Nogle dage er der mere fokus på de ubeskrevne helte, som står klar, når jagterne afvikles. De, som står for at få kørt vogne frem, drevet såterne, apporteret fuglene, fodret fasanerne og så videre, og så videre – for der er virkelig mange opgaver, som den almindelig jagtdeltager på fasanjagter ikke ser, men som alligevel bliver løst uden megen fejring. Denne dag med slyngeljagt var for dem.
Vinter i Danmark
Der var endelig kommet sne i Danmark, så det var med lodder og trisser, at jeg sneg mig af sted på motorvejen i mørket. Hver gang jeg skulle skifte vejbane, virkede det, som om, bilen sejlede lidt rundt, så det hele foregik med en kontrolleret fod på gassen. Det er sjældent, at vinteren for alvor viser sit ansigt, men på denne dag var der snedækket, så langt øjet rakte, og det skabte en flot ramme for dagens jagt.
Jagt er jo noget sjovt noget, for ofte ser deltagerne ikke alt det arbejde, der ligger bag ved arrangementet og afviklingen af jagten. Men opgaverne er omfattende:
Der skal laves morgenmad. Hentes vogne. Laves hold. Lægges en plan for drevene. Og så videre. Når 35 mand skal på fasanjagt på 200 ha, kræver det en god leder, og det kræver i udtalt grad nogle medhjælpere, som i det stille får det hele til at klappe.
Det var disse 15 håndgangne mænd, som nu skulle på den årlige slyngeljagt. Det var den sidste jagtdag i januar, så det var nu, de sidste haner i sneen skulle findes, for det var kun dem, vi måtte skyde af hensyn til næste års produktion af fasaner, hvilket deltagerne var meget indforståede med.
Jagt i dansesko
Dagen var også en mulighed for at se nogle andre terræner, end dem man normalt er på, og opleve andre jægeres evner – eller mangel på samme.
Tonen var kærlig og kontant fra morgenstunden og fik lige et ekstra nøk opad, da det viste sig, at en af deltagerne havde glemt sine støvler derhjemme i tørrerummet. Så kunne han jo bare låne nogle andre, men – men, når man bruger størrelse 47 i sko, så kniber det alvorligt med at låne.
Bare for at vise, hvor resultatorienteret deltagerne var, så blev løsningen, at de manglende støvler blev udskiftet med de medbragte dansesko! – og så blev der snøret 2-3 plastikposer om hver sko. Det gav et noget særpræget look, men når der er jagt på programmet, må alle midler tages i brug. At sådan nogle bæreposer er temmelig glatte i sneen, viste sig hurtigt, så posten ved siden af vognen blev oftest brugt af jægeren i danseskoene, som ellers konstant gled på halen til stor morskab for alle. Han klarede sig nu udmærket, når først lige han var blevet placeret i mindre glat terræn.
Sneen havde gjort hele jagten endnu mere interessant, for nu skulle jægerne og især hundene arbejde hårdere for at finde fuglene.
Det er altid en fornøjelse at se hunde i frit søg under jagt, og denne dag var der stor spredning både blandt racer og disciplin, hvilket kun gav mulighed for flere kærlige kommentarer.
Man skal dog altid være nænsom med kommentarer omkring hunde, for de er som regel noget bedre til at fange ideen med jagten end deres ejer. Det sker jo ofte, at hunden leder dér, hvor ejeren nok mener, at fuglen ikke ligger, men alligevel kommer hunden med den. Sådan var det dog ikke denne dag, hvor hundene og ejerne efter en hel sæson nu var et velfungerende hold.
Gamle fugle flyver bedst
Vi kom af sted på jagt, og jagtvognen sneg sig i lavt tempo gennem terrænet, da der var meget sne, og man kunne godt fornemme, at helt sikkert var underlaget ikke. Dette oplevede jeg selv, da jeg på vej til såten gled, så lang jeg var på isen, som lå under sneen. Ja – det handlede om at være forsigtig denne dag og hjælpe hinanden, så alle støttede sig til hinanden.
Hanerne var der derude, og vi fandt dem også efter nogen søgen, og vi kunne også få dem på vingerne. Men, måske var der efterhånden kommet lidt metaltræthed i skydningen, for skudstatistikken var ikke helt på højde med resultaterne tidligere på sæsonen.
De fugle, som var tilbage, var gamle og stærke flyvere, og det gav mange svære skudmuligheder, men ikke så mange fugle. Nu var det heller ikke antallet af fugle på paraden, der var det vigtigste, men derimod en dag, hvor vi fik lov til at vise hinanden de områder, som vi hver især havde brugt timer på i løbet af sæsonen til at få drev, fugle og skytter til at gå op i en større helhed. Sådan gik det også i dag.
På denne sidste dag af sæsonen ved man jo godt, hvor fasanerne plejer at gemme sig, og derfor tog vi kun de allerbedste steder denne dag, da der ikke var mange timer at gå på 
jagt i. Det pudsige var dog, at lige netop denne dag var fuglene dér, hvor vi ikke troede, de var, og dér, hvor de burde være, var der så ingen. Måske var det sneen eller også var det blot jagten, som lige ville fortælle os, at så meget planlagt blev tingene nu heller ikke, selvom vi havde øvet os hele sæsonen.
Da dagen gik på held, og fuglene blev lagt på paraden akkompagneret af tre blæsere, som gjorde dagen til noget særligt, var det derfor ikke svært for jagtlederen at sige tak for dagen, og tak for indsatsen i sæsonen. Med håbet om, at alle ville tage endnu en tørn med alle de opgaver, som skal løses for at gøre en jagtdag perfekt. For sådan er jagt også – det handler i lige så høj grad om at få det bedste frem i dem, som gennemfører jagten. Det kan man jo godt have tanke for, næste gang man tager hjem fra en jagtdag, som er forløbet helt perfekt.
LÆS OGSÅ
Fasanjagt & Maries første fasan
