Efterhånden er jeg kommet i Sverige i 20 år. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet efter svin, men det er aldrig lykkedes, for de er ikke kommet frem, og den eneste gang, hvor de kom, var jeg ikke sikker på, at det var de rigtige, så jeg skød ikke.
Det var med de temmelige pauvre erfaringer i rygsækken, at jeg denne sommerdag i juni satte kursen mod broderlandet igen, med min faste jagtkammerat Sune. Sune skyder cirka 3 svin om året, og har denne jagtform som sin favorit. Det var denne succesrate, som jeg meget gerne ville læne mig op af, og heldigvis smittede hans held af på mig.
På plads
Det var en varm sommerdag, hvor tordenvejret lå og lurede i baggrunden. Pladsen var Sunes favoritplads, og som den gode vært han er, lod han mig få den.
Jeg fik mig installeret og sad nu 40 meter fra et stort læs kartofler og en elektrisk spreder med majs. Vejret var mildt, med en smule vind, som blæste den helt rigtige vej i forhold til foderpladsen. Nu var det blot at vente, som jeg jo havde gjort så mange gange før i håbet om, at det denne gang blev anderledes.
Kort ventetid
Der var ikke gået mere end en time, så kunne jeg høre noget. Det raslede sådan helt anderledes end med råvildt i skovbunden. Jeg var nok blevet lidt fraværende, og havde set mere telefon end på pladsen, så da jeg kiggede op, var der en skygge ved kartoflerne. Op med riffel og kikkert og ganske rigtigt, så gik der et stor svin med alle kendetegnene for en so, som Sune og jeg havde gennemgået på turen herop. Den kunne jeg jo så ikke skyde. Heldigvis gik der et svin lige ved siden af, men i noget mindre størrelse, og derved skydbar. Nu kunne jeg godt mærke, at pulsen fik fat.
Jeg fandt det lille svin i sigtet, og da den trådte frem med siden til, klemte jeg skuddet af. Dyret gik lige ned og lå på jorden, hvor det efter nogle rystelser lå helt stille!
En enkelt time var gået, og jeg havde skudt mit første svin i Sverige. Det var langt mere, end jeg havde håbet på. Men det skulle blive endnu bedre.
Flere svin
Efter en intensiv SMS korrespondance med Sune, hvor han kort efter kunne fortælle mig, at han også havde skudt et svin, fik vi ok fra landmanden til at skyde mere end et enkelt svin pr mand, som ellers var aftalen.
Så på den igen, og blive klar i hovedet, og få alt gjort klar.
Denne gang gik der igen en time, så var der bevægelse i skoven. Jeg kunne tydelig høre, at det var et stort svin, men det ville ikke ind på pladsen. Det gik hele tiden i udkanten af pladsen, hvor jeg blot kunne ane det.
Efter en halv times listen rundt og en del øffen, startede sprederen med majs. Den var nærmest kun stoppet, så løb der to svin ind på pladsen, og begyndte at spise af majsen.
Stille – stille trak jeg riflen op, og fandt det bagerste svin i kikkerten. Den var nogenlunde samme størrelse, som den, jeg tidligere havde skudt, så jeg var rolig ved at skyde den. Den stod egentlig helt stille og spiste, og jeg kunne sætte krydset lige der, hvor Sune havde fortalt mig, det var bedst. Resultatet udeblev da heller ikke, svinet lagde sig ned ved braget!
Nu havde jeg faktisk skudt to svin, og vi havde til sammen skudt tre. Stemningen var ikke dårlig på vej til Sunes ødegård. Det var klokken 1 om natten og midt i den svenske sommer, hvilket gjorde, at der var rigt dyreliv, som vi fik glæde af at se, på turen tilbage. Tilbage på ødegården var det tid til at hænge dyrene op og brække dem, så de var klar til at blive slagtet dagen efter. Klokken havde passeret to, da vi lukkede øjnene denne lange jagtdag, men der var mere i vente næste dag.
Fysisk arbejde er altid godt
Efter nogle få timers søvn stod vi op, og tog fat på det fysiske arbejde, som der følger med, når man har tre svin hængende i laden.
Først gravede jeg et stort hul ude bag laden, så vi havde et sted til alle indvoldene og det øvrige slagteaffald. Det var egentligt ikke så svært, for jorden var blød, og inden for en time var det på plads. I mellemtiden havde Sune taget skindene af svinene, og var nærmest færdig med de første svin. Det resterende arbejde tog faktisk ikke så lang tid, før alle svinene var ordnet, og det hele lagt på køl, så vi kunne tage det med hjem og lægge det direkte i egen fryser. Dejligt at få styr på det hele, før man forlader jagten, så der ikke er endnu mere arbejde, når man kommer hjem fra jagt.
Nye pladser – nye muligheder
Det område, hvor Sune går på vildsvinejagt, har 4 pladser, og denne aften skulle vi sidde på de to andre. Den landmand, som lægger pladser til, gør en del ud af at få pladserne til at fungere, og derfor er det ofte, at der er svin på pladserne, hvilket jo er hele ideen med at gå på jagt. Jeg var temmelig spændt på, om den store aktivitet, vi havde haft aftenen før, også ville være der på denne aften, da vi jo netop havde skudt på pladserne aftenen før, og derved lavet en del uro.
Den plads, som jeg fik, havde vi ikke siddet på før, og den lå midt inde i skoven. Jeg havde ryggen til en stor åben plads, med masser af fjeld med granit, som man kender det så godt fra Sverige, så jeg sad i gode omgivelser. Klokken var netop 21, da jeg satte mig, og vejret var dejligt mildt efter, at det havde regnet det meste af eftermiddagen. Samtidigt var der nogle timer til det blev mørkt, så jeg tænkte ikke, at der ville ske noget de første timer, men det viste sig nu ikke at være tilfældet.
Et dumt svin
Jeg havde ikke siddet der mere end 15 minutter, så begyndte majssprederen at køre, og det havde jeg efterhånden fundet ud af betød, at nu kunne der ske noget, for det var en lyd som svinene reagerede på, som jeg havde oplevet aftenen før, hvor svinene kom løbende med det samme, sprederen havde kørt.
Nu skete der præcis det samme! Ud af skoven fra den lille vej kom der et mellemstort svin, som gik frem og stillede sig i forkanten af den plads, hvor den kiggede direkte på mig! Det var ikke mere end 20 meter væk, og jeg sad i et åbent tårn, så jeg fremstod helt åben og tydelig. Men det var svinet helt ligeglad med! Det vendte sig blot om, og gik målrettet efter det majs, som netop var blevet spredt ud på jorden, og trak hen imod det. Det var er ret dumt svin, tænkte jeg.
Da svinet vendte ryggen til mig, fik jeg stille og roligt trukket riflen op, og fundet svinet i kikkerten. Sune havde anbefalet mig at skyde den på halsen, for så løb de ikke, når man havde truffet dem der. Jeg trak op på halsen, og mens dyret var optaget af at spise, klemte jeg skuddet af.
Jeg skal love for, at det havde effekt, for det faldt helt sammen og lå og spjættede. Senere da jeg undersøgte dyret, kunne jeg se, at jeg havde skudt det lige gennem ørene – hvilket ikke var min hensigt, men det var godt nok effektivt. Held er en væsentlig del af jagt, og jeg trak på mit, i denne situation, for et par centimer højere, og skuddet havde været forbi.
En meget død gris lå nu foran mig, og jeg havde blot været på jagt i 15 minutter. Det var virkelig intenst, og jeg kunne først mærke feberen efter skuddet.
Svinet var et fin 40 kg svin, og jeg havde brugt Sunes anbefaling med at sammenligne tværbjælken på tårnet, for at kunne regne ud, hvor stort det var, og det virkede fint. Generelt oplevede jeg, at de erfaringer, som jeg stille og roligt har samlet til mig gennem årene og særligt på denne tur, var kommet til fuld udbetaling på de sidste 24 timer.
Den hele oplevelse
Resten af aftenen sad jeg og nød sneppen, som fløj rundt om pladsen, med sin meget karakteristiske lyd, som lyder lidt som en knirkende oliekande, holdt den mig med selskab. Der kom ikke flere svin på min plads, men jeg kunne via sms følge med i den store aktivitet, som der var hos Sune.
Det var lige ved at lykkes, da den store galt/orne trådte ud på pladsen, og vendte siden til, men i det samme som Sune ville skyde, startede majssprederen og dyrene forsvandt, som dug for solen. Ja, sådan er jagt, nogle gange får man hjælp af f.eks. en spreder andre gange ikke men intenst det var det, kunne jeg forstå.
Turen tilbage til gården var nærmest endnu mere hyggelig end aftenen før, for vi havde slet ikke turde håbe på at få så gode oplevelser to dage i træk, og programmet for dagen før gentog sig nu. Det betød, at vi søndag eftermiddag havde sat kursen fra Sverige til Danmark med masser af lækkert vildsvinekød bag i bilen, og en masser oplevelser rigere. Sverige kan altså noget, og endelig havde jeg fanget, hvad det der vildsvinejagt, gik ud på.
Det skal jeg helt sikkert gøre mere af.
Knæk og bræk
Morten S. Knudsen
