Foto: Jonas Nørregaard
”Damn! Der kommer de”… Jeg tyrer lokkegåsen i jorden, spæner de 20 meter hen i grøften, hvor Kim allerede har taget flyverskjul, og kaster mig fladt ned.
Grågæssene må have set min spurt, for nu vender de på ca. 300 meters afstand. Kim hvisker: ”Brug kaldet for helvede”. Jeg råbe-hvisker tilbage: ”Det er sgu da dig, der har kaldet!”. Kim svarer: ”Du sad med det i bilen”. Argg. bilen for ind i h….! kaldet ligger stadig i forruden, og bilen holder helt oppe ved landevejen….
Nu kan man kun ane gæssene på vej væk langt ude i horisonten.
Et vindpust får 2 af de 6 lokkere til at tumle hen over marken. Nu ligger de på hovedet og skinner i morgensolen.
Vi ser nogle få flokke langt ud i det fjerne, og så sker der ikke mere.
Variationer over denne morgen er det, der har præget mine få gåsejagt-oplevelser.
På trods af omhyggelig planlægning og nøje udtænkte slagplaner var det aldrig lykkedes, en enkelt gang havde jeg haft en flok canadagæs på vej ind mod det lille skjul, jeg havde bygget af nogle tagrør, men de nåede aldrig ind over mig, førend naboen, der åbenbart sad i skellet, sendte en kanonade efter de fire gæs uden andet resultat, end at de nu i skiftede flyvehøjde fra 30 meter til 100.
Det var mine gåsejagt-oplevelser… indtil nu.
Jeg havde fortalt min jagtkammerat, Stefanie om mine gåsefrustrationer og forsøgt at lokke et par fif og kneb ud af hende, men i stedet kvitterede hun med at invitere mig med på jagt, hvis jeg lovede at tage kameraet med. Altså sådan rigtig gåsejagt: så kunne jeg jo selv se, hvordan den ged skulle barberes. Og endda med på noget af den bedste gåsejagt, der findes i Skandinavien, nemlig i Sydsverige ikke langt fra Barsebäck. Under en times kørsel fra Down Town Kbh. Yes sir!
Slagplan
Vi ankom aftenen før jagten og blev taget godt imod af Kristofer, der bød os velkommen på klingende skånsk.
Kristofer er professionel gåsejæger og driver jagten på knap 5000 hektar fordelt over Sydsverige. Han guider jægere fra hele verden, som rejser langvejs fra for at opleve gåsejagt, når der rigtig er gang i den. Og så har han et tæt samarbejde med Stefanie og hendes familie, der driver DK-Wai, et lille firma, der ud over at rykke ud professionelt med deres gåseregulerings team, også udvikler udstyr til gåsejagt.
Vi blev trakteret med røget elg, vildsvin og selvfølgelig gåsebryst, mens Kristofer briefede os om morgenens slagplan:
Vi fik alle udleveret et lamineret ark, hvor ”hotspottet” var markeret. Alt var indtegnet: vindretning, optimal placering af skjul og forventet gåseindflyvnings retning. Alle planens detaljer blev nøje drøftet, og nogle småting justeret. Kristofer sluttede aftenen af med at skille sine tre halvautomatiske Benellier totalt ad, rense og smøre dem, så de kunne være klar til næste morgen.
Kristofer fortalte, at de havde en tendens til at få temmelig meget mudder med på vejen.
Næste morgen blev ingen undtagelse.
Profferne står tidligt op
Kl.04.00 var kaffen drukket, og alle klar. To gaiter-ATVer med hver sin trailer og en ordentlig kleppert af en 4-hjulstrækker stod linet op uden for døren. Alle tungt læssede med gåselokkere i forskellige udgaver samt specialbyggede skjul.
Vi var fire jægere med våben i hånd. Jeg selv, Stefanie, Stefanies far og Kristofers gode ven, Pedro, der havde taget turen helt fra Portugal for at bide skeer med gåsejagt pro-style.
Plus en ikke-skydende jæger, nemlig Stefanies 10-årige søn, Gabriel.
Alle fordelte sig på køretøjerne, og vi kørte afsted ud i mørket. Kort tid efter ankom vi til det planlagte gåse-hotspot – eller rettere mudderspot. Midt ude på en mark med gulerødder, bondemanden åbenbart havde opgivet på grund af alt for våd jord, var der nu opstået et rent gåse-eldorado. Der var alle slags gåsespor – på både den ene og den anden måde. Overalt.
High-tech baghold
Straks gik alle i gang med at gøre klar. Omkring 200 lokkegæs skulle placeres. Gabriel sprang rundt, og satte stænger i jorden, mens vi andre monterede gæssene på dem. Jeg må indrømme, at jeg sendte et par pinlige tanker til mine egne fejlslagne forsøg, da jeg så, hvor tjekket alt blev linet op. Lige der, midt i mørket, midt i mudderhullet og ikke mindst i god tid, inden trækket begyndte.
Gåselokkerne, der bestod af grågæs, canadagæs og bramgæs, med hovedvægt på canadagæs, blev placeret rundt om de fem skjul.
Jeg havde aldrig før prøvet at ligge i den slags specialbygget skjul, som denne morgen var valgt i en hvid udgave.
Stof trukket på en metalramme bygget sammen med en sæk, som man ligger i.
Anordningen har en indbygget rygstøtte, så man lige præcis ligger i en vinkel, der gør, at man kan komme op og skyde uden at have været i fitnesscenter inden.
Gabriel gav mig en fin instruktion i, hvordan jeg skulle klappe låget i, når der var gæs på vej ind, og klappe det op, når der blev råbt ”NU”.
Pedro og jeg blev også nøje instrueret i at sørge for at dække skjulets velcrolukninger, da de reflekterer UV lys, som gæssene kan se på lang afstand. Hillemænd! Der blev godt nok tænkt på selv de allermindste detaljer.
Til sidst fik vi alle udleveret en helt hvid anorak. Jeg havde ellers iført mig camo efter alle kunstens regler, men kunne godt se, at anorakken gik lidt mere i et med dagens hvide skjul.
Ude mod øst viste en begyndende svag rødmen i horisonten, at daggryet var på vej.
Jeg havde kun lige nået at øve mig et par gange i at åbne og lukke skjulet, da Gabriel Falkeøje råber: ”Grågæs på vej!!”
Pedro og jeg, der er 110 % novicer, bakser- på trods af den omhyggelige instruktion – alligevel med at få lukket skjulet, men det ender med at lykkedes… sådan nogenlunde.
Gåsehvisker!
Nu bliver jeg vidne til et virkelig sejt samarbejde mellem morfar Dennis og Gabriel. Gabriel, der ligger skråt bag mig i sit skjul, begynder at kalde på gæssene, der har valgt at lægge ruten med sådan en lidt ”vi-ser-lige-situationen-an-agtig” afstand af vores baghold. Da Gabriel begynder at tale med gæssene, og morfar tager over med det såkaldte feeding-call, da gæssene er helt tæt på, slår den lille flok gæs på 15-20 stykker landingsstellet ud og gør klar til touchdown. Imponerende!
”NU!” råber Dennis. Jeg bakser med at åbne skjulet, og når kun at se tre grågæs gå ned, inden jeg får afsikret. Resten af flokken er allerede for langt væk til, at jeg skal forsøge mig.
Gabriel kender rutinen og er allerede på vej ud for at hente de døde fugle. Stefanie giver myndigt og moderligt besked på, at alle geværer skal pege op i himlen, så længe der bliver samlet op.
Den 10-årige apportør kommer slæbende med en gås i hver hånd: fuglene er i udstrakt tilstand næsten lige så lange som ham selv. Gabriel er lynhurtigt på plads i skjulet igen.
Det er nu så lyst, at vi kan begynde at se flere flokke gæs rundt om os. Gæssene, der har ligget i sikkerhed ude på Øresund natten over, er nu sultne og på vej ind for at fouragere på land.
”Canadiere!” lyder det fra Gabriel. Jeg spejder rundt og kan overhovedet ikke se noget som helst. Men jeg lukker alligevel pligtskyldigt skjulet godt til og sikrer mig, at velcroen er skjult.
”Lige på kl 12!” hvisker Stefanie, og så får jeg også øje på dem. Syv gigantiske canadagæs er på vej direkte ned mod lokkerne. Gabriel, der har skiftet til Canadakaldet, er i fuld gang med en meget effektiv gåse-samtale. Det er fantastisk at overvære, hvordan gæssene svarer ham. Han kalder, de svarer. Han fortæller dem et eller andet på gåsesprog, og straks kommer svaret igen.
Syv på en gang
Da eskadrillen af B52’ere i sorte og hvide aftegninger lige skal til at lande, lyder råbet ”NU!” igen.
Denne gang har jeg fanget pointen og får hurtigt åbnet skjulet. Alle åbner ild næsten samtidigt.
Jeg holder lidt foran hovedet på den gås, jeg synes giver bedst mening, og da den klapper sammen, trækker jeg videre og skyder den næste.
Der sker det utrolige, at alle syv gæs klasker i mudderet en efter en. Vi har været heldige og undgået at skyde på de samme gæs – der lyder jubelråb, og uddeles high-fives.
Nogle af gæssene er landet ude i vandet på den oversvømmede mark bag ved os. Gabriel og Stefanie drøner afsted igennem plæveret for at få dem samlet ind, inden næste flok dukker op.
Inden de når helt hen til gåsen længst væk, har en hund apporteret den. Det viser sig, at Kristofer har placeret et par apporterende hunde og deres førere gemt væk på den næste mark bag ved os – i tilfælde af, at vi ikke kunne klare ærterne selv. Rimelig tjekket.
Seancen gentager sig nogle gange. Det er fantastisk spændende at se de store fugle nærme sig og helt vildt fascinerende at opleve det tætte samarbejde mellem de tre generationer af gåsespecialister.
Planen justeres
På et tidspunkt har vi en gigantisk sværm af bramgæs på vej ned mod lokkerne, men af uransagelige årsager vil de ikke lande. Straks bliver alle sten vendt. ”Har vi for få bramgåselokkere?”, ”er de nervøse for de mange canadalokkere?”, ”er der kommet blod på de hvide skjul?”, eller ”er der en gås, vi har glemt at samle op, og som ligger med bugen i vejret og skræmmer?”
Vi beslutter at dreje skjulene, så gæssene kommer mere lige på os, da de indtil nu er landet lidt skråt, tættest på Stefanie og mig. Samtidig med, at vi sørger for, at lokke- formationen er optimal.
Det hele foregår i en lidt hektisk stemning: alle løber rundt og Pedro og jeg forsøger på bedste vis at parere ordre. Missionen lykkes da også, og det er som om, at gæssene nu kommer mere direkte ind på skjulene.
Mudret finale
Klokken 11 er trækket ved at være ovre, og vi beslutter os for at stoppe. Alle kommer med deres bud på, hvor mange fugle vi har nedlagt. Jeg er i den konservative ende, og gætter på omkring 25 gæs. Der ligger 36. Det viser sig senere, at vi næsten har skudt 50 gæs, fordi hundefolkene på marken bag os selv har bragt de gæs, de har samlet op, med hjem til huset.
Kristofer kommer kørende med sine folk, og vi beretter om morgenens oplevelser, før den står på nedpakning af gåselokkere, skjul og udstyr.
Alle de hvide skjul er smurt ind i mudder, våbnene er smurt ind i mudder, patronkasserne er smurt ind i mudder, Gabriel er smurt ind i mudder, mit kamera er smurt ind i mudder, og jeg selv er smurt ind i mudder. Men hold nu kaje for en fuldstændigt fantastisk fed jagtoplevelse!
Jeg er fuld af beundring over denne højt specialiserede jagtform. Når man tænker på alle de problemer, der har været med anskydninger af gæs på grund af for lange hold, og hvor effektivt det så kan være, hvis man bare gør sig lidt umage.
Vi sluttede jagten med en flot parade sammen med et andet hold, der også havde været ude denne morgen. Tilsammen havde vi skudt et godt stykke over 100 gæs.
Om eftermiddagen kørte jeg med Kristofer hen og afleverede gæssene i kølehuset hos den lokale vildthandler, der bl.a. er leverandør til et kendt dansk spisested, der starter med No og slutter med ma. Vores gode jagtvært forærede mig fem fine gæs. De ligger nu i fryseren, og jeg går og overvejer, hvilken udsøgt opskrift de skal matches med.
Nu ved jeg, hvordan de gæs skal takles, eller rettere jeg har set, hvor tjekket det kan gøres. Og jeg ved helt sikkert, hvordan man IKKE gør. Det bliver sjovt at prøve selv…igen.
Men måske jeg lige skal overveje en gåselokke-session hos mesteren Gabriel inden da.
