I Texas er der ikke ret mange begrænsninger, når det kommer til kombinationen af jagt og våben. Tag med på vildsvinejagt i Det Vilde Vesten med bue, armbrøst og riffel.
Jeg er altid frisk på at prøve nye jagtformer, på at jage arter, jeg ikke været efter tidligere, eller på at jage i lande, jeg ikke har besøgt før. Jeg var derfor ikke sen til at takke ja, da min amerikanske ven Seth Cannello spurgte, om jeg var frisk på en vildsvinejagt i hjertet af Texas.
Det er et sted, jeg i jagtlig sammenhæng ikke vil tøve med at kalde Det Vilde Vesten. Der var tale om en jagt, der skulle foregå dag og nat, som anstand og pyrsch, med spotlight og termisk optik og med tre våbentyper: riffel, bue og armbrøst.
Vi efterstræbte med stor succes Texas’ farverige svin med tre våbentyper: bue, riffel og armbrøst.
Tre texanske vildsvin
Vildsvinejagt i Texas
Seth havde booket jagten hos Shawn McDonald, se saltforkranch.com. Shawn har flere store farme, hvor han udbyder jagt på vildsvin, white tail og rovdyr som bobcat, coyote og grey fox. Du kan kontakte ham på shawn@saltforkranch.com.
Texas er i den grad ’land of the free’, når det kommer til muligheder for jagtudøvelse – der er ikke mange begrænsninger.
Anstandsjagten minder meget om svensk åteljagt, hvor vi sidder på anstand ved en foderplads. Ved alle foderpladser er der opstillet skjul, men skjulet, hvor jeg skal sidde, står i dårlig vind i forhold til foderpladsen. Skudafstanden er i øvrigt også for lang fra skjulet til foderpladsen med armbrøst, og derfor har jeg lavet et lille skjul i bushen på den modsatte side, hvor jeg kan skjule mig.
Det er endnu ikke lyst, men jeg kan godt skimte fodermaskinen foran mig. Jeg bliver hurtigt klar over, at de tre sorte skygger, der bevæger sig rundt i mørket kun 30 meter fra mig, må være grise. Jeg er stadig ikke klar og står endda op endnu, så jeg spænder langsomt og helt lydløs armbrøsten, lægger mig ned og tager sigte.
Det er for mørkt til, at jeg kan bruge sigteoptikken på armbrøsten, og det er en type våben, jeg aldrig har nedlagt noget med tidligere. Jeg vil sagtens kunne skyde med riflen, men vi har en bag limit på maksimum to grise pr. mand, og vi har halvandet døgn endnu – så jeg vælger at vente.
Dette farverige vildsvin kom tidligt ud af bushen, men var for langt fra mig, til at jeg kunne skyde det med armbrøst.
Slaraffenland
Seth, der har været ude at sætte tredjemanden i trekløveret, Heath Whitacre, af, kommer pludselig kørende ned langs bushen mod de tre vildsvin. Farmen er enormt stor, og han er faret lidt vild i mørket på vej ud mod det skjul, han selv skal sidde i. Grisene løber ud i bommuldsmarken, fortsætter omkring mig og fanger fært – der er ingen af os, som nedlægger noget denne morgen!
Vildsvin af den art, vi er efter, er ikke oprindeligt forekommende i Texas: Bestanden stammer fra undslupne tamdyr, der mere eller mindre ligner europæiske vildsvin. Seth har lejet jagten på en stor farm uden for byen Ballinger midt i den store stat. Farmen, der ligger direkte ned til Colorado River, er delvist bevokset med tornet bush og kaktusser og delvist beplantet med bomuldsmarker.
Vildsvinene, der både er spraglede og ensfarvede i farvevarianter fra helt lyse over brune til sorte, er talrige i området. Det gælder også white tail-hjorte. Vildsvin er en plage i landet, og Texas er på mange måder et slaraffenland for folk med trang til selvbestemmelse. Derfor må vildsvinene jages året rundt, døgnet rundt og med stort set alle våbentyper.
At jage vildsvin kræver dog licens, og derfor har vi købt en jagtlicens, der gælder i fem dage for såkaldte ’non-resident hunters’ (jægere, der ikke er bosiddende i Texas) til en pris af ca. 300 kr. Med denne har vi lov til at jage vildsvin og en del andre arter som eks. coyote (prærieulv), bobcat (rødlos) og ræv.
Udsigten fra mit skjul på jorden ikke langt fra det sted, hvor majsen er blevet udlagt.
Forstadsgraffiti-farvet
Det er ved at være aften, og jeg ligger på maven med støtte på albuerne og et frit kig ud på foderpladsen gennem et pænt hul under bushen. Det rødgule sand under mine ben, mit bryst og arme er fyldt med kaktustorne, der borer sig gennem tøjet ved hver bevægelse, jeg foretager mig. Til buejagt – og nu også for mit vedkommende jagt med armbrøst – er det vigtigt at kende skudafstanden. Jeg har derfor på forhånd udmålt kendemærker på 30, 40 og 50 meter med min håndkikkert med afstandsmåler, så jeg blot skal koncentrere mig om at vælge de rigtige sigtemærker i den påmonterede sigtekikkert.
Der er stadig et par timer til solnedgang, da en tøndeformet skikkelse med forstadsgraffiti-farvet skind entrer scenen. I nogle minutter følger den unge keiler kanten af bushen, mens den, med krølle på halen, i konstant bevægelse suger majskorn efter majskorn op mellem tænderne. Man kan tydeligt høre, hvordan den højlydt maler de gule korn til majsmel. 30-06’eren står sikkert på sine støtteben og ville let kunne klare opgaven, men med så lang tid til solnedgang er jeg ret sikker på, at chancen for at kunne skyde den med armbrøst nok skal byde sig til.
Pludselig og uden varsel trækker vildsvinet tilbage i bushen. Jeg kan høre, hvordan han mosler rundt derinde, og at han kommer nærmere. Men jeg kan ikke se så meget som en klov under buskene fra min liggende position. Så træder han pludselig ud foran mig igen, han er lidt tættere på mig end 30 meter-mærket, og han har bredsiden mod mig – det er helt perfekt.
Jagten blev drevet dag og nat, som pyrsch og anstand. Anstandsjagten mindede i høj grad om klassisk svensk åteljagt, hvor der siddes på anstand ved en foderplads.
Acceleration og rødt støv
Jeg løfter overkroppen lidt op og mærker en kaktustorn bore sig ind i højre albue, men ignorerer smerten i mit adrenalinsus. Pilebanen er ikke special flad, når man skyder med armbrøst, og derfor skal jeg vælge den rigtige sigtepind i optikken. Afstandene, der står ud for hvert af de talrige trådkors i sigtet, er imidlertid i yards, mens mine udmålte afstande er i meter. Jeg har dog på forhånd gjort mig tanker om, hvilke sigtepinde jeg skal bruge hvor, og vælger i denne situation at sigte en smule lavt med 30 yards-trådkorset.
For at kunne skubbe sikringen frem løfter jeg mig lidt højere op på albuen. Igen bider kaktustornene, men smerten fortager sig, da jeg atter glider ned på maven, lægger kinden til armbrøsten og tager sigte. Jeg krummer fingeren og erkender, at Seth havde ret, da han tidligere fortalte mig, at aftrækket er hårdt. Jeg holder dog sigtet, hører stregen blive udløst og ser pilen (eller bolten, som det vist hedder på en armbrøst) slå ind i grisen med et dobbelt lungeskud.
Grisen udstøder et lille hvin og løber væk i en sky af rødt støv – den forender midt i bomuldsmarken efter en dødsspurt på 70 meter. Det er mit første stykke vildt med armbrøst, og jeg har et stort smil på læben, da jeg brækker dyret, hvis sort/hvide farvemønster minder mig om en spækhugger.
Acceleration i dødspurten. Der var ikke en eneste dråbe schweiss at finde, selv om pilen/bolten lod blodet flyde. Dråberne blev ganske enkelt dækket af det røde støv.
Cikaderne larmer i den sidste time inden solnedgang, og temperaturen falder, mens himlen gløder. Alt kan ske nu: Der kan bryde vildsvin ud af den tornede og kaktusfulde bush eller de uendelige pufhvide bommuldsmarker, eller en bobcat kan komme gående langs kanten. Et sted på den anden side af den grumsede flod hyler et kobbel prærieulve, og få sekunder efter stemmer en anden flok i med ulvelignende hyl på den anden side af mig. Jeg nyder bare det hele. At jage vildsvin på noget, der minder om klassisk svensk åteljagt, i 20 graders varme og med en så smuk visuel og lydmæssig kulisse er ikke kun fantastisk, det er helt unikt.
Kønt var mit første amerikanske vildsvin ikke, men jagtoplevelsen var enormt stor.
Ikke som andre svin
Seth kan senere fortælle, at da han ville sætte sig på klapstolen i skjulet, havde en skorpion lagt sig på sædet. Heldigvis opdagede han den i halvmørket og fik den med lidt besvær bakset ud af stolen og skjulet.
Texas er på mange måde et ugæstfrit sted, når det kommer til kryb. Dette gør ikke vores næste træk videre tiltrækkende, for vi skal på natjagt med termisk optik og spotlight. Klapperslanger og store edderkopper som brown tarantula, der kan opnå en diameter på 10 cm, er selvsagt svære at se i mørke. Selv om edderkoppearten ikke som klapperslangen er giftig, er det alligevel ikke en slambert, man ønsker komme i nærkontakt med i mørket, for ikke at tale om skorpioner eller knotne vildsvin.
Med rødt spotlight og termisk optik jagtede vi vildsvin om natten – og der var mange grise ude, ligesom flokke af coyote kunne høres hyle fra flere retninger.
Vi kører fra foderplads til foderplads med spotlight. Ved den tredje foderplads flygter en ung keiler ud i bomuldsmarken, hvor den stopper, fordi den tror, at den er i dækning. Heath låser trådkorset på grisen og nedlægger sit livs første vildsvin med riffel. Natjagten er hverken bue- eller armbrøstvenlig, og derfor vælger han at vente med at forsøge at nedlægge nummer to til næste morgen. Derfor bliver det mig – manden der ikke er ’kostforagter’, når det kommer til jagtmetoder eller jagtvåben – der må tage over.
På disse breddegrader er det god kutyme at skyde en so fremfor en keiler på grund af artens udbredelse og antal. Havde der været en keiler på foderpladsen foran os, havde jeg nok alligevel skudt den, men det er der ikke, så med den præcise Remington-riffel skyder jeg en ung so ud af de syv vildsvin, der kan skimtes i det røde spotlight på foderpladsen – min kvote på to vildsvin er hermed opbrugt.
Disse præriens grise – der i dette område ikke farvemæssigt minder om sine europæiske slægtninge – virker også til at reagere anderledes end vildsvin, jeg har mødt noget andet sted i verden. Normalt søger vildsvin, der bliver forstyrret, mod krat, skov eller tykninger, men disse løber ud over åben mark, når vi støder dem eller skyder på dem.
Der er godt nok bommuldplanter på markerne, og svinene falder i mørket meget godt i et med planterne, men skjult bliver de ikke. Om denne adfærd udspringer af, at der er så mange kaktusser og tornebuske i tykningen ned mod floden, at det er for risikabelt eller smertefuldt at flygte den vej, ved jeg ikke. Men at de flygter mod åbne marker, er helt åbenlyst, om man så må sige.
Vildsvinene, vi nedlagde, var pæne af størrelse, men ikke de største – til gengæld var der tale om superfine dyr til gryden.
Hjort og grise
Det er blevet morgen. Jeg sidder på anstand og kalder coyote. Heath sidder med buen, men ser intet, mens Seth har valgt at fordoble sine chancer ved at sidde klar med både riffel og bue. Han får en gris for, men på 70 meters afstand er den kun halvt ude af bushen i to sekunder, inden den uden at byde på en skudmulighed vender om.
Det er en stor gris, måske den største vi har set, men den bød ikke på den største chance. Selv har jeg både white tail og vildsvin for, men som sagt er kvoten brugt, så grisene bliver begge skudt med kameraet til mine amerikanske venners store fortrydelse og undertegnedes fornøjelse.
I løbet af jagten fik jeg både vildsvin og white tail for.
Som sagt minder vildsvinejagten på mange måder om den svenske jagt på arten, og på andre måder minder den overhovedet ikke om den. Svinene i det område, hvor vi var på jagt, er langt fra så fascinerende af udseende som de europæiske, men jagten og de mange frie muligheder for udøvelse og brug af våbentyper gør bestemt Texas interessant i vildsvinejagtlig forstand.
Det er ikke sidste gang, jeg har været på vildsvinejagt i Det Vilde Vesten. Om det så er skal være med bue, riffel eller armbrøst næste gang, det vides ikke.
Licenser og tags i Texas
Jagten i USA bliver reguleret gennem et licenssystem, der styres af myndighederne. De fleste stater giver mulighed for, at udlændinge kan købe tags til udvalgte arter i nærmere bestemte områder, således også Texas. Vi købte en licens, der gjaldt i fem dage med mulighed for jagt på et udvalg af arter. Licensen kostede cirka 300 kr., og du kan både købe den i jagtforretninger, tømrerhandler og supermarkeder. Du kan læse mere om jagt i Texas på hjemmesiden tpwd.texas.gov.
