Foto: Mads D. Jessen og RWS samt Budimir Jevtic, Volodymyr Burdiak og M F Bocka/Shutterstock
Hele verden er igen Corona-lukket, og jagtrejserne til udlandet har været på et minimum. Men så kan man jo mindes de gode jagtstunder, man tidligere har haft uden for landets grænser. Denne kombijagt i Ungarn var den første jagt, hvor jeg både havde gevær og riffel med. Det var ikke sidste gang, og vil man have en alsidig jagtoplevelse og virkelig mærke, hvad de forskellig jagtlande kan tilbyde, er kombijagter en virkelig god målestok.
Allerede, når du lander i lufthavnen, får du en god fornemmelse for de forskellige landes forhold til jagt. I Ferihegy ved Budapest bliver man ledt hen til en speciel skranke, hvor du viser papirerne og får dine våben udleveret. Særdeles effektivt, ikke så meget bøvl og næsten hurtigere end at skulle vente på sin kuffert. Kun lande med en fuld accept af jagtens væsen og vigtighed tager imod jægere på den måde. Med udstyret på plads var det hurtigt af sted til hotellet.
Hele jagten var arrangeret af det store Budapest-jagtfirma, Harmonia, som var med i den allerførste bølge af privatisering, der fandt sted efter murens fald. Derudover var de også det første, private firma, der fik lov til at importere våben og ammunition fra vesten til Ungarn. Jagten foregik i den østligste del af landet, i Debrecen, og helt tæt på den Rumænske grænse. Der blev joket med, at vi skulle holde øje med brunbjørne, nu vi var så tæt på grænsen, men selvom de en sjælden gang imellem krydser grænsen, så vi (desværre) ikke nogen.
Fasaner og snefnug
Den første jagtmorgen starter blæsende. Decembervinden er ganske kold, og de første, hvide fnug rammer os i morgensolen, og herfra er det gråvejr med vekslende snebyger. Uden for hotellet står en hestevogn klar til at køre skytterne til jagten. Det er meget autentisk, og efter at vi har fået os installeret på bænkene med tykke tæpper, sættes hestene i gang mod skoven. Det er lørdag og ikke megen trafik, men vi møder faktisk et par hestevogne mere, da vi i adstadigt tempo kører forbi de små landbrug i oplandet til Debrecen. Regionen er helt flad, og vi befinder os også på den nu opdyrkede centraleuropæiske steppe, puszta’en, som dækkede hele Østungarn. Her har helt sikkert været en rigtig god og varieret fuglejagt, inden ploven brød jorden, men i dag er vi kun ude efter fasaner, og snart når vi frem til skov og remiser.
Det er ikke let at følge med, når man ikke forstår, hvad der bliver sagt, men en bredskuldret herre med en imponerende moustache og lidt usædvanligt en stor blå overfrakke (The Man in Blue, som vi jægere hurtigt navngav ham), holder nøje øje med slagets gang. Det er hans hund, der klarer alle apporteringerne på min side af skoven, og det er også ham, der står for den endelige håndtering af fuglevildtet. Han er som taget ud af en krigsfilm, hvor han helt sikkert ville være en del af den lokale modstandsbevægelse. At han også ankommer i den terrængående, russiske GAZ-66 lastbil, der bliver brugt på jagten, gør kun billedet fuldendt. Selve jagten er der ikke noget at sætte fingeren på.
Tid til Rough Shooting
Godt nok har jeg en relativt fattig post i første såt, og det bliver kun til 2-3 fasaner. På den anden side af skoven, oppe i vinden, kan jeg til gengæld høre, at det brager lystigt. Vinden dikterer fasanernes opfløj, og står man ikke med vinden i ryggen, er det kun enlige fugle, der kommer forbi. Efter et kold times tid rykker vi til næste såt, som er en remise på nabomarken. Her står jeg bedre placeret, og fasanerne kommer regelmæssigt inden for rækkevidde. Skuddene begynder hurtigt at glide og ramme deres mål. Pludselig føles det ikke så koldt længere, og humøret stiger
betragteligt. Efter at såten er blevet blæst af, er vi tre jægere, der kommer med videre ud over de små marker – en blanding af læhegn, brak og stubmark – hvor flere af fasanerne landede. Her bliver det til en god halv times rough shooting, hvor en enkelt hund og en driver får fuglene på vingerne. Det er altså god jagt bare sådan stille og roligt at gå fuglene op og se dem flakse forbi mere eller mindre fra hvilken som helst retning. Det kræver lidt hurtighed og behændig skydning, for ofte vil man skulle afgive skuddet i en besværlig og uventet retning, men det gør kun glæden større, når fasanerne så bliver ramt.
Efter at de sidste fasaner er blevet spredt for meget til, at de stadig kan forfølges, samles vi igen ved hestevognen og køres til paraden. Vi stopper lige ved en større hovedvej, ved hvad der ligner en nyligt anlagt rasteplads. Et lidt pudsigt sted til en vildtparade, men det er vel, fordi vi skal køres hjem i motorkøretøjer. Som det er kutyme på disse kanter bliver fuglene lagt op i et flot cirkelmønster med et bål i midten. Imens driverne får vildtet lagt omhyggeligt op, er der tid til at riste pølse på pind og få lidt gløgg. Det varmer godt på en råkold jagtdag. Paraden bliver afsluttet med en to-skuds-salut med geværerne direkte op i luften. Det var nok ikke gået på en rasteplads i Danmark! I det hele taget var det også en dårlig idé og bidrager ikke med meget andet end en ulidelig og unødvendig ringen for ørerne den næste times tid. Hjemme på hotellet venter et varmt bad og så ellers en god middag at fortæller jagthistorier over.
Glatføre
På anden dagen var det blevet tid til at lufte riflen. Nu stod den på trykjagt på vildsvin. Vi kørte igen af sted tidligt om morgenen og havde kurs mod den rumænske grænse, som ligger blot 20 kilometer øst for Debrecen. Sneen havde over natten lagt et flot, tommetykt tæppe overalt, så det var optimalt til jagt. Sorte svin på en hvid baggrund – det kan simpelthen ikke blive bedre. Lidt mere problematisk er snerydningen i dette område dog, det findes vist ikke rigtig, men heldigvis var vi blevet placeret i importerede 4×4-biler, og der skal meget til, før en Hilux ikke kan pløje sig igennem snedækket. De lokale Lada Niva’er havde tydeligvis også en optimal dag og kunne som få andre biler nå frem gennem den kaotiske trafik uden de store problemer. Tæt fremme ved reviret kørte vi igennem et par Roma-byer, og her var fattigdommen virkelig tydelig. Flere steder rundt omkring ved vejene stod børn i skolealderen. Snotnæsede og tydeligvis med alt for lidt tøj på. Arbejdsløsheden i disse områder var på over 50 %, og det er sikkert ikke blevet stort bedre med årene. Forskellen på rig og fattig er iøjnefaldende i de tidligere østlande.
Grise i sneen
Fremme ved reviret blev vi mødt af en gitterport, som vi blev sluset ind gennem. Vi troede lige først, at vi havde nået en mindre grænseovergang, men det viste sig, at det var indgangen til jagtreviret, som var hegnet af. Kontrasten til den lidt mere gammeldags fuglejagt, vi var på dagen før, var iøjnefaldende. Her er der et modtagehus, hvor alle tilladelser blev gennemgået, og herefter blev vi fordelt på reviret efter lodtrækning. Parolen lød på vildsvin og ræv, naturligvis uden førende søer, så det er, som man kender det fra andre lande og revirer.
Vanen tro er der én jagtguide per udlandsjæger. De følger med dig i tårnet og giver dig dessiner, mens de kommunikerer med skyttelinjen over mobilen. Du skal regne med, at hovedsproget for disse ældre jægere er gebrokkent tysk, så der vil være en del ’Schwein kommt, rechts, schiessen, schiessen’ og lignende kommandoer. Men det er effektivt, og alle deltagere er erfarne folk. Der er nemlig rift om pladserne som driver og guide på jagter med udlandsjægere, da vi både skyder meget (giver kød i fryseren) og uddeler drikkepenge (giver kontanter på lommen), så kun de bedre bliver udvalgt. Min egen guide fik alle mine afskudte 9,3×62-hylstre og en ’frisk’ pakke. Jeg fandt aldrig ud af, om han faktisk selv brugte kaliberet, eller om de blev byttet videre, men han var meget glad for gaven.
Gode skud
Det tårn jeg blev placeret i, stod ved en ret markant skrænt mod min højre side og ved et 4-5 meter bredt kørespor gennem nogle ungtræer mod venstre. Der var godt udsyn fremad, men ret tæt bevoksning bag mig, og det var her drevet kom fra. Det betød, at de fleste skudchancer hurtigt blev til bagskud, mens de få grise, der røg tilbage igennem driverkæden, kom imod mig i roligt tempo. Der var hurtigt gang i grisene, og allerede inden for det første kvarter kunne jeg høre grynt bag mig. Det var en relativt stor flok, der kom forbi, 9-10 stykker, og de så alle sammen ud til at være Überläufere. Helt klassisk stikker den første kun hovedet ud af buskadset og vejrer situationen. Den føler sig sikker (det burde den ikke have gjort) og lunter ud på køresporet. Jeg lader de første par stykker komme fri af bevoksningen og sender et sikkert skud på nummer tre i flokken. De knapt 19 gram gør deres arbejde, og grisen ligger død på sporet. Det første skud er altid lidt nervepirrende, men nu er vi godt i gang.
Næste chance er mere speciel. Helt nede i bunden af kløften, 90-100 meter fra tårnet, kommer en lille Überläufer haltende. Den er tydeligvis anskudt i det ene forben og har helt sikkert ikke kunnet følge med flokken. Normalt ville jeg aldrig skyde til bevægeligt vildt af den størrelse på den afstand, men skadet vildt bør man få aflivet hurtigst muligt. Skuddet falder, og igen ligger grisen, hvor den bliver ramt. ”Gut. Sehr gut”, siger min guide, mens han løfter på hatten og nikker anerkendende. Visse skud kan man godt tillade sig være stolt af, og dette ’nådeskud’ var både velplaceret og velovervejet.
Herefter er der ret stille i en times tid, og der kommer kun et par Frischlinge forbi, som jeg lader gå. Driverne passerer også, og der bliver ført mandtal på det spor, jeg står ved. Der er godt styr på hjælperne, og mine to grise bliver trukket til tårnet. Den sidste times tid af jagten sidder jeg i en form for bagpost. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, for de store grise er ofte også de mest snu og dem, der snyder sig igennem driverkæden. Og ganske rigtigt – få minutter, efter at jeg ikke kan se driverne længere, kan jeg se en stor skygge bevæge sig gennem skoven. Det er en lille Keiler, godt 80 kilo gætter jeg på, som kommer mod tårnet. Da jeg løfter riflen, ser grisen min bevægelse og speeder op.
Desværre for den er det allerede for sent, og da den passerer tæt forbi tårnet, sender jeg kuglen afsted. Den er tydeligvis ramt, men grisen forsvinder i tykningen bag mig. Jeg når at sende en kugle mere, men skuddet sidder lavt under grisen. Bedst er det, når man ser, at vildtet ligger forendt efter skuddet, men på trykjagt har dyrene både fart på og en god dosis adrenalin i blodet, så de kan løbe langt selv med en dødelig kugle i kroppen. Det var nu ikke tilfældet her. Cirka 30 meter inde i tykningen lå den forendt, men langt nok inde til, at vi hverken kunne se eller høre den fra tårnet. Mere bliver det ikke til i denne omgang, og det er helt passende, for hver jæger har netop tre grise på sin kvote.
Tid til parade
Efter opsamling mødes alle jægerne tilbage ved modtagehuset, og røverhistorierne går højt. Selvfølgelig er der melding om en kæmpegris, der er på vej inde fra skoven. Kæmpe viser den sig nu ikke at være, vel på den gode side af de 100 kilo, men tydeligvis en so. Om den så har ført smågrise, og der bliver uddelt bøde, bliver aldrig rigtig opklaret. Ingen af de udenlandske jægere har nedlagt den, og den kan jo være skudt af en lokal jæger i driverkæden – flere af dem bærer våben.
De sidste eftersøg bliver klaret ret hurtigt, og så er det tid til paraden. Denne gang inde i en lille lysning i skoven og igen bliver der holdt sirlig orden på det nedlagte vildt. Det lægges op efter størrelse, og det er altid en særlig fornøjelse at se, hvordan der diskuteres blandt driverne om, hvilke grise der er større end de andre. Naturligvis sluttes der behørigt af med hornblæsning, en tak til alle driverne, og herefter kan jægerne studere de enkelte dyr og selvfølgelig sammenligne tandsæt.
Ungarn er et specielt jagtland. Det har nogle dybe og unikke jagttraditioner, og man fornemmer hurtigt landets særegne kombination af traditionel jagtforvaltning blandet med markedsøkonomiske kræfter. Derudover kan Ungarn tilbyde udlandsjægere mange forskellige jagtformer. Mest kendt er landet vel for sine ofte meget store trofæer på hjortevildt, men der er faktisk også mere eksotiske vildtarter at jage. Eksempelvis er der en del guldsjakaler flere steder i de mere uberørte egne af landet. Jagtbureauerne er mange, og du kan nemt arrangere din jagt direkte fra Danmark eller sammen med et af de danske jagtrejsebureauer.
Generelt set er det ordnede forhold, og det ungarske jagtvæsen er stort og vant til at tage godt imod internationale jægere.
FAKTA: Jagten var en invitation fra RWS, mens rejse og andet ophold var betalt af skribenten.
