Af Jacob Lundgaard
Foto: Nick Pecker, Menno Schaefer, Bildagentur Zoonar GmbH, Shaggyphoto og Galyna Guzarevych/Shutterstock
Gåsejagt/regulering med riffel
I dæmringen kan vi høre gæssene, længe før vi kan se dem. De kommer i en lind strøm ude fra Nakskov Fjord og har kurs mod markerne tæt på de diger, der beskytter de lavtliggende markarealer mod oversvømmelser fra fjorden.
Grågæssenes sporadiske kalden lyder fra tid til anden, men det er bramgæssenes konstante bjæffen, der fylder mest i æteren. Fælles for dem alle er, at de er langt over skudhøjde, inden de går ind over digerne. Når førergåsen i den enkelte flok har fundet det rigtige og ikke mindst sikre sted at gå ned, falder hele flokken nærmest mod jorden. Lars Thorup og jeg sidder på diget og observerer, hvor de enkelte flokke går ned. Grågæssene må jages over hele terrænet, men bramgæssene må alene reguleres på de hvedearealer, hvor der i forvejen er stillet skræmmeforanstaltninger op. Denne morgen vælger de fleste gæs at forlægge residensen til marker længere østpå end det areal, hvor Lars må jage og regulere gæs. Lige efter solopgang går en flok bramgæs på omkring 50 stykker ned på en hvedemark ved revirets østlige grænse, og Lars vurderer, at de står, så det vil være muligt at pürsche sig ind på dem.
Bramgæs en masse
På vej over mod gæssene får vi os en lille snak om bramgæs og ikke mindst de skader, gæssene forvolder på de arealer med vinterafgrøder, hvor de ynder at fouragere.
Lars kan berette, at der for godt 20 år siden samlet set var mellem 40 og 50 bramgæs på gårdens arealer. Bramgåsen var på daværende tidspunkt en truet art, og der blev passet på fuglene. Forholdene har ændret sig dramatisk siden da.
I september og starten af oktober måned stod der alene på Lars’ jagt dagligt mellem 5.000 og 10.000 bramgæs. På fotos fra google maps kan man med det blotte øje se de skader, som gæssene efterlader. De nytilsåede hvedearealer, som burde være grønne, ligner nedslidte og jordede fodboldbaner. Tabet på driften forbundet med bramgæssenes hærgen er alene på den konto i sidste sæson estimeret til cirka en kvart million kroner.
Gæssenes afgræsning af hvedemarker er velkendt, men sidste år observerede gårdens personale som noget nyt, at fuglene nu også æder af sukkerroerne, inden de er blevet taget op. Den udvikling er gårdejeren ikke glad for.
Hvis det stod til bramgæsplagede jordejere landet over, skulle der indføres en decideret jagttid på gæssene, men som det er anført af flere eksperter på området, herunder Ole Noes, er det nemmere sagt end gjort at få ændret bilag 2 i EF’s Fuglebeskyttelsesdirektiv, hvilket er påkrævet for at få en egentlig jagttid på bramgæs. Så indtil videre må de berørte landmænd nøjes med de reguleringstilladelser, det er muligt at søge hos Naturstyrelsen.
Kombinationsjagt
Vi er i mellemtiden kommet så tæt på gæssene, at pürschen kan begynde. Lars går forrest bevæbnet med både riffel og haglbøsse. Efter at have dækket mine hunde af lister vi – Lars, fotografen og jeg – i bedste Kasper, Jesper og Jonathan-stil fra “Folk og røvere i Kardemomme by” på ydersiden af diget for at få den bedste position, så vi kan komme til at afgive et forsvarligt skud med riflerne på gæssene, hvis de altså ikke aner uråd, inden vi når ind på skudhold.
Min bekymring går på, at flokken, siden vi startede, har været på vingerne to gange, men er landet samme sted begge gange. Netop i det øjeblik, vi er kommet ned at ligge og sigter på hver sin gås, letter fuglene igen komplet umotiveret, men de er åbenbart ikke klar over vores eksistens, for hele flokken flyver næsten direkte mod os. Den nærmeste gås er inden for skudhold, og Lars har skiftet riflen ud med sin haglbøsse og sender gåsen til jorden, hvor den lander med et hårdt bump på hvedemarken.
Mens vi står og beundrer den nyskudte gås, forklarer Lars, at gæssene også efter et riffelskud kan være i tvivl om, hvor skuddet kommer fra. Flokkene letter oftest med retning mod vandet, hvor skytten eller skytterne befinder sig. Det giver tit en chance med hagl. Det ideelle våben ville være en büchsflinte eller en drilling, men i mangel af dette er det muligt at bære rundt på både riffel og haglbøsse, som Lars gør.
Ny chance og to fæle forbiere
Missionen lykkedes, vi fik en gås på tasken, men ideen var, at vi skulle skyde en gås med riflen, og vi spotter heldigvis en ny chance allerede på vej tilbage mod bilen. En flok grågæs lander på en stor mark, hvor roerne blev taget op i starten af december. Gæssene elsker de roespidser, som bliver efterladt af maskinerne. For at komme på skudhold og have kuglefang skal vi om på den anden side af flokken, og vel fremme finder vi ud af, at vi kan snige os frem i skjul af en stor roekule, som vi også kan bruge som fast anlæg.
Hele vores plan lykkes til ug med kryds og slange lige indtil det øjeblik, hvor vi skal skyde. Lars tæller ned, og aftalen er, at så snart hans skud er gået, skal jeg følge op.
Da Lars skyder, letter hele flokken hurtigere, end jeg kan følge med til, så mit skud sidder i jorden, hvor gåsen stod en brøkdel af et sekund tidligere. Lars er mere i tvivl om, hvorfor hans skud ikke resulterede i en død gås.
Skuddene har skræmt alt væk i miles omkreds, så vi beslutter noget slukørede at spise frokost og vente en times tid med på ny at tage bestik af situationen.
Alle gode gange tre
Da vi kører ind på terrænet igen, er en flok bramgæs ved at gøre klar til landing 100 meter syd for en lille remise, som ligger ude midt på en hvedemark. Gæssene har tydeligvis vænnet sig til de pinde med plaststrimler, der hænger for at skræmme dem væk. Selvom strimlerne vifter i luften lige om næbbet på fuglene, er de fuldstændig uberørte.
Lars anser chancen for at være tynd, fordi vi skal helt ind midt på marken for at komme i ly af remissen, men stik mod alle odds lykkes det os krumbøjet at komme over bag remissen små 500 meter nord for denne. Næste udfordring er at komme den lille halve kilometer ned ad hvedemarken uden at blive opdaget. Vi er uhyre forsigtige, fordi en af vagtgæssene med jævne mellemrum strækker hals og stirrer i vores retning. Men jo tættere vi kommer på, desto mere skærmer buskene i remisen.
Inden Lars lægger sig ned og maver sig det sidste stykke frem mod kanten af remisen, rækker han en tommeltot i vejret. Jeg er sikker på, at han smiler inde bag ansigtsmasken. Aktionen er gået over al forventning.
I slow motion får Lars skubbet nogle gråbynker til side, så han kan få anbragt riflen på den jordvold, som omkranser remisen. Jeg kan se, at han tager en dyb indånding og holder vejret. Skuddet brager. Jeg har siddet på hveden godt 30 meter bag remisen med mit haglgevær i hænderne og er klar, hvis flokken vælger at flyve mod fjorden, og minsandten om ikke Lars’ teori igen holder vand. Jeg får en oplagt doublé-chance, men skyder foran den sidste gås.
Lars kommer og giver high five. Vi har fået hver en fugl på noget, der lignede en umulig opgave. Lars’ gås er ramt, hvor halsen møder kroppen, og gåsen lignede en pude med hul på, da kuglen gik gennem den. Til gengæld er der ingen skader på kødet.
Dagens fugle endte i en røgeovn hos en af Lars’ gode venner, og han har styr på tingene. Tyndt skåret røget gåsebryst smager pragtfuldt på et stykke ristet rugbrød – blot til orientering.
