”Endnu engang oplevede jeg noget, som jeg aldrig har oplevet før igennem mine 25 år som jæger!”
Mit navn er Jacob Kamman, jeg er 41 år og har haft jagttegn, siden jeg var 16. I de sidste 25 år har jeg vel affyret mere end 50.000 skud med haglgevær, og jeg har modtaget instruktion fra mange forskellige typer igennem mit liv. Det startede jo nok med min far og derefter diverse forskellige instruktører på de lokale skydebaner, derefter professionel undervisning på Holland & Hollands skydebane i England og slutteligt forskellige professionelle instruktører i både Danmark og Sverige. Jeg har aldrig gennemført en decideret proces eller længerevarende instruktion af den samme instruktør (jeg ved egentlig ikke hvorfor!) og derudover kommer så alle de velmenende råd, jeg har modtaget fra venner, hundefolk, professionelle skeetskytter og så al den information, jeg har læst mig til.
Helt nyt er det, at jeg selv har uddannet mig til haglskydningsinstruktør igennem Danmarks Jægerforbund for blot et par måneder siden.
Så kom det simple spørgsmål: Kan en rutineret og erfaren jæger lære noget nyt omkring haglskydning?
Mit umiddelbare svar var et klart og rungende: JA, selvfølgelig kan jeg det!
For sandheden er, at jeg aldrig har været nogen særlig god skytte med haglgeværet! Jeg blev for mange år siden klassificeret som ”mere talentfuld end teknisk” af en dansk instruktør, og den påstand hænger fint sammen med, at jeg oplever min skydning som særdeles svingende… Jeg kan have dage, eller faktisk såter, hvor det går rigtig godt og så andre, som går helt ad helvede til!
Så var jeg faktisk også irriteret på mig selv over, at jeg i så mange år ikke rigtig har opsøgt mere hjælp, for jeg har jo aldrig været helt tilfreds med min skydning…
Så nu er jeg på vej til den tredje af de skydeskoler, som tilbyder enetimer og protrænere til jægere af enhver kaliber.
Fakta om skydebane/instruktør.
Instruktør: Rasmus Bjergegaard
Alder: 44 år
Skydebane: Rasmus kan undervise på alle landets skydebaner, men bruger fortrinsvis Givskud og Brande flugtskydebaner.
Oprettet: 2009
Uddannelse:
- Uddannet herregårdsskytte i 1999
- Danmarks jægerforbunds instruktøruddannelse i 1999
- Engelsk instruktøruddannet
Rasmus skyder selv ca. 30-40.000 skud om året, og tidligere var han en ivrig konkurrenceskytte. Han blev nummer 2 ved DM i 2008 og tog så revanche året efter med hele 3 Danmarksmesterskaber i 2009-2011!
Rasmus har ikke sin egen skydebane, men kan til gengæld tage sine kursister med hvor som helst i landet, hvor det passer til kunden. Rasmus kan også tilbyde mobile skydeanlæg, simuleret jagtskydninger og instruktion under praktisk jagt.
Rasmus har omkring 1.000-1.200 kursister om året
Der kan indhentes ekstra instruktører ved simuleret jagtskydninger eller større events.
Oplevelse hos instruktør
Sammen med min efterhånden trofaste og faste fotograf Niels Buch trillede vi ind på pladsen foran det lille klubhus ved Givskuds flugtskydningsbane.
Rasmus Bjergegaard sad klar foran med en kande kaffe, og vi satte os straks for at få gang i den indledende snak. Denne snak, har jeg efterhånden forstået, betyder meget både for instruktøren og for mig selv. Her prøver vi hinanden lidt af og mærker lidt på hinandens personlighed.
Jeg har mødt Rasmus et par gange tidligere og har altid haft en oplevelse af, at Rasmus er en rolig og meget sympatisk mand med et solidt jysk temperament og et drengestregs-agtigt glimt i øjet!
På trods af dette kunne jeg dog godt mærke et lille forventningspres stige inden i mig. Både på mine egne vegne men egentlig også lidt på Rasmus’. Alle, som jeg havde fortalt, at jeg skulle skyde med Rasmus, havde udelukkende talt positivt om deres egne oplevelser hos Rasmus, og der havde nærmest ikke været grænser for de rosende ord om Rasmus’ instruktørstil! Nu, hvor jeg sad over for kamelen selv, blev jeg mere og mere spændt.
Jeg forklarede Rasmus, at jeg stadig har størst udfordringer med høje spidsduer, og vi begav os straks hen til et tårn, hvor en justerbar lerduemaskine var blevet hejst højt op på en lift. På gåturen igennem skydeanlægget kunne jeg sagtens mærke nerverne og nervøsiteten stige i min krop, og mens Rasmus fortalte og viste anlæggets mange forskellige baner og standpladser, kunne jeg godt mærke, at mine øjne blev ved med at søge op mod liften, som tårnede sig op i luften over hele anlægget og varslede om nært forestående høje og udfordrende duer!
På vejen hen til vores første standplads fortalte Rasmus om sin mentor, Edward Watson, som havde været stor fan af, at stilen på skytten skulle være helt rigtig. Altså skulle skytterne helst skyde med den klassiske engelske elegance, men samtidigt så var det vigtigste altså at ramme!
Dette er også et mantra, som Rasmus underviser efter. Rasmus tilbyder instruktion til alle slags jægere, lige fra pramjægerne til de skytter, som aldrig kunne drømme om at skyde efter en fasan, som ikke er mindst 40 meter oppe i luften. Dette betyder, at Rasmus skal kunne yde individuel instruktion, og det betyder altså netop det: Individuelle instrukser. Stilen betyder ikke helt så meget for Rasmus, hvis altså blot skytten rammer målet, men allerhelst må det jo godt se pænt ud, mens man rammer lerdue efter lerdue. En yderst pragmatisk indstilling, som for mig gav fin mening. Jeg går på meget alsidig jagt, og der er helt sikkert forskel på min skydestil, når jeg sniger mig op til min hønsehund, som har fast stand for en sneppe sammenlignet med, hvordan jeg fører bøssen på en klassisk klapjagt på høje fasaner.
Fremme ved standpladsen sendte Rasmus den første høje due imod mig. Den skød jeg, som om det var det eneste, jeg foretog mig til dagligt, men efter de første par træffere, faldt jeg tilbage til min sløsede stil, hvor forbierne hobede sig op. Jeg tror egentlig, at jeg ovetænkte duerne alt for meget og gav både for meget foranhold og var under de fleste af dem.
Rasmus stoppede skydningen, og vi talte om, hvad jeg gjorde før, under og lige op til skuddet. Her gjorde Rasmus noget, som jeg aldrig har oplevet før: Han rørte og håndterede mit gevær, mens han illustrerede både, hvad det var, jeg gjorde forkert og det, som jeg skulle gøre for at ændre forbierne til træffere. Jeg har ikke prøvet, at en instruktør, for det første rørte og førte både mine hænder og bøsse, men som også illustrerede de fejl, jeg lavede!
Al den pædagogiske undervisning og teknik, jeg nogensinde har modtaget, slår klart og tydeligt fast, at man ikke skal demonstrere fejl over for kursister eller elever, man skal udelukkende demonstrere de rigtige bevægelser. Jeg forklarede dette til Rasmus og spurgte ind til hans taktik, men han trak blot på skuldrene, og på stille jysk sagde han, at det plejede nu at virke fint… Få lerduer senere kunne jeg konstatere, at han havde ret!
Nu, hvor jeg havde set og mærket, hvad jeg gjorde forkert plus det, jeg skulle gøre rigtigt, var det forbløffende nemt at faktisk bare gøre det rigtige! Jeg ved ikke, om man skal omskrive alle lærebøgerne om pædagogik, men for Rasmus Bjerregård gælder teorien om ikke at fremvise fejl i hvert fald ikke.
Mens jeg holdt en lille pause fra skydningen, fik Niels også lov til at skyde et par lerduer. Det er faktisk en god rytme, vi har fået, og for mig giver det både en pause men også en mulighed for at se instruktøren håndtere en anden elev. Også Niels blev udsat for Rasmus’ hænder og håndtering af bøsseføringen, og det var helt tydeligt, at heller ikke Niels havde prøvet dette før! Det tog ikke mange forsøg, så skød Niels lerdue efter lerdue…
Det handler i virkeligheden mest om ”Connection”, som Rasmus forklarerede det. Den følelse man skal have med lerduen og haglgeværet, og det er altså ikke nødvendigvis på duen, bagved eller andet, det gælder bare om at føle, at man har duen, og så betyder det ikke så meget om, hvor man er på målet. Faktisk er det oftest bedst at være en anelse under målet, da langt de fleste moderne haglgeværer skyder temmelig højt over løbene.
Det er et lidt konfust emne det her med at få føling med målet, men så snart man har det, så ved man præcist, hvad det handler om… Jeg oplevede flere gange med Rasmus, at følingen med duen var så stærk, at jeg faktisk vidste, at jeg ville træffe duen, inden jeg havde trykket på aftrækkeren! Rasmus lavede en øvelse for at bevise netop dette, og han fik både Niels og mig til at lukke vores bøsser over tomme kamre. Rasmus sendte en due, og så skulle vi blot sige bang, når vi ville skyde. Det var sjovt, som min koncentration var helt anderledes skarp, når der ingen patroner var i bøssen. Der var intet pres, ingen stress, og min connection med duerne var helt i top! Jeg har tidligere haft for vane at lade skuddet gå, selvom jeg egentlig godt vidste, at jeg ikke ville ramme, men når presset om at ramme er væk, så kunne jeg jo sagtens vente med at sige bang til det helt rigtige tidspunkt.
Efter et par serier mere var det igen Niels’ tur, og mens jeg observerede Rasmus og Niels, bemærkede jeg, at Niels’ fodstilling nok ikke var helt ideel til de duer, han skød efter. Jeg spurgte Rasmus om, hvorfor han ikke rettede på Niels’ fodstilling, og dette medførte en længere samtale om håndtering af elever og instruktions teknik. Rasmus fortalte igen med glæde i stemmen om Edward Watson og om det med målsætningen, som altid skal være: at ramme!
Det er begrænset, hvor meget en skydeelev kan rumme i hovedet, så Rasmus gør meget ud af at rette på de vigtigste faktorer først, og hvis der så ellers er plads til mere, så kan han rykke videre til andre faktorer, som kan have indflydelse på elevens skydning. I Niels’ tilfælde var det da også tydeligt, at fodstillingen egentlig ikke var så vigtig i forhold til, at han skulle ændre måden at svinge med til duen på. Selvom Niels stod med fødderne lidt forkert, så ramte han alligevel, og mon ikke Rasmus havde italesat fødderne senere? Man skal også huske på, at når man står der som elev, så er det utroligt, så få rettelser man egentlig kan rumme i hovedet, samtidig med at man skal kunne fokusere på duen.
Ud over at vise og forklare både vores fejl, og hvad vi gjorde rigtigt, spurgte Rasmus rigtig meget ind til vores egen oplevelse, og fik os til selv at sætte ord på, hvad vi gjorde i skuddet.
En ting, jeg bemærkede, var, at når Rasmus ville give os ret i en forklaring, eller vi svarede på et spørgsmål, så sagde han ”Enig”. Han sagde aldrig ”rigtigt”, eller ”korrekt”, men ”enig”. En super simpel pædagogisk taleform, som gav mig en fornemmelse af, at Rasmus og jeg var ligestillede og på samme niveau, selvom Rasmus jo helt tydeligt er langt mere erfaren og en langt bedre skytte end jeg. Men, når Rasmus sagde ”enig” med lysende øjne, så virkede det afvæbnende, og hans pointer, spørgsmål og rettelser bundfældede sig enormt hurtigt og naturligt hos mig.
Vi fortsatte dagen med forskellige varianter af høje spidsduer og sideduer, og jeg tror aldrig, at jeg har gennemført en skydning, slet ikke med en instruktør lige ved siden af mig, værende så rolig og afslappet, helt fri for nerver og stress!
Rasmus fik med sin rolige og meget håndgribelige instruktion helt elimineret det intimiderende høje tårn, og jeg tog faktisk mig selv i at glæde mig til den næste lerdue, som skulle sendes.
Endnu engang satte Niels og jeg mig ind i bilen og talte nærmest i munden på hinanden om dagens oplevelser.
Endnu engang havde jeg oplevet noget, som jeg aldrig har oplevet før igennem mine 25 år som jæger!
Jeg får et særdeles travlt forår, for jeg har fået ny favorit instruktør til min liste og endnu en skydebane, som jeg helt absolut skal besøge igen.
Rasmus, tak for en særdeles lærerig dag, vi ses helt sikkert igen snart!
