Tekst og foto: Michael Sand
Andejagt i november er en anden slags jagt. Ja, faktisk en hel anden slags jagt. Det bløde lys i oktober er sammen med stikmyg og hurtige krikænder et afsluttet kapitel.
Det er rusk og regn, korte dage og ænder, som har det med at ankomme i aftentrækkets absolut sidste minutter. Ja, faktisk på det tidspunkt, hvor mange vender mose og strandeng ryggen.
– Vi kan alligevel ikke se noget, hedder det sig, når bøssen knækkes. Men for den, som har nattesyn, kan trækkets sidste minutter være magiske.
Andetrækket er nemlig vores store viden om magt og meget stadig mystisk. Ikke mindst i en ny, hidsig vind i november, hvor alt bliver vendt rundt, og ænderne flytter sig i takt med, at vandet stiger, og lyset lukkes ned.
Som altid er et aftentræk en kort fornøjelse. Det hedder sig, at trækket starter, når den første stjerne tændes, men i november virker der til at være langt til stjernerne.
I årets sidste måneder er trækket også bestemt af jagttrykket, og ofte er det først efter lukketid, at ikke mindst gråænderne begynder at søge mod strandenge, vandhuller og oversvømmede marker.
Sneppejagt
November er også sneppetid. Det kan man næppe sige, gælder for oktober, hvor ynglesnepper og snepper på gennemtræk kun nedlægges tilfældigt. Men den første uge i november svigter sjældent. Den er så sikker, som noget næsten kan blive, når det gælder snepper og sneppejagt.
Står sol og måne rigtigt i forhold til vind, vejr og temperatur, kan der opleves et regulært sneppefald med snepper her og der og alle vegne.
Det ved sneppejægerne. Altså de, som sætter sneppejagten over alt andet.
I ugerne omkring den første november er deres kalender fri. For, når telefonen ringer, eller de første opslag på de sociale medier melder snepper, er det vigtigt at være fri som fuglen og komme afsted.
For de fleste er sneppefald som et spil i en roulette. Når først rouletten kører, og jagtinvasionerne er plottet ind, er der ikke så meget, man kan gøre – ud over at håbe på, at sneppetrækket rammer bare én af de planlagte jagtdage.
Råvildt
November topper, når det gælder efterårets jagt på råvildt. Borte er oktobers røde sommerpels eller spættede overgangsdragt. Dyrene er nu klædt på til vinteren, og lammene er blevet så store, at de kan være vanskelige at kende fra de voksne. Ja, selv bukkene kan falde i ét med resten af bestanden, da mange smider opsatsen i årets 11. måned.
Men når skov, mose og marker med pil drives af, kan det være svært at bedømme alder og køn i de korte øjeblikke, som man har dyrene på skudhold. Alligevel er parolen som oftest klar:
Lam før rå og helst ingen buk eller kastebuk. Skydepligt er der ingen, der har, og ethvert haglskud betragtes som træf, indtil det modsatte er sandsynliggjort.
Hagljagt og råvildt er en følsom cocktail, der fordrer kundskaber hos både jægernr og dem, som arrangerer jagten.
Haglbøssen er der ikke noget i vejen med, når den vel at mærke anvendes kyndigt. På den måde er jagten ikke anderledes end så mange andre jagtformer, bortset fra eftersøgningen af det påskudte vildt. Dette kan ikke overlades til en apporterende hund.
Derfor lyder opfordringen fra vildtkonsulenter og andre med indsigt og erfaring i afvikling af råvildtjagt: Eftersøg altid råvildt påskudt med hagl. Forbier forekommer, men det er sjældent.
Pramjagt
I november flytter mange pramjægere fokus bort fra jagt på brunnakker eller pibeænder, som de kaldes blandt ”ikke jægere”. Nu gælder det jagt på hvinænder.
Men kun jægere med stærke jagtgener sætter prammen i vandet en blæsende nat i november for at være klar til at tage imod trækket, når det gryer, og lyden af de første hvinænder kan høres et sted derude over vigen eller fjorden.
De hurtige dykænder, iklædt sort og hvidt har dog en uvane med at smide sig blandt lokkerne, før man fanger dem over sigteskinnen. Og lige så hurtigt, som de sætter sig, lige så hurtig er de på vingerne igen.
En hvinand skal ikke bruge mange vingeslag, før den er i luften og uden for skudhold.
Hvinænder skydes oftest i uroligt vand, modsat jagt på svømmeænder som f.eks. gråænder og pibeænder, der i september og oktober oftest jages i bælter med ålegræs, der dæmper bølgeskvulpet. Selv under en blæsende oktoberdag i ålegræssletterne er der ingen problemer med drivende ænder og lokkefuglenes anker, som arbejder sig fri af bunden.
Det kan man ikke sige, gælder jagt på hvinænder i november. Her skal man være hurtig med pagaj eller stagekæp, når en nedskudt and eller andrik med kindplet og knaldrøde lapper driver mod dybere vand.
Fasanjagt med hund
Hvor hunden i sæsonens første uger forholdsvist nemt kan opnå kontakt med fasanerne, bliver situationen en helt anden, jo længere man kommer i ind i november.
Bundvegetationen visner ned, og fasanerne har lært én ting eller to om jagt og jagthunde. Derfor løber de og letter uden for skudhold, hvis de presses for hårdt.
Lykkelig er den jæger eller det jagthold, der har adgang til en hund, der kan håndtere fuglene i årets sidste måneder.
Jagt med stående eller stødende hund måles ikke i antal fugle, men i oplevelser med de fugle, man skyder – eller skyder til. For når en gammel fasankok med lang hale og larmende vinger letter, kan det tage pippet fra de fleste. Selv fra garvede jægere, der endnu er så privilegerede, at jagtiveren fra tid til anden kan spille færdighederne et puds.
November er også fasanjagt. Klapjagt om man vil, selv om fuglene ikke klappes op, som man gjorde tidligere. De fleste steder er klaptræet skiftet ud med hårdtarbejdende hunde, der bogstaveligt talt kan støvsuge skov- og mosebund for fasaner.
Årets første store fasanjagter afvikles som regel først i november, og hen over efteråret høstes der af det store forarbejde, der er udført med alt fra anlæggelse af fodermarker til fodring og udsætning af de mange fugle.
Alt skal klappe, den dag jægerne sættes på post, og der blæses jagt begynd.
Fuglene skal være i såten, jægerne skal stå rigtigt, og hundeførerne skal have styr på deres hunde, hvis ikke fasanerne skal lettes på én gang og dermed afslutte den store jagtfest, næsten inden den kommer i gang. For en stor fasanjagt er en festdag, og jægerne klædt derefter. Det er skjorte og slips og nypudsede støvler.
På en fasanjagt nedlægges der mange fugle. Men man bør ikke nedlægge flere fugle, end man efterfølgende kan huske. Sådan hedder det sig. Men det kan være svært, når først klaveret spiller, og himmelrummet fyldes af højtflyvende fasaner med lange haler og hurtige vinger.
Det er dog med jagt, som det er med god mad. Man skal huske at smage efter: Nyde synet af vildtet, svinget i bøssen og ikke mindst det øjeblik, hvor fuglen forender i afskudte fjer og tager jorden med et blødt bump. Går man varm, svarer det til at sluge maden på en Michelin-restaurant, alt imens man sulten spejder efter næste ret, og hvem har dog lyst til det?
Derfor, hvad enten man er til fasanjagt eller pramjagt: Nyd smagen og eftersmagen ikke mindst.
De lyse timer er der ikke mange af i november, men for den, som er jæger med stort j, er der ikke meget, der smager bedre end smagen af jagt i november.
