Bølgen er stort set altid blå, men de frodige græssletter under overfladen er ikke så grønne, som de har været, og det kan få betydning for det helt vilde andetræk.
En jæger, der ikke har prøvet at ligge i bunden af en skydepram en dag, hvor himmel og hav står i ét, har stadig noget til gode. Modsat hvad man måske forestiller sig, er det nemlig en både tør og behagelig naturoplevelse at være på jagt – midt i elementernes rasen. De store sletter af ålegræs, der stækker sine lange blade ud under fjordens overflade, dæmper nemlig vandene og gør det muligt at drive trækjagt på åbent vand – selv når vinden spiller med musklerne og sender ænder i tusindvis på vingerne.
SÆSON FOR ÅLEGRÆS
Især for jægere, der foretrækker jagt fra opankret pram, er ålegræssletter mere eller mindre afgørende. Når det er andevejr, er det nemlig her, man kan finde roligt vand, da det bølgedæmpende ålegræs betyder, at overfladen tager sig ud, som var der sket et olieudslip.
Hen på sæsonen mister ålegræs en del af den bølgedæmpende effekt, men ofte kan man selv i november og december skyde udfarvede pibeænder, der slår på udlagte lokkefugle i ålegræsset. Modsat lokkere udlagt i uroligt vand vugger lokkeænder placeret i ålegræsset nemlig æggende og afdæmpet selv i uroligt vejr.
For mange fugle er de danske kyster og de store sletter af søgræs afgørende som både raste- og fødeområde. De er også afgørende for de mange jægere, der direkte eller mere indirekte nyder godt af de trækfugle, der under efterårstrækket samler sig på de store spisekamre af lettilgængeligt søgræs.
Som strandjæger med saltvand i blodet må man opsøge lykken der, hvor ænderne raster. Hører man mere til blandt dem, der foretrækker fast grund under støvlerne, er ålegræsset også vigtigt.
Ved aftenstid søger ænderne nemlig mod strandenge og oversvømmede marker for at fouragere. På det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt kan man opleve et andetræk, som de fleste kun kan drømme om …
DE VILDE TRÆK
Det er især pibeænderne, der i udpræget grad er knyttet til ålegræssletterne.
For de tiltrækkende pibeænder er ålegræs omtrent lige så vigtig, som majs er for udsatte fasaner, og vintergrønne marker er for landets store bestande af hjortevildt.
Pibeanden udgør en af Danmarks vigtigste vildtarter, og set over de sidste ti sæsoner nedlægges der i runde tal mellem 40-60.000 fugle årligt. Dermed er pibeanden målt i antal nedlagte fugle lige så vigtig for de danske jægere som skovsneppen. Set over de seneste årtier har et enkelt og særlig godt sneppe-år nemlig registreret sig med mere end 56.000 nedlagte snepper.
De danske udervandssletter er i høj grad afgørende for, hvor attraktiv Danmark er som rasteplads for det store rykind af pibeænder, der gæster de danske kyster. Alene i Vadehavsområdet er der optalt 320.000 fugle.
Derfor kan vidstrakte ålegræssletter være afgørende for, om jægerne får mulighed for at opleve ægte vildmarkstræk, da et træk af pibeænder virker som et pust direkte fra de nordiske vildmarker, hvor brunnakkerne yngler.
ÅLEGRÆSSET MISTER SIT GREB
Desværre har de undersøiske ålegræssletter det ikke så godt, som de burde.
Beregninger viser, at ålegræsset tidligere var udbredt i område, der svarer til, at der rundt om de danske kyster voksede en bramme af ålegræs på en kilometers bredde.
De tider er forbi.
I dag er arealet, sammenholdt med 1900-tallet reduceret til omkring en tredjedel.
Årsagen til, at ålegræsset er på retur, er der flere forklaringer på. Og blandt forskere tillige forskellige teorier om.
Udledning af næringsstoffer til det nære kystmiljø fra især landbruget står oftest forrest i rækken, når der skal findes en forklaring.
Næringsstoffer sætter gang i algeproduktionen, som kan blive så massiv, at det skygger for ålegræsset, der er afhængig af sollys. Det kan betyde, at de livgivende ålegræssletter mister rodfæste og til sidst helt forsvinder.
Forskere har desuden peget på overfiskning af rovfisk som medvirkende årsag.
Ensidigt fiskeri efter værdifulde rovfisk som torsk har medført, at der er sket en kraftig vækst i mindre fisk, som især lever af dyreplankton. Altså plankton, der lever af de alger, der gør vandet uklart og lukker ned for sollyset til ålegræsset.
Endelig har bundtravl og indsamling af store sten fra fjord og havbund betydet, at nye ålegræsplanter ikke længere kan spire, da de uden strømlæ ikke kan slå rod i en mere eller mindre konstant sandflugt.
Uden mulighed for at finde læ fra sten eller plantebevoksninger hvirvles sandbunden op, og dermed kan tæppet i bogstavelig forstand rykkes væk under de spirende planter, der aldrig får et rodnet plantet solidt i bunden.
KOMPLICERET SAMSPIL
Hvor meget de forskellige årsager til ålegræssets udfordringer spiller ind på hinanden, kan kun seriøs forskning sandsynliggøre. Men, at årsagen i et eller andet omfang er et uheldigt samspil af flere forskellige ting, er der næppe tvivl om.
I ligningen, der kan afklare ålegræssletternes lidelser, inddrages også sæl og skarv, som bidrager til, at vigtige rovfisk i stort omfang fjernes fra fødekæden med de konsekvenser, det har for de arter, der lever af dyreplankton. Uden torsk får mindre fisk frit spil på bekostning af de arter, der lever af de alger, der gør vandet uklart.
IKKE FØRSTE GANG
Livet under bølgernes overflade er for alvor kommet på dagsordenen. Skræmmende undervandsoptagelser viser hav- og fjordbund i gispende krise. Det er stort set ikke til at opdrive en fisk, og selv undervandsfiskerne må ud på dybt vand for at finde fisk, når de afvikler deres konkurrencer. På lavt vand er der intet tilbage.
Det er dog ikke første gang, de danske ålegræsletter har været i alvorlige udfordringer.
I 1931-1934 forsvandt skønsmæssigt 90% af ålegræsset langs Europas og USA’s kyster.
Hvad der var årsag til denne katastrofe, er der ikke helt overraskende flere teorier om.
Ved selvsyn kunne det konstateres, at planterne fik sorte pletter, som bredte sig. Det medførte, at bladene og senere rødderne døde og rådnede. Vidtstrakte ålegræsenge forsvandt, og planterrester samlede sig som opskyl på strandene. I Danmark forsvandt store områder i Kattegat og fjorde med høj saltholdighed, mens bevoksninger overlevede i flere områder ud mod Østersøen.
En dansk svampeekspert påpegede, at dødeligheden bundede i en slimsvamp. Svampen kunne dog også påvises i friske grønne blade. Den fandtes desuden naturligt i plantedele fra ikke syge planter.
Derfor er spørgsmålet stadig, om svampen med det videnskabelige navn Labyrinthula i virkeligheden var årsag til massedøden?
Døde planterne af svampeangrebet, eller var de i forvejen svækket af et eller andet og derfor ude af stand til at stå imod over for svampeangrebet? Var det med andre ord planternes immunforsvar, som var den egentlige årsag til, at planterne døde?
Efterfølgende er den katastrofale ålegræsdød også sat i forbindelse med ekstraordinær høj vandtemperatur i netop den periode, hvor planterne begyndte at udvise svaghedstegn og efterfølgende døde. Undersøgelse viser, at ålegræsset mistrives, når temperaturen stiger.
I den nuværende debat om ålegræssletternes fremtid inddrages vandtemperaturen også som væsentlig faktor. Ikke mindst i lyset af udsigten til klimatiske forandringer og generel højere vandtemperaturer i verdenshavene.
HVAD ER ÅLEGRÆS?
Det hedder ålegræs, da det er i de store undersøiske sletter af søgræs, man især finder den nu sjældne ål. Men ålegræsset kunne lige såvel hedde fuglegræs – da de slanke og meterlange planter udgør et vigtigt fødegrundlag for især pibeænder, knortegæs og svaner.
Ålegræs (Zostera marina) vokser på sandet hav- og fjordbund og kaldes også bændeltang, selvom det rent faktisk ikke er en tangplante, men en blomsterplante. Planten har en grenet jordstængel, hvorfra smalle, grønne blade vokser op i vandet. Ålegræs kræver sollys og ses ud til omkring 5-6 meters dybde i danske åbne havområder og ud til cirka 3 meters dybde i danske fjorde. Tidligere, hvor vandet var mere klart, og der trængte mere sollys gennem vandet, voksede planterne på større dybder.
Ålegræs er med til at stabilisere havbunden, så der dannes en slags naturligt kystbeskyttelse. Ålegræs spiller også en positiv rolle for klimaet og havmiljøet. Planterne optager og tilbageholder betydelige mængder C02 og binder store mængder kvælstof og fosfor.
Et stort såkaldt Ålegræsinitiativ skal hjælpe ålegræsset tilbage. Projektet løber over en tre årig periode fra 2024 til 2026 og støttes af blandt andet Nordea-fonden med i alt 8,8 millioner kroner.
I 1900 dækkede ålegræs cirka 670.000 hektar havbund. Det tal er i dag faldet til godt en tredjedel: 220.000 hektar.
Ålegræsengene fortrænges af mange ting – herunder alt for store udledninger af næringsstoffer fra land til vores kystvande og af forstyrrelser af havbunden med trawl og andre skrabende fiskeredskaber.
Når havets planter dør eller bliver spist, bliver langt størstedelen af den bundne kuldioxid igen frigivet, når planterne nedbrydes. Den resterende del af det bundne kulstof nedbrydes meget langsomt, og noget af det begraves i stedet i havbunden. Forskerne kalder det ”Blue Carbon” eller ”Blåt Kulstof”. Kritikere mener dog, at debatten om Blue Carbon har været med til at fjerne fokus fra det egentlige mål: nemlig at få reduceret udledningerne ved kilderne.
FUGLE OG FRED
Mange af de jagt- og forstyrrelsesfrie områder, der er opretter i Danmark, strækker sig ud over områder med ålegræs. Her har fuglene fred for menneskelige forstyrrelser og kan dagen igennem tage for sig af alt grønt fra havet eller fjorden.
Men også før reservatnetværket blev oprettet og førte til væsentlig bedre jagt i randområderne, nød fuglene godt af ålegræsset. Også den gang var der fred og masser af mad.
Selv i områder med et relativt højt jagttryk kunne fuglene finde beskyttelse for jægere, der i udpræget grad drev jagt fra opankret pram.
Kravlejægere, som der er færre af, kunne dog skræmme fuglene, og især tidligere var der fokus på den forstyrrende effekt ved opsøgende jagt langs kysterne. En enkel vellykket kravlejagt kunne sende adskillige fugle på vingerne, når et skud eller to pludselig rungede ud over de lavvandede fugleområder.
I takt med, at de store ørne i stigende grad indtager kysterne som jagtområder, er det dog, som om kritikken af kravlejagt er forstummet. En ørn på jagt efter en afkræftet and, gås eller sågar svane kan sende skræmte fugle på vingerne i et helt andet antal, end pramjægerne nogensinde har formået.
Faktisk kan ænderne i et vist omfang vænne sig til skud. Sidst på sæsonen kan det sågar være nærmest umuligt ”at skyde rastende ænder op”. Selv når de samler sig blot nogle få hundrede meter fra skydeprammen, tager de ikke nævneværdig notits af skuddene.
Når det sker, er det ofte så som så med aktivitet over lokkefuglene.
De udlagte lokkere kan ikke hamle op med en flok levende fugle af kød og fjer, og jægeren i prammen må acceptere, at chance efter chance lader sig optage af de levende.
JAGT PÅ SKARVER
Ikke mindst lystfiskere og fritidsfiskere har i årevis argumenteret for jagt på skarv. Årsagen er naturligvis, at de mange fiskespisende fugle udgør en trussel mod fiskeriet. Ofte udråbes skarven som den helt store skurk, når der skal findes en forklaring på, hvorfor det er blevet vanskeligt at fange fisk langs kysten.
Skarven er dog en beskyttet art i EU’s fugledirektiv, selv om Miljøstyrelsen anslår, at vi alene i Danmark har op mod 30.000 ynglepar. Når der sidst på sommeren er flest, hævder styrelsen, at de danske farvande huser helt op mod 250.000 fugle.
En skarv spiser omkring 400 gram fisk om dagen, og alene i Østersøen mener man, at skarv æder omkring 40.000 tons fisk årligt. Ud over at dette store indtag påvirker de kvoter, der gives til fiskerne, kan fuglenes fremragende jagtteknikker også bidrage til en allerede uheldig udvikling.
Når større rovfisk fjernes fra økosystemet, kan det føre til opblomstring af mindre fiskearter. Arter som i udpræget grad lever af dyreplanton, der holder alger på et niveau, så det ikke skygger for sollyset og dermed på sigt kvæler ålegræsset.
En stor skarvbestand kan dermed være med til at skubbe til en uheldig udvikling, selv om skarven ikke er den udløsende faktor i vandmiljøets tilstand. Den kan blot være med til at gøre ondt værre.
SIDEGEVINST VED ÅLEGRÆS
Jægere, lystfiskere og andre fugle- og naturinteresserede har i almindelighed altid været bevidste om, hvor vigtig ålegræsset er for kystmiljøet og hele det økosystem, der er knyttet til de undersøiske sletter.
Denne bevidsthed har også bidt sig fast i befolkningen i almindelighed, som med al respekt nok har haft mere fokus på bølgen, der altid er blå, selv når bunden er død og uden liv.
Årsagen til den stigende interesse er – ud over ønsket om bedre vandmiljø – også, at ålegræsset er inddraget i debatten om CO2 og klimamål. De store ålegræssletter kan nemlig lagre kvælstof i et betydeligt omfang.
Faktisk så meget, at det kan bidrage til de klimamål, som Danmark i lighed med de fleste andre nationer har forpligtet sig til at forfølge.
Og kan ålegræsset absorbere C02, kan vi måske undgå afgift på flyrejser og landbrug, har nogle måske konkluderet.
Men dette ræsonnement har mødt kritik blandt en del forskere med indsigt i de undersøiskes skove. De hævder, at ålegræssets optag af CO2 er overvurderet i forhold til nogle af de postulater, der har været fremført i medierne.
Dog anerkendes det, at udbredelse af nye ålegræssletter – navnlig i etableringsårene – kan bidrage med et ikke helt ubetydeligt omfang.
Beregningsmodeller har set på, hvor meget CO-fangst, der kan etableres, hvis Danmark kan genvinde sit tabte ålegræsareal.
Men dette udgangspunkt er efter meget at dømme ikke det rigtige sted at starte. Meget har forandret sig siden ålegræsdøden.
Når ålegræsset forsvinder, kan det betyde, at der ændres radikalt på bundforholdene. I dag er forholdende mange steder så mudrede, at ålegræsset ikke længere kan slå rod i bunden.
Alt dette har ført til, at der nu plantes ålegræs i lange og ulige rækker. Ikke kun i Danmark, men også langs for eksempel nordamerikanske kyster, som er ramt af samme problematik.
Ambitionerne er høje, og lykkedes det ålegræsset at genvinde noget af det tabte, ligner det en mission med mange vindere. Det kan da føre til flere fisk, flere fugle, bedre kystbeskyttelse samt lagring af CO2 i et ikke ubetydeligt omfang.
Der er altså rigtig mange gevinster forbundet med de store skovrejsningsprojekter under overfladen.
Kun tiden kan vise, om gevinsten er så god som perspektiverne, og mens planterne gror og indtager sandbunden, må vi alle håbe på og bede til, at temperaturen ikke stiger og svækker planternes og gør dem sårbare over for nye angreb.
Planterne har dog brug for mere end blot normale sommertemperaturer.
De fleste virker enige om, at succesen med de mange udplantninger afhænger af mange andre tiltag som samlet set kan sikre, at planterne får nok lys og derved for alvor slår rod i den danske fjord- og havbund.
Ålegræs spiller i sagens natur en helt afgørende rolle som vuggestue for fiskeyngel og dermed for de mange lyst-, fritids- og erhvervsfiskere, der stadig søger lykken langs de danske kyster.
JAGT PÅ SÆL
I Danmark er det tilladt at regulere sæler, hvis disse konflikter med erhvervsinteresser, herunder fiskeriet. Målet med reguleringen er at nedbringe konflikterne – og reguleringen er derfor målrettet de såkaldte problemsæler.
Det oplyser Miljøstyrelsen, som har erfaret, at sæler ofte vender tilbage til de samme steder for at jage. Desuden viser det sig, at det kun er en mindre del af bestanden, som står for de fleste angreb på fisk, der er fanget i garn eller på krogliner.
Det ser også ud til, at der kun er få individer, som følger laks og havørreder op i vandløbene, når disse vender tilbage for gyde.
Blandt både lyst- og erhvervsfiskere argumenteres der for, at den spættede sæl skal have jagttid.
Fokus er dog ikke kun rettet mod spættet sæl. Også Danmarks største rovdyr nemlig gråsælen skal reguleres, hævdes det fra dele af fiskerierhvervet.
I den forbindelse optræder der synspunkter i debatten, der hævder, at der skal indføres et såkaldt bestandsmål for gråsæl, som gør det muligt at fjerne den del af bestanden, der vokser sig ud over målet formuleret for bestandens størrelse.
