Foto: Lars Christensen samt Maksim Kaborda, Pablo77, Txanbelin, Carl Mckie, Ondrej Prosicky, Karol Waszkiewicz, …/Shutterstock
Skytten på det gods, hvor vi har lejet jagtretten, havde set en meget gammel hjort i en fold ved de gamle egetræer, hvorefter jeg brugte en stor del af de mange såvel tidlige som sene timer i den fantastiske august til at finde og studere den hjort, som skytten have identificeret på en af sine ture i skoven.
En sen aften i slutningen af august lykkedes det mig at komme i kontakt med hjorten, eller rettere hjorten tog kontakt til mig med sine høje, skingre brunstkald – den karakteristiske og specielle fløjten, som sikahjorten fremkalder, og som var det første brunstkald i skoven dette år, typisk fremkaldt af den ældste hjort.
Efter at jeg havde sikret mig, at jeg var i rette vind, hvilket krævede, at jeg gik en længere tur, kunne jeg liste forsigtigt gennem underskoven ud mod netop den lysning, hvor han tidligere var blevet set, og ganske rigtigt, her stod ikke bare hjorten, men omkring 20-25 hinder og græssede i folden. Et åndeløst syn som altid, og som krævede den yderste forsigtighed for ikke at blive opdaget af et af de mange opmærksomme øjne eller ører, der konstant afsøger for eventuelle farer.
En drøm med horn
Hjorten var en drøm af en sikahjort, stor, nærmest sort, med lettere svajet ryg, hvilket er et typisk tegn på en gammel hjort, en manke uden lige og ikke mindst en imponerende opsats, der ikke efterlod tvivl om hverken alder, eller at der her var tale om en særdeles kapitalstærk hjort.
Hjorten gik stolt og tungt rundt blandt sin rudel og gav yderligere nogle brunstkald denne aften og efterlod et uigenkaldeligt indtryk af skønhed og storhed inde i mit hoved.
Gennem årerne har jeg haft held til at nedlægge en del danske kronhjorte, dåhjorte og sikahjorte, men denne sikahjort stod for mig som den mest prægtige af alle de hjorte, jeg ellers havde haft den fornøjelse at se og nedlægge, så det efterlod ingen tvivl om, hvorledes min 1. september skulle foregå.
Jeg ville ikke risikere at forstyrre ham yderligere, så jeg holdt mig væk fra lysningen efter denne aften og brugte i stedet ventetiden på at se andre prægtige hjorte på arealet, men ingen nåede denne specifikke hjort i hverken alder eller opsats. Jeg var heldig at se en ellers meget sjælden ulige 10 ender hjort. Det er ganske usædvanligt.
Et udvokset gevir på en sikahjort er 8 ender og typisk særdeles regulært på begge stænger. Højden på et gevir skal helst overstige de 50 cm.. og de øverste sprosser på hvert gevir være tydelige, ikke blot antydninger. Herefter afgøres forskellen på de enkelte trofæer af, hvor kraftig opsatsen er samt nok så væsentligt, hvor lange og ensartede sprosserne er.
1. september
Endelig oprandt den dag, som mange hjortejægere ser frem til med solopgang klokken 06.30, så jeg ankom til arealet godt en time tidligere for at være klar og på plads, når solens første stråler ville ramme lysningen.
Det var en fantastisk flot morgen, en let dis havde lagt sig ud over engdragene og skabt den flotteste ramme, man kan forstille sig. Der var tidlig aktivitet flere steder af såvel sika- som råvildt, hvilket i sig selv var rigelig grund til at stå tidligt op, men mit ærinde var denne morgen jo optaget af helt andre tanker.
Jeg fandt den rette vind til at komme frem mod folden og listede mig forsigtigt ind på plads – ikke til en hochsitz, hvilket jeg sjældent bruger til sikavildt, idet dyrene bevæger sig meget, og hjorten ikke har en fast brunstplads som eksempelvis dåhjorten, men bevæger sig hovedsageligt med hinderne, derfor er en god stabil skydestok det bedste, man kan bruge til sikahjortejagt.
Da jeg nåede lysningen, var der ingen dyr at se – ingen, der var stadig godt 20 minutter til solopgangen, så jeg væbnede mig med tålmodighed, men selv denne kunne ikke frembringe nogen dyr i folden denne morgen ej heller brunstkald i denne del af skoven. Jeg var naturligvis lidt ærgerlig, men det er vilkårene, når man er på sikahjortejagt. De bevæger sig meget, så efter at have ventet godt en time, besluttede jeg derfor at pürsche forsigtigt rundt i egetræerne ved folden i håbet om at finde rudlen med sikahinderne og forhåbentlig dermed også hjorten.
Ingenting
Jeg bevægede mig noget omkring uden at kunne se hverken hinder eller blot nyde oplevelse af den enestående skov af gamle egetræer, jeg pürschede rundt i, fordi mit hoved var fyldt med fokus på den gamle hjort, hvorfor der ikke var plads til andet denne morgen – jeg var 100 % fokuseret og koncentreret.
Jeg var tæt på at opgive muligheden denne morgen og indstillet på et nyt besøg om aftenen, da jeg fik øje på benene og underkroppen af en sika, ca. 120 meter længere inde i skoven. Min første tanke ved blot at se dette var, at dette var den gamle hjort, men det var jo ganske udokumenteret.
Jeg standsede naturligvis op og fastfrøs i min stilling. Et stort, gammelt egetræs laveste grene og blade umuliggjorde, at jeg kunne se mere, og jeg måtte derfor blot afvente, at dyret ville flytte sig, så jeg bedre kunne se det. Men det var ikke blot mig, der var fastfrosset. Den sika, der stod foran mig, var ligeledes fastfrosset, eller vel nærmere gået i en dvaleagtig tilstand, for jeg var rimelig sikker på, at den hverken havde set eller hørt mig. Jeg brugte lang tid på at sikre, at der ikke var nogle hinder i nærheden, der med et skingert fløjt kunne advare om min tilstedeværelse og dermed ødelægge denne chance.
Efter en stund, hvor ingen af os flyttede os, prøvede jeg forsigtigt at komme lidt ned på knæ for at se mere, men det var ikke nok, så jeg måtte helt ned at ligge på jorden for at se og konstatere, at det var en hjort, der stod direkte med front mod mig, hvilket igen betød, at jeg ikke kunne se geviret eller dyret korrekt og dermed være sikker på, at det var den gamle hjort, jeg endelig stod foran.
Jeg kunne blot rejse mig igen gøre riflen klar på skydestokken og afvente, hvad hjorten ville gøre, der var ikke andre muligheder. Lagde han sig, ville det blive en meget lang dag, gik han bagud ville han forsvinde, så jeg måtte blot håbe på, at den græske gudinde Artemis ville bede hjorten gå fremad, eller blot til siden.
Bønnen blev hørt
Hun må have lyttet og vurderet, at min drøm skulle gå i opfyldelse, for pludselig satte hjorten i en langsom og tung bevægelse mod venstre og kom dermed helt fri og efterlod ingen tvivl: Dette var den gamle hjort, tung, sort, svajet i ryggen og med sit imponerende gevir med de meget tydelige topsprosser
Situationen var pludselig 100 procent optimal: Godt kuglefang og hele bredsiden mod mig, så jeg lod øjeblikkeligt kuglen gå, en Norma Oryx 30.06, som endnu engang gjorde sit arbejde optimalt. Hjorten viste tydeligt, at kuglen traf, og krummede sig sammen, inden den fortsatte i løb cirka 25-30 meter og forendte.
Jeg havde naturligvis allerede en ny patron i kammeret i min Blaser og klar til et opfølgende skud, men dette var ikke nødvendigt denne morgen, så jeg lod hjorten ligge en godt fem minutter, inden jeg – nærmest euforisk – gik frem mod den.
Alt, hvad jeg havde håbet, blev blot endnu mere bekræftet, da jeg nåede frem. Det var en prægtig hjort – en skovens konge – som var forendt på måske et af skovens smukkeste steder denne vidunderlige morgen.
Jeg blev som altid, men nok ganske særligt her grebet af en både stolt men også lidt trist og ærbødig tilstand, da jeg satte mig ned ved hjorten og takkede både sikahjorten som Artemis for mit store jagtheld med at kunne blive denne prægtige hjorts banemand.
Som altid bliver jeg grebet af mange blandede følelser, når man sidder her helt alene med et jagtbytte af en sådan karakter – et stort øjeblik man altid må både nyde og give sig selv fuldt ud.
Hjorten blev 6 måneder senere opmålt til hele 260 point, hvilket er en meget stor guldmedalje, og har en særlig plads i såvel mine jagterindringer som på væggen i mit trofærum, hvor jeg ofte står og genkalder mig denne helt fantastiske morgen og denne prægtige hjort.
Tak Artemis
