”De to kronhinder med kalve traver nærmest lydløst over kørersporet og forsvinder ind i klitfyrrene, uden at jeg har mulighed for at sætte en fornuftig kugle på en af kalvene. Inden pulsen igen er faldet, bryder en kalv ud af fyrrene. Riflen kommer i anslag, dyret fanges i okularet, følges og kuglen slippes…”
Tilfældigt
I forbindelse med mit job som naturformidler på Geocenter Møns Klint, møder jeg i løbet af sommeren 2020 tilfældigt en god bekendt, som i sin tid var ansat som naturvejleder for naturstyrelsen på Fyn samtidig med jeg boede på Fyn. Uagtet, at vi ikke har set hinanden i mere end godt og vel 10 år, falder vi hurtigt og ubesværet i snak, som man næsten altid gør, når man har haft gode relationer sammen. Inden vores veje skilles igen, står jeg med en invitation til at komme på jagt efter kronvildt på hans jagtterræn ved Ulfborg i Vestjylland i løbet af efteråret 2020.
Optakt
Tiden går og anden bølge af coronapandemien kommer rullende og lukker på ny ned for en verden, som ellers så småt var ved at finde tilbage til normalen igen. Så det trækker ud, inden vi får konfirmeret en aftale om tid og sted i forhold til min tur vest over. Den tragiske situation med aflivning mink i hobetal i Nord- og Vestjylland truer en overgang med at forpurre turen. Men, i starten af december er der faldet så meget ro på, at jeg sammen med min bedre halvdel med forventningens glæde kan sætte kursen mod den jyske hede og 3-4 dages kronvildtjagt. En halvsnes kilometer fra Vesterhavet, står der en charmerende gammel landsbyskole og venter på os på den jyske hede. Den hedengangne skole bliver base for de kommende 3-4 dages kronvildtjagt morgen og aften – og de normative udflugter til aktuelle keramikværksteder og loppemarkeder op ad dagen for at dele sol og vind lige.
På jagt
Efter udpakningen og en lettere frokost er tiden inde til at sætte min kammerat stævne for at få en intro til jagtområdet, hvor jeg har mulighed for at jage de kommende dage. Efter en grundig briefing tager jeg afsked med min vært og bevægelser mig langsomt ind i mosen på jagt, inden decembersolen alt for tidligt går ned i Vesterhavet. Vi har aftalt, at jeg må gå efter kronhjort uanset størrelse, kronhind og kronkalv eller alternativt en dåspidshjort, då og dåkalv. Min vært opfodrer mig til at lade være med at skyde til råvildt for ikke at forstyrre kron – og dåvildtet mere end strengt nødvendigt.
Den første eftermiddag er der meget stille i mosen, hvor jeg sidder i et overdækket skydetårn med et view over mosen. Da vi nærmere os lukketid passerer en stærk kastebuk og en rå forbi skydetårnet og forsvinder bagud i vidjebuskene. Næste morgen – og den følgende aften sker der heller ikke al verden, men på tredjedagen er der for alvor liv. Allerede i det første daggry rejser jeg 5 snepper langs vejen på kørerturen fra landsbyskolen til jagtreviret. Kun fantasien sætter grænser for, hvor mange snepper, der er faldet på kronheden i løbet af nattetimerne. Da jeg når frem til destination i mosen, rejser jeg nok en troldfugl, næsten inden jeg er kommet ud af bilen. Min intuition siger mig at jeg reelt burde lade kronvildt være kronvildt – og i stedet have taget hunden og haglbøssen frem, fyldt lommerne med patroner – og gået på eventyr efter snepper i mosen. Men, det scenarie, er dog ikke med i pakken. Jeg hanker op i riflen og lister atter stille ind til skydetårnet i mosen. Uden nævneværdige udfordringer kommer jeg på plads i skydetårnet i takt med, at dagslyset bryder i gennem på en ellers mørk og overskyet december morgen.
Efter en halv times venten, kommer der skred i tingene. Alt i mens jeg sidder og orienterer mig fremad, opfanger jeg en bevægelse til venstre for mig – og da jeg drejer hovedet samtidig med, at jeg reflektorisk hæver isenkrammet, traver to kronhinder med kalve nærmest lydløst over kørersporet og forsvinder ind i klitfyrrene, inden det er muligt at sætte en fornuftig kugle på en af kalvene. Inden pulsen igen er faldet, bryder en kalv ud af fyrrene. Riflen kommer på ny i anslag, dyret fanges i okularet, følges og kuglen slippes.
Vildt
Kalven går ned på stedet – og en autentisk glæde over at have nedlagt mit første stykke kronvildt i Danmark breder sig i kroppen. Da, jeg vil ringe min vært op og dele oplevelsen med ham, kan jeg ikke komme igennem til ham. Det samme er tilfældet med min bedre halvdel. I stedet vælger jeg at forlade hochstanden og gå hen for at brække kalven – og bjærge den ud af mosen. Allerede da jeg er flere meter fra det jeg tror der er en kronkalv, går det op for mig, at det faktisk er en rå, som jeg har skudt! Slukøret gransker jeg situationen igennem. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl, at jeg med mere end hundrede stykker råvildt i jagtjournalen ”ser” smaldyret som en kalv? Skæverten skal naturligvis et eller andet sted linkes til, at jeg har kronvildt på harddisken, fordi jeg mindre end ét minut for inden har været vidne til, at to kronhinder med kalve trække ind i samme bevoksning, som smaldyret kort efter bryder ud af. Og da jeg samtidig havde riffelkikkerten stående på 12 x forstørrelse, har smaldyret på blot 30 meters afstand i okularet fysisk udmøntet sig i en kronkalv. Undskyldninger er der nok af. Til nogen trøst, så var smaldyret faldet for en god kugle, men for pokker, hvor jeg efterfølgende føler mig flov, især relateret til de mange års erfaring med råvildtjagt på bagen. Min vært har dog svært ved at skjule sin morskab over min fadæse. Den fadæse skal nok få ben at gå på langs vestkysten. Som appendiks burde det næsten være overflødigt at tilføje, at det ikke blev til mit første stykke danske kronvildt i denne omgang.
Revanche
Forsmædelsen vil dog umiddelbart ingen ende tage, for en uges tid efter jeg har forladt Vestjylland lander der en sms på min mobil med et foto af en nedlagt kronhind fra min vært med teksten: ”Når du ikke vil, så må man selv stå op”. Som et formildende plaster på såret, har jeg heldigvis fået mulighed for at komme tilbage til hovedlandet igen for at forsøge at revanchere min blamage.
LÆS OGSÅ
Jagtsæsonen er slut – Hva’ nu?
Kombijagt i Ungarn – et tilbageblik til, før verden gik af lave
