En brusende lyd fra Sundet forude, for enden af den ny-såede rapsmark, får de to jægere til at holde lidt fastere på geværet og flytte tommelfingeren lidt tættere på sikringen.
Øjnene bevæger sig hurtigt fra sløringsnettes ene hul til det andet, kommer de? Og kommer de herhen?
Tæt nede over horisonten kommer de nu til syne. Først to, og pludselig er der mere end 30; de kommer direkte mod jægerne.
Det er gæs, det handler om. Canadagæs. Kæmpestore, smukke fugle. Sorte og hvide aftegninger på hals og i hovedet. Kroppen i elegante spættede gråbrune nuancer, gump og hale ligeledes sort og hvid.
De har fløjet fra det meste af Nordskandinavien og har nu fundet rest på Øresund en tid, inden de beslutter sig for, om deres færd skal føre dem videre sydpå, eller om de skal forlænge deres ophold her i det sydlige Sverige, indtil vejret slår om til noget mere vinterligt.
Flokken har ligget i 30-40 meters højde, men nu stivner vingerne, og svingfjerene justeres.
Så går det nedad. Direkte mod hele flokken af artsfæller på marken forude. Et par hundrede stykker, iblandet deres slægtninge, grågæs og bramgæs. De taler sammen i gakket tungemål. Deres artsfæller dernede svarer. Det ser fredeligt ud, så de fortsætter.
Jægerne er spændt som elastikker.
De første 4-5 gæs når næsten at sætte landingsstellet på jorden lige midt imellem det, de stadig selv nu helt tæt på tror, er artsfæller.
De finder aldrig ud af, at det er et veltilrettelagt bluffnummer arrangeret af de to jægere i skjulene.
For nu kommer signalet.
Kristofer, der ligger i det højre skjul, råber: NU!
Simultant klappes skjulenes låger op, jægerne spænder mavemusklerne og retter sig op. Geværerne kastes til skulderen i en flydende rutineret bevægelse.
Fire hurtige skud. 3 stendøde gæs i luften på vej ned mod hvedestubben med den ny såede raps.
Bump, bump, bump.
Solen har lige smuttet de første stråler op over horisonten, da Kristofer drøner ud og samler de tre gæs op. Han placerer dem blandt lokkefuglene af plast på en måde, så de døde fugle også fungerer som lokkere. Det skal gå stærkt. For der er flere gæs på vej nu.
Kristofer har af samme årsag iført sig camouflagetøj fra top til tå. Selvom man er godt 
gemt i skjulet, sker det, at man ikke når tilbage i tide, og så kan man give sine medjægere størst mulige chance ved at krumme sig sammen med ansigtet nedad mod marken og gøre sig så lille som muligt. Her hjælper camouflagen.
Nu er den brusende lyd ude fra Sundet nærmest konstant. Hundrede, faktisk tusinder af gæs er ved at lette, de er sultne efter en lang flyvetur nordfra, og markerne derinde frister med nysåede spirer, spildsæd, ikke høstede gulerødder og meget andet godt.
Der er sved på panden, for denne august morgen er lige midt i en stime af særdeles varme dage, og selvom det er tidligt, så er marken så mættet med varme, at det allerede er lunt.
Kristofer, der lige har lagt den sidste gås til rette, når lige at springe ned i skjulet og klappe lågerne i, da de næste gæs er “incoming”. Der er et par canadagæs ude til højre, men hovedflokken, der er på vej direkte mod lokkerne, består af bramgæs.
Bramgæs er egentligt fredede på denne tid af året. Kristofer, der administrerer jagten på godset, har en “Skyddsjakts” tilladelse, altså en reguleringstilladelse til bramgæs, der i stort antal kan gøre alvorlig skade på markerne.
Jannik, i skjulet til venstre, giver hurtigt en statusrapport til Kristofer, der ikke har nået at orientere sig.
“Bramgæs lige mod os, og to canadagæs lidt til højre….”
Kristofer finder hurtigt den halvautomatiske Benelli og svarer “Klar! …Nu! ”
Scenen gentager sig. Kristofer når at skyde to bramgæs og Peter en bramgås og den ene af de to canadagæs.
Det er særdeles effektivt.
Og det er ikke tilfældigt. Forud for denne smukke august gåsejagts morgen ligger der et stort stykke arbejde.
Kristofer Hansson, der administrerer jagten på et stort areal, der ligger i området langs kysten fra Malmø op til Helsingør og mod øst ind mod universitetsbyen, Lund, har en kæmpe erfaring med gåsejagt, som han har drevet professionelt i mere end 15 år.
Han har mange jægere fra Danmark, men også helt fra USA, Rusland og Mellemøsten.
Alle kommer de for at opleve gåsejagt på den store klinge, når solen formørkes af luftens storvildt, der kommer så tæt på, at lufttrykket fra svingfjerene kan mærkes i ansigtet.
Kristofer kender gæssenes vaner, hvilke marker der trækker og på hvilken tid af året.
Han bruger en masse tid for at finde de mest optimale hotspots, inden jagterne eksekveres.
Få timer tidligere
Denne morgen begyndte med en hurtig kop kaffe kl. 03.00. Så hen til godset og koble den gigantiske bur-trailer fyldt til randen med livagtige lokkere, skjul, og tunge patronkasser, alt sammen nøje pakket dagen før, bag på bilen.
Jannik, der er dansk forvalter på det svenske gods, ventede allerede klar på marken, da vi nåede frem på det aftalte mødetidspunkt kl. 04.
De to jægere startede med at placere skjulene på marken, hvor Kristofer i forvejen, efter flere rekognosceringsture, havde bestemt, hvor det mest optimale sted var.
Rundt om i et nøje orkestreret og velafprøvet mønster med Kristofer som kyndig dirigent blev lokkegæssene nu sat op. Super livagtige, nogle fouragerende, nogle hvilende og nogle få med hovederne oppe som vagtposter. Sådan som en gåseflok på en nysået mark i august nu engang gebærder sig.
På trods af, at skjulene er malet og sløret i farver, der blender ind med stubmarkens farver, slutter de to jægere af med at rive strårester sammen og lægge ovenpå og rundt om skjulene.
Til allersidst køres biler og trailer langt væk til en nærliggende landevej.
Der kastes et sidste granskende blik fra gæssenes indflyvningsretning, nu er der vel ikke noget, der skinner eller er glemt på marken? Alle detaljer scannes, inden skjulene indtages.
Korte skud
Det store forarbejde gør, at markskadeafværgningen bliver så effektiv som muligt, men også at anskydninger holdes nede på et absolut minimum. Simpelthen fordi gæssene kommer helt tæt på, ti meter og ofte mindre.
Der kommer flere gæs, og flere og flere.
Cirka to timer efter at trækket startede, begynder det at ebbe ud.
Fokus denne morgen var egentlig på de mange canadagæs, da de typisk kommer som de første trækgæster, men i år har både grågæs og bramgæs meldt deres ankomst tidligt. Det bliver derfor en flot blandet parade, der slutter dagen af.
To gæs er ikke leveret, men noteret. De fik hagl, og nåede lige ud til kysten.
Det sker, og derfor er det ikke tilfældigt, at Kristofer har placeret to apportører på en lille bakke ude ved kysten. De har fulgt med i slagets gang. Da de kan fornemme, at trækket er slut, sender de to gåsevante hunde på arbejde. Og heldigvis får vi samlet de sidste to fugle op.
Solen er nu så højt på himlen, at lunt er forvandlet til lummert.
Bilerne hentes, lokkerne samles sammen i sække, skjul og grej læsses på traileren. Til sidst sluttes der af med en respektfuld parade og et foto til journalen.
38 blandede gæs blev det til. Når sæsonen er på sit højeste, så er afskudstallet ofte over hundrede.
Hvis du er til luftens sværvægtere, spænding og mange skud, så kan denne jagtform anbefales på det varmeste. Og hvis du ikke lige selv har gæs på terrænnet, og 200 lokkere på hylden, så findes der folk som Kristofer, der kan kringle sagerne.
Den gavmilde overjæger på det sydsvenske gods forærede hovedparten af morgenens udbytte til denne artikels forfatter.
Når gåsebrysterne serveres dette efterår, vil de, ud over rødvin og sovs, blive akkompagneret af beretninger fra denne smukke agustmorgens gåsetræk.
Kristofer Hansson
48 år
Arbejdet professionelt med jagt igennem 11 år.
Jaget gæs i 30.
Organiserer gåsejagter på nogle af verdens bedste områder.
Skribent for svenske jagtblade igennem mange år.
Fantastisk natur- og jagtfotograf
goosehuntingsweden.com
LÆS OGSÅ
