Fasanjagt – Noget af en udfordring
Fasanjagt er altså bare svært. Det der med at skyde fasaner. Det ser så simpelt ud, når man ser filmene på YouTube, eller man står ude på lerduebanen, og det lykkes gang efter gang, men virkeligheden er bare helt anderledes. Ofte står man flankeret af erfarne skytter, som ikke tæller antal ramte fugle, men derimod forbiere, for det er nemmere, da der er færre af dem, end de fugle, som falder ned til bunke.
”Sjældent har jeg set en anden jæger se gladere ud, end da hun stod med sin første fasan i hånden.”
Foto David Granskog
Der manglede heller ikke kommentarer på, hvad man burde gøre anderledes. Særligt på skydebanerne er der en tendens til, at gamle, erfarne jægere gerne vil give lidt hjælp især til unge kvinder på skydebanen. Det kan altsammen godt blive lidt for meget, og presset større end glæden ved at være på jagt. Men hvad i alverden skal man så gøre ved det?
Et godt setup
De senere år er der kommet mange initiativer, som har fokus på nyjægere. Et af dem er Nyjæger.dk, som simpelthen arrangerer jagt for nyjægere. De laver også podcast, tips og tricks, men denne dag var det jagt på fasaner for nyjægere, som stod på programmet.
For at skabe den stærkest mulige ramme om jagten var den sat op som en godsjagt med fasanjagt, hvilket betød, at nyjægerne var skytter, og så stillede jagtvæsenet med apportører og drivere. Det gjorde, at nyjægerne kun skulle koncentrere sig om at skyde fasanerne, og at der var folk til at tage sig af alt muligt andet. Der var endog skydeinstrukører med, så der var mulighed for at få en stemme i øret, når man stod over for opgaven.
God start på dagen
For lige at kunne klare dagens strabadser var der et større morgenmåltid, hvor alle sad bænket i den gamle herregårdsstue med masser af trofæer på væggen. Så var stemningen lagt fra starten. Snakken gik lystigt, og selvom de fleste havde været på jagt før, var det ikke rigtigt blevet til så mange fugle endnu, så muligheden denne dag for at ændre det gjorde stemningen både spændt og munter.
Her vil jeg lige indskyde, at jeg nærmest kunne føle, hvordan det igen var at være med på en jagt, hvor man gik fra at være med en anden, til faktisk at være den, som var på. Det var en stor overgang, mindes jeg, og det kunne godt mærkes på stemningen blandt alle.
Da vi kom ud, og der skulle være parole, fik jeg så også selv tydeliggjort, at jeg også var debutant på en fasanjagt. Jeg gik vanen tro rundt og hilste på alle skytter og drivere, og da jeg var færdig med det, gik jeg rundt og hilste på alle apportørerne og deres hunde. Det kunne jeg tydeligt fornemme, at de ikke var vant til. De var glade for, at jeg gjorde det, men også lidt overrasket. Det var ikke sidste gang den dag, at jeg påtog mig debutantrollen, hvilket passede mig fint.
Første såt
Så gik jagten i gang. Jeg stod selv som næstsidste mand i første såt og kunne dermed se, hvordan det forløb nede langs kæden. Der var mange fasaner, og de kom i både store og små buketter. Bedst gik det for nyjægerne, når der kom en enkelt, for når der var flere eller ligefrem mange, så var det virkelig vanskeligt at finde den, man gerne ville skyde.
Igen må jeg indskyde, at den første gang, jeg stod midt i strålen, som nogen kalder det sted, hvor de fleste fasaner kommer, havde jeg virkelig mange tomme hylstre, ikke mange fugle og til gengæld en puls, som var virkelig længe om at komme ned på normalt leje igen. Der var mange røde ansigter, da vi mødtes, og snakken gik livligt.
Det kan virke meget overvældende at stå midt i det hele, og jeg synes virkelig, at nyjægerne kæmpede godt med det.
Der blev snakket godt om oplevelserne, og alle havde haft chancer, og nærmest alle havde også fået en fugl eller flere. Og her kommer vi så til Marie.
Eftersom hele artiklen jo hedder Maries første fasan, så ligger det jo mellem linjerne, at det endnu ikke var lykkes, trods mange gode forsøg.
Nu skulle det være
Anden såt og muligheden for at gøre en forskel lå lige for. I denne såt blev hun udstyret med Bo.
Han er en meget erfaren og meget behagelig skydeinstruktør. På en meget rolig og stille måde havde han guidet vores anden kvindelige jæger til sine første fugle i den første såt, og nu gik han og to kasser patroner med Marie på post.
Jeg stod lidt på afstand og kunne følge, hvordan de første fugle kom. Der blev lagt an og skudt, og så, nå ja, lad os bare sige, at de fugle var helt sikkert klar til næste jagtdag.
Det er jo ikke nemt at omstille de gode råd og bevægelser, men Bo fortsatte ihærdigt, og sandelig så om det ikke lige pludselig lykkes. Der var jo rigeligt med fugle på sådan en professionel godsjagt, og da et passende antal var kommet forbi, var det, som om hele jagten for mig gik lidt på pause. Jeg var simpelthen blevet så optaget af at se, hvordan det gik med Marie, så da den helt rigtige fasan kom, kunne jeg se, hvordan hun trak op til den, skød, hvorefter den faldt ned.Selvom jeg stod lidt væk, kunne jeg tydeligt mærke lettelsen, nærmest forløsningen, da den fasan blev apporteret af de dygtige hunde, og nu var det altså en kendsgerning, at fasanerne ikke ustraffet kunne flyve den vej længere.
Derfra gik det slag i slag, så endnu en fasan faldt ned, men der var dog også nogle, som klarede den.
Dagens gladeste fasanjæger
Da vi mødtes bagefter, kunne vi alle se, hvor glad Marie var. Hun gik rundt med dagens to smukkeste fasaner og skinnede nærmest mere, end de gjorde. At den første fasan skulle udstoppes og med hjem til fremvisning for resten af hendes jagtglade familie, lå lige for.
Faktisk var hun ikke den eneste, som var glad, for nu havde alle nyjægerne fået skudt fugle, og glæden smitter, når man har opnået det, som man gerne vil.
Undervejs i såten havde jeg igen fået vist mig selv fra debutantsiden, da jeg henimod slutningen af såten havde overtaget at bære 10 fasaner fra en af apportørerne, som tydeligvis havde fået sin pension i en del år, og derfor tænkte jeg, at jeg ville give en hånd med. Det var så åbenbart heller ikke en af de ting, man gjorde – bevares de var da glade for det, men jeg kunne mærke på de øvrige apportører, at man ikke skulle blande sig i deres arbejde. Men det vil jeg nu ikke love, at jeg ikke gør igen en anden gang, men nu ved jeg da, at det ikke er meningen.
Finale
Dagens sidste såt var en noget tættere skov, hvor de skytter, som havde leveret mange fugle på dagen, blev gemt inde i de tætte områder og de øvrige sat, hvor fuglene var nemmere at skyde. Følelsen af at være i hænderne på et professionelt setup gjorde, at der var ro på alle, og folk gjorde det, deres rolle var, og de, som fik de sværeste skud, var også de, der magtede dem. Sådan fungerer god jagtledelse jo.
De fugle, der var tilbage af det aftalte antal, blev så fundet i sidste såt, så vi kom så tæt som muligt, uden at hverken nyjæger.dk eller jagtvæsenet fik for meget eller for lidt. Meget professionelt.
Og for sidste gang den dag oplevede jeg også mig selv som debutant, for jeg plejer at kalde fuglene for dem, som jeg står ved siden af.
“Høj kok – Rasmus” havde jeg sagt en del gange, og Rasmus havde kvitteret ved at være den jæger med flest fugle på paraden – han var velskydende, også uden mine råb. Men det gør man så åbenbart ikke – hverken på denne type jagt eller på andre. Det er kun driverne, som råber “tiro – venstre” altså fugl frem til venstre for dem, for ellers kan skytterne ikke regne ud, hvor de skal kigge hen. Så fandt jeg ud af det, men jeg hørte nu ikke nogen beklagelse fra Rasmus, at han lige fik lidt forberedelsestid, før fuglen kom….
Afslutning
En skøn dag var kommet til sin ende. Da vi stod foran de mange fugle, var alle glade, men ingen strålede dog mere end Marie, som dog lige måtte bede en af driverne om ikke at tage hendes fugl, men en af de andre som belønning for godt arbejde. Man kan jo hurtigt få ejerfornemmelse.
Jeg glæder mig allerede til at se den udstoppede fugl og igen møde Marie og de øvrige nyjægere på jagt, gerne i så gennemkontrollerede rammer som denne dag på Valnæs gods med nyjæger.dk
