Der er meget lidt andet, som vækker en jæger ud af sin dvale på post, end når råbet “SNEPPE” gjalder ned gennem rækkerne. Grebet på geværet bliver stramt, øjnene febrilske, og adrenalinen pumper, for “uuuh, hvor vil jeg bare gerne skyde en sneppe”.
Sådan har jeg haft det hele min jagtkarriere. Jeg kan stadigvæk huske den første. Hvordan vejret var (lidt fugtigt i det), hvor det var henne, og hvem jeg var sammen med. Stoltheden over at gå hen til min far med min første sneppe i hånden og mærke hans glæde og stolthed over, at det nu endelig var lykkedes, sidder stadigvæk i mig, som det gør i de fleste jægere med deres første sneppe.
En fugl kan redde en dag, men en sneppe kan redde en sæson.
Derfor var forhåbningerne høje før dagens sneppejagt.
Et fantastisk samarbejde
Sidste sæson prøvede jeg for første gang at jage snepper over stående hund. Det var en fantastisk oplevelse med to mand og en stående hund, hvor jeg på en enkelt dag på Læsø fældede 3 snepper. Det antal var helt utænkeligt for mig tidligere, og derfor har jeg siden da været helt solgt til denne jagtform.
Kasper er en af mine meget gode jagtkammerater, og han har en Kleiner Münsterländer. Det er lidt jagtens Schweizerkniv, for den kan jo både drive, apportere og altså også tage stand.
Carlo er en virkelig dygtig hund, og den slags dygtige hunde optræder for det meste sammen med jægere, som bruger virkelig meget tid med deres hund. Det gør Kasper også med Carlo, og jeg har været på mange jagter med dem og nydt deres selskab og deres samarbejde.
Den perfekte dag
Vi havde tidligere været på dette terræn, hvor vi havde oplevet mange snepper, men dengang havde vi kun rifler med. Det virkede helt skævt at have en riffel med, samtidigt med at snepperne fløj om ørene på os på vej på post til riffeljagt. Derfor havde vi besluttet os for at komme igen en anden dag.
I dag havde vi skiftet til jagtgevær og de små hagl.
Vejret var omkring de 8 grader med en smule fugt i luften og ellers sol. Det var skønt vejr at gå på jagt i.
Den første fugl
Vi begyndte i det juletræsområde, hvor vi sidst havde set de fleste snepper. Planen var virkelig simpel, for vi gik på hvert vores spor i plantagen med hunden imellem os i juletræerne, og så kunne vi skyde både frem og tilbage og ud af området i nogle lave vinkler, da det kun var os og hunden, der gik der. Det fungerede virkelig godt, men krævede også, at man kender hinanden godt og har et øje på hunden og et øre på dens klokke.
Efter at have taget det første stykke blev det tydeligt for os, at vi skulle tage et meget lille stykke ad gangen, hvor Carlo ikke skulle gå for langt på færten. Der er pænt meget energi i sådan en hund – selvom det var hans tredje dag i træk på jagt – så området skulle være lille, for ellers løb han langt og rejste fuglen for langt væk fra os.
Med den viden gik vi helt op til starten af stykket, hvorved færten ikke kom ret langt.
Kontakt og en usædvanlig situation
Vi var gået 30 meter ind i stykket på hvert vores spor, så fløj den første sneppe. Kasper skød hurtigt til den, men den tog ingen skade. Jamen, så var de der stadigvæk, og så nemme var de så heller ikke at få ned.
Nye patroner i geværet og bare 20 meter senere fløj endnu en, denne gang bagud. Kasper skød til den, lige før den kom fri til mig, og den faldt ned i det nærmeste træ.
Nu skete der noget helt usædvanligt, for sneppen var ikke død, men kom haltende ud på sporet og var på vej væk. Jeg har altid fået fortalt, at man gerne må skyde sneppen på jorden, men jeg har aldrig fået det til at give mening, for hvorfor skulle man dog det? Men lige her, i denne situation, med hunden langt væk i en anden retning, gav det pludselig mening at forende sneppen hurtigst muligt.
Helt uden rigtig at tænke over det kastede jeg geværet op, og skød sneppen på jorden. Det var på 25 meters afstand, så den var død uden at være smadret.
Det var virkelig en underlig følelse, for på den ene side var det jo skønt at få en sneppe og på den anden side virkelig underligt at have gjort noget, jeg aldrig troede, jeg ville gøre. Men sådan prøvede jeg at skyde en sneppe på jorden.
Dagens første sneppe blev hængt i galgen, og vi var ovenud lykkelige begge to, for vi havde solgt dagen for en enkelt sneppe på forhånd, og nu havde vi fået den efter en halv times jagt. Men vi havde slet ikke regnet med det, som ventede.
Et langt skud
Det er jo altid rart at få den første, og fuld af optimisme gik vi videre. Vi kom heller ikke til at gå langt, så lettede den næste sneppe foran os, og efter at Kasper havde sat ekstra fart i den med sit første skud, leverede vi sneppen i et langt fællesskud. Det kan godt være svært at afgøre, hvem der har det afgørende skud til en sneppe, men hvis jeg helt ædrueligt skal vurdere situationen, må jeg nok nødtvungent give den her sneppe til Kasper.
Vi var ikke på nogen måde kommet frem til disse situationer uden Carlo, som vedholdende arbejdede frem og tilbage blandt grantræerne. Ikke alle fugle, som kom på vingerne, fik vi chance til, men de fleste havde vi mulighed for at skyde til. Carlo gik virkelig godt og i de cirkler, som Kasper gerne ville have den til.
Stand
Det fik vi beviset på kort tid efter. Vi havde efterhånden arbejdet os ned i enden af plantagen, og da vi igen var gået ind ad hvert vores spor, gik der ikke længe, så tog Carlo stand. Faktisk så det ret pudsigt ud, for han havde hele bagkroppen ude på sporet og så snuden og forbenene pegende ind mod juletræerne og over mod Kasper. Jeg gik op til den, meldte klar til Kasper, og på hans befaling gik Carlo frem og lettede sneppen.
Kasper rev den ned i et perfekt skud, da Carlo lettede sneppen over mod ham, og efterfølgende apporterede den. Skønt at samarbejdet virkede helt efter bogen.
Panik ved tårnet
Vi var ikke gået mere end et par minutter, så kom vi ud i det åbne, hvor der står et tårn. Carlo var igen på vej i et søg, og en sneppe startede lige foran mig. Jeg trak op på fuglen, og skød den i et enkelt skud. Glæden var stor – og larmende – indtil jeg kiggede på Kasper, som også havde skudt til den samme fugl! Det var helt umuligt at høre de to skud fra hinanden.
Vi gik ad stien hen imod fuglen, da den pludselig livede op igen, og fløj lige ind i hovedet på os. Kasper stod forrest, og skød hurtigt til den – og forbi, hvorefter den kom forbi os og trak godt igennem – væk fra os. Jeg havde lige fået hold på den, da det sagde bang, og Kasper havde fældet endnu en sneppe. Fire snepper på omkring en time, og vi følte, at der var snepper overalt! Vi var pænt oppe at køre efterhånden, og der var stadigvæk meget tilbage.
Nu tænkte vi jo, at der ville lette snepper til højre og venstre for os, men det gjorde der ikke. Faktisk gik der en halv time, hvor vi gik rundt i skoven, indtil den næste sneppe viste sig.
Lidt pudsigt, så var Carlo gået videre i sit søg, da sneppen fløj lavt frem foran Kasper. Han var noget varm efterhånden, og et enkelt skud var nok til, at der nu hang en håndfuld snepper i galgen.
Jagtformen
Vi snakkede en del om, at det her var en helt særlig dag. Kasper havde faktisk kun skudt en enkelt sneppe før på en hel jagtdag, og i løbet af en hel sæson var det også højst blevet til et par stykker. Sæsonen havde været stille, og skydningen havde ikke været specielt prangende, men denne dag kom han virkelig efter det.
Samtidigt er det også utroligt svært at skyde til snepper, når man er flere end to på jagt. Det er virkeligt lave skud, og de fleste er omkring de 45 grader og lavere. Så for at kunne gøre det forsvarligt handlede det om kun at være to mand og en hund, at vi begge kendte terrænet godt, og at vi derfor kendte til, hvor der var problemer, hvis sneppen fløj i den forkerte retning.
Det oplevede jeg kort efter, at Kasper havde skudt, da endnu en sneppe gik lavt frem og til højre, og jeg undlod at skyde, da jeg havde en følelse af, at noget var forkert. Og ganske rigtigt – umiddelbart i forlængelse af retningen, hvor fuglen fløj, var der en sti, hvor vi ofte har mødt hundeluftere, så dejligt ikke at afgive skud.
Lidt mætte
På sin vis var vi ved at være mætte, men vi havde en granplantage, som vi aldrig havde været i. Den gik vi ind i nu, og Carlo gik i gang med at søge. Det skete der faktisk ikke det store ved. Ingen snepper eller fasaner. Jeg havde faktisk lige sagt til Kasper, at nu skulle det nok passe, at vi gik og faldt lidt i søvn, så vi ikke var klar, når der igen var kontakt. Det fik jeg også helt ret i.
Vi havde ikke gået mere end 20 skridt, så lettede der to snepper på samme sted på Kaspers sti. Den ene fløj på tværs til mig, og den anden fløj bagud. Jeg var faldet mentalt i søvn, så jeg holdt først på den ene og så på den anden uden at nå at få afgivet skud, men heldigvis var Kasper mere frisk, så den, der var fløjet bagud, fik han ram på i et langt skud. Carlo var hurtigt over apporten og endnu en sneppe kom i galgerne.
Finalen
Vi var nu næsten færdige med plantagen, men der var dog lige en enkelt sneppe tilbage. Jeg var efterhånden ret overbevist om, at det snart måtte være min tur til at håndtere en chance så effektivt som Kasper.
Pludselig lettede der en sneppe foran mig og i ren refleks trak jeg op, og skød der, hvor den burde være i toppen af er lille grantræ. Jeg kunne ikke se den, da jeg skød, og jeg kunne hellere ikke se den falde ned.
Carlo kom på opgaven og ledte lidt rundt, hvorefter han meget intensivt kiggede op i træet!
Vi tænkte at sneppen måske stadigvæk lå oppe i træet, og efter en del skubben med træet, konstaterede vi, at det gjorde den ikke
Til gengæld sendte Kasper hunden længere frem, hvor fuglen potentielt kunne have landet. Inde i det allertætteste af et lille grantræ, lå den mindste sneppe vi havde fået den dag.
Det var en fantastisk afslutning på en skøn dag.
En fantastisk dag
Det havde været en helt igennem fantastisk dag. Snepperne lå alle steder, og vi var lykkedes med at nedlægge 7 på dagen, hvilket var mere, end vi nogensinde havde prøvet før.
Samarbejdet mellem os og Carlo havde virket helt efter hensigten, og mulighederne havde vi fulgt op og leveret på. Det klappede simpelthen, som det gør nogle gange på jagt. De helt unikke dage på en hel sæson (og et helt jagtliv), hvor det hele blot går op i en højere enhed
Det var to trætte jægere med store smil på læben, som kunne sætte kursen hjemover.
Sneppejagt over stående hund går i blodet på en, og det er på ingen måder vores sidste tur. Jeg glæder mig allerede til den næste.
LÆS OGSÅ
