Troldfugl, zig og zag og sneppe. Vi kender dem for deres hurtige og adrætte optræden på jagterne. Scenen udspilles, der er råbt “Sneppe!”. Alle i selskabet stivner og tænker “får vi nu sneppen?”. Et skud eller to senere hører man enten bifald eller møgfald. Min historie om en troldfugl tager afsæt i fortiden.
For et par år siden afgav jeg det, som jeg uden nogen som helst tvivl vil betegne som mit bedste skud med jagtriffel. Den 16. maj om aftenen hørte jeg placeret i min hochsitz et skud ovre fra naboreviret, og få øjeblikke efter så jeg en gaffelbuk komme løbende. Men der var da noget helt galt: hurtigt op med kikkerten og i den kunne jeg straks se, at hele dens underkæbe var bortskudt. Heldigvis lykkedes det mig at gøre en ende på dens lidelser med et øjeblikkeligt dræbende skud – en af den slags kugler, der aldrig vil blive glemt.
Foto: Niels Dygaard og Steen Andersen samt Mark Christopher Cooper, VasekM, Maciej Olszewski, R P Images, rodimov, mmpixel91, Ronald Wilfred Jansen/Shutterstock
Sidste år fik jeg en oplevelse med min haglbøsse, som også vil blive husket længe. Det var nu med en vis spænding, at jeg var mødt op til denne novemberjagt i vort jyske konsortium. Jeg var nemlig for nylig blevet opereret for grå stær, og da jeg endnu ikke havde fået mine nye briller, var mit syn ikke det skarpeste. Trods min status af konsortiets nestor var jeg stadig i rimelig god fysisk form og skulle i lighed med de øvrige nok klare dagens forestående strabadser i vort 190 hektar store revirs ret kuperede terræn – men var en ny aldersrelateret skavank begyndt at gøre sig gældende?
Danser du tango?
I oktober fik jeg på hver af vore to jagter et drømmetilbud til en højtflyvende fasankok af den slags, hvor der skal svinges godt med. I begge tilfælde lykkedes det mig at hente de farveprægtige mongolhaner ned deroppe fra de højere luftlag, hvor de på stive vinger kom strygende hen over de gamle bøge, men idet jeg svingede med, var jeg hver gang ved at miste balancen. Sidste gang så meget, at min nabopost også bemærkede det og råbte:”Hva´ fa´ – – -, Dygaard, står du og danser tango?” Det kunne jeg med et smil forsikre ham om, at det gjorde jeg nu ikke, men i mit stille sind måtte jeg – uden smil – konstatere, at det måske drejede sig om, at jeg var ved at udvikle et ”Jan Krossteig-syndrom”.
I ”Jagt, Vildt & Våben” havde jeg som sikkert mange andre læst den glimrende artikel, ”Det sidste skud”, hvor Jan Krossteig hudløst ærligt berettede om, at han i lignende situationer havde oplevet, at det kunne knibe med at holde balancen, når der virkelig skulle svinges med til høje, velflyvende, sjællandske klapjagtsfasaner. Det gav ham stof til eftertanke, for han ville ikke risikere at ende som andre ældre jægere, han havde set fjumre med eller ligefrem falde med deres ladte og sikkert afsikrede haglbøsse. Han havde derfor – og det inden andre måtte opfordre ham til det – truffet den tunge beslutning at hænge haglbøssen på knagerækken for fremover udelukkende at koncentrere sig om riffeljagt, hvor der jo ikke kræves ”de samme gymnastiske øvelser”. På gårdspladsen stod jeg derfor med lignende tanker rumsterende i baghovedet, mens jeg påhørte dagens parole. Der måtte nedlægges, hvad jagtloven tillader, for fasaners vedkommende dog kun én høne per mand, og hvad råvildt angik, ønskede vi kun ét stykke, da vi fandt, at årskvoten med tre majbukke og ligeså mange stykker ved de forudgående efterårsjagter var ved at være opfyldt.
Dublering ved ”den runde mose”
Som dagens første såt gik vi til ”Den Runde Mose”. Det foregik i dybeste tavshed, for af bitter erfaring vidste vi, at enhver fremmed lyd kunne få ænderne til at lette. Da vi ved årets første jagt nærmede os mosen, havde min ruhårede gravhund, Mignon, der også gerne apporterede fra vand, således givet et utålmodigt, men yderst utidigt ”lille piw” fra sig – og med det resultat, at ænder i snesevis øjeblikkeligt lettede fra mosen – aldrig før eller siden har vi oplevet så stort et opfløj – men da vi jo ikke var kommet på plads, blev der ikke løsnet ét eneste skud.
Ved frokosten ved årets sidste jagt er der tradition for, at vores jagtlige leder, Preben gør status over året. Her blev jeg både glad og lidt stolt, da Mignon blev kåret som ”Årets Vildtfinder”, og jeg beæret som tegn herpå fik overrakt en fin lille figur af en gravhund. Først for sent, da jeg bemærkede de smørrede smil, der bredte sig over de andres ansigter, gik det op for mig, hvad det var, han hentydede til og venskabeligt ironiserede over.
Det var nu ikke af den grund, at jeg til dagens jagt havde ladet Mignon blive hjemme, men
fordi vi havde inviteret flere af vore gæster med hund – deriblandt sønderjyske Karl Heinz med sin ruhårede hønsehund, Fie og lokale, midtjyske Casper med sin ruhårede gravhund, Crassus. Små hunde sammen med store hunde er ikke altid den bedste kombination, så én gravhund måtte være nok.
I den lette brise, der strøg ind fra vest, og som fik de brune blade på de spredtstående birke omring mosen til at rasle blidt i vinden, blev de fleste af vores ”Ansteller”, Jan anvist deres post på luvsiden af mosen, hvor opfløjet nok ville kunne forventes, mens han og jeg gik om til et hegn på læsiden, hvorfra vi havde frit udsyn til det sted, hvor Preben, konsortiets erfarne hundemand stod klar med sin korthår, Zar, og ved siden af ham Karl Heinz med Fie.
Hvor gemmer der sig en troldfugl?
Med alle på plads giver Jan tegn til at slippe hundene. Zar, der jo kendte ”sin mose”, er hurtigt ude i rørene, og op fra vandspejlet formelig pisker i næsten samme sekund på små, vævre vinger en flok af de lynhurtige og ligeså hurtigt lettende krikænder. Vi hører tre skud, og ned falder tre fugle, idet vi ser Preben levere to i en fuldendt dublering. Med høj rappen er imidlertid også en flok af de mere tunge gråænder lettet. Adskillige skud brager løs ovre fra den anden side af mosen, og Jan og jeg kan derfor glade og tilfredse med et nik til hinanden konstatere, at dagens taktik vist ser ud til at være lykkedes rigtig godt.
Men nu kommer der også ænder ud til os, to andrikker og en and. De vil komme nogenlunde midtvejs mellem os, så vi vil begge få skudchance til dem. De kommer dog lidt højt, og da jeg ikke helt kan vurdere hvor højt, sænker jeg bøssen – de briller, de briller. Afstandsbedømmelsen har Jan derimod ingen problemer med. Med sikker bøsseføring henter han både anden og den ene andrik ned, to velskudte fugle, som jeg med tunge bump hører falde til jorden. To dubleringer lige efter hindanden er ikke hverdagskost, men hvem ved? Måske har en af de andre derovre på den modsatte side været ligeså velskydende. Nej, nogen tredje dublering blev det ikke til, men ud over de tre krikænder kunne Zar og Fie foruden Jans to samle yderligere seks gråænder op. Ikke nogen ringe start på dagen.
”Slugten” – blev en sand rævesåt
Herefter gik vi seks skytter i samlet flok til ”Slåensåten”, en græsklædt slugt, hvor den elegante ”bølget bunke” og andre langstråede, efterårsgule arter stod graciøst vajende for den lette vind. Denne såt har ofte bidraget til paraden med både fasan, råvildt og en gang imellem også ræv. Den kan også kun betegnes som et eldorado for vildtet med dens spredtvoksende gyvelbuske og andre dæknings- og fødegivende vækster, kompletteret med en stribe jordskokker og med skråningerne tæt kranset af en bred randbevoksning med tjørn og slåen – begge arter denne dag stadig frugtbærende med de smukke røde bær, som solsorten gerne søger, og de beske, blåduggede, som snapsemageren lige så ivrigt efterstræber. Her blev vi af Jan sat af nede for den ene ende og lidt op af siderne på denne cirka 100 meter brede, og godt dobbelt så lange, let skrånende slugt, hvor de tre hundefolk ville starte drevet fra den modsatte ende – til det, der skulle vise sig at blive en sand rævesåt.
Snart høres også ivrig halsen fra Crassus, hvis fremragende evner vi endnu ikke havde gjort brug af – denne herlige lyd, som straks skærper opmærksomheden og uvilkårligt får en til at stramme grebet om haglbøssen. Rundt og rundt i slugten går drevet. Nu ret tæt på mig, der står på den vestlige side af slugten. Da det i fuld fart går hen over en åben plet, når jeg lige akkurat at se, at det ikke er råvildt, men ræv, Crassus driver med. Pulsen stiger øjeblikkeligt. Nu er drevet lige ud for mig. Bomstille står jeg med bøssen i anslag. Ingen pludselig bevægelse skal røbe mig. Med en 5´er i forreste og en 3´er i bagerste løb er jeg så klar til at tage imod. Men nej, nu fjerner drevet sig igen – den forræderiske vestenvind, det kan kun være den, der har afsløret mig.
Op ad den modsatte skråning går det, op mod den yderste post, Carsten, jagtens yngste deltager, og det bliver ham, Diana denne dag vil tilsmile. For det var her, at ræven hårdt trængt af den utrætteligt halsende Crassus omsider vælger at forlade ”skuepladsen”, idet den som en rød pil stryger ud over marken. Men var den både hurtig og dreven, var Carsten til gengæld både skarp og årvågen. Og han svigtede ikke, da han her får chancen til sin første ræv, men kaster bøssen til kinden, trækker omgående af til et snapskud og ser til sin store glæde ræven rulle i knaldet. Hatten af for ham for dette skud!
Også fra det sted, hvor Bo stod, var der faldet et skud, og da vi nærmede os, kunne vi se ham – også stolt og glad – løfte en ræv i vejret. Ved nøjere eftersyn kunne vi blandt andet på nogle grå totter i en lidt tynd vinterpels konstatere, at det med stor sandsynlighed drejede sig om den gamle hanræv, vi længe havde haft et godt øje til, men snu og årvågen som den var, var det endnu ikke lykkedes os at overliste den. Bo kunne endvidere fortælle, at den ikke havde været alene, men fulgt af endnu en artsfælle. Den kunne han – måske lidt chancebetonet – også have holdt til. Det undlod han dog, da han ikke helt vidste, hvor hundene befandt sig. Ikke underligt, at fasanerne denne dag ikke var hjemme her. Dem håbede vi til gengæld på at finde i dagens næste såt:
Fasaner i majssåten
Denne godt to hektar store vildtager med majs og gennemskåret af striber med boghvede, solsikker og et par insektvolde plejer at være en sikker fasansåt, og den skuffede heller ikke denne dag. Op letter høner og højt gokkende haner, og ud over ageren driver i den lette novemberluft snart små fjerskyer, der vidner om veltrufne fugle. Her fik jeg ikke selv lejlighed til at se, om også jeg kunne brilliere med en fjersky, men efter endt apportering kunne vi velfornøjede hænge to høner og syv smukt udfarvede, langhalede kokke på krogene på vildtvognen.
Grå stær versus brun troldfugl
Nu manglede blot den sidste af de fire såter, vi plejer at tage, ”Brændenældesåten”, en dalsænknig langs med den grusvej, der fører op til gården. For at komme ned til den skal man over noget tung lerjord. Min ven, Søborg og jeg følte begge, at vi ikke længere havde ”gode ben”, og besluttede derfor at blive oppe på vejen – de måtte da for pokker også være mange nok til at stå for nede ved selve såten. Vi satte os derfor på vore jagtstole ved siden af jagtvognen.
Som vi nu sidder der, hyggeligt passiarende, hører vi skud nede fra brændenælderne, og straks efter kommer en fugl flyvende op mod os:”Hvad fa´—-, er det for en fugl?” spørger jeg Søborg. Han vidste jo, at jeg lige var blevet øjenopereret, og fandt derfor ikke spørgsmålet mærkeligt, men replicerede straks:” Det er sgu da en sneppe!” ”En sneppe?” siger jeg, rejser mig omgående, kaster øjeblikkeligt Gebrüderen til kinden, svinger med – denne gang ”uden slinger i valsen” – trykker af i næsten samme sekund og sender, hvor jeg ikke var i zig, mens den var i zag, den smukke troldfugl til jorden i en hvirvlende spiral.
Således blev der også en lille fjersky til mig at glæde sig over, som jeg stod der og så den svæve bort i den klare, kølige novemberluft, inden jeg opstemt og lettere målløs oven på dette ”mirakelskud” gik hen for at samle den ædle, lille fugl op – en sand troldfugl. ”Hvordan fa´—- gik det til?” var Søborgs første ord, da jeg kom hen til ham. ”Ja, det ved jeg heller ikke, men her er den!”
Største fiskalbøde til ”Statler & Waldorf”
Som de øvrige kom op til os og hørte om denne ret usædvanlige optakt til skuddet, bredte store smil sig i alles ansigter, samtidig med at der respektfuldt blev lettet på hatten. Også hos fiskalen, der dog efterfølgende, oven på de obligatoriske gule ærter i jagthytten, i sin gennemgang af dagens forseelser – trods det flotte skud – måtte påtale det som højest upassende, at vi, sikkert for ikke at få plæver på støvlerne, bare var blevet siddende oppe på vejen, hvor vi for øvrigt mindede ham langt mere om de to gamle gnavpotter, Statler og Waldorf fra The Muppet Show end om to seriøse jægere. Han så sig derfor nødsaget til at idømme os dagens største bøde. En dom, som vi gerne modtog efter denne herlige situation, der af os begge vil blive husket meget længere end fiskalbøden – – –
Der kommer en dag – – –
Jeg er – og sikkert ikke som den eneste – Jan Krossteig stor tak skyldig for, at han med sit respektaftvingende eksempel fortæller os alle, at der i ethvert jægerliv uvægerligt vil komme en dag, hvor et kapitel må slutte. Inden jagthornet snart igen skal lyde, må jeg som han også have gjort op med mig selv, om jeg – trods drømmeskuddet til sneppen – fremover kun skal tage min Sauer ud af våbenskabet og lade min Gebrüder Merkel blive stående derinde. Som mit måske sidste skud med den kan jeg vel heller ikke ønske mig noget smukkere —
