Foto: Dennis Jacobsen
Nøgen og åben ligger mosen foran os under en bleg vintersol. Væk er oktobers frodige vækster af knæhøje græsser, velsmagende hindbær og velduftende dueurt. Kun brombærrenes stive ranker byder snemasserne trods sammen med enkelte dunhammere, der ligeså stivnakkede strækker hovedet mod den azurblå himmel. Sammen med spredtvoksende ellebuske og Snepudrede graner, der gør sig tykke i kulden, giver de dog sammen med krogede elletræer og spredtvoksende pilebuske så megen læ og dækning, at man kan håbe på, at ikke alle mosens beboere er fortrukket til naboskovens lunere grantykninger, selv om flere spor peger på det. Til denne lille revisionsjagt her på årets sidste dag havde jeg inviteret et par ungjægere, Anders og Niels Jørgen og min gamle ven, Bent. De skal stå for, og jeg vil med min ruhårstæve, Sacki se, om jeg kan bringe noget for.
Stille og mørk strømmer den lille bæk klukkende forbi mig, stemt i mol, men alligevel livgivende, for langs dens slyngede løb lyser små snefrie øer med grønne sumpplanter op, og netop ved en af disse små oaser afbryder min ruhår sit søg og tager stand. Som en statue mejslet i granit står hunden med det ene forben løftet, de brune ører spidset og de smukke, nøddebrune øjne stift rettet mod en græstot. På mit stille „Avance“ springer Sacki frem. Et hæst skrig følger og en lille, gråbrun fugl jager i vejret og søger med hurtige vingeslag sin flugt i en zig-zaglinie imellem ellebuskene og granerne.
Så hurtigt var den væk, at jeg dårligt nok nåede at hæve bøssen, men måske en af de andre vil få chancen. Det sker! og hos ungdommen findes ingen tøven.
To hurtige skud lige efter hinanden brager løs. De resulterer dog kun i, at den lille flyvers volter bliver endnu dristigere, da den endnu engang jager en runde hen over mosen og det med kurs ret imod Niels Jørgen, der med hævet bøsse spændt står klar til at modtage den. Og hvad sker: nøjagtigt det samme som ved Anders, men hvad ser jeg nu, næsten selvmorderisk styrer den lille luftakrobat hen mod de pilebuske, hvor Bent står:“ Nu skal jeg lige vise de to knægte, hvordan det skal gøres!“ Ja, og hvad får de at se, et fjoget smil, der breder sig over Bents ansigt, mens synet af den lille, grå fugl fortaber sig i horisonten:
“Ikke denne gang, mine herrer!“
Bekkasinen var på denne iskolde decemberdag det eneste levende væsen, der var at finde i mosen. De øvrige beboere var som forudanet klogeligt søgt til mere behagelige opholdssteder. Det besluttede vi os også for og kørte derfor ud til min 60 tønder land store granplantage for at forsøge jagtlykken dér. Da kvoten for råvildt med en sommerbuk og et smaldyr ved en af efterårets jagter ikke var opbrugt, ville et enkelt stykke være kærkomment. Julefreden havde jo allerede sænket sig over „Morten“, derimod ikke over „Mikkel“, og en ræv pynter jo altid på paraden – skulle vi være så heldige at rende på én. Endelig kunne vi måske også finde et par af plantagens farveprægtige fasankokke og få dem på vingerne.
Her i den vindstille skov mærkedes kulden ikke så meget som ude i den åbne mose, til gengæld var det sværere at stille for, for hvad rækker tre skytter, når man sagtens kunne have brugt flere end det dobbelte. Der var dog ikke tid til lange rådslagninger, dertil var vintersolens bane for kort. Anders, Bent og Niels Jørgen måtte stå for, så godt som det nu lod sig gøre og engang imellem agere bevægelige sideposter, mens Sacki og jeg ville gå igennem.
Helt i min egen verden går jeg imellem de høje, hvidpudrede graner, der dæmper alle lyde og gør vinterskoven tyst. Jeg kommer trods snemasserne også ganske bekvemt frem, da jeg kan følge de klappergange, som jeg året før havde anlagt. Nu venter jeg bare på det forløsende skud, men alt forbliver fuldstændig tyst og stille. Bent og Niels Jørgen havde intet set, Anders kunne berette om et stykke råvildt, som han havde set smutte over en brandlinie, men to bøsseskud ude. Ellers intet at melde.
Det næste drev forløb ligeså begivenhedsløst. Her havde jeg håbet, at vi måske kunne træffe på et par af plantagekokkene, men de var måske allerede søgt til deres nattekvarter højt oppe i de gamle læhegn af sitka, der afgrænser denne såt med nyplantet rødgran. Længe kan det heller ikke vare, inden vintersolens lavthængende kobberskive forsvinder under horisonten. Som sidste drev beslutter jeg mig for en afdeling med unge nobilisgraner, hvor vi under efterårets jagter ofte har haft jagtlykken med os dér.
Her finder jeg også straks friske spor efter fasan, og det varer heller ikke længe, inden Sacki får fært. Hundens iver bliver større og større, som den pulser afsted i sneen på sporet foran mig. Nu må jeg da snart høre en fasankok gokkende gå på vingerne, men pludselig slår hunden af og stryger med sænket hoved ind mellem de snedækkede graner. Dér kommer den igen frem, forsvinder på ny, mens jeg storker bagefter det bedste, jeg har lært. Da hører jeg endelig et skud. Så var den der altså, ja, men ikke som jeg havde forventet en fasan, men en ræv, For da jeg kom frem til Niels Jørgen, stod denne ungjæger pavestolt og lykkelig med en ræv – hans første – som han havde nedlagt med et perfekt „nytårsskud“. Stor var den ikke, men til gengæld en korsræv med en smuk, kobberrød pels.
Det var således en lille jægergruppe i højt humør, der i det sidste lillarøde skær fra den nedgående sol kunne vende tilbage til jagthytten, fra hvis skorsten en let, lysegrå røgfane steg op i den frostklare luft. Og mens hunden strakte sig behageligt ved den buldrende brændeovn, hvis livgivende varme også begyndte at optø vore kolde lemmer, fortabte vi os med brunkager og et par grønne flasker på bordet i minderne om årets jagtlige begivenheder. Men ligeså godt som snakken gik, lige så hurtigt gik tiden, så snart måtte lysene pustes du, og hytten overlades til mørket og stilheden, mens vi hastede tilbage til civilisationen – hjem til Dronningens nytårstale, nytårstorsk og nytårsfyrværkeri.
