Udsætning af fuglevildt – fasaner, agerhøns og gråænder – til jagt er under hårdt og konstant angreb. Den udbredte praksis kritiseres især ud fra et dyreetisk perspektiv. Man mener ikke, at det er i orden at fremavle og udsætte fuglevildt med det formål at drive jagt på dem. Tilsvarende forsvares udsætningerne typisk ud fra et dyreetisk totalregnskab, udsætningernes ansporing til biotopforbedringer og jægernes bidrag til vildtforvaltningen. Men udsætningerne har ganske vidtrækkende konsekvenser ud over dette – ikke mindst i forhold til hundearbejdet, som igen har betydning for dyrevelfærden og en lang række ikke-jagt-relaterede samfundsopgaver.
Avl, prøver og træning
I relation til hundearbejdet er det vigtigt at gøre sig klart, at alle de hundetyper, der anvendes på fuglejagter – og det gælder alt fra retrievere og spaniels til stående fuglehunde – er fremavlet på baggrund af århundreders vægtning af helt specielle brugsegenskaber i relation til forskellige jagtformer. Alle racerne er højt specialiserede og uanset, hvad hundene anvendes til, er deres egenskaber et resultat af optimering til jagt. Vil man bevare de forskellige racers egenskaber, er det derfor afgørende, at man fortsætter...
