Når vi vælger at gå på riffeljagt efter hjortevildt, er der én simpel grundregel, vi skal bestræbe os på at opfylde. Den er, at vi skal kunne afgive et dræbende skud – hver gang. Hvor skal riffelkuglen sættes i dyrekroppen?
Dette sikres bedst ved at placere riffelkuglen i dyrekroppen, hvor vi har den størst mulige margin rundt om træfpunktet, hvis riffelkuglen nu alligevel ikke rammer dyret præcist, hvor det var tiltænkt.
Sagt på en anden måde betyder dette, at hvis du sigter midt på bladet, vil du have afgivet et dræbende skud, også selvom riffelkuglen rammer dyret 6-8 cm til højre, venstre, over eller under det sted, du sigtede.
CNS
Som aktiv registreret schweisshundefører, med mere end 21 års praktiske eftersøgninger i bagagen, blev jeg overrasket over manglende kendskab til fakta, da jeg læste en artikel, hvor overskriften tydeligt anbefalede, at man som jæger skulle droppe det populære bladskud og i stedet placere riffelkuglen, så den ramte i dyrets centralnervesystem.
Denne riffelkugles placering i dyrekroppen skulle selvfølgelig have et smart navn som modsvarede bladskuddet. Man kaldte derfor dette skud for et CNS-skud, hvor CNS stod for centralnervesystemet.
Artiklen var ledsaget af et billede, hvor man havde indtegnet, hvor CNS-kuglen skulle placeres i dyrekroppen. Dette billede afslørede et træfpunkt, som modsat bladskuddet var meget lille.
Det mindre træfpunkt ville der selvfølgelig være nogle få riffeljægere, som kunne ramme, hver gang de krummede pegefingeren. Det ville formentlig være forbeholdt nogle af de få, som årligt brager hundredevis af skud af på skydebanen. Derudover skal man huske på, at selv meget dygtige riffeljægere en gang i mellem smider et skud på riffelbanen. Sker dette ved et CNS-skud eller et halsskud, kan det få katastrofale følger for dyret.
Jeg er ikke uenig i, at, hvis man afgiver et CNS-skud og rammer præcist, hvor man sigter, vil dyret tordne til jorden som ramt af lynet. Stendødt.
Men at opfordre riffeljægerne til at gå bort fra det sikre og dræbende bladskud og i stedet forsøge at sætte riffelkuglen i et område på dyret, hvor der ikke skal gå ret meget galt, før man har en kedelig anskydning, tilgodeser på ingen måde vildtets tarv.
Præcision
Præcisionen i at kunne placere et CNS-skud skal ikke kun kunne præsteres liggende på en skydebane. Det skal også kunne udføres siddende, stående eller på en skydestok på den frie vildtbane. Dette kræver efter min opfattelse skydefærdigheder, som ligger langt over, hvad den almindelige riffeljæger kan præstere.
Derfor vil jeg på det kraftigste advare den almindelige riffeljæger mod at forsøge at sætte et risikabelt CNS-skud i dyrekroppen som erstatning for det sikre og dræbende skud midt på bladet.
Påstanden om, at man ved et CNS-skud ikke risikerer et tapskud, er helt forkert. Enhver kan regne ud, at jo højere man sætte riffelkuglen i dyret, altså jo tættere man kommer ryglinien på dyret, desto større risiko er der for et tapskud.
Rammer riffelkuglen, i et forsøg på at afgive et CNS-skud, blot 6-8 cm højere end tiltænkt, står man med et tapskud. Rammer riffelkuglen 6-8 cm længere fremme på dyret end tiltænkt, står man med en grim anskydning på bringen.
Havde man derimod sigtet midt på bladet, og riffelkuglen mod forventning havde truffet dyret 6-8 cm højere end tiltænkt, havde man leveret det, som man kalder en høj bladkugle. Dyret ville tordne mod jorden med samme virkning som et CNS-skud.
Hvis riffelkuglen i samme situation havde truffet dyret 6-8 cm til højre, venstre eller lavere end tiltænkt, havde man stadig afgivet et dræbende skud til dyret.
Som registreret schweisshundefører har jeg set skadevirkningen af rigtig mange riffelskud, som ikke ramte dyret, hvor det var tiltænkt.
I stedet for at nævne de mange anskydninger, jeg har været ude til, vil jeg blot nævne en jagtsituation, hvor riffeljægeren var mig selv, og hvor jeg er glad for, at jeg holdt mig til det sikre og dræbende bladskud.
Skuddet
I forbindelse med at jeg fik et tilbud om at skyde en af Berleburgs store kronhjorte i brunstperioden, havde jeg dette år besøgt riffelbanen oftere end normalt, Jeg havde derfor afgivet hundredevis af skud på 100 meter og 200 meter banen. Den regelmæssige træning havde medført, at jeg, populært sagt, kunne sætte skuddene inden for en to-krone på 100 meter.
På Berleburg får man imidlertid ikke lov til at afgive skud mod deres kronvildt uden først at have bevist sine skydefærdigheder. Jeg måtte derfor afgive et par skud på en dertil indrettet skydebane. På en skive, som stod godt 100 meter ude i terrænet, fik jeg placeret to skud så præcist, at skudhullerne rørte hinanden.
På Berleburg gør man alt, hvad man kan, for at forebygge anskydninger. Derfor bliver parolen nøje gennemgået før hver pürsch.
- Dyret skal stå stille og med hele bredsiden vendt mod mig.
- Der må ikke skydes på for langt hold (max. 150 meter).
- Skuddet skal placeres midt på bladet. Hverken et højt eller lavt bladskud, men midt på bladet. Halsskud og andre risikable skud var bandlyst.
- Der må ikke skydes, før skytten har sagt klart ja.
Efter flere dages forgæves forsøg kom vi langt om længe på skudhold af en af Berleburgs fantastiske kronhjorte. En kronhjort i guldmedaljeklassen, som hele tiden var i bevægelse, mens den udstødte dybe brøl for at fange hindernes opmærksomhed.
Jeg sad godt på en skråning med fast anlæg og havde fundet kronhjorten i trådkorset, da den endelig stoppede op. Skytten gav imidlertid ikke tilladelse til at afgive skuddet, da hjorten stod lidt over 200 meter ude.
Først da hjorten kom tættere på og stillede sig op med hele bredsiden mod mig, fik jeg endelig tilladelsen.
Fast anlæg
Skydestillingen med det faste anlæg var stadigt god, og jeg havde styr på åndedrættet. Trådkorset blev placeret midt på bladet, og jeg lod roligt skuddet gå.
Jeg var overbevist om, at jeg havde afgivet et perfekt skud. Præcis midt på bladet, hvor jeg havde sigtet. Kronhjorten gik ned i knaldet som ramt af lynet. Det er dog ikke det normale skudtegn, når en adrenalinfyldt brunsthjort træffes midt på bladet.
Jeg repeterede hurtigt og var klar til at afgive endnu et skud. Det viste sig ikke at være nødvendigt. Hjorten blev liggende stendød midt på brunstpladsen.
Da vi kom frem til hjorten, kunne vi se, at skuddet sad 8-10 cm højere, end jeg havde sigtet. Hvorfor skuddet ikke sad præcist, hvor jeg havde sigtet, er mig stadig en gåde.
Det, jeg vil frem til ved denne fortælling er, at, hvis jeg i stedet havde forsøgt at placere en CNS-kugle i hjorten, er jeg ikke i tvivl om, at resultatet var blevet en tabskuds-anskydning.
Fortællingen om kronhjorten og specielt, hvor jeg ramte den, er lige præcis årsagen til, at jeg anbefaler alle at sætte kuglen midt på bladet. Hverken en høj eller lav bladkugle, men midt på bladet.
Jagtscenen, hvor jeg skyder den store medaljehjort, har jeg set masser af gange siden, da den er at finde på Hunters Video’s film ”Jagt på Berleburg”.
Overlever hjortevildtet et tapskud
At de fleste dyr overlever et tapskud, er en påstand, der ikke findes et entydigt svar på. Overlevelsesgraden vil være afhængig af tapskuddets placering, sårdybde, årstiden, temperaturen, dyrets almene sundhedstilstand, og om dyret har mulighed for selv at holde såret rent (slikke på det).
Mine schweiss- og eftersøgningsmæssige erfaringer siger, at, når dyret får ro til at sætte sig, og det trods alt er lidt medtaget af tapskuddet, har vi mulighed for senere at opspore og overraske det i sårlejet.
Spores dyret op og rejses fra sårlejet, vil succesraten på en efterfølgende hetz, hvor hunden skal løbe dyret op og bide sig fast i dette, være afhængig af, om dyret er kommet sig efter tapskuddet. Er dyret kommet sig tilstrækkeligt, kan hunden ikke løbe det op.
Det er en kendsgerning, at tapskud ikke er den anskydningstype, som eftersøgningsmæssigt giver en høj succesrate. Tværtimod. I den forbindelse skal det nævnes, at blot fordi vi ikke kommer frem til det tapskudte dyr i et sårleje, er dette ikke ensbetydende med, at dyret overlever tapskuddet.
Når riffelkuglen ikke træffer, hvor man sigter
En habil riffelskytte, jeg kender, havde i årevis haft succes med at afgive det tidligere så populære halsskud. Altså et skud på halsen af dyret. Hver gang vi talte om det, forsøgte jeg at overtale ham til at droppe dette halsskud. Hans selvtillid i forhold til hans skydefærdigheder var ikke til at rokke. Lige indtil den dag, hvor skuddet ikke sad, hvor han sigtede.
I stedet for at ramme halsen, ramte riffelkuglen af uforklarlige årsager kæben, 5-6 cm til højre fra, hvor han sigtede. Dyret væltede omkuld, rejste sig og løb slingrende væk.
Dyret blev selvfølgelig eftersøgt. Desværre fik man ikke kontakt til dyret. Derimod fandt jægeren selv dyret en uge senere ved en tilfældighed. Det lå forendt ved en vanding i skoven, 800 meter væk fra anskudsstedet.
Dyret havde, uden mulighed for at indtage føde eller væske, levet i flere dage med denne grimme anskydning, som førte til en smertefuld død.
Jeg behøver vel ikke at sige, at jægeren efter denne oplevelse besluttede, at han ALDRIG igen ville forsøge at ramme hjortevildtet på halsen.
De forskellige bladskud
Et bladskud er, når riffelkuglen træffer inden for et større område på hjortevildtets krop, som er omkranset af ribben og dækker hjerte og lunger.
Selvom dyret med et skud på bladet kan flygte over en kortere afstand, er det et absolut dræbende skud, som intet hjortevildt overlever.
Midt på bladet
Rammer riffelkuglen midt på bladet, altså i centrum af det store træfpunkt, har man afgivet et dræbende skud. Om dyret forender efter en kort flugt, eller om dyret går ned i knaldet, afhænger af dyrets stressniveau i skudøjeblikket samt af kaliber og kuglevalg.
Det lave bladskud
Da hjertet sidder meget lavt i hjortevildtets brystkasse, vil jeg ikke anbefale, at man forsøger at placere riffelkuglen midt i hjertet. Rammer du hjertet, forender dyret hurtigt, men hvis riffelkuglen træffer dyret 8-10 cm lavere end tilsigtet, risikerer du en forløbsanskydning.
Succesraten for råvildteftersøgninger i forbindelse med en tør forløbsanskydning, er ofte afhængig af jægerens adfærd efter skuddet.
Statistikken viser, at såfremt det er den registrerede schweisshund, som rejser dyret fra dets første sårleje, ligger succesraten på den gode side af 80 %.
Hvis jægeren selv har ledt efter dyret, og har rejst det fra dets første sårleje, falder succesraten til cirka 20 %.
Bemærk, at forskellen mellem de 80 % eller 20 % udgøres af jægerens adfærd efter skuddet. Vær også opmærksom på, at et forløbsskudt stykke hjortevildt kan tegne som for en god bladkugle.
Hvis du ikke på anskudsstedet og i dyrets flugtretning kan se masser af schweiss, som ser ud, som om det er hældt ud af en colaflaske, skal du ikke selv lede efter dyret. I stedet bør du kontakte den nærmeste registrerede schweisshundefører.
Det høje bladskud
Det høje bladskud er, som navnet indikerer, når riffelkuglen rammer højt på det store træfområde, vi kalder bladet. Dyret vil ofte tordne til jorden, fordi det rammer tæt på dyrets centralnervesystem, paradoksalt med samme virkning som CNS-skuddet.
Jeg vil fraråde, at man bevidst går efter det høje bladskud, da man ligesom ved CNS-skuddet befinder sig i det øvre træfområde og derfor kan risikere et tapskud.
Som ansvarsfuld jæger bør man undlade at afgive alle former for halsskud.
Fakta om bladkugler, flugtafstande og forblødning
Hjortevildt, som flygter efter at være ramt af en dræbende riffelkugle på bladet, vil ofte have en flugtafstand på 20 – 40 meter. Flugtafstanden ved et lungeskud kan dog blive noget længere.
Flugtafstanden kan variere fra individ til individ og er særlig afhængig af dyrets stressniveau i det øjeblik, det rammes af riffelkuglen.
Generelt kan man sige, at jo større hjortevildt, vi taler om, desto længere kan flugtafstanden blive.
Hjortevildt, som bliver skudt, ender i sidste ende på middagsbordet. I den forbindelse har dyrets forblødning en betydning. Det er ikke for sjov, at man på slagteriet skærer ind til hovedpulsåren, straks efter et kreatur er blevet aflivet med en boltpistol.
Når et dyr rammes på bladet og ikke forender øjeblikkeligt, vil det ofte udføre en kort flugt, mens blodet hurtigt forlader dyret. Når hjertet ikke kan pumpe mere blod og ilt til hjernen, forender dyret. Denne forblødning giver bedre kød.
Vejen til det sikre, dræbende skud
For at kunne afgive et dræbende skud til et stykke hjortevildt hver gang, kræver det tre ting.
- Træning, træning og atter træning på riffelbanen. Ikke kun liggende, men også knælende, stående og på skydestok.
- Afgiv kun skuddet, når dyret står helt frit og med hele bredsiden vendt mod dig.
- Bestræb dig på at placere riffelkuglen midt på bladet. Hverken for højt, for lavt, til højre eller til venstre, men midt på bladet.
