Vi befinder os på Barsebäcks vinterafgrøder sidst på sæsonen, liggende i vore ligge-ned skjul flankeret af bramgåselokkere i stor stil – beredt på gåsejagt. Klar til sort sol over Barsebäck. Vi er på jagt efter de små vævre bramgæs, en for os danske jægere relativt ny invasiv gåseart, der har vist sig at have vokseværk i antal og være til stor gene for landmændene. Denne epokegørende morgenjagt vender jeg tilbage til senere i artiklen, som netop vil omhandle, hvordan man bedst tackler gåsejagten, når man skal regulere denne hurtigflyvende gåseart.
I denne sammenhæng kan man godt benytte udtrykket ”alle gode gange tre”, da det faktisk tog os næsten 3 sæsoner, inden vi for alvor knækkede koden med hensyn til, hvilken fremgangsmetode der bedst egnede sig til jagten på bramgæs.
Jeg kalder det i denne artikel for ”jagt”, da det for mig personligt er jagt og ikke regulering, da det kræver et større ”maskineri”, hvis man skal opnå den store succes, og ikke blot nedlægge et par stykker, som der i sin tid var lagt op til med regler som at skyde 2 med riffel og så videre.
Denne reguleringsmetode kan forvolde farlige skud, da der som regel ikke er ordentligt kuglefang på en flad mark, hvor bramgæssene som oftest fouragerer.
Næ, når vi rykker ud med traileren fyldt med udstyr, så går vi efter at fylde kvoten så at sige. Med den erfaring, vi som team har, og med alt det udstyr af den fineste slags vi besidder, ja, så troede vi, det ville blive nemt at skyde de 50 gæs, hver gang det var tilladt.
Nu er der jo tale om bramgæs, en gåseart der ikke er vant til at blive beskudt på vore kanter, og derfor mente vi, at det ville blive nemmere end jagten på de andre arter. Men det skulle altså vise sig at være noget vanskeligere gåsejagt, end vi havde forestillet os.
De første forsøg
Vi forsøgte med de traditionelle metoder med lokkere og skjul midt på marken og forsøgte også en enkelt gang fra markskel. Typisk satte vi de formationer af lokkegæs op, som vi var vant til, og benyttede alle vore arter som grågæs og canadagæs plus de 36 nye Full Body Flockede ekstremt naturlige bramgåselokkere, vi netop havde erhvervet for at tackle disse små afgrødetyve.
Nu skulle vi nok gøre et ordentligt indhug i de bestande, der i kæmpe flokke invaderede Danmark fra typisk september og til helt hen på foråret, og hjælpe landmændene til at sove roligere om natten.
Som nævnt tidligere var det ikke så nemt at opnå at skyde de tilladte 50 gæs om dagen, og faktisk lykkedes det os ikke de 2 første sæsoner at skyde mere end 34 bramgæs på én jagt selvom vi havde over hundrede lokkere ude og lå som vanligt i vore camouflerede ligge-ned skjul.
Vi forsøgte også med svaneopstillingen, hvor vi forvandlede skjulet til en svane, og flankerede os med lokkesvaner. På enkelte jagter var der i tusindvis af bramgæs i luften, og vi lå nogle gange op til seks mand og var klar til at poppe op af skjulet, når bramgæssene kom ind på stive vinger. Det gjorde de bare ikke rigtigt, som vi er vant til med de andre arter. Det blev der snakket meget om og drøftet, hvorfor de ikke artede sig som de andre. Mange opstillinger blev forsøgt, og der blev flyttet rundt på vore bramlokkegæs, men det kørte ikke optimalt for gåsejagten.
Det var et irritationsmoment for mig, for jeg var vant til succes på dette område, og jeg vidste, at landmændene sætter pris på en god afskydning af fouragerende gæs på deres vinterafgrøder.
Så jeg gik i tænkeboks, da anden sæson var afsluttet.
Hjemmearbejde
Jeg har et barnebarn, Gabriel, der er helt tosset med jagt, og især gåsejagt har hans focus, og han har været med i skjulene mange gange og hjælper med alt arbejdet og især apporteringer af skudte gæs. Han er også skrap med gåsekaldene, og efterhånden kan jeg begynde at slappe af på den front.
Når vi er off season, ser han mange jagtfilm på You Tube, og han kan sidde i timevis og fordøje den ene gåsejagtfilm efter den anden. Det kan ikke blive vildt nok, og han sidder og studerer hver en taktik for at dygtiggøre sig. Jeg lagde mærke til, at især snegåsejagten på de nordamerikanske kæmpemarker havde hans blik i en periode, og jeg tillod mig at se med.
Selvom jeg måtte si en del fra, som ikke passede til danske forhold, så blev jeg alligevel inspireret af at følge med. Der var ofte 6-10 mand, der i ly af nattens mulm og mørke rykkede ud med op til flere tusind lokkegæs og forvandlede den ellers grønne eller brune mark til et stort hvidt focus punkt for de højtflyvende trækkende snegæs. Disse migrerende gæs havde måske slet ikke tænkt sig at fouragere på netop denne mark, og selvom de i kæmpeflokke fløj næsten helt oppe i ozonlaget, ja så skulle de alligevel lige undersøge, hvad og hvorfor så mange af deres artsfæller netop valgte at sætte sig til rette på dette spisebord her til morgen. Men det viste sig altså at være det rene bedrag det hele, da otte mand pludselig dukkede op som trolde af æsker og bragede løs på dem med deres alt for mange skud i bøsserne. Her måtte jeg ryste posen en del, men netop denne taktik inspirerede mig til at indse, at bramgåsen måske skulle tackles lidt anderledes end hidtil.
Lokkerne
Normalt benytter vi kun fuldt flockede (antireflex overflade) lokkegæs, da det har vist sig, at disse er de mest livagtige under alle lys- og vejrforhold. Der kræves mere og mere naturlighed i opstilling af formation, skjul og lokkegæs for at bevare vore tidligere succesrater på de meget sky og forsigtige europæiske gåsearter med især grågåsen som den mest instinktivt forsigtige. Men til bramgæssene har denne taktik ikke virket optimalt. Ved at studere bramgåsens flugt og fourageren, samt hvordan de omgås hinanden under sådanne, så fik jeg indtryk af, at de er meget selektive m.h.t. at omgås andre arter. De lander typisk tæt samlet, og helst fouragerer de adskilt fra de andre gåsearter. De kan nærmest stå ovenpå hinanden og er meget aggresive i deres færden på marken. De lukker så at sige ikke andre ind og holder sig for sig selv. Flugten er også anderledes end de andre arter, da de kan vende på en tallerken lidt ligesom stæreflokkene over marsken, når der er sort sol.
Baseret på ovenstående besluttede vi os for, at afprøve nye teknikker bl.a. med så mange lokkebramgæs som muligt, udelade andre arter i opstillingen og se stort på kvaliteten på lokkegæssene men stile efter at forvandle så meget af den grønne vinterhvedemark til en sort/grå/hvid plamage af lokkefugle som muligt.
Men denne nye indfaldsvinkel baseret på en modificeret dansk udgave af US snegåsejagt, så skulle vi afprøve konceptet i sæsonen 2018-19 og færdiggøre uddannelsen i 2020.
Natarbejde
Nu vender jeg tilbage til begyndelsen af denne artikel og fortæller, hvordan det gik. Med vores gode ven, Kristofer Hanssons invitation til Barsebäcks vinterfrodige marker, hvor store sværme af bramgæs huserede dagligt samt det faktum, at vi tilsammen rådede over cirka 600 lokkebramgæs, så var tiden inde til at afprøve teorien. Kristofer selv deltog ikke i selve jagten, men hjalp til med at få ”maskineriet” sat op i ly af natten. Klar til gåsejagt.
Min datter, Stefanie, hendes to drenge, Gabriel og Emanuel og jeg selv i de 3 Supreme Hunter ligge-ned skjul blev samtidig smeltet ind i marken og næsten usynliggjort på vinterhveden og blandt bramgåselokkerne.
Først mudrede vi skjulene ind i mudder fra selve marken (spand og kost), og dernæst flankerede vi det med bramgåse windsocks. På denne måde kan man med stor fordel skjule sig på en ellers umulig hvedemark, hvor hveden normalt ikke gør det muligt at skjule sig ordentligt.
Derefter opstillede vi og omkransede skjulene med de mange windsokker. Disse billige ikke helt livagtige lokkere må ikke stå yderst eller helt op til, hvor man laver et landingsområde for de indkommende gæs og skal så at sige pakkes ind i de mere livagtige fuld krops flockede lokkebramgæs. Dette gør vi for, at formationen udefra skal se mest naturlig ud. Vi har nemlig lagt mærke til, at hvis gæs skulle lande helt op ad eller imellem windsokker, så letter de omgående, hvorimod vi har haft gæs gående imellem vore fuld krop lokkere i mange minutter flere gange. Dette fortæller mere end ord!
Nu var vi og alle vore opstillede bramgåse artsfæller klar til at tage imod vore gæster. Der var stadig en halv time til solopgang, og det kan ikke pointeres nok, at gåsejagt med lokkefugle kræver, at man står tidligt op og beregner tiden til, at hele pakken inklusiv ”kanonerne bliver kørt i stilling”! Vi var klar, så de kunne bare komme an.
Der gik kun få minutter, før vi så de første flokke lette ude fra kysten, så med vinden i ryggen, som ville føre lydene fra vore bramgåsekald et langt stykke af vejen,
begyndte vi at kalde med fuld kraft.
Tag altid gåsekald med på denne form for gåsejagt, da disse hjælper meget til med at give gæs i området blik for, at det er herovre, det foregår i dag. Gæs kommunikerer meget, og især når indflyvende gæs ankommer til fourageringsmarken. Både dem på jorden, samt dem på indflyvning snakker en del, og hvis man ikke ”siger noget”, tror gæs instinktivt, at der er noget galt, for bange gæs tier stille! Så giv den gas, når de er på afstand, og dæmp og naturliggør din kalden, når de er på indflyvning.
De første gæs
Den første flok, der lettede, enten ser vore lokkere eller hører vores kald og vender direkte mod vores position.
Nu er det spændene, om de bliver luret helt ind eller slår af, fordi de ser noget mistænkeligt. Det er tit et fingerpeg om, hvordan morgenen vil forløbe, om den første flok kommer ind på stive vinger og slår ned mod formationen eller slår af på de kritiske 20-30 meter uden for skudafstand. Det gav os en kæmpe tilfredshedsfølelse at se denne kæmpeflok på mange hundrede gæs tro, at nu var morgenmaden serveret og begyndte at slå landingstellene ud, men det hele var jo blot et stort bedrag for gæssene, og da de første var landet, blev der skreget ”NU”, og Stefanie og jeg kom frem som trolde af vore æsker.
Der var sort af gæs lige foran os, og det var faktisk vanskeligt at få hold på enkelte fugle, men de 6 skud blev fyret af, og døde gæs røg om på ryggen i luften og klaskede mod jorden. Vore to drenge-apportører gjorde Kristofers medbragte hund til skamme, da de på få sekunder var ude af deres fælles skjul, hentede alle de nedlagte gæs og var på få øjeblikke tilbage i skjulet bag Stefanie og mig med det første kuld gæs nede i fodenden. Effektivt samarbejde må man sige, og dette gentog sig kort efter med samme resultat. Kristofers hund blev tilbage i bilen resten af jagten.
Nu var tiden inde til, at vi lige måtte op og hilse på hinanden i triumf over: ”det her funker bare”. Mens vi sad der med højre hånd knyttet til hinanden med tommelen opad, så vi ud over sundet, at flere kæmpe flokke lettede, og alle disse ville samme vej nemlig lige mod os. På dette tidspunkt lignede skuet sort sol over Øresund.
Jeg tror, at, selvom der var cirka 2 km ud til kysten, så var vores kæmpeopstilling så synlig på den ellers grønne mark, da brammerne kom godt op i luften inde over land, at de simpelthen måtte hen at se, hvad der tiltrak de mest morgenduelige af deres artsfæller denne morgen. Jeg tror ærlig talt ikke, at der var ret mange af de vel nok 6-8000 bramgæs, der fløj andre steder hen end lige hen i skødet på os.
Det var, som om vi var en magnet, der trak i dem. Formationens farver og kontraster skilte sig ekstremt godt ud på den grønne hvede, og vores skjul var integreret i lokkeformationen, og vore naturlige bramgåsekald lurede dem den sidste vej helt ind. Det var en oplevelse, jeg ikke havde prøvet før i denne målestok igennem de mere end 40 år, jeg har gået på gåsejagt.
Den vilde jagt
Stefanie og jeg skød på de første mange flokke, og de kom alle perfekt ind til landing, og af og til havde vi på fornemmelsen, at nogle af flokkene ville tilbage en gang mere, selvom vi netop havde beskudt dem.
Vi fortsatte en time, men blev enige om at stoppe med at skyde på dem, og ganske enkelt bare nyde situationen og se, hvor mange vi kunne lokke til landing, da vi vidste, at vi nu havde passeret de 50 stk. nedlagte bramgæs, som var vores mål, og på grund af det faktum, at alt grejet og de nedlagte gæs alt sammen skulle slæbes ud af marken med håndkraft, da vi jo ikke må køre på vintersædmarker. Den næste times tid havde vi over flere omgange 1500-2000 gæs gående rundt om os, og flere af dem inden for håndsræknings afstand.
En helt igennem fantastisk jagt og naturoplevelse, og så at kunne dele den mellem 3 generationer gør ikke oplevelsen mindre uforglemmelig.
Målrettet gåsejagt
Denne for os epokegørende bram-gåsejagt blev gentaget et par uger senere på samme sted, med stort set samme resultat, og sidenhen er teknikken benyttet på danske jagtmarker med stor succes, og dette har medført flere jagter, hvor kvoten på 50 nedlagte bramgæs blev nået.
Set i bagklogskabens klare lys og med de erfaringer, vi forinden havde gjort bl.a. ved at opleve, at mange bramgåse-flokke landede på vores mark men udenfor skudhold, efter at have overfløjet lokkeformationen flere gange, samt vore observationer med kikkert, der klart overbeviste os om, at bramgæs er meget artsbestemte og helst går for sig selv gerne på samme mark som de andre gæs og nole gange klos op af dem, men meget komprimeret og helst for sig selv, ja så er det altså efter mine oplevelser og opfattelse, en god fremgangsmåde at adskille jagten på de andre gåsearter på, som jo må skydes på alle andre marker end dem, vi har reguleringstilladsen til på bramgæs, og så gå målrettet efter brammerne på de tilsåede marker ved kun at medbringe bramgåselokkere i stor stil.
Nu om stunder kan man på de danske marker finde flere typer bramgåselokkefugle, og de er alle lavet i lette materialer, der gør dem billigere og væsentligt lettere at bære ud på de marker, hvor man typisk ikke må køre ud for landmanden. Derved kan man lettere få anskaffet en stor formation og jo større jo bedre, og der er ingen, der siger, at man skal investere i eller bære 600 lokkere, når man skal på bramgåseregulering, for mindre kan sagtens gøre det, og det har vi også selv erfaret i den forgangne sæson. Men lav et gåseteam, bestående af en håndfuld gode kammerater, der har denne interesse, eksempelvis en del af et konsortium og hjælp hinanden både på jagterne, men også til at erhverve, hvad der kræves.
HUSK –
at mangfoldiggøre formationen med windsocks, og at disse helst skal flankeres af mere naturlige fuld krops lokkere, og brug så hellere ti minutter mere end forventet til at skjule dit ligge-ned skjul end to minutter for lidt samt at være derude i god tid – det betaler sig, når de første flokke er på vej ind på stive vinger.
Hvis denne artikel kan hjælpe dig eller inspirere dig til en lignende jagtoplevelse, så vil jeg garantere dig for, at en sådan morgen vil printe sig ind i dit jægerliv og måske indtage pladsen, som den bedste jagtoplevelse, der kan opnås.
