Jeg har efterhånden gået på jagt i mere end 35 år og har prøvet virkelig mange forskellige jagtformer, og der er selvfølgelig nogle, som står for mig som noget særligt. Én af dem er gåsejagt.
Det er både virkelig svært, og samtidig er der for en passioneret hagljæger som mig ikke noget større vildt at nedlægge end en gås i Danmark. På sin vis er det hagljagtens svar på kronhjort for riffeljægere.
Jeg glemmer aldrig, da jeg første gang skød en gås, og lyden da den store fugl stoppede sin flugt, og landede med et ordentligt bump lige ved siden af mig. Faktisk var det sammen med en dygtig jæger, og vi skød samtidig fire skud til flokken, og tre gæs faldt ned, og derved skød jeg også min første gåsedoublé samtidig med, at jeg skød min første gås. Det er klart med sådan en debut, har jeg siden været helt solgt til gåsejagt.
Forventningens glæde
Min gåsejagt ligger lige op ad en stor sø. Her ligger gæssene og raster om morgenen, og når det bliver så lyst, at de kan orientere sig, begynder de at flyve ud fra søen for at få noget at spise. På sin vis minder det meget om enhver morgensituation i et almindeligt hjem, hvor man i god tid, før man skal tage af sted, vækker hinanden – gæssene gør det bare meget højlydt.
Det larmer godt, når sådan en 1000-2000 gæs alle skal vækkes, have pakket deres ting, diskutere, hvilken vej de skal flyve og så videre. Det går der ofte en hel time med, hvor der ikke sker andet, end at der diskuteres højlydt, og til tider sendes der en enkelt eller to spejdere ud for at se, om der er fare på færde.
Det er der som regel, for rundt om søen sidder jægerne og håber på, at gæssene trækker lavt hen over deres område denne dag. Jeg har siddet i skjulet og hørt på ”larmen” i årevis, og når jeg har gæster med, særligt nyjægere, kan jeg se, at de allerede fra starten af, er meget klare på, at nu kommer gæssene, men det varer altid længere tid, når forventningerne er høje.
Vejr og vind
Det helt afgørende for denne jagt er vindretningen. Der, hvor jeg har siddet indtil videre, var situationen den, at vinden skulle komme hårdt fra nord – mere end 6 sekundmeter – for at gæssene blev skubbet derover, hvor jeg sad. Ellers var det oftest sådan, at jeg kunne se gæssene trække alle andre steder hen end der, hvor jeg sad. I sådanne situationer var min eneste chance, at der måske kom et par flokke min vej i løbet af de tre timer, jeg sad der fra lidt før solopgang.
Hvis vinden var rigtig, og der var nok af den, var det også en stor hjælp, hvis der regnede, for så havde gæssene sværere ved at se os og kom derfor tæt på og i fornuftig højde. Godt vejr med en lille smule vind betød, at gæssene gik lige op i himlen og kom i mere end to bøsseskuds afstand, og selvom det var skønt at se dem flyve afsted, så er det nu alligevel sjovere, når de kommer i et enkelt bøsseskuds afstand.
Forgangne sæson ændrede tingene sig, for jeg har fundet ud af at sidde et nyt sted. Det er på en plads, hvor jeg ofte har set gæssene trække ud, og derfor var jeg noget spændt på, hvordan den første testjagt ville forløbe, da jeg steg ud af bilen til lyden af gæssene, som sædvanen tro var ved at vække de sløveste teenagere i flokken, for nu skulle de snart af sted. Det skulle vise sig at blive langt bedre, end jeg havde turde håbe på.
God dækning
Vel ankommet til det nye sted var det tid til at skjule sig. Myterne om, at gæs ser og er mistroiske i en grad, som ville gøre FBI misundelig, er vedholdende, hvilket gør, at det handler om ikke at lave noget om på terrænet. Så bilen skal parkeres langt væk, så den ikke syner af noget, samtidig med at jeg skulle holde mig skjult, så længe som overhovedet muligt. Hvis gæs på nogen måde kan se, at der er noget, som adskiller sig fra det normale, slår de af med det samme og vælger en anden rute eller går højt med det samme, hvilket har det samme resultat, nemlig at chancen er forpasset. Jeg startede med at sætte mig ind i noget buskads, hvor jeg var helt dækket af buske og træer. Da jeg sad helt i udkanten af buskadset, kunne jeg samtidig følge med i, hvad der skete på trækket.
Det handler om at sidde helt stille og først bevæge sig i allersidste øjeblik, for ellers slår gæssene af, og med den fart, de kommer med, er de lynhurtigt uden for en ordentlig skudafstand, og skudchancen er forpasset. Det fandt jeg ud af, da jeg senere på morgenen blev opmærksom på, at mit gevær kunne ses, da jeg har en vane med at hvile det på mine knæ, når jeg sidder og venter på min stol, hvorved det stak ud fra buskadset. Efter at have ændret på det, kom gæssene tættere på, så selv små ting kan spille en rolle.
De første flokke
Det var 20 minutter før solopgang, og langt om længe var alle blevet vækket, og de første flokke startede. Der var fint med vind, og jeg havde den i ansigtet, hvilket lige var det, jeg var ude efter.
Pludselig kunne jeg høre, at nu trak gæssene, og ud fra lyden var de på vej i min retning. Ganske rigtigt, så kom den første flok.
Den var helt perfekt med 10 gæs i sig, og de fløj fint og lavt. Da de var næsten inden for skudafstand, drejede de en lillebitte smule, så de kom netop på den anden side af, hvad jeg kunne skyde til. Jeg sad nærmest med følelsen af at prøve at trække dem lidt ind, men på trods af min positive energi og tanker, trak de blot videre uden chance for mig.
Øv! Det var så tæt på, og alligevel lige netop på den forkerte side.
Nu fulgte flere flokke, og de fløj enten den forkerte vej eller lige lidt for langt fra mig. Jeg var ved at overveje mit næste træk, da det skete.
Den perfekte flok
Den kom bare lige pludselig hen over det træ, jeg sad ved. Foran mig var himlen pludselig helt brun af grågæs, og i en hurtigt refleks trak jeg op og skød på den nærmeste gås, som var på vej hen over hovedet på mig i 15 meters højde. BANG! Og gåsen trimlede ned lige bag mig.
Jeg var nærmest i chok, for jeg havde slet ikke hørt flokken komme, og pludselig var den der bare, og jeg reagerede helt per refleks. Det er ofte, når man ikke tænker over det, at de bedste situationer opstår.
Gåsen lå lige bag mig, så jeg kunne gå 10 skridt og samle den op. Det er godt nok en tung fugl, hvilket overrasker mig, hver gang jeg har en gås i hånden.
Dagen og sæsonen var reddet, for de fleste sæsoner har jeg skudt en enkelt eller et par stykker, men allerede nu efter den første del af jagten havde jeg en tung gås at tage med hjem. Smilet var til at tage at føle på, som jeg satte mig igen og ventede på de næste flokke. Det var tydeligt, at dette sted var langt mere på gæssenes trækrute end der, hvor jeg tidligere havde siddet.
Flere muligheder
Nu kom gæssene i flere flokke, og det var tydeligt, at morgentravlheden havde ramt gæssene, for nu ville de alle sammen ud at have noget at spise. På et tidspunkt lettede den helt store flok, og da var der måske 1000 gæs i luften samtidig. Det er en lille smule uoverskueligt både at holde øje med den store flok og samtidig bevare sit eget fokus på dem, der kommer noget tættere på.
Det gjorde der så heldigvis, og mine næste to gæs blev leveret efter den samme opskrift som den første gås. Jeg var helt oppe at køre, for jeg følte, at de blev ved med at komme hen over mig, og jeg var hele tiden klar til den næste.
Undervejs skød jeg også to krager og en enkelt due, som midt i det hele forvildede sig forbi, hvor jeg sad. Det er ofte, at gåsejagt trækker krager, duer og ænder med sig, for de er ofte aktive samtidig, og det gav mig også denne dag gode ekstra muligheder.
Et nyt skjulested
Jeg havde observeret, at der flere gange trak flokke forbi mig, lige på den anden side af min skydebegrænsning. Dem forsøgte jeg nu at komme tættere på ved at gå ned i den grøft, som lå foran mig. Det viste sig nemlig, at det var en meget dyb og tør grøft, som havde så høj bevoksning, at jeg kunne stå helt gemt nede i den. Det varede heller ikke længe, så kom den næste flok, og jeg kunne læne mig tilbage og ud af flokken på tre, holdte jeg laaaangt foran den midterste. Idet jeg skød og ramte den på halsen, stoppede den med at bevæge sine vinger og faldt i en lang, blød flugt langt inde bag mig.
Det var den helt perfekte situation med at skyde gås, for den slukkede simpelthen for kontakten og faldt ned uden at gøre mere væsen af sig. Det er den slags skud, som man kan mærke helt nede i storetåen, som min skydeinstruktør plejer at sige.
Da jeg kom op fra grøften og gik ud for at hente gåsen langt inde på marken, stod der to smaldyr og kiggede på mig. De var på ingen måde bange, på trods af alt larmen, og blev stående, til jeg var 50 meter fra dem, hvorefter de fortrak i lette hop. Det gav lige oplevelsen et ekstra nyk opad.
Jeg fik endnu en gås fra grøften, og havde nu 5 gæs, 2 krager og en due, så det var tid til at stoppe.
Del det, du ikke kan spise
Min familie plejer at være glad for gæs, men med fem gæs på tasken valgte jeg at dele dem med den nærmeste nabo og med min jagtudlejer. De blev alle meget glade for at få gås og var nærmest lige så glade for det succesfulde forløb, jeg havde oplevet.
Da jeg kom hjem, ordnede jeg alle fuglene, for jeg havde lovet alle, at de kunne få dem klar til fryseren, så de ikke skulle have besværet med at ordne vildtet.
Det var en noget træt og beskidt jæger, som efter at have ordnet fuglene, kunne gå til ro og allerede nu kan jeg i mit indre høre gæssene.
Jeg kan slet ikke vente med at komme afsted igen, for gåsejagt er gået endnu mere i blodet på mig, end det var før. Flere gode oplevelse venter.
LÆS OGSÅ
