Af Karsten Andersen
Foto Karsten Andersen
Vinterjagt på fjorden har altid betydet meget for mig. Der er noget helt særligt over lyset på fjorden, hvad enten det er overskyet, eller når solen bryder frem og tegner vandet helt skærende blåt med de knaldgule tagrør, som en stærk kontrast. Fuglene er også i deres fornemste dragt, når vinteren banker på døren. Hundredvis af sangsvaner opfører hver nat deres melodiske sang, som kan høres mange kilometer borte.
Jeg har et favoritsted, når vinden står i vest eller en streg i syd. En lille ikke særlig stor pynt, som stikker en pegefinger ud i den brede Randers Fjord. Randers Fjord bliver nemlig først til en fjord, når den passerer min hjemby, Uggelhuse. Denne morgen var det bidende koldt. Nattefrosten havde sendt de første saltvogne ud på vejene omkring fjorden. En let til frisk sydvestlig vind skabte små krappe bølger på turen over den mørke fjord. Jeg var vist eneste jæger herude.
Jeg lagde mine lokkere ud i ro og mag, mens lyden af sangsvanernes sang trængte om til mig fra Grund Fjord. Dækningen var begyndt at blive en smule slidt, men det var dog muligt at finde en smule læ i den. Nu håbede jeg blot ikke, at vandet steg, så ville det blive problematisk. En lille flok hvinænder passerede højt oppe, kun lyden af deres vinger nåede mine ører. Jeg pakkede min halvautomat ud, ladede og fandt mit reservegevær, en Remington pumpgun, frem og ladede den med ettere. Egentlig havde jeg den med, fordi min halvautomat havde vist svaghedstegn ved nogle lejligheder, så jeg skulle ikke nyde noget af at sidde på fjorden og ikke kunne skyde.
Lyset kom langsomt. Konturer dukkede ud af mørket. Når jeg sad på fordækket, kunne jeg lige kigge ud over kanten af dækningen. Jeg kom ikke til at vente længe.
Et brus ude mellem lokkerne. To troldænder lå i kanten af lokkerne. Jeg rejste mig hurtigt. Ænderne lettede omgående. Mit første skud sendte den ene i vandet, hvor den blev liggende og kørte rundt mellem lokkeænderne. Den anden troldand trak forbi i et rent sideskud. Jeg svingede pænt foran, trykkede af, og også den ramte vandet, den dykkede omgående, men kom op med det samme og blev liggende ubevægelig derude.
To troldænder, det var en god start. Jeg skænkede en kop kaffe og varmede mine kolde fingre på metalkruset. Det var virkelig koldt. Dækket på min Vissenbjerg pram havde været tiliset, men takket være malingen med sand, som jeg hvert år gav bagdækket, havde det været nemt at komme ned og fjerne bådens dæksel.
En mand og hans pram
Jeg har haft flere pramme gennem de halvtreds år, jeg havde jagtet på Randers Fjord. Min første fiberpram var en Jafi. Den passede til en ung mand, som roede frem og tilbage, men den blev hurtigt for lille.
Jeg anskaffede mig derfor en Topani, som egentlig var en tro kopi af en Jafi, men væsentlig større. Det var en fantastisk allround pram, nem at ro, søstærk og meget rummelig.
Historien bag Topani prammen er meget lokal. Den første prototype blev udviklet i Allingåbro til jagten på Randers Fjord og blev hurtigt populær, siden blev der lavet mange af modellen, og den er vel nok i dag en af de meste populære pramme i mit område. Eneste minus, som jeg har oplevet er, at der er langt ud til motorkonsollen, når man skal sætte motor på især i frostvejr, dog er den også lavet med svalehale eller motorbrønd.
Solen var kommet på himlen. Skyerne var forsvundet. En krikand kom trækkende ude fra midten af fjorden, snurrede rundt i en bue og kom susende hen over lokkerne. Jeg sprang op, første skud var en forbier, næste skud sendte den lille and i vandet et godt stykke ude. Jeg stagede ud af dækningen og ud til anden.
Der er noget særligt ved en krikand. Det er sandsynligvis den smukkeste fugl, man kan finde på fjorden.
Jeg lagde anden på plads ved siden af de to troldænder. Højt oppe passerede en stor flok grågæs højt snakkende. Et smukt syn med den blå himmel som baggrund.
Jeg solgte nu min Topani og købte en Vissenbjerg i stedet. En hel anden type pram, elendig til at ro, men fremragende når man sætter en 2,6 hk motor på. Motorbrønd, ikke nogen problemer med at balancere på et glat dæk med motoren, nem at stage, hvilket er væsentligt. Jeg har en pagaj i båden. Den kan padles som en kajak, hvilket man jo skal bruge, når man skal hente en anskudt dykand ind, da man ikke må bruge motor. Prammen er meget søstærk, selvom hækken bagtil er lav. Den er rummelig med masser af plads til lokkere og god plads til en apporterende hund i starten af sæsonen, ligesom teltet/havnepresenningen gør den velegnet til overnatninger.
Så var der gæs i luften! Jeg snappede min pumpgun. De var tæt på. Jeg roterede og så to grågæs, der passerede lige hen over hovedet på mig og gjorde mine til at smide sig ved lokkegæssene. Jeg rettede mig op. Det første skud sendte den ene i vandet, andet skud kom lidt for sent og til ingen nytte, da jeg havde glemt, at det var min trofaste pumpgun, jeg havde i næverne. Fandens også!
Et hurtigt kig på uret. Det var tid til at komme hjemad. Jeg ransagede dækningen for tomme patronhylstre og fandt næsten alle. Det er problemet med en halvautomat, hylstrene flyver langt og kan være svære at finde.
Så var det lokkeændernes tur. Et par solide gummibelagte handsker gør, at det ikke er så forbandet koldt for hænderne. Ude på fjorden passerede en stor flok svaner. Jeg stoppede og fulgte dem med øjnene. Det havde været en dejlig morgen.
En lille flok hvinænder smed sig ude på det store fladvand. Længere ude tumlede to sæler rundt i vandet med store plask og fik en fornærmet skarv til at lette og forsvinde mod et mere roligt vand. Jeg monterede motoren, startede og sejlede hjemad.
