Foto: Jonas Nørregaard
”Damn! Der kommer de”… Jeg tyrer lokkegåsen i jorden, spæner de 20 meter hen i grøften, hvor Kim allerede har taget flyverskjul, og kaster mig fladt ned.
Grågæssene må have set min spurt, for nu vender de på ca. 300 meters afstand. Kim hvisker: ”Brug kaldet for helvede”. Jeg råbe-hvisker tilbage: ”Det er sgu da dig, der har kaldet!”. Kim svarer: ”Du sad med det i bilen”. Argg. bilen for ind i h….! kaldet ligger stadig i forruden, og bilen holder helt oppe ved landevejen….
Nu kan man kun ane gæssene på vej væk langt ude i horisonten.
Et vindpust får 2 af de 6 lokkere til at tumle hen over marken. Nu ligger de på hovedet og skinner i morgensolen.
Vi ser nogle få flokke langt ud i det fjerne, og så sker der ikke mere.
Variationer over denne morgen er det, der har præget mine få gåsejagt-oplevelser.
På trods af omhyggelig planlægning og nøje udtænkte slagplaner var det aldrig lykkedes, en enkelt gang havde jeg haft en flok canadagæs på vej ind mod det lille skjul, jeg havde bygget af nogle tagrør, men de nåede aldrig ind over mig, førend naboen, der åbenbart sad i skellet, sendte en kanonade efter de fire gæs uden andet resultat, end at de nu i skiftede...
