Af Steen Andersen
Foto Steen Andersen samt Mark Christopher Cooper, Dennis Jacobsen og M F Bocka/Shutterstock
Der er god tid til at betragte fasanen.
Muligvis også for god tid.
Somme tider er det bedre, når det hele skal gå hurtigt.
Når det bliver til sådan et snupskud, der bare rammer, som det skal.
De der lange indflyvninger – som sikkert kun tager et par sekunder mere end de hurtigt opståede situationer – kan godt bringe tankerne på langfart og få koncentrationen til at blæse væk.
Jeg følger fasanen.
Holder fast i det mantra, som snart er det eneste, der virker i den slags situationer.
”Bagfra og frem”
Jeg gentager det hele tiden.
Det bliver meditativt.
Får andre tanker til at forsvinde.
Også det meste af bevidstheden om, at samtlige andre jægere nu står og betragter den enlige fasan, som kommer lige imod mig, en smule på min højre side.
Fasandagen
Det er en dejlig jagt. Midt på Sjælland med afvekslende biotoper, tætte remiser og høj skov, som får fasanerne til at stige fra remiserne og frem mod skytterne, der oftest er placeret med ryggen op til den gamle, modne skov.
Udbyttet har ikke været fantastiskt, faktisk noget under niveau, må man forstå på konsortiemedlemmerne. Jeg kan ikke i den sammenhæng have nogen kvalificeret mening om dette forhold, men har dog været gæst en række gange over årene, hvor antallet af flot flyvende fugle da har været lidt mere imponerende.
Til gengæld er selskabet helt i top. Det er det faktisk altid. Her er der let til latteren. Den kærlige udgave af smil og begejstring på såvel andres som egne vegne.
De øvrige jægere er ligesindede. Ikke at vi på nogen måde er hverken socialt eller økonomisk jævnbyrdige, men i jagten er vi ens.
Det handler om at få en hyggelig dag. En dag, hvor man taler sammen mellem såterne. En dag, hvor det er både accepteret og almindeligt, at et par jægere står side om side på posterne – blot for at få mere tid til at samtale.
Som jeg er også nogle af de andre gæster i den situation, at det faktisk er den eneste gang om året – eller med et par års mellemrum – at man i det hele taget ser hinanden og taler sammen. Så der er jo en del forhold, der skal opdateres.
Især blandt gæsterne og konsortiemedlemmernes yngre deltagere. Der sker godt nok meget på tre år for en 22-årig studerende, der i mellemtiden er blevet både kandidat og far. Det kan godt tage en såt eller to at komme på omgangshøjde med sådan et forløb.
I den anden ende af aldersskalaen gør det samme sig gældende: Arbejdslivet er forladt, og en ny tidsalder med meget større fleksibilitet har indfundet sig. Det tager yderligere nogle langsomme skift fra én såt til den næste for at komme i trit med den forandring.
Min egen historie er i den forbindelse kort. Jeg er midt i det hele, og der er som sådan ikke meget nyt at berette om, konstaterer jeg i bidende kulde og småregn på vej frem til en næste såt.
Fasanen stiger
Og her står jeg så med mit mantra kørende som Ravels Bolero i et crescendo, som skal få min motorik og mit mentale fokus til at blive synkront.
I en behersket blød bevægelse hæver jeg min over-and-under og lader den falde på plads i skulderen.
Højre del af mit ansigt forvrides af kolbens kindkontakt, og jeg ved fra tørtræningen foran spejlet derhjemme, at mit ansigt nu fremstræder slasket og voluminøst.
Begge mine øjne er åbne. Adskillige træneres ihærdige skydeeksercits har sat sig sine gavnlige spor, og trangen til at lukke mit venstre øje er helt væk.
I realiteten tror jeg faktisk slet ikke, jeg sigter på fuglen. Jeg ser på den. Har låst mine øjne på den. Følger den. Ikke med øjnene, men med en svag rotation omkring livet. Hele min torso er ubevægelig som mine øjne. Det er hele overkroppen der følger fuglen.
Sikringen er taget. Jeg ved ikke hvornår. Det sker på et tidspunkt, mens haglbøssen er på vej til kinden.
Min pegefinger har lagt sig til rette på aftrækkeren. Men jeg bemærker heller ikke denne bevægelse.
Det sker bare. Er blevet til en automatiseret del af hele systemet af små bevægelser, der smeltes sammen til ét hele, når våbnet sammen med opmærksomheden rettes på en flot, velflyvende og stadig stigende fugl.
Det lange økonomiske træk
Kors, hvor har det taget lang tid at komme hertil.
Også for lang tid, når jeg nu selv skal skrive det.
Først da jeg for en halv snes år siden tog en radikal beslutning, kom der en brugbar udvikling i min skydning.
Det tog sin begyndelse på et plan, som jeg ikke ynder at arbejde på.
Men altså: Det startede med en økonomisk betragtning. Jeg udarbejdede et budget.
Besluttede mig for at anskaffe et nyt haglvåben og at træne rutinemæssigt, konsekvent og vedholdende.
Beslutningen var god, men det med budgettet var bedre – og radikalt.
Nu er det ikke for at spille smart, men i beskrivelser af denne art, så undlader man ofte at omtale de økonomiske størrelser. Men for mig betyder det altid, at jeg ikke aner om det, jeg læser om, er inden for min rækkevidde, eller om jeg skal standse med at drømme i netop denne retning med det samme.
Så. Her kommer de økonomiske figurer: Min beslutning var, at anvende 60.000 kroner på et nyt haglvåben og på professionel træning. Ydermere traf jeg beslutning om, at jeg ville anvende en tredjedel af dette beløb på våbnet og de to tredjedele af budgettet på træningen. Ja, så galt stod det til med mine skydefærdigheder.
Og sådan blev det.
Jeg anskaffede mig et nyt våben og begyndte på træningen. Det smukke ved denne økonomiske struktur er, at man jo ikke kan træne for 40.000 kroner på et øjeblik, så den del af investeringen blev delt ud over en kortere årrække. Det gav ikke blot jagtlig mening, men også økonomisk fornuft.
Bag fasanen
Tilsyneladende har det lange træningsforløb også bevirket, at en del af de tiltænkte færdigheder faktisk sidder fast.
I hvert fald tager svinget på denne enlige fasan sin begyndelse i en passende afstand bag fuglen.
Ikke fordi jeg ikke kan stikke våbnet op foran fuglen. Det er ikke noget problem. Den fejl har jeg begået tusindvis af gange på lerduerne og hundredvis af gange på jagt over et jægerliv, der snart strækker sig over fire årtier.
Det er bestemt heller ingen sag at placerede løbets munding lige midt på fuglen og så enten at lade skuddet gå der – med en sikker forbiskydning til følge, eller – og det ville da være betydeligt bedre – at trække frem foran fuglen og så fælde den i sådan et lidt hurtigt skud.
Men, det der virker bedst for mig – det, som jeg hele tiden må tvinge mig selv til, også her efter et lille årti med træning hos de professionelle instruktører, det er at begynde svinget bag fuglen.
Derpå trækker jeg frem gennem fuglen og får på den måde et sving, der er i linje med fuglens flugt. Det virker supergodt på fasaner og er helt uanvendeligt på snepper. Men det er en anden sag.
Her når jeg til, denne decemberdag på invitationsjagten blandt gamle venner og nye bekendtskaber, da det går op for mig, at jeg er endt i en af den slags situationer, som jeg virkelig forsøger at undgå.
Heldigvis kan jeg med de mange træningstimer i bagagen kontrollere mine løbske tanker og i stedet fremmane Jesper Delgrens rolige messende: ”Bagfra – igennem fuglen – frem og skyd.” Min krop slapper straks af.
Svinget fortsættes.
Skuddet går.
Fasanen er måske 25 meter væk.
Det tager sådan et skud velproducerede stålhagl med bionedbrydelig haglskål en sekstendedel af et sekund at tilbagelægge distancen fra mit haglvåbens munding og ud til den smukke fasankok med den fine lange hale.
Det føles som en evighed.
Træning og atter træning
Hvis jeg skal beskrive mine evner som haglskytte i dag, så vil jeg ikke svinge mig over middelmådig i karakterangivelsen.
Det beror på, at jeg for ofte begår fejl, der egentlig hører begynderstadiet til.
Jeg kan sagtens fejlmontere mit våben til de første par fugle, alene fordi jeg har taget en tykkere jakke på, end sidste gang jeg var ude at skyde.
Det er jo banalt, og burde kunne udluges, men indtil da så er jeg blot en middelmådig haglskytte.
Men jeg arbejder på at blive bedre. Jeg har ikke peaket endnu, og jeg er bestemt ikke færdig med at træne. Heller ikke med de professionelle, og jeg har derfor forhøjet mit træningsbudget over årene. For mig giver det strålende mening, og jeg kan nemt genkalde mig en af de tidligere jagter med nogle af de folk, som lige nu står og betragter den stærke fasankok, og – må jeg antage – i et vist omfang også mig.
Det var en af de gode sæsoner, hvor jeg havde held til ad flere omgange at fælde den fasan, som en af mine naboskytter havde fået anskudt. Især da en af disse lidt fjerne fugle blev truffet af kerneskuddet og faldt i en blød parabel til jorden, mens der blev en stor fjersky hængende i luften.
”Jeg synes, du kommer godt ind i fuglene,” råbte Hasse til mig i den anledning, og jeg husker situationen særlig tydeligt, fordi jeg blev ramt af tvivl, om jeg på den måde havde gjort noget forkert.
Jeg vil gerne opleve noget tilsvarende, og helst ofte. Så træningen fortsætter. Hos varierende trænere og på forskellige lokaliteter, for at blive udæsket mest muligt og for at få så mange forskellige varianter at prøve kræfter med.
Især er det både sjovt og særdeles lærerigt, når lerduerne kommer uvarslet og flere ad gangen. I den slags situationer bliver jeg altid maksimalt udfordret.
Fasanen falder
En sekstendedel af et sekund, det svarer faktisk ret præcist til det tidsinterval, et normalt øje lige netop ikke kan opfatte. En tiendedel eller en fjortendedel ville et øje kunne se og forstå som en hurtigt glimt, men en sekstendedel er forbi, før sansecellerne i øjets retina har fået afsendt et signal til synscenteret bagest i hjernen.
Dette korte øjeblik, hvor jeg har hjertet helt oppe i halsen og samtidig skal afgøre med mig selv, om jeg endnu en gang skal forsøge mig med et opfølgende skud, afsluttes af en smuk farvestrålende fjersky, der slår ud fra fasankokkens midte.
Nu kommer det sværeste.
Mens den døde fugl falder mod jorden, tager jeg mig sammen.
Får styr på min ansigtsmuskulatur, som er begyndt at trække sig sammen til en forbløffet mine.
Men jeg strenger mig an. Undertrykker de nye trækninger, der er ved at tegne et stort flabet grin over hele mit underansigt og et diabolsk lys i mine øjne.
Jeg spiller teater.
Knækker bøssen og har hånden over kammerat, så den ene afskudte patron ender i min håndflade.
Lugten af krudt når mine næsebor. Det føles vildt godt.
En ny patron sendes i kammeret til erstatning for den tomme, der nu er endt i min ene lomme.
Våbnet lukkes med et fast klik, som jeg en gang lærte det af en engelsk instruktør, der havde givet mig lov til at skyde en serie med en helt ny Holland & Holland. Den lukkede jeg så forsigtigt, at han efter et par skud tog den fra mig, ladede på ny og knaldede våbnet sammen med et højlydt klik ledsaget af ordren: Just close it, Sir!”
Først da hæver jeg blikket og har nu fået fremmanet et relativt neutralt ansigtsudtryk, som er i dyb modstrid med den sejrsrus og begejstring, som gennemstrømmer hele min anatomi.
Mine øjne møder nabopostens. Han smiler til mig og siger et eller andet om et flot skud.
Hunden når frem. I høj fart, men det er ikke nødvendigt. Fasan er så død, at den ville kunne bæres direkte ind i køkkenet.
Jeg indtager på ny min post med blikket rettet mod såten, som stadig har lidt tilbage at give af. Men jeg skæver ud til min anden side.
Også her står en jæger og smiler til mig.
Jeg lader mit blik panorere fra den ene skytte til den anden – stadig længere væk.
Alle som én betragter de mig.
Jeg ånder lettet op. For jeg har det stramt med de der ”en fugl og en mand situationer”. I hvert fald, når det er mig, fuglen flyver lige direkte imod. Men denne gang gik det hele, som det skulle.
Det blev den bedste fasan denne sæson.
