”Det er krybskytter, der er efter elefanter!”
Ordene bliver ligesom hængende i den morgenhede afrikanske tropefugt.
Det er trackerne, der først så den mistænkelige bevægelse på den anden side af den røde flod, der dovent driver mod venstre. Ude midt i floden sejler en lang krokodille med strømmen.
Guy Venter er professionel jæger og tidligere politimand, og han har overordentlig god forstand på ulovligheder og forbrydere, så han undersøger straks situationen i sin kikkert. Låner en anden, der er kraftigere, og følger det lille slæng af afrikanske fribyttere, som tilsyneladende ganske ubekymrede vandrer mod øst langs flodbredden.
”De aner ikke, at vi har set dem,” konstaterer Guy og betragter de to lokale betjente, som følger os på denne indtil dette øjeblik ganske fredelige antilopejagt i det nordlige Zimbabwe.
Foruden min .375er råder vi over Guys riffel i samme kaliber og en AK47. I forhold til krybskytterne på den anden side er vi dem således overlegne både i ildkraft og i antal. De er fem mand med en enkelt riffel, mens vi har tre våben og kan mønstre en styrke på to parkbetjente, to trackere, en hjælper, en professionel jæger, en tilrejsende jæger og en jagtledsager – i alt otte personer. Kun få af os har egentlig træning i ildkamp, så selvom vi sådan i teoretisk forstand burde have en fordel, så forekommer det at være et overordentligt vildt forehavende at sætte efter krybskytterne.
Men det er ikke desto mindre Guys intention, da han kalder distriktets politichef op på satellittelefonen og efter en del signaltekniske gebrækkeligheder får tilladelse til at eftersætte faunaforbryderne.
Fremad!
Det tager ikke ret lang tid at organisere os, og da vi kommer til at skulle tracke elefantforbryderne, så skal vi da heller ikke spilde mere tid en højst nødvendigt.
Vi vader ud i floden. Krokodillen er naturligvis langt nedenstrøms, men det er umuligt at vide om den har artsfæller, der driver på tværs af vores retning netop nu. Underligt nok er det ikke noget, vi taler om, og om de andre tænker på det, ved jeg ikke, men det er ikke en detalje, der fylder i min bevidsthed, efterhånden som vandet når mig godt op om livet.
Det er en lang vandgang, hvor vi er ualmindeligt lette at få øje på. Men vi kommer over uantastet af såvel krybskytter som krokodiller – og flodheste som også hører til flodens aggressive besætning.
Så snart vi er i land, søger vi ind under vegetationen. Her aftaler vi den videre fremfærd, som går ud på at komme lidt op i bakkerne nord for floden for at kunne overraske krybskytterne ved at tvinge dem ned mod floden.
Et perfekt overraskelsesangreb. Lige efter den militære patruljebog. Vi sætter os i bevægelse. Trackeren, Smily forrest. Bag ham betjenten med maskinpistolen, så Guy, mig og resten som ubevæbnet bagtrup.
”Hvis de beskyder os, så skyd igen.” Guys militære polititræning udmønter sig i korte meget let forståelige ordrer.
Krybskytter
Der er ingen tvivl om, at det er en kummerlig tilværelse at være krybskytte. De er jaget vildt og ganske fredløse, som vi nu oplever det. Der er med garanti ingen, som af andet end nød og sult sætter deres liv på spil på denne voldsomme måde.
I tidens løb har jeg været med til at fange flere krybskytter og tyvefiskere, og det har hver gang været folk, som var ude efter mad. Bushmeat. Til dem selv eller til deres lille bod på det lokale marked. Selv de mest forhærdede krybskyttejægere, som jeg har mødt, har egentligt haft sympati for disse udhungrede mennesker, som blot forsøger at få råd til at holde sig i live. Vi ville jo gøre det samme selv, hvis der ikke fandtes andre muligheder for at opretholde livet, har vi mange gange forsikret hinanden om, mens vi har samlet fiskeredskaberne og fælderne sammen.
Med elefanter og næsehorn er det noget andet.
Fordi horn og elfenben er en del af et omfattende forbrydersyndikat, og fordi de krybskytter, der risikerer deres liv, slet ikke får del i de enorme rigdomme, som elfenbenet og næsehornet indbringer, og fordi resten af de nedlagte dyr bare går til.
Og fordi såvel næsehorn som elefanter er truede eller stærkt truede.
Enhver form for krybskytteri må høre op, og især den illegale efterstræbelse af de store planteædere.
Derfor er vi nu – noget uventet – på fod af de fem elefantdræbere, som er vel sådan cirka en times vandring foran os.
Bushmeat
Kødet fra bushen er i høj kurs. Og det er jo ikke så underligt, for også vi, der kommer tilrejsende langvejs fra, værdsætter det lækre vildtkød. Og jeg skal være den første til at vedkende mig, at vi sagtens kan dele. Men fælderne og snarerne selekterer ikke på samme måde som en rutineret jæger, og derfor bliver det krybskytteri, som den lokale befolkning bedriver, altid en dyreetisk betændt sag med langvarige lidelser og urimelige drab af hundyr i yngletiden som triste kendetegn.
En gang på en kanotur ned ad Zambezi oplevede jeg en elefant med en stærkt afkortet snabel og en anden med hul i snablen. I og for sig heldige elefanter, som have trukket sig løs af snarerne men med skader på snablen til følge.
Endelig er der den åbenlyse forskel på krybskytterne og jægerne, at de gør det af bitter nød, og at vi gør det for eventyrets og oplevelsernes skyld. Og sådan kunne det sagtens udvikles, således at man helt kunne afvikle behovet for den der selvstændige virkelyst, der så åbenlyst strider mod den lokale vildtforvaltning.
Men det kræver noget særligt.
Det forudsætter et alternativ til indtægten fra vildtkødet og elfenbenet.
Det kræver faste jobs og stabile indtægter.
En garvet kødjæger med illegale drab på samvittigheden er klar til med glæde at opgive sin tvivlsomme levevej, hvis han eller hun kan opnå et fast arbejde med en daglig løn på bare 4$ – cirka 25 danske kroner.
Fast arbejde
Det viser et lidt ældre dansk studie udført af professor Martin Reinhardt Nielsen, som blev offentliggjort i 2014.
Det sædvanlige middel mod krybskytter i Afrika er ellers bevæbnede patruljer, hårdere straffe og til tider åbne ildkampe.
Det hjælper ikke ret godt, påviser Reinhardt Nielsen sammen med sine forskerkollegaer, der har interviewet ikke færre end 325 krybskytter med speciale i bushmeat i Tanzania.
Disse naturkriminelle har forskerne udsat for en række hypotetiske valg og fundet frem til det ganske overraskende resultat, at hverken flere hegn, flere vagter eller højere straffe får vildtkødsforbryderne til at vælge en anden løbebane.
Resultaterne af Reinhardt Nielsen og hans kollegaers undersøgelser er blevet offentliggjort i det ansete internationale videnskabstidskrift, Conservation Biology.
Her påviser forskeren fra Københavns Universitet, at 90 % af krybskytterne og deres håndlangere vil vælge at lade vildtet være i fred, hvis de kan opnå en fast dagsløn på de der cirka 25 danske kroner.
Barfodede krybskytter
Ude i den afrikanske bush er vi nu kommet så tæt på krybskytterne, at vi finder deres stadig varme bål, hvor de har varmet og spist den traditionsrige majsgrød.
Sporene fører videre mod øst. Ind og op i landet. Det er nemt at følge sporene i det bløde sand, og det er ligeså let at se, at det kun er tre af de fem, der har fodtøj. De to andre går barfodede.
I forhold til den risiko, disse stakler løber, så er hver mands belønning for at levere en nyskudt stødtand i samme størrelsesorden som en månedsløn for de bushmeatjægere, som Rainhardt Nielsen har mødt i Tanzania – altså cirka 500 kroner. De, der bliver rige på det illegale elfenben, befinder sig højere oppe i hierarkiet, i sikkerhed for Guy Venter og hans patrulje, der nu går i bunden af en dyb flodseng, som vil være det perfekte sted til et baghold.
De meterhøje stejle brinker, som snor sig gennem landskabet, giver alle tænkelige fordele til dem, der gerne vil gøre det af med deres forfølgere. Jeg forelægger mine overvejelser i denne retning for Guy Venter, som sender mig et stort smil. ”Godt tænkt. Det har jeg også spekuleret over, men så snedige, tror jeg nu ikke, at de er….”
Det er da vist den ottende af de syv dødssynder at undervurdere sin modstander. Men vi fortsætter. Jeg med hævet riffel for at kunne besvare ilden straks – hvis det skulle blive nødvendigt.
Det langsomme drab
”De skyder med en lille kaliber. Ofte en 30-30,” forklarer Guy, som tager fremrykningen med godt humør. ”Sædvanligvis skyder de elefanten i maven med blot ét skud.” Og det er, fordi det er meget vanskeligt at retningsbestemme blot et enkelt skud. Samtidig vil den sårede elefant sætte sig i bevægelse væk fra skudstedet, som vil være affolket, hvis nogen alligevel skulle have haft held til at følge lyden fra det enlige skud.
”Der kan gå et par dage, før elefanten dør af sine sår, men de her folk mestrer at følge et spor.”
Og det ved vi begge alt om, for som Guy på et tidligere tidspunkt har forklaret mig, så er de bedste trackere, man kan opdrive i enhver jagtorganisation i Afrika, tæmmede krybskytter. Ingen kan som de følge et spor og finde vej i bushen.
Naturudnyttelse
I det hele taget emmer Afrika af privat foretagsomhed, når man kommer lidt uden for de store byer. En del af initiativerne er ganske vist illegale, men sine steder foregår det næsten åbenlyst. Som i det underlige Klondyke, hvor Guy og jeg en gang blev tilkaldt for at regulere en krokodille, der martrede lokalbefolkningen.
Det viste sig at være i et hjørne af vores hjemlige flod, hvor dusinvis af unge mennesker og yngre ægtepar med håndkraft vaskede guld ud af flodens røde grus. De guldgravere – makolakosaer, som de kaldes lokalt – jeg talte med, havde god succes og kunne mestre en dagsindkomst på omkring 50-250 kroner.
De mest ambitiøse af disse guldgravere undlod at anvende deres nyfundne rigdom på de små beverdinger, hvor andre illegale entreprenante typer solgte sprut og sex, men sparede i stedet op til en centrifuge, der kan vaske endnu mere guld ud af gruset i større mængder.
Guy var ved at eksplodere, da det gik op for ham, at vi skulle skyde en krokodille for at give de illegale guldgravere bedre arbejdsforhold.
Men nu, hvor vi havde fået tilladelsen og dermed også pligten til at fjerne krokodillen, var vi nødt til at gøre et anstændigt forsøg, så med passende bait i floden og et stort anlagt skjul på bredden tilbragte vi en nat med afsikrede våben. For krokodiller hører alt, også når en riffel bliver afsikret.
Vi så intet og forlod dagen efter guldgraverbyen med en bemærkning fra Guy om, at den krokodille måske kunne lære makolakosaerne lidt respekt for vand og for landets love.
Den lokale rigdom
Det altoverskyggende problem i Afrika er også i dette århundrede, at rigdommene er der så rigeligt, men at de bliver udnyttet af nogle få, som slet ikke har tænkt sig at dele mulighederne og formuerne med resten af befolkningen.
I Afrika handler det endnu ikke om retfærdighed, økonomisk demokrati eller omfordeling af goderne – det handler om at få magten og så berige sig og sin slægt så voldsomt som muligt.
Indtil mere pluralistiske tilstande indfinder sig i de lokale styreformer, er der kun få adgange til den ene afgørende faktor som ville kunne ændre vilkårene for de store afrikanske befolkningsgrupper radikalt: Nemlig fast arbejde.
Det ville være fantastisk, hvis nogle af de store tech-firmaer begyndte at producere deres produkter i Afrika. Store fabrikker med faste arbejdstider og lønninger til tiden ville være et kæmpe fremskridt for den brede befolkning.
Til gengæld kan man så som jæger glæde sig over, at hver gang en af os tager på jagt i Afrika, så stimulere vi en infrastruktur, som skaber fast arbejde ude i de distrikter, hvor det letteste alternativ er ulovligheder som eksempelvis krybskytteri. Forskellige beregninger fra såvel Namibia som Sydafrika peger i retning af, at én tilrejsende jæger, som går på jagt i 7 dage, skaber arbejde, der svarer til 1 helt årsværk for 1 person.
Så indtil Apple, Intell og alle de andre store virksomheder med vokseværk og stadig voksende overskud begynder at demokratisere Afrika med stabil produktion, så er det os jægere, der set i forhold til vores antal har den største indflydelse på udviklingen i Afrika. Og i det lys er der intet at betænke sig på, når verden igen åbner, så må vi ud at skabe økonomisk retfærdighed, faste jobs og ikke mindst store jagtrevirer, hvor krybskytteriet afskaffer sig selv, fordi der er mere fremtid og bedre indkomst i at arbejde sammen med de organiserede og lovlige jægere.
Krybskytterne ved den røde flod
De fem krybskytter, vi eftersatte langs den røde flod med det poetiske navn Angwa, gik det ilde.
Ikke i første omgang ganske vist, for de slap heldigt fra os, og da aftenen faldt på, returnerede vi til vores base og så ikke mere til forbryderbanden.
Men deres tilstedeværelse var nu kendt af parkbetjentene, som organiserede en større aktion. Et par dage senere så vi en stor flok gribbe i luften over det sted, hvor vi opgav forfølgelsen. Det blev tolket som beviset på, at endnu en eller flere elefanter var faldet for krybskytternes kugler.
Ugen efter gik det et par af krybskytterne på samme måde. To blev dræbt i ildkamp med parkbetjentene. Tre undslap, men den ene blev såret og døde hjemme i sin landsby af sine skader nogle dage senere.
LÆS OGSÅ
