Vi har sendt en dygtig og erfaren jæger på skydeskole for at finde ud af, om man kan lære gamle hunde nye kunster. Overraskelserne venter i denne anden af i alt tre reportager fra tre forskellige skydeskoler, hvor blot 10 minutters instruktion rettede op på et livslangt problem.
Foto: Niels Busch
”Min bedste og sjoveste skydning nogensinde!”
Denne artikelserie er blevet til ud fra spørgsmålet: Kan en rutineret og erfaren jæger lære noget nyt omkring haglskydning?
Mit umiddelbare svar ville nok være et klart og rungende: JA, selvfølgelig kan man det!
Efter at have sagt ja til denne opgave, tænkte jeg så mere over spørgsmålet og især over, hvorfor jeg var så skråsikker i mit svar… For sandheden er, at jeg aldrig har været nogen særlig god skytte med haglgeværet! Jeg blev for mange år siden klassificeret som ”mere talentfuld end teknisk” af Jesper Delgreen, som jeg rapporterede fra i sidste måned.
Og den påstand hænger fint sammen med, at jeg oplever min skydning særdeles svingende… Jeg kan have dage, eller faktisk såter, hvor det går rigtig godt og så andre, som går helt ad helvede til! Min største udfordring har nok altid været, at jeg aldrig rigtig har forstået eller været bevist om, hvorfor jeg rammer, når jeg rammer og selvfølgelig også det modsatte… Jo mere jeg tænkte over opgavens præmis, jo mere begejstret blev jeg, for nu skal jeg jo lære noget nyt! Ærligt? Så var jeg faktisk også irriteret på mig selv over, at jeg i så mange år ikke rigtig har opsøgt mere hjælp, for jeg har jo aldrig været helt tilfreds med min skydning…
Faktaboks om mig.Mit navn er Jacob Kamman, jeg er 41 år og har haft jagttegn, siden jeg var 16. I de sidste 25 år har jeg vel affyret mere end 50.000 skud med haglgevær, og jeg har modtaget instruktion af mange forskellige typer igennem mit liv. Det startede jo nok med min far og derefter diverse forskellige instruktører på de lokale skydebaner, derefter professionel undervisning på Holland & Hollands skydebane i England og slutteligt forskellige professionelle instruktører i både Danmark og Sverige. Jeg har aldrig gennemført en decideret proces eller længerevarende instruktion af den samme instruktør (jeg ved egentlig ikke hvorfor!), og derudover kommer så alle de velmenende råd, jeg har modtaget fra venner, hundefolk, professionelle skeetskytter og så al den information, jeg har læst mig til. Helt nyt er det, at jeg selv har uddannet mig til haglskydningsinstruktør igennem Danmarks Jægerforbund for blot et par uger siden. |
Fakta om skydebane/instruktør.
Instruktør: Olof Olofsson
Alder: 43 år
Skydebane: Susegårdens skjutskola (Sverige)
Oprettet: 1989
Uddannelse:
- Olof tog jagttegn som Europas yngste: Blot 11 år gammel!
- Danmarks jægerforbunds instruktøruddannelse i 2004
- Har arbejdet som Field instructor i England i et par årtier
- Fast instruktør på West London shooting school 2002-2006
På Susegården har de 75 faste men bevægelige lerduemaskiner på banen, fordelt på 19 stationer
Ca. 4.500-5.000 kursister om året
Instruktører knyttet til skydebanen: 8 (4 nye i oplæring)
Oplevelse hos instruktør
Susegårdens Skjutskola er placeret lidt nord for Halmstad i Sverige, cirka 2 timers kørsel fra Københavns Rådhusplads.
Sammen med Niels Busch, en af Jagt, Vildt & Våbens trofaste fotografer, kørte jeg igennem det smukke sydsvenske landskab på en flot sensommerdag i september.
Det overrasker mig altid, at man blot skal køre en times tid i Sverige, før naturen ændrer sig radikalt. Skovene er på en eller anden måde bare mere vilde og imponerende end det, vi ser herhjemme, og de store klippestykker, som stikker frem alle steder, minder mig om, at vi altså ikke længere er i det lavlandede Danmark.
Susegården er placeret midt i skoven på godset af samme navns 700 hektar store ejendom.
Skydeskolen blev etableret i 1989 af godsejer Carl Tham, men overgik til en ny ejerkreds i 2010, som består af: Giles Culley, Olof Olofsson og Beatrice Tham-Culley.
Den svenske skydebane er anlagt og opbygget som en udpræget jagtskydebane, og kunderne er da også udelukkende jægere, som kommer her for at blive bedre jagtskytter. Omkring halvdelen af de 5.000 årlige kunder kommer fra Danmark, og langt de fleste er stamkunder, som kommer her regelmæssigt, men især lige op til sæsonstart.
Jeg kender rigtig mange jægere, som fast besøger Susegården, men for mig var det mit allerførste besøg. Jeg havde glædet mig i ugevis, men var også en smule nervøs… Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg var nervøs, men mens vi trillede ind på pladsen foran det hyggelige lille klubhus, rystede jeg på hænderne, og mit hjerte hamrede afsted!
Vi mødtes med Olof Olofsson, som klædt i klassisk engelsk stil tog imod os med en lille velopdragen cockerspaniel vimsende rundt om sine fødder.
Vi satte os med en kop kaffe og indledte en samtale, som altid er godt for lige at bryde isen. På et øjeblik fik Olofs rolige og sympatiske væsen mig til at slappe af, og snakken gik lystigt om alt fra sneppejagt til problematiske lerduer. Jeg oplever ofte, at svenskere minder mig om de vestjyske venner, som jeg kender… Dette er oprigtigt positivt ment!
Deres lune, rolige væsen og deres velovervejede ordvalg er altid krydret med et glimt i øjet, som afslører, at selvom talestrømmen ikke altid er den hurtigste, så er tankestrømmen og tilstedeværelsen helt oppe i gear!
Jeg tror faktisk Olof allerede havde aflæst min nervøsitet, for så snart jeg følte mig rolig og veltilpas, rejste vi os og afprøvede min haglbøsse og mesterøje. Denne øvelse var hurtigt overstået, men som Olof forklarede, så er det altid en god ide at starte med dette, for hvis bøssen ikke passer til skytten, eller der ikke er styr på mesterøjet, så skal det først rettes
til, inden der skydes én eneste lerdue.
Samtidig fik Olof også en lille forsmag på min håndtering af bøssen, og jeg tror faktisk, at Olof lærte enormt meget om mig bare ved de få gange, jeg skuldrede geværet og pegede ham lige ind i ansigtet.
Med alt dette indledende på plads gik vi hen til den første
standplads. Jeg havde forklaret Olof, at jeg ofte har problemer med halvhøje til høje fugle, som flyver mere eller mindre lige imod mig. Især hvis de letter langt ude, og jeg har lang
tid til at tænke alt for mange tanker, inden bøssen overhovedet rammer min skulder.
Olof valgte da også at sende en høj due hen over mig med en varierende vinkel, så de nogle gange kom lige mod mig,
andre gange lidt til venstre eller lidt til højre. De første to skud var træffere, men uden et ord fortsatte Olof med at sende duerne. Min selvtillid var helt i top oven på de to første knuste lerduer, men ret hurtigt faldt jeg tilbage i min velkendte rytme med forbiere og frustration…
Olof stoppede skydningen og spurgte mig ind til min oplevelse. Lige netop dette har altid været mit helt store problem! Jeg har nemlig sjældent en god forklaring eller forståelse for, hvad jeg egentlig gør i skuddet! Jeg føler, at jeg prøver at starte bag ved målet, svinge igennem målet for derefter at skyde foran og gennemføre svinget… Men jeg har altid haft svært ved at genkende det egentlige skudbillede. Olof lod mig selv tale mere, end han egentlig fortalte mig det, han havde oplevet, og dette gik igennem hele dagen, at han på en eller anden måde fik mig selv til at italesætte de fejl eller punkter, som han syntes, jeg gjorde forkert.
En simpel, men rigtig pædagogisk måde at få italesat fejl ved en elev på, og selvom jeg jo sagtens kunne gennemskue hans taktik, så kunne jeg mærke, at det virkede!
Jeg fik selv indset, at jeg ofte fanger lerduen bagved, men med meget varierende afstande. Dette giver ikke et kontinuerligt flow, og Olof foreslog, at jeg skulle starte med, at kontaktpunktet mellem bøssemunding og mål jo blot kunne være halefjerene på en imaginær fasankok.
Denne justering var så simpel, men yderst effektfuld, for på denne måde kunne jeg jo næsten garantere det samme startpunkt for mit sving. Mens vi øvede dette et par gange med ramte lerduer som resultat, undrede jeg mig over, at
jeg igennem 25 års skydning aldrig har gjort dette før. Hvorfor har jeg ikke selv tænkt den tanke, og hvorfor er der ikke en instruktør, som har foreslået det?
Ligesom jeg følte, at min skydning gik rigtig godt, ændrede Olof lerduernes bane, og nu fløj de nærmest lige hen over mig. Disse høje spidsduer har som nævnt før altid drillet mig, og jeg oplever ofte på jagt, at når jeg svinger igennem til en høj fasan, så går mit skud jo på et tidspunkt, hvor jeg faktisk ikke kan se fuglen. Jeg har ikke forbindelse med målet, og jeg bliver efterfølgende nødt til at enten flytte mit hoved eller lade bøssen stoppe svinget for overhovedet at se, om jeg har ramt fuglen eller lerduen! Hvis det så endda var en forbier, så skal hele svinget genoptages, og selvsagt bliver mit andet skud ikke meget bedre…
Da Olof nu spurgte mig om mit foranhold til disse spidsduer, kunne jeg jo blot konstatere, at det havde jeg ingen ide om…
Olof smilte forsigtigt og foreslog, at jeg jo blot kunne pege der, hvor vingerne ville være på en høj fasan, altså en smule til højre for lerduen…!!
Et haglgevær er jo ikke et præcisionsvåben som sådan, og denne lille forklaring var igen så simpel og indlysende, at jeg tog mig selv i hovedrystende at undre mig over, at jeg aldrig have gjort dette før…
Ved at gøre dette kunne jeg jo holde fuld fokus på duen og stadig bibeholde kontakten med målet igennem hele svinget!
Vi skød et par af disse tidligere problematiske duer for mig, og jeg tog mig selv i at stå og skyde disse duer med et kæmpe smil på læben!
Vi havde ikke været i gang meget mere end ti minutters tid, og allerede følte jeg, at jeg havde lært mere, end jeg har igennem hele min jagtkarriere!
Disse to tekniske justeringer var det mest håndgribelige, Olof lærte mig de næste to timer.
Resten af skydningen foregik med forskellige lerduer i varierende højder, hastigheder og vinkler, og med teknikken og min konsekvente
kontakt til duerne på plads var det nu et spørgsmål om, at jeg skulle aflæse duernes højde, vinkel og hastighed.
De fugle, vi oplever på jagt, kommer jo absolut ikke ens, og derfor er dette jo en enorm ubekendt faktor ved hver eneste skudchance, men med god kontakt til målet og et sving, hvor jeg nu kunne følge og se duen, så oplevede jeg min bedste og sjoveste skydning nogensinde!
Før i tiden kunne jeg mærke usikkerheden og nervøsiteten stige, hver gang en lerdue fremtonede sig på himlen, men med Olof ved min side var jeg rolig og glædede mig til, at næste due skulle kastes over mig…
På vej retur mente Olof dog at vi lige skulle skyde et par trapduer, da sneppesæsonnen jo så småt er i gang.
Efter et par skud stoppede Olof mig og spurgte ind til, hvorfor min startposition var med temmelig højt hævet løb.
Lige netop disse situationer, hvor min hund Maddie har stand for en sneppe, så ved jeg jo, at sneppen vil starte ud på jorden, men derfra aner ingen, hvad der vil ske… Men hvis målet starter så lavt, så kan jeg jo ligeså godt have løbene lavt også. På den måde får jeg hurtigere kontakt med målet og et bedre udgangspunkt for svinget, når målet skal følges.
En lille ændring, men en ændring, som gav et helt andet og markant bedre resultat! Igen en relativ simpel og logisk rettelse men en ændring, som havde enorm positiv indflydelse på min træfstatistik!
Et par pragtfulde timer i det svenske var forbi, og endnu engang kunne jeg sidde i bilen på vej hjem og reflektere over, hvad jeg lige havde oplevet.
Jeg tror faktisk, at jeg på de to timers skydning havde lært mere af Olof, end jeg nogensinde har lært igennem mine 25 år som jæger!
Niels og jeg sad og grinede lidt forbløffet over, hvor små men logiske ændringer Olof havde lavet med min skydning og især min forståelse for duerne.
Jeg følte mig rolig og fokuseret ved hver eneste due og havde masser af tid til at vurdere duens højde, fart og vinkel. Jeg lavede meget få af mine ellers klassiske skud, hvor jeg ingen fornemmelse eller føling har med målet.
Især de høje spidsduer, hvor Olof foreslog at skyde lidt på siden af målet, gav jo bare så meget mening! Hvorfor er der aldrig nogen, som har foreslået det før?
På vej ud af Susegårdens skove passerede vi et skilt, hvor der stod ”på gensyn”… Ligesom mange andre danske jægere, er jeg helt overbevist om, at jeg snart igen skal stå med Olof og skyde udfordrende lerduer.
På snarligt gensyn Olof og Susegårdens Skjutskola!
