Foto: Niels Busch

Ad de bugtende grusveje mellem de grønne bakker ruller en hestevogn trukket af to kulsorte Oldenborgerheste. De to heste traver godmodigt afsted, mens muntre grin og stemmer spreder sig fra vognen. Da de stopper op, myldrer passagererne af, og der mærkes en spændt og forventningsfuld stemning, mens geværerne lægges på skuldrene, og patroner pakkes i tasker og lommer.

To og to fordeler jægerne sig ud i en halvmåne med otte forskellige pladser omkring en grøn bakke.

Der lyder et horn, og kort efter er jagten igang. Fugl efter fugl svæver over skyttelinien. Nogle forvandles til en sky af pulver mod den blå himmel, mens andre fortsætter i en ufortrøden bane, til de falder ned i gæsset bag skytterne. Haglskuddene hagler bogstaveligt talt over os.

Det er midt i april, og for den gruppe danskere og svenskere, der er mødtes på Ryegaard, som ligger midt imellem Isefjord og Roskildefjorden, er jagtsæsonen allerede igang. Dette takket være den svenske skydekole Susegården, som har taget sit Game of Clays til Danmark.

Ved hjælp af to Unimoger udrustet med hver 5 lerduekastere og et godt samarbejde med det danske gods er de lykkedes med at skabe jagt uden for jagtsæsonen på den tid af året, hvor vi alle længes efter at komme ud i naturen.

Slagets gang styres af Susegårdens tre instruktører Giles Culley, Peder Tham og Kalle Stolt. Giles, der også er medejer af Susegården, er den, der styrer lerduerne. Han står bag skyttekæden og holder et vågent øje med fuglenes opførsel. Der pudses konstant af, og intet overlades til tilfædighederne.

Giles Culley længst til højre.

”We really try to get into peoples imagination”, forklarer Giles på sit korrekte britiske engelsk. Han er opvokset i England og har, før han kom til Sverige, arbejdet som instruktør for West London Shooting School. Når Giles holder parole og forklarer dagens gang, fremstår han som en ægte engelsk gentleman. Han udstråler gæstfrihed og har et vågent øje på alle sine gæster. Når hans kolleger driller ham, forstår man, at denne dag er vigtig for ham. Han er lige så nervøs som enhver skytte, der afholder en stor selskabsjagt. Alt skal gå op i en højere enhed, og alle gæsters oplevelse er vigtig. Der ligger lang tids planlægning og stor præcision bag at få lerduerne til at flyve, som han ønsker.

”Enhver kan kaste lerduer”, forklarer Giles. “Det, vi gerne vil, er at få folk til at tænke på dem som fugle. At få en dag og en oplevelse, de husker”. På Ryegaard har Susegården 13 forskellige såter til Game of Clays for at få en stor variation i sine jagter og for at kunne skræddersy oplevelsen til hver gruppes skydeerfaring.

Mens han holder øje med lerduerne, der flyver over himlen, stiller han på de små computere, der styrer kasterne og sender beskeder via walkie-talkie til sine kolleger, der sidder i unimogerne bag bakken. Højden og farten på lerduerne er vigtig både for oplevelsen og for sikkerheden. Indimellem begiver han sig frem til et af skytteparrene for at give sine tips til, hvordan man bedst rammer den lerdue, som volder problemer.

Skydeinstruktion på jagt

De to andre instruktører, Peder og Kalle går diskret omkring og holder øje med skytternes skydning. Deres vante øjne registrerer, hvordan geværerne føres, og hvad der rammes, og hvad der ikke gør. Hvis der er ønske eller behov for det, stopper de op ved et skyttepar og giver tips. Rådene, der gives en dag som denne, kan variere fra dem, der gives på skydebanen, da det er en mere jagtlig situation. Ud over tips om selve geværføringen, som anlæg, foranhold og aftryk, kan de for eksempel også give tips om, hvordan man fokuserer og vælger den rette fugl, når der kommer mange i en bukket. Hvor man bedst placerer sig i terrænet i forhold til drevet, eller hvordan man opretholder en høj sikkerhed i kampens hede.

Såten blæses af, og alle begynder at samle deres ting sammen. Patronhylstre samles op, og mens stilheden, der opstår når geværene knækkes, spreder sig, stiger stemmer og glad latter igen. En af de svenske skytter opsøger Peder, da han havde svært ved visse af lerduerne. Peder har observeret det og har en løsning på problemet. ”Du løfter på geværløbet for at se lerduen. Hvis du holder dig i underkant på lerduen, har du bedre kontrol. Prøv det, så kommer jeg og hjælper dig i næste såt,” tilbyder han smilende.

Grouse- og agerhønejagt

Alle stiger til vogns igen. Træværket på vognen knirker, da den sættes i rulning. Hestene pruster, da de slår over i trav, og mens hovslagene lyder taktfast i gruset, begynder de to kuske, Frank og Kristian at fortælle historier fra deres mange års tjeneste på Ryegaard. De er begge den gammeldags type af hestekarle, der siden greven var knægt, har trænet deres heste med mange generationers erfaring og tålmodighed. De kan gårdens historie på fingrene – hvert et årstal og hver en bygning. Når den ene synes, at den anden glemmer en vigtig detalje, fylder han stolt i med sin viden.

Louise Johansson flankeret af de to erfarne kuske.

Turen går gennem løvskov, hvor de første spæde blade er sprunget ud og langs markhegn, hvor hvidtjørnen blomstrer. Vi fortsætter ud på halvøen Bramsnæs, der strækker sig ud i Isefjord. Her gør vi stop for den næste såt.

Giles holder en kort introduktion. Lerduerne i denne såt skal simulere et mix mellem drivjagt på grouse og agerhøne. De vil komme lavere end i de andre såter, og her er det vigtigt at skyde fuglene, inden de kommer hen over hovedet på dig, da de kommer meget hurtigt. Det betyder, at der skydes i en meget smallere vinkel, og at geværets bevægelse bliver meget mindre.

Kort efter introduktionen er skudsalverne igang. Skytterne er delt op i hold af to, hvor der er én, der skyder ad gangen. De fleste bytter plads, hver gang de har skudt 25 skud. Mange af parrene har fordelt rollerne således, at den, der ikke skyder, fungerer som lader for den anden, så skydningen kan forløbe hurtigt og glat, og man kan udnytte så mange chancer som muligt. Samtidig kan makkeren give gode råd eller være et par ekstra øjne, som kan holde øje med, hvor lerduerne kommer. Der udvikles efterhånden et godt samarbejde i hvert par af skytter. Fra hele linien høres stort engagement både for sin egen og sin makkers skydning.

Der heppes og opmuntres: ”SÅDAN! JA! Nu kører det”

Der drilles og hånes med ironi og venskabelighed: ”Du kan jo ikke ramme, det er bedre du bare er birdboy for mig resten af dagen.”

En del beklager sig højlydt over egen præstation, og en del modtager råd fra makkeren. ”Du tøver på det første skud. Lidt mere aggressiv.”

Realistisk jagttræning

Susegården

Susegårdens Skjutskola ligger i det svenske Halland. På skydebanen har de mere end 70 kastemaskiner fordelt på 19 stationer, hvor de kan præsentere lerduer så høje som op til 42 meter. Susegårdens fokus ligger på at uddanne haglskytter, og de har et stærkt team af instruktører, der tilsammen besidder over 100 års erfaring i haglskydningsinstruktion.

Geværerne går, og det gør skytterne også. Det er den første varme dag på året, og mange var fra morgenstunden forberedte med uldtrøjer og veste, som sig bør for en drivjagt på fugle, hvilket viste sig at være helt unødvendigt. Der er stor enighed om, at dette er det nærmeste, du kan komme en ægte jagtoplevelse uden at være på jagt. Måden, lerduerne kommer på, er meget naturtro i forhold til rigtige fugle. Du ser ikke kasterne og ved derfor aldrig, hvor de kommer. Indimellem opstår der en pause, men så lige pludselig kommer de væltende igen på samme måde, som levende fugle kan gøre på en drivjagt. Som skytte får du rig mulighed for at træne på at udvælge din fugl og at holde dig til den uden at lade dig distrahere af andre fugle, der kommer, eller skytter, der står ved siden af. Et stressmoment, det er svært at træne  på skydebanen, hvor du dels altid er ene om at skyde og dels for det meste kun har en lerdue i luften ad gangen.

Giles beskriver dette som et moment, der er svært for mange jægere. Men på denne type af skydetræning får du muligheden for at træne dit øje og din hjerne til hurtigt at genkende, hvilke fugle du skal fokusere på, og hvilke du skal slippe videre. Han understreger også, hvor vigtigt det er, at vi træner på haglskydningen, før vi giver os ud og skyder på levende fugle. Han ser dette som Susegårdens vigtigste opgave – at mindske antallet af anskudte fugle ved at uddanne bedre haglskytter – og mener, at enhver kan lære at skyde, det er kun op til instruktøren at finde de rette knapper at trykke på for at gøre det forståeligt for hvert individ. En opgave man kan mærke, at han finder stor tilfredsstillelse i.

På en dag som denne bliver der kastet ca. 5000 lerduer. Uanset hvor du står, kan du være sikker på, at der vil komme skudchancer til dig, og hvis du misser én, behøver du ikke at være urolig for, om du får flere chancer. Der er rig mulighed for at træne teknik og finde din egen rytme.

I gennemsnit skyder hver skytte 250 haglepatroner af på en dag med Game of Clays. Med ti arrangementer på et år er det vigtigt, at hver skytte tager ansvar for sine patronhylstre. Efter hver såt er der god tid til at samle sine ting sammen og veksle nogle ord med de andre skytter. Susegården anvender haglpatroner med miljøvenlige haglskåle baseret på majs og alkohol, som hurtigt nedbrydes, når de bliver våde. Svenskernes interesse vækkes hurtigt, da de hører om disse haglskåle. ”Hvis man samler nok, kan man jo få sig en billig brandert,” udbryder én glad over sin nye idé, ”Ja, svarer hans makker. Det er perfekt! De indeholder jo hele kostcirklen og så lidt krudtrester som krydderi”. De to bliver hurtigt enige om, at de må ud og samle hagslskåle, inden de tager hjem til Sverige igen. Der spreder sig en latter igennem hele gruppen.

Ingen fred i Roskilde i dag

Gruppen stiger igen til vogns for at køre til den sidste såt. Hestene trækker utålmodigt for at komme afsted. Ligeså rolige de er, når geværfanfarerne brager løs, ligeså tilfredse er de, når de får lov at udføre deres arbejde og trække vognen afsted. Landskabet, vi kører igennem, bærer præg af mange generationers omhyggelig natur- og biotoppleje, og mens fuglene synger omkring os, falder skytterne i snak om gamle jagtminder og nyerhvervede skydefærdigheder.

I vognen råder der godt kammeratskab mellem danskerne og svenskerne. Anderledes er det, når jagten er igang. Den berømte Fred i Roskilde, der blev underskrevet mindre end 20 km. herfra i Roskilde Domkirke i 1658, og som afgjorde krigen mellem Danmark og Sverige, er dybt begravet, når lerduerne begynder at flyve. Den ældgamle rivalitet får nyt liv, og konkurrencen om lerduerne spidser til i løbet af dagen. I den sidste såt kulminerer det. Der kommer en strid strøm af lerduer over skyttekæden, og efter en lang dag med træning mærkes det nu, at alle har opnået en god selvtillid i sin skydning, der skulle testes af. Skudene knalder tæt. Lerduer splintres, og nye dukker op over trætoppene.

Lerduerne letter tilsyneladende ud fra en yngre løvskov, hvorfra de rejser sig opad op over skytterne som høje fasaner. Man kan næsten fornemme kokkenes gokken, når de letter, og hvordan de karakteristisk spreder vingerne ud for at svæve hen over jægerne med den lange hale pegende lige bagud. En skytte løfter geværet til kinden, følger fuglen i en bue og trykker af. Først det ene skud, så det andet. ”Dubblé!” Hurtigt ned med geværet. Knækker. Hylstrene hopper ud, og duften af krudtrøg spreder sig. Holdkammeraten er hurtigt klar med to nye patroner, der stoppes i geværet. Geværet lukkes og føres hurtigt til kinden igen. Nye lerduer er allerede på vej, og sådan går det i et væk på hele linien.

En holdkammerat råber til sin makker, der holder geværet: ”Der kommer én, den der stjæler du!” Lerduen bliver til pulver, idet svenskeren ved siden af skal til at skyde på den. Han taber fatningen kort, men er hurtigt videre til næste lerdue, der kommer flyvende. Også denne forsvinder for næsen af ham. Den tredje får han, og lidt efter giver han sin danske rival tilbage af samme skuffe.

Danskeren bander, da lerduen, han havde indstillet sig, på pulveriseres og sigter sig istedet ind på en lerdue, der kommer til skytten på modsatte side af ham. Han misser.

”For helvede! Når man så vil stjæle, så kan man ikke”.

Skudene brager. Der grines, der bandes, og der svovles. Der triumferes, og der heppes. Der er en tilfreds løssluppenhed over hele gruppen af skytter. De har affyret en stor mængde skud i dag og skudt jagtsæsonen igang flere måneder tidligere end forventet, og selvom der ikke blev nogen fred i Roskilde i dag, og naboen har nået at stjæle mange af ens lerduer, har man selv stjålet mindst lige så mange og haft rigeligt med skudchancer til at være godt varmet op til den foreliggende sæson. Ikke mindst har alle fået god skydetræning samtidig med at have følelsen af at være på jagt. Da såten blæses af, og opsamlingen af patroner er færdig, stiger alle til vogns en sidste gang. Turen går gennem godsparken tilbage til en sidste samling. Denne gang uden parade, men derimod til en opsamling og en kop kaffe, før turen går hjem.

Game of Clays

Er Susegårdens nye koncept, der startede 2018. Game of Clays foregår som en jagt på lerduer, hvor lerduerne bringes ud i terrænet ved hjælp af Mercedes unimoger.

På en dag med Game of Clays kastes ca. 5000 lerduer til 16 skytter, der er fordelt på 8 pegs, hvilket betyder, at man i par fungerer som ladere for hinanden. Der indgår også skydeinstruktion under selve jagten.

Der er tænkt på miljøet og aftrykket i naturen, da der anvendes både miljøvenlige lerduer og haglpatroner.

Game of Clays afholdes på en gård i Danmark og på to forskellig gårde i Sverige. Mere information kan findes på www.susegarden.se

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: