Vi befinder os på Barsebäcks vinterafgrøder sidst på sæsonen, liggende i vore ligge-ned skjul flankeret af bramgåselokkere i stor stil – beredt på gåsejagt. Klar til sort sol over Barsebäck. Vi er på jagt efter de små vævre bramgæs, en for os danske jægere relativt ny invasiv gåseart, der har vist sig at have vokseværk i antal og være til stor gene for landmændene. Denne epokegørende morgenjagt vender jeg tilbage til senere i artiklen, som netop vil omhandle, hvordan man bedst tackler gåsejagten, når man skal regulere denne hurtigflyvende gåseart.
I denne sammenhæng kan man godt benytte udtrykket ”alle gode gange tre”, da det faktisk tog os næsten 3 sæsoner, inden vi for alvor knækkede koden med hensyn til, hvilken fremgangsmetode der bedst egnede sig til jagten på bramgæs.
Jeg kalder det i denne artikel for ”jagt”, da det for mig personligt er jagt og ikke regulering, da det kræver et større ”maskineri”, hvis man skal opnå den store succes, og ikke blot nedlægge et par stykker, som der i sin tid var lagt op til med regler som at skyde 2 med riffel og så videre.
Denne reguleringsmetode kan forvolde farlige skud, da der som regel ikke er ordentligt kuglefang på...
