Foto: Steen Andersen
Så lykkedes det at få skudt en gås. Det var virkelig stort. Det gav mad på bordet, og det hjalp til lidt mindre ødelæggelse af den kommende høst. Når sådan 1000-2000 gæs slår sig ned på en nyspiret kornmark, så er det ikke småting af ødelæggelse, der finder sted. Derfor var det en stor forløsning at kunne hjælpe landmanden samtidig med, at de gamle jagtgener fra dengang vi som ’jægere og samlere’ indvandrede sydfra, fik frit løb. Jagthistorier bør genfortælles for kommende generationer. Lad dette være mit bidrag.
Et skæbnesvangert skjul
Jeg havde fået lov til at sidde i skjul under det væltede piletræ helt nede ved vandkanten mellem rørskæret og kanten af den nyspirede kornmark. Et rigtig godt skjulested, hvor gæssene normalt kommer flyvende ind i lav højde fra vandsiden for at slå sig ned på marken, hvor de kan fouragere og hvile. Stedet var helt ideelt. Rørskæret dækkede mig af ud mod vandet. Kun et smalt stykke gennem rørskæret var åbent til vandet – dér, hvor der tidligere havde været et åløb og dræn. Drænet startede helt oppe ved det gamle mejeri i byen. Af samme årsag blev renden også kaldt for ’Mejerirenden’.
Det skulle senere vise sig, at det også var tæt på en skæbnesvanger beslutning lige at sætte sig dér. Men lige nu var alt idyl. Vejret var sådan lidt snusket, men uden regn og med forholdsvis god sigt. Gæssene havde allerede sat sig sidst på eftermiddagen, og kun en del følte sig forstyrrede, da jeg vandrede ned over marken med fuld oppakning og hunden ved min side. Det tegnede rigtig godt. Nu manglede der bare, at der faldt ro på flokken igen, indtil jeg havde fået indrettet mit skjul, og dækket Lulu af.
Spændt var jeg på, hvordan Lulu ville tage det. Hun var jo skudræd, men havde lige for nylig vist sig som den rette apportør, da jeg hjemme på engen fik skudt en fasankok og nogle ænder. Således opmuntret og fuld af forventning sad jeg nu musestille og spejdede ud i det begyndende tusmørke. Vinden var også helt rigtig med pålandsvind og gav forventning om, at gæssene ville lette mod vinden ud over vandet og lige hen over hovedet på mig. Super! Bare Lulu nu ville ligge helt stille. Hvad ville hun sige til det, hvis det skulle lykkes mig at få ram på en gås, det var jeg rigtig spændt på. En grågås er jo noget større end de fasaner og vildænder, det tidligere er lykkedes at nedlægge hjemme på min egen eng.
Ventetid
Jeg måtte jo sidde helt stille, for at gæssene ikke skulle opdage mig og slå af på den ene eller den anden side af mig, når de nu engang lettede. Hvis de lettede og ikke bare blev siddende på marken hele natten.
Men der var ligesom ikke noget andet at gøre. Der var endnu en god times tid til, at jagttiden udløb 11⁄2 time efter solnedgang. Ventetid. Ventetid. Kom nu for fa’en.
Sidder og memorerer for mig selv. Sikring, Sigt, Skyd. For at få det rette forløb. Kaster bøssen op til skulderen nogle gange for ligesom at blive i træningen. En gang tidligere for snart længe siden havde jeg glemt at slå sikringen fra, før jeg skød, og dengang blev jeg så overrasket over, at der ikke kom noget skud, at der gik for lang tid, og muligheden bare var forpasset. Det må ikke ske denne gang. S-S-S. Aldrig før har jeg været så tæt på. Og det kan da godt være, at nogle af de gamle jægere på øen ville trække lidt på smilebåndet, hvis de bare vidste, hvor jeg var. Men lige meget. Lad mig nu få min gås. Ingenting skete. Absolut ingenting.
Gås
Før hele flokken lige pludselig lettede. Måske tusind gæs lettede samtidig. Og de havde retning lige mod mig. Kunne mærke spændingen i kroppen. Nu var de lige ved at være der. Der blev helt mørkt. Mere end der var i forvejen. Lufttrykket fra vingeslagene kunne næsten mærkes. Men lige over hovedet kunne jeg tydeligt skelne de enkelte gæs mod den lysere aftenhimmel. Sikringen slået fra, sigter mod en enkelt og skuddet går af. En skål af de hurtige nummer 3 hagl sendes af sted en anelse foran gåsen, som falder til jorden (lad mig lige nævne, at haglskålen, var den nye miljørigtige type lavet af majs og ikke af plastik. Den opløses i løbet af 24 timer i vand, og er således helt uskadelig for naturen).
Apport
Gåsen landede i det åbne stykke mellem rørene, men inden vandet. Nu blev Lulu sendt ud på sit livs apport. Ivrigt sprang hun ud til gåsen, som desværre ikke var helt forendt. Det var Lulu ikke helt ajour med, men hun nærmede sig forsigtigt og rakte ud efter gåsen, samtidig med at gåsen forsøgte at mobilisere sine sidste kræfter til at slippe ud til det åbne vand. Lulu fik forsigtigt fat i nogle vingefjer, men samtidig rørte gåsen på sig, og så var en hurtig retræte, det bedste Lulu kunne byde på, selvom jeg mere og mere insisterende tilskyndede hende med: ’Hent fuglen Lulu’. ’Hent fuglen’. ’Apport Lulu’. ’Det er fars fugl’. ’Kom så, hent fuglen’.
Men lige meget hjalp det. Det var vist for stor en mundfuld for hende. En såret gås. Så tæt på vandkanten. Det måtte bare ikke ske. Så måtte jeg selv gå de få skridt hen og hente den. Jeg fik knækket bøssen og lagt den fra mig. Og én to tre var jeg på vej, men sank ned i et bundløse smat. Der gik nogle få sekunder, så kunne jeg mærke det kolde vand på vej ned i gummistøvlerne. Først ned ad anklerne og så helt ud til tæerne. Samtidig med at en ildelugtende stank af rådnende tang fandt vej til mine næsebor. Hold kæft noget lort. Prøvede, om jeg kunne nå gåsen. Ikke helt. Prøvede at tage et skridt mere, men sank blot endnu dybere i med det ben, jeg støttede på, når jeg løftede det andet ben.
Nu var situationen ved at blive kritisk, men jeg kunne nu lige nå gåsen med det yderste af neglene, når jeg lænede mig fremover mod den. Fik fat i et par halefjer, og fik trukket den tættere på land, for blot at erkende, at jeg sad ubehjælpelig fast i Mejerirenden.
Bevar roen
Begyndte at tænke igennem, hvem jeg havde talt med, inden jeg gik herned. Var der overhovedet nogen, der anede, at jeg sad fast her. Havde Birgit hørt, at jeg var taget på jagt? Husker det ikke helt præcist. Hvad dag var det? Torsdag? Hendes Københavnerdag. Så kunne jeg sidde her til midnat, før der var nogen, der savnede mig. Livet var begyndt at passere revy.
Rolig nu. Bevar roen. Ingen panik. Bilen havde jeg jo parkeret oppe ved laden, men hvordan hulen kommer jeg op til den? Kom til at tænke på kampen for at få lov til at beholde min terrasse. Men hvad fanden er der ved at vinde terrassesagen for så at ende sine dage i Mejerirendens mudrede, ildelugtende udløb med råddent ålegræs, der sender kaskader af duftmolekyler op i mine næsebor.
Skulle jeg virkelig ende mine dage her? Det kunne ikke være rigtigt. Lagde mig forover på maven helt ned i mudderet, og prøvede at trække mig frem med neglene boret ned i det lyserøde slam. Det var som om, at suget om benene blev lidt mindre, når jeg stod skråt i smattet. Og endelig begyndte jeg at få fat i noget fast grund, og fik trukket mig helt op på land. Fy for pokker, hvor jeg stank. Nu kunne det kun gå for langsomt med at komme hjem og få et bad. Skulle lige have kræet båret op til bilen. Næsten en kilometer med en ret tung grågås. Da vi nærmede os laden, kunne jeg se, at bonden stod i indkørslen og grinede. Det var faktisk ham, der havde jaget flokken op for at hjælpe mig. Ellers havde jeg siddet dernede endnu. Uden gås. Tak for det Sven. At du ikke ville byde mig indenfor på en kop kaffe, har jeg fuld forståelse for.
Gåsen er nu finplukket, renset og ligger i fryseren (3,6 kg), og venter på den rigtige anledning. Det viste sig også ved rensningen, at et hagl var gået lige gennem hjertet, så gåsen var død allerede inden den ramte jorden. Resten var bare nerver.
