Der er ikke mange arter, der oplever så store tilbagegange i den vilde natur som verdens gribbe. Det gælder i princippet samtlige arter, og årsagerne er mange.
Gribbene er vitale for de økosystemer, de lever i på grund af deres evner til hurtigt og effektivt at neutralisere smitterisikoen fra rådnende kød i bushen. I et sundt afrikansk økosystem står gribbene for op til 70% af omsætningen af ådsler. Ofte er det blot et spørgsmål om timer, før de effektive fugle har ryddet op og elimineret risikoen for sygdomsspredning. Dette kommer ikke blot den vilde natur til gode men i høj grad også mennesker og deres produktionsdyr. Desværre er gribbene både hadede og forfulgte – nok mest på grund af manglende viden om deres rolle i naturen.
Et overordnet problem er indskrænkelse af levesteder. Der bliver mindre og mindre plads til den vilde natur og de vilde dyr, gribbenes fødegrundlag, bliver mange steder færre. Fældning af fuglenes redetræer er et stort problem, og mange fugle dør efter kollisioner med højspændingsledninger og andre menneskeskabte forhindringer. En endnu større udfordring er miljøgifte. Lægemidlet diclofenac, som har været anvendt i vid udstrækning til både dyr og mennesker i den tredje verden, er ekstremt giftigt for fugle og har kostet hovedparten af den indiske gribbebestand livet på ganske kort tid. Det er nemlig nok, at en grib æder af et kadaver af et dyr, som har været behandlet med diclofenac forud for dødsfaldet. En anden forgiftningskilde er bly fra jagtammunition. Gribbenes kråser finmaler blyfragmenter i ådsler, og deres ekstremt stærke mavesyre skaber de organiske blyforbindelser, som kan optages i fordøjelsessytemet. Resultatet er en langsomt voksende forgiftning, som ikke aftager over tid. Det bliver kun værre og værre indtil fuglen dør. Det nyeste problem – som også har vist sig at være et af de alvorligste – er forgiftninger i tilknytning til krybskytteri. Der er, særligt i Afrika – utallige eksempler på sekundære forgiftninger efter at gribbe har ædt af ådsler af forgiftede elefanter (en stille form for krybskytteri efter elfenben) eller store rovdyr (kvægbønder som gør kort proces med deres plageånder). Ofte ryger der hundredvis af gribbe ad gangen. Desværre sker det også oftere og oftere, at krybskytter målrettet går efter at forgifte gribbene over store områder, da de store fugle altid er de første til at afsløre krybskytte-aktivitet.
Da gribbene er langsomt ynglenede og lever meget længe, er store tab af voksne fugle en katastrofe for bestanden. Et godt eksempel er den mest almindelige og mest udbredte afrikanske grib – den hvidryggede grib (Gyps africanus) som i løbet af 30 år er gået næsten 90% tilbage. Hvert år daler bestanden med omkring 4%. Desværre er udviklingen tilsvarende for samtlige gribbearter i Afrika.
Jagtturismen har på mange måder et enormt potentiale for at blive en vigtig del af gribbenes redning. Dels ved at friholde store sammenhængende områder fra krybskytteri og dermed eliminere en af gribbenes hovedfjender (krybskytterne) og sikre en ordentlig fødetilgang i form af tætte vildtbestande. Men også ved at bevare redetræer og så – naturligvis – ved at overgå til ikke-blyholdig jagtammunition. Jægere kan med en målrettet indsats, blive redningen for Afrikas gribbe – det ville være en kæmpe bedrift at vende den negative spiral for disse nøglearter.
