjorten med de største horn får størst succes hos hunnerne.
Disse resultater er publiceret i Biological Journal og i den afsluttende diskussion lufter forskerne muligheden af, at store gevirer med mange sprosser måske øger hjortens succes på kamppladsen.
Muligheden udelukkes ikke. Samtidig introduceres tankegangen om, at de store horn med de mange sprosser jo er et stærkt og tydeligt visuelt signal til hunnerne om hjortens potentielle succes på kamppladsen, og at dette alene er afgørende for, hvilken hjort den enkelte hind så vælger at følge med.
Det handler om forvaltning
I de store polske skove har jeg haft succes på brunstjagten et par gange.
Senest på et vildt revir på en jagt arrangeret af det danske jagtrejsebureau Field and Forest, hvor den lokale jagtformand lod mig pürsche alene – sammen med min polske filmfotograf.
Den sidste dags morgen skød vi en stor ulige 14-takker med en trofævægt på 9,3 kg. Det var vildt. Intenst. Og en særlig udfordring at få det til at lykkes foran kameraet.
Dagen forinden havde vi set en endnu større hjort, da vi sad fastlåste i hochstanden.
Da brølene tog til uden at komme tættere på denne afgørende morgen, var Krzysztof Sieniawski og jeg klar. Vi gik gennem et stykke med højskov og kom til en selvsået lysning, hvor en stor hjort baksede med at holde en spidshjort på afstand.
Den lille årshjort kom flere gange ind mellem den store hjort og vores position, og det var den udslagsgivne faktor, for til sidst måtte den store hjort over og vise den mindre på porten. I det øjeblik blottede den kronebærende hjort lidt af sin flanke, og et enkelt skud afgjorde sagen.
Den pensionerede flyveroberst – formanden for jagtklubben – hylede af begejstring, da jeg en times tid senere førte ham hen til hjorten, hvor den faldt.
Senere sluttede en 90-årig gubbe, der har tilbragt hele sit liv i denne skov sig til selskabet, og erklærede straks, at det var den største hjort, han nogensinde havde set her.
Med den viden jeg har i dag, håber jeg, at han havde uret. Jeg håber, at den hjort, vi så dagen før, faktisk var større, og at det var den, der dette år sendte sine gener videre.
Litteraturhenvisninger:
Anders Jarnemo. Journal of Ethologi Mai 2011: Male red deer (Cervus elaphus) dispersal during the breeding season.
Christophe Bonenfant. Journal of Zoology Januar 2004: Variation in harem size of red deer (Cervus elephus): The effects of adult sex ration and age-structure.
L. Bartoš. Biological Journal Januar 2006: Antler size and fluctuating asymmetry in red deer (Cervus elaphus) stags and probability of becoming a harem holder in rut.
