Foto: Dennis Jacobsen
Nøgen og åben ligger mosen foran os under en bleg vintersol. Væk er oktobers frodige vækster af knæhøje græsser, velsmagende hindbær og velduftende dueurt. Kun brombærrenes stive ranker byder snemasserne trods sammen med enkelte dunhammere, der ligeså stivnakkede strækker hovedet mod den azurblå himmel. Sammen med spredtvoksende ellebuske og Snepudrede graner, der gør sig tykke i kulden, giver de dog sammen med krogede elletræer og spredtvoksende pilebuske så megen læ og dækning, at man kan håbe på, at ikke alle mosens beboere er fortrukket til naboskovens lunere grantykninger, selv om flere spor peger på det. Til denne lille revisionsjagt her på årets sidste dag havde jeg inviteret et par ungjægere, Anders og Niels Jørgen og min gamle ven, Bent. De skal stå for, og jeg vil med min ruhårstæve, Sacki se, om jeg kan bringe noget for.
Stille og mørk strømmer den lille bæk klukkende forbi mig, stemt i mol, men alligevel livgivende, for langs dens slyngede løb lyser små snefrie øer med grønne sumpplanter op, og netop ved en af disse små oaser afbryder min ruhår sit søg og tager stand. Som en statue mejslet i granit står hunden med det ene forben løftet, de brune ører...
