Tekst: Jacob Lundgaard
Foto: Steen Andersen samt Amelandfoto, Krzysztof Bubel, Erik Lam, Rudolfovich, Dennis Jacobsen, Mark Christopher Cooper, Budimir Jevtic, Ernie Janes/Shutterstock
Jeg er fra en generation, hvor det er en refleks at tømme postkassen, når jeg kommer hjem fra arbejde. Normalt bliver jeg – som alle andre – mødt af en gabende tom postkasse, fordi alle i dagens Danmark modtager beskeder og invitationer via mail eller de sociale medier. Men denne dag åbenbarede postkassens indre en kuvert, som var dekoreret med højtflyvende fasaner og en skytte med det perfekte sving i bøssen. Det osede langt væk af en invitation til en klapjagt.
Min første indskydelse var at flå kuverten op for at få udløst spændingen, men jeg betvang min lyst. Dette skulle foregå stille og roligt. Bag hoveddøren tog min unge og håbefulde kleiner münsterländer – Holger – imod med den sædvanlige glæde. Halen logrede med hele hunden.
Papirkniven gled stille gennem overkanten af kuverten, og mens jeg tog brevet ud, sagde jeg henvendt til hunden, ”Nå, hvem tror du nu, der har inviteret dig”.
Brevet indeholdt som ventet en invitation til en klapjagt med angivelse af tid og sted. Den glade vært var en artsfælle, som jeg havde truffet på en jagt et år i forvejen, hvor han mere havde bemærket min hund end mig. Derfor var det med en vis undren, at jeg læste det håndskrevne PS: ”Vi har en aftale med den lokale hundeklub om, at den sørger både for at drive og samle op, så du må desværre lade din hund blive hjemme”.
En accept af indbydelsen ville betyde, at jeg for første gang i mange år alene skulle koncentrere mig om at skyde, hvor min indsats normalt ligger bag eller foran skyttekæden. Lidt synd for hunden, men en besnærende tanke set fra mit synspunkt, så min tilbagemelding ville blive et klart – ja tak. Naturligvis sendt som brev.
En krykhusar
Invitationen var af den slags, som enhver jæger holder af: Med arrangeret morgenmad og frokost, så det eneste, man skal tænke på, er at møde op til tiden.
Ved morgenmaden blev jeg placeret ved ”jægerbordet” op mod en endevæg, så jeg havde kun én sidemand. Hundefolkene sad for sig selv i den anden ende af lokalet, hvor snakken allerede gik lystigt.
Min sidemand var en mand i starten af 70’erne, der var kommet på to krykker. Han fortalte straks, at han ikke skulle deltage i selve jagten. Det skyldtes en hofteoperation, som lå tre måneder tilbage i tiden. Der var ingen ende på genvordighederne. Det lød mest som historien om en ”mandeinfluenza”, så jeg satte hurtigt hørelsen på autopilot, og mine tanker gik tilbage til min studietid, hvor jeg hjalp en af mine medstuderende på en klapjagt. Preben var – som jeg selv – ivrig jæger, men mødet med en spritbilist havde gjort ham lam fra livet og ned, så han var lænket til en kørestol. Dette afholdt ham dog på ingen måde fra at fortsætte sit virke som jæger, men han var blot afhængig af lidt hjælp til at komme rundt i terrænet. Preben havde sit helt eget motto: Hvor der er en vilje, er der en jagt.
Samarbejde
En dag i midten af november spurgte Preben, om jeg ville hjælpe ham på en klapjagt den følgende dag, hvilket jeg straks indvilgede i, fordi det ville give et kærkomment afbræk i den daglige trummerum på universitetet – så vi pjækkede i en god sags tjeneste.
I første såt fik Preben anvist en post ved kanten af en højskov bestående af bøgetræer. Aftalen gik ud på, at jeg skulle sørge for at dreje kørestolen i den retning, som ville give den bedste skudvinkel på de forbiflyvende fugle. Når der var afgivet skud, skulle jeg stoppe nye patroner i og ellers holde mig i dækning bag kørestolen.
Samarbejdet kørte godt, og der kom mange fugle, som alle – bortset fra én – blev leveret i første skud. Fra min position bag kørestolen fik jeg nogle særprægede indtryk, fordi jeg så det meste i frøperspektiv. For mit indre blik kan jeg stadig se Prebens hat, der forlænges af geværet, mens han svinger igennem på en fasan, som kommer oppe i trætoppene.
I dagens sidste såt blev vi sat på post på en skovvej foran nogle mellemhøje graner, hvor Preben fra sin kørestol ikke have en chance for at overskue verden. Det blev der kompenseret for, ved at jeg havde det forkromede overblik, så jeg drejede kørestolen i den rigtige retning og oplyste om afstand, højde og hastighed på fuglene. Det gav tre smukke skud til høje fasaner. På naboposterne blev der kvitteret med løftede hatte.
Af de godt 100 fasaner, som lå på paraden efter jagten, havde den særegne duo leveret 19 i 23 skud. Jagtfiskalen kvitterede med at give Preben en bøde for at have siddet ned under både parole og parade!
Jeg blev trukket tilbage til virkeligheden af et ”Fem minutter, så er der parole”. Min sidekammerat takkede mange gange for hyggeligt selskab komplet uvidende om min tankeflugt.
Fasaner i luften
Ved dagens første såt fik vi anvist poster langs en skovvej foran en nyplantning, hvor hundefolkene stod. Selve såten bestod af nogle fire-fem meter høje graner. Mens vi ventede på, at der skulle komme gang i fuglene, kastede jeg et blik tilbage på hundeføreren, som skulle samle op for mine to naboskytter og mig. Jeg stod og overvejede, om han var lige så spændt, som jeg har for vane, når jeg står og venter på, at en ny jagtdag skal begynde.
Hundeføreren havde bemærket, at han blev iagttaget. Den ene af de to hunde fik et venligt klap, og jeg fik et koncentreret blik og et kort nik – jo, han var afgjort klar til dagens opgave.
De første fugle begyndte at komme, og hundene fik fra starten en del at se til. Jeg forsøgte at fokusere på min nye rolle som skytte. Det lykkedes i al beskedenhed helt godt det første stykke tid. På ingen måde på højde med Prebens niveau, men dog omkring tre skud per fugl. Det lykkedes mig at levere fugle i både side- og spidsskud. Alle fugle var høje og velflyvende, så det var en ren fornøjelse.
Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himmelen. Den sidste fugl, jeg fik chance til i denne såt, var en smuk, høj kok, som kom lige ind over. Selv om der var godt sving i bøssen, var det ikke tilstrækkeligt, og kokken forsvandt i det fjerne med den ene stang hængende. Hundeføreren viste, at han bestemt ikke var en novice. Han havde bemærket, at fuglen satte sig i skuddet, og den ene hund var straks blevet sat på opgaven.
Da såten kort efter blev blæst af, var hunden endnu ikke vendt tilbage. Jagtlederen meddelte, at der ville blive ventet på os ved jagtvognen.
I ventetiden udvekslede hundeføreren og jeg erfaringer om præcist vingebrækkere og stangskydninger, som ofte volder de største problemer under eftersøgningerne.
Efter en rum tid kom hunden tilbage med fasanen – til udelt glæde for både hundeføreren og mig. Jeg kunne snildt genkende den stolthed, der tydeligvis gennemstrømmede manden.
I en kombination af taknemmelighed over det gode hundearbejde og af gammel vane hjalp jeg med at bære de skudte fugle tilbage til vildtvognen.
Hund af hånd
Dagens sidste såt var ikke særlig lang, men bød på et meget stort antal fugle. Desværre var det tydeligt, at de ikke havde lyst til at lette. Selv om hundene var trætte, hidsede de løbende fasaner dem op, og det endte også med, at en af hundene glemte alt om gode manerer.
Hundeføreren forsøgte at kalde hunden til orden uden det store resultat. Hunden blev meget hurtigt herefter tituleret med det mest udbredte hundenavn i en sådan ophedet situation: Møgkøter.
En af de fugle, hunden fik på vingerne og siden prellede på, fik jeg chancen til. Efter at have leveret fasanen tænkte jeg tilbage på en situation, hvor jeg havde den tvivlsomme og heldigvis uhyre sjældne ære at være den råbende hundemand.
Såten var levende af løbende fasaner, der for hid og did, uden at hundene kunne sætte dem. Da vi nåede ud til skovkanten, var specielt min hund mere end tændt. Den tog stand for en fasan, som trak to andre med sig, da der blev givet rejseordre. Naturen gik over optugtelsen, og hunden prellede langt og inderligt efter fasanen. Først råbte jeg, siden brølede jeg af mine lungers fulde kraft ”Calle”, og det havde den ønskede virkning, inden hunden nåede ind i næste såt.
Herefter gik alt op i hat og briller, og som tiden gik råbte jeg mere og mere på hunden, der naturligvis reagerede ved at holde sig på afstand. Hunde går ikke frivilligt tilbage til en, som i deres øjne er utilregnelig. Skyttekæden havde hørt hundens navn et betydeligt antal gange, inden såten blev blæst af.
På vej tilbage til jagtvognen kom en af jægerne hen til mig og spurgte med meget store troskyldige øjne, mens han lagde en kammeratlig hånd på min skulder: ”Hvad er det nu lige, din hund hedder?”. Jeg svarede med lige så store og troskyldige øjne: ”Calle”. Siden har jeg bestræbt mig på at bevare fatningen også, når det går hedt for sig.
Tankeflugt straffes prompte, når man står i skyttekæden. Mens jeg brugte tiden på at tænke tilbage, kom en stor skogrende kok ind over mit hoved, men på grund af manglende koncentration blev det uvægerligt til to blanke forbiere. Kokken hånlo hele vejen i sikkerhed.
Det blev min sidste chance. Såten blev blæst af, og jeg fulgtes med en hundefører tilbage til jagtvognen, hvor vi hyggesnakkede om fordele og ulemper ved at være henholdsvis i skyttekæden og blandt hundefolkene.
Nu som mail
Inden vores veje skiltes, spurgte min vært, om jeg kunne have interesse i at få en invitation samme tid næste år, som i 2021, hvilket jeg kun kunne bekræfte, så jeg har i den seneste tid holdt særligt øje med postkassen for at tage godt imod en kuvert dekoreret med højtflyvende fasaner. Derfor var det lidt øv, da der kom en mail med invitationen til årets jagtdag, men indrømmet – jeg glæder mig, selv om vilkåret stadig er, at hunden må blive hjemme.
