Foto Maciej Olszewski, Robert L Kothenbeutel, Steve Oehlenschlager, M F Bocka, Dixie Grilley, Jeff Smith – Perspectives/Shutterstock

Vi kender nok alle både lyden og synet af en fasankok, som skogrende og med baksende vinger bryder ud af buskadset eller op fra roemarken! Lige så ugraciøse og til tider direkte kluntede, som fasanerne er, når de letter, lige så elegante og stærke flyvere er de, når de endelig har fået lidt luft under vingerne og får lov til at enten stige højt op over træerne eller stryge hastigt ud over markens vidder.

Jagtfasanen, som den vist kaldes nu om dage, er den fugl, som vi danske jægere nedlægger allerflest af! Jeg har selv skudt utallige og kan ærlig talt ikke huske, hvor mange jeg har skudt uden at kigge i min jagtjournal.

Selvom vi generelt skyder mange fasaner igennem vores jægerliv, så vil jeg stadig påstå, at, hvis pulsen ikke stiger lige så hurtigt som fasanens baskende vinger, så snart man ser disse smukke fugle bryde ud af skoven og på stive vinger passere en skyttekæde langt under dem, så skal man overveje om fuglejagt stadig er noget, man skal beskæftige sig med!

For fasanen er vores mest jagede fugl, og den tilbyder jagtoplevelser, som er helt unikke og fantastiske!

Byttet på bordet

Vi jager den på flade marker og i kuperet terræn. Vi jager den i højskoven og i uberørte moser. Vi jager den alene med vores hunde eller i større eller mindre selskaber, hvor kammeratskabet til tider bliver udfordret af de mange drillerier, der flyver igennem luften!

Vi ærer denne fugl på vellagte parader med grangrene, fakler og jagthorn for til sidst at nyde smagen af det lyse kød i veltilberedte retter ved middagsbordet.

Når vi spiser vores vildt – eller endnu bedre serverer det for ikke-jagende venner, vil vi ofte kunne fortælle om den dag, hvor lige netop denne fasan blev nedlagt. Historierne kan variere i længde og spænding, men generelt for dem alle er den oplevelse, som fasanen tilbyder os alle!

Alt dette er jo bare frugten og belønningen af det kæmpe-arbejde, som ligger, inden vi kan putte vores patroner i bøssen… Månedsvis af pasning, fodring, revirpleje, opsyn, mere fodring og den endelige planlægning af jagten. Hvis der er tale om en fællesjagt, er der også en hel stribe af klappere, drivere, apportører og skytter.

Fasanen er virkelig en fugl og en jagtform, som kræver meget, og hvor belønningerne er store og giver varige minder!

For mit eget vedkommende er der i sær et par stykker, som jeg husker særlig tydeligt!

Den første fasan

Jeg husker min allerførste nedlagte fasan! Det var ikke mit første stykke vildt, men mindet står helt klart for mig, selv nu 24 år senere.

Min far var blevet inviteret på en klapjagt hos min gudfar, og jeg havde fået lov til at komme med. Det var ikke første gang, jeg var med på jagt på dette revir, for lige fra jeg var helt lille, havde jeg været med som klapper eller stået med min far på post. Nu var jeg dog blevet 16 år, og med et helt friskt jagttegn i lommen skulle jeg endelig prøve at stå med et haglgevær i hånden som skytte!

På disse jagter skød vi ikke så mange fasaner, og paraderne var oftest en god blanding af ænder, råvildt, harer, fasaner og så måske et par snepper!

Den post, som min far og jeg fik tildelt, var midt i nogle unge bøgebuske og med front mod en ældre granplantage.

Granerne blev afsøgt grundigt af hundene, men selvom der var et par rådyr, som sprang bagud, skete der ikke det helt store! Min far har altid fortalt mig, at man skal være klar helt til det sidste! Det er ikke slut, før skytten blæser i sit horn, og derfor stod jeg da også klar med et knugende greb om min fars gamle Greener haglbøsse!

En af hundeførerne passerede ikke så langt fra os, og pludselig baksede en fasanhane op fra det høje, lyse græs!

Kokken skogrede højlydt, og med de lange halefjer blafrende i silhuet mod himlen steg den nærmest lige op i luften og havde kurs lige imod min far og mig!

Efter de indledende lidt kluntede vingeslag fik kokken hurtigt styr på sig selv, og med taktfaste og hurtige slag med vingerne kom den hurtigere og hurtigere imod mig.

Jeg formoder, at min far sikkert kom med et par gode og velmenende råd, og jeg er lige så sikker på, at hundeføreren råbte: ”TIRROOOO”, men jeg husker det ikke og husker blot en helt enorm koncentration om denne fasan.

Det var, som om der kun eksisterede den fasankok og mig selv i hele skoven, og først efter det første skud brød jeg ud af denne lille boble!

Kokken blev ramt, og vingerne pakkede sammen om den farverige krop, og den faldt brasende igennem de unge bøgegrene, som stadig havde en del af de rustrøde blade på grenene… Med et karakteristisk dump hørte jeg den lande inde bag mig, og mens et par fjer og dun stadig dryssede ned om os, kunne jeg mærke min fars hånd på min skulder. ”Flot skud, min dreng!”

Ingen hunde var i nærheden, så da såten var slut, gik jeg selv ind blandt bøgene og kunne samle min første selvskudte fasankok op i min hånd. Jeg bar den selv, og min fars bøsse op til samlingspunktet, og jeg tror ikke, at jeg havde været mere stolt i mit 16-årige liv!

Den faste stand

En anden fasan, som jeg husker helt tydeligt, er ikke engang en fugl, som jeg selv skød! Det var til gengæld en fugl, som min gamle ruhårede hønsehund, Mikka apporterede til mig. Eller, det var i hvert fald det, som var planen.

Vi var på en fællesjagt på Djursland, og vi skytter stod rundt om en større remise. En fasan lettede inde fra midten af remisen, og i høj fart og imponerende højde passerede den min naboskytte. Han rammer helt tydeligt fuglen i begge skud, men fasanen fortsætter på stive vinger med kurs mod et levende hegn, som støder op til en højskov langt bag ved os.

Mikka sad og fulgte fuglen med et intenst blik, og hele hendes krop rystede, mens hun virkelig prøvede at undlade at prelle efter fuglen!

Fasanen begyndte at miste lidt højde, og pludselig pakkede den sammen og styrtede ned i det levende hegn flere hundrede meter fra os. Mikka rejste sig straks op, og jeg besluttede mig for at prøve med en apportering! Mikka sprang afsted over pløjemarken, og mudderet fløj til alle sider, mens hun strøg direkte mod det sted, hvor fasanen var faldet ned.

Såten fortsatte, og først noget senere kiggede jeg igen tilbage mod Mikka. Hun var nu nået frem til stedet og søgte ind og ud af det levende hegn!

Et par fugle fløj mod mig, og der gik yderligere lidt tid, før jeg kunne kigge tilbage igen. Nu kunne jeg se, at Mikka stod i en fast stand! En af Mikkas unoder var, at hun simpelthen ikke var til at kalde af en stand! Jeg kunne fløjte og pifte nok så meget, men med mindre at fuglen selv lettede, eller jeg kom frem og gav ordren til at rejse, ville hun ikke forlade standen.

Da såten var slut, måtte jeg derfor traske henover pløjemarken for at hjælpe hende… Med sved på panden og leret mudder på gummistøvlerne kom jeg endelig frem til hende. Hun havde nok stået der i mindst 20 minutter, og hele hendes krop rystede og sitrede… Med det ene øje kiggede hun forsigtigt op på mig, og på kommandoen: ”Avanche” sprang hun straks ind i nogle høje brændenælder! Fasanen, som ikke var helt død, forsøgte at komme på vingerne igen, men formåede kun at bakse sig en meter op i luften, før Mikka hapsede den ud af luften og straks vendte om mod mig.

Fasanen baksede stadig vildt med vingerne, og med nærmest lukkede øjne returnerede Mikka fasanen til mig! Vi gik så sammen den lange vej retur til jagtselskabet.

Jeg var både stolt over Mikkas ihærdighed, men også en smule irriteret over, at jeg var blevet nødt til at gå den lange vej ud til hende… Det hjalp dog gevaldigt på humøret, da flere af hundefolkene efterfølgende kom hen for at rose Mikka og hendes stædighed. Når andre hundefolk roser ens hund, så bliver det ikke ret meget bedre på en jagtdag!

Fasanjagt er fantastisk, og nu, hvor julen står for døren, betyder det også, at vi igen jager disse smukke, velflyvende fugle, og jeg må indrømme, at jeg, mens jeg skriver disse linjer, faktisk nynner de velkendte toner af ”Fasanens død”. Et hornsignal, som er et af de mest velskrevne, og som virkelig illustrerer fasanens flugt, når den med lange halefjer blafrende i vinden flyver hurtigt og højt over de efterårsfarvede trætoppe.

Æret være vores allesammens jagtfasan og de fantastiske oplevelser, den giver os jægere.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: