Af Jacob Lundgaard
Foto Steen Andersen samt 1tomm/Shutterstock
Når vi er på landevejen i bil, har min familie og jeg gennem mange år haft en løbende konkurrence om at få øje på råvildt langs vejen først. På denne specifikke tur havde vi samlet set på en ganske kort motorvejsstrækning spottet næsten 15 stykker råvildt på de marker, vi var sust forbi. Vi befandt os lige uden for Ringsted, men billedet kunne have været nogenlunde det samme, hvis vi havde befundet os mange andre steder i landet med undtagelse af Fyn, hvor massedøden i råvildtstammen siden 2002 – altså nu 20 år – har gjort og gør et voldsomt indhug i bestanden. Men det er mere reglen end undtagelsen, at der er råvildt over det hele. Årsagen er meget enkel. Der er sket en markant forøgelse af råvildtpopulationen gennem de seneste årtier på grund af grønne vintermarker, men til trods for en øget afskydning bliver der mange steder og specielt på Sjælland med omliggende øer skudt alt for få stykker råvildt.
Flere dyr
De pågældende områder er blandt andet karakteriseret ved et meget stort antal godser, der igen er inddelt i mange konsortier, hvor råvildtet i alt overvejende grad skydes med kugle. I de fleste konsortier er medlemmerne samtidigt fokuseret på bukkejagten, og interessen for kuglejagten på efterårsdyrene er ikke overvældende. Resultatet er stadigt voksende bestande med svagere og kropsmæssigt mindre dyr, som per definition er betydeligt mere modtagelige for alskens dårligdomme end større og tilsvarende stærkere individer.
Den såkaldte fynske syge breder sig allerede til andre dele af landet, og hvis denne tendens skal stoppes, er jægerne nødt til at øge afskydningen af råvildt under efterårs- og vinterjagten. Fokus bør lægges på råer og lam, så der kommer en mere afbalanceret bestand.
Vejen frem er i mine øjne, at man på langt flere efterårsjagter, end tilfældet er på nuværende tidspunkt, begynder at gå målbevidst efter en selektiv afskydning med hagl. Én løsningsmodel er brugen af bagposter, som udelukkende skal koncentrere sig om at skyde råvildt og gerne ræv og/eller mårhund, hvis en sådan skulle lægge vejen forbi.
Bagpost
Lad det være sagt med det samme. Det er ikke ligegyldigt, hvem der bliver betroet opgaven at stå på bagpost. Med al respekt for nyjægere – uanset alder – har de færreste det erfaringsgrundlag, der er nødvendigt for at kunne forsvare posten.
For det første skal man kunne læse terrænet, så man kommer til at stå præcis dér, hvor råvildtet forventes at komme. For det andet er det vigtigt at forholde sig komplet roligt, til der skal afgives skud. Råvildtet ser ikke særligt godt, men reagerer omgående på bevægelse. For det tredje er afstandsbedømmelsen af afgørende betydning. Skudafgivelse skal ske på et passende hold, hvilket vil sige maksimalt 15 meter og helst mindre. Sidst men ikke mindst er det af afgørende betydning, at man er i stand til at se forskel på råer, lam og bukke, så de rigtige dyr bliver leveret. Dertil kommer, at det er bandlyst blot at tænke tanken at skyde på fugle, der går bagud.
Alt dette behersker mange garvede jægere, og er det samtidigt én, som i forvejen er fortrolig med at skyde råvildt med hagl, er den rette skytte til bagposten fundet.
Råvildt er både skudstærkt og udstyret med en tyk pels i efterårs- og vintermånederne, så det tunge skyts skal frem, selvom der er tale om korte hold. Hvor det er muligt, bør der skydes med 3’ere i stålhagl, og hvor det ikke er velset med stålhagl da Bismuth – mindst 32 gram i 3’ere.
Placeringen
Bagposten placeres, fordi råvildtet i lighed med ræve har for vane at gå bagud, når der bliver drevet igennem både med og uden hunde. Dyrene vælger ofte at stå stille, mens drevet går forbi, og venter til muligheden for at smutte ad bagvejen byder sig. Af samme årsag kommer dyrene i de fleste tilfælde trissende stille og roligt, så bagposten har god tid til at vælge de rette dyr, som nævnt hundyr og lam, så den attråede buk kan blive gemt til det efterfølgende forårs bukkejagt.
Den gyldne hovedregel er i øvrigt, at såfremt der kommer mere end et stykke råvildt, går råen forrest efterfulgt af lammet eller lammene og med bukken sidst. Skyd efter devisen lam før rå, men kommer en rå alene, så hold til den. Det gamle mundheld blandt jægere om at skåne gammelråen har overlevet sig selv for mange år siden.
Held i uheld
I januar 2019 var jeg inviteret på jagt i et moseområde mellem Haslev og Næstved. Nogle kommunikationsvanskeligheder mellem min vært og mig gjorde, at vi kom for sent. Vi trillede ind på pladsen i samme øjeblik, som første såt skulle blæses i gang. Min vært var hundefører og sidstemand i driverkæder, så min hund måtte blive i bilen, og jeg blev til min store fornøjelse sat på bagpost med besked om at skyde på det råvildt, der måtte søge bagud i såten.
Hundene blev sluppet, og drevet gik i gang. Hundeføreren lige ud for mig var ikke ude af syne, før han først meldte – råvildt fremad – efterfulgt af et – råvildt bagud. Jeg havde allerede strammet grebet om haglbøssen, og i samme øjeblik fik jeg øje på et rålam, der kom i fuldt firspring ned ad den veksel, jeg stod lige op af.
På grund af driveren mindre end 50 m foran mig var jeg nødt til at vente med at skyde, til dyret var ud for mig. Med tre meter ud til vekslen faldt skuddet på klos hold, og effekten udeblev ikke. Lammet rullede adskillige gange, inden det ramte et birketræ. Et enkelt spjæt med det ene bagløb blev det til, inden dyret lå stille. Hundeføreren var stoppet op for at følge med i hele seancen, og jeg fik et ”thumbs up”, inden han fortsatte ud af syne.
Endnu et forsøg
I starten af november 2021 kom der en ny invitation fra samme vært. Under telefonsamtalen forhørte jeg mig om muligheden for at blive sat på bagpost igen. Svaret var – ”Intet problem”.
I første såt fik jeg anvist samme post som i 2019. Råvildtet udeblev, men man står sjældent forgæves på bagpost, fordi andre dyr kan finde på at søge bagud, og jeg fik fornøjelsen af intet mindre end to fine halvskufler-dåhjorte. Den første opdagede aldrig, at jeg var der, men den anden fik fært. Forbløffende hvor hurtigt og adræt en stor tung dåhjort kan vende rundt og forsvinde.
I dagens sidste såt blev jeg placeret på en veksel i den anden ende af mosen. Drevet var kommet så langt væk, at jeg ikke længere kunne høre drivernes ”hep, hep”.
På det tidspunkt havde jeg haft besøg af en kronspidshjort. Men pludselig fangede jeg en bevægelse ud af øjenkrogen. Jeg drejede forsigtigt hovedet og konstaterede, at et pjevset lam var på vej i min retning. Da jeg blev sat på post, registrerede jeg de træer, som stod maksimalt 15 m fra mig. Det var mine fikspunkter for de længste skudhold, jeg kunne tillade mig. Lammet fulgte den lagte slagplan. Da det stak hovedet frem foran et af mine fikspunkter, faldt skuddet – Keine Hexerie, nur Behändigkeit. Lammet vejede noget under 10 kg brækket, så det rigtige dyr var taget ud af bestanden.
Ud over, at det vil gavne bestanden på længere sigt at nedlægge et større antal hundyr og lam på efterårsjagterne med hagl og ved brug af bagposter, skal man heller ikke være blind for, at også kød fra dyr skudt i efteråret er en herlig spise. Men husk som ved fuglevildt at passe på tænderne, for stålhagl er hårde som sten.
