Det er nat, det er jagt, og det er helt nyt. I Sverige.
I hvert fald for mig, og vel også næsten set i et historisk perspektiv, for det er kun få år siden, at det blev tilladt at jage om natten med såvel termisk som infrarødt sigtudstyr.
Indtil begyndelsen af 1990erne var vildsvin et eksotisk særsyn i Sverige. Det er det ikke længere, og den stadigt voksende bestand jages nu nidkært, intenst og effektivt, mens bestanden stadig tager til.
Det er en herlig udfordring, i hvert fald når man som jeg er gæst på et vildbetændt revir, hvor de effektive vildtkameraer dokumenterer vildsvinenes tætte og nærmest konstante tilstedeværelse.
Der er ingen tvivl om, at de lokale landmænd er mere end trætte af den stadig tættere forekomst af vildsvin i snart sagt samtlige syd- og midtsvenske len. Og de landbrugere, som jeg tilfældigt har været i kontakt med, er mere end lykkelige for, at vi danske jægere finder stor passion ved at sidde i jagtskurene nat efter nat for at ombringe de fine vildbasser, der jo ud over at formere sig som svin og være ganske skudstærke, snarrådige og flygtige også er aldeles velsmagende. Her går jægernes og landmændenes interesser op i en højere enhed.
Kilde: viltdata.se
I den sorte nat
Selvom det er sommerdage, og der er søer med smågrise, som naturligvis ikke må efterstræbes, så er natten vild og sort inde i de svenske skove, hvor foderpladserne er placeret.
Jagtskurene på dette revir er nye og velkonstruerede. Med isolering fra øverst til nederst for at dæmpe selv små lyde så effektivt som muligt.
Derfor bliver man ikke bare indhyllet i et totalt opslugende mørke et par timer efter solnedgang – som er omkring midnat – man bliver også omgærdet af en stilhed, der går helt ind i marven.
Man kan høre sit åndedrag. Når der sker noget nede ved foderautomaten, kan man også høre sit pulsslag – sådan føles det i alt fald. Og man kan i mange tilfælde faktisk høre, når der er aktivitet ved foderet.
For slet ikke at nævne alle de vilde jagthallucinationer, som fantasien byder sig til med, når man sidder og stirrer ud i mørket og den store stilhed.
Indtil man sætter et af sine elektroniske instrumenter til øjet og får en lysforstærket eller varmeforstærket virkelighed at skue, som kan være så overraskende, at man fra tid til anden også kan høre sig selv gispe efter vejret.
Infrarød og termisk
Det er velbeskrevet på disse sider, hvad det sidste nye gear og grej til mørkejagt præsterer, så lad mig overlade detaljerne til de tekniske eksperter og som almindelig bruger nøjes med benovet at konstatere, at det er helt vildt, hvad der åbenbarer sig, når man tænder de elektroniske øjne.
Artbestemmelsen er overhovedet ikke noget problem længere, og som jeg sidder der en aften og stirrer på to veldefinerede vildsvin i 30-40 kilos klassen, kommer jeg til at tænke tyve år tilbage til en mørk efterårsaften i Kalmer Len, hvor jeg sigtede på et stort mørkt dyr, som jeg antog var et vildsvin. Men jeg skød ikke, for det kunne lige så godt have været en sort berner sennenhund, en bjørn eller for den sags skyld en forkrøblet svampeplukker.
Den slags usikkerheder vil formode ikke længere kunne opstå.
I hvert fald kan jeg uden den mindste tvivl se, at det, der cirkler om foderautomaten de der cirka 80 meter foran mig, er to vildsvin. Der er ingen unger omkring dem, og den ene er en smule større end den anden.
Det er den største af dem, som jeg skal nedlægge, hvis den ellers præsenterer sig til et fornuftigt skud.
I andre situationer har det været let at identificere ræv, grævling, elg og sågar traner – ja, de har alle været ude efter den lækre majs, som fodermaskinerne bugner af.
Foderpladserne
Det revir, jeg gæster, er drevet af et nyt dansk konsortium, som overtog de cirka 400 hektar for blot et par år siden.
De har grebet sagen meget systematisk og ikke mindst entusiastisk an. Alt er således nyt. Skurene, foderpladserne og fodersystemerne.
De store fodertønder skal fyldes én gang om måneden, så de kan levere den daglige dosis på mellem 1,2 og 1,5 kilo majs. Et kvantum, som på ingen måde er tilstrækkeligt til at føde blot en enkelt gris, men som holder vildsvinene i et konstant afhængighedsforhold, som trækker dem en smule væk fra landbrugsområderne og samtidig gør dem opnåelige for jægerne.
Samtidig suppleres fodersnacken med særlige håndstrøede majs med sukkerlage og såkaldte majsbomber, som omtalt
i den daglige jargon tilsammen udgør den treretters menu, som vildsvinene finder særligt tillokkende.
Sidst men ikke mindst bliver et udvalgt træ ofret til tjære. Vildsvinene er ganske enkelt vilde med at gnubbe sig op ad stammer dækket med tjære, og derfor skal der også være dette tilbud på en velkonstrueret foderplads, før den er klar til at trække vildvinene til.
Fascinerende
Denne jagtform er vild. Og jeg er vild med at prøve noget, som er så nyt for mig, at det kun er anden gang i mit jægerliv, at jeg har mulighed for i givet fald at skyde med lysforstærkede sigtemidler.
Den første gang blev det til en mellemstor keiler, som faldt for et enkelt skud. Men det blev en spændende eftersøgning, for da jeg med hvidt lys i panden og tilsvarende lyskilde på riflen gik ned fra skydetårnet og frem til foderpladsen, var der intet svin at se noget sted.
I mørket er det svært at bedømme afstande, så det tog mig lidt tid at sjusse mig frem til, at jeg var på det rigtige sted. Men der var intet at se. Dér uden nattesyn og kun med de stadigt mere ængstelige lyskegler som eneste holdpunkt begyndte jeg at spekulere lidt over, hvad sådan et stort anskudt svin egentlig har af kampevner, når det kommer farende….
Men så slog det mig: Jeg bruger da den termiske håndspotter!
Og der lå keileren. Helt stille. Inde i noget tæt buskads lige bag foderpladsen. Den var forendt. De gule tænder glimtede i pandelampens kridhvide skær.
Det var en klar succes.
Hvordan den svenske jagt endte, vil jeg først afsløre lidt senere på året – her i JAGT, Vildt og Våben og kan indtil da kun anbefale den svenske nattejagt på vildsvin.
Det er helt vildt!
LÆS OGSÅ
