I slutningen af 1980 forsvandt de sidste vilde scimitarhornede oryx fra deres naturlige udbredelsesområde i det sydlige Sahara. Dyrene blev jaget kommercielt – og illegalt – i området. Den scimitarhornede oryx var primært attraktiv på grund af artens eftertragtede stærke læder, der blev brugt til skjolde, sko, remme og sadeltasker til kameler. En borgerkrig, der medførte uhæmmet krybskytteri, blev dødsstødet for den sidste vilde bestand. I år 2000 erklærede IUCN arten for uddød i vild tilstand. Heldigvis var der avlsdyr i forskellige zoologiske haver og private samlinger verden over – og ikke mindst på jagtfarme i Texas, som sad på størsteparten af de tilbageværende dyr.
Et koordineret avlsprogram blev iværksat på initiativ af ørkenstaten, Abu Dhabi, som havde høstet masser af praktiske erfaringer med en lignende indsats for deres hjemmehørende oryx-art, den arabiske oryx. Avlsdyrene blev udvalgt med fokus på genetisk diversitet – jagtfarmene i Texas bidrog med en stor del bestanden, og dyrene formerede sig godt.
I 2016 var man nået så vidt, at de første dyr kunne genintroduceres i Chad. Man udsatte i alt 285 dyr og nu – et lille årti senere – er bestanden vokset til godt 600 individer. I den anledning har IUCN revurderet artens bevarelsesstatus og klassificerer nu den scimitarhornede oryx som ”truet” – et kæmpe skridt væk fra ”uddød i naturen”. To andre arter i området – addax antilopen og dama gazellen – indgår i lignende genintroduktionsprogrammer, og resultaterne ser indtil videre meget lovende ud. Den udskældte texanske jagtindustri har også bidraget betydeligt til avlsarbejdet for disse to arter.
Denne solskinshistorie burde inspirere til mange flere lignende projekter. Hvis man kan sikre vildtets biotoper og har en levedygtig restbestand i fangenskab, er der håb for avls- og reintroduktionsprogrammer. Lad os håbe, at ingen arter bliver gemte. Personligt er jeg lidt bekymret på vegne af hirolaen – også kendt som Hunter Hartebeest – fra Kenya. Der er ingen eksemplarer i fangenskab, og den geografisk isolerede bestand på grænsen til Somalia er i frit fald og ekstremt sårbar.
