Fra tid til anden bliver jeg spurgt om, hvorfor det hedder at GÅ på jagt. Jeg kan godt forstå, at virker underligt, fordi vi jo for det meste enten står eller sidder på jagt, og kun ganske sjældent går af sted efter vildtet. Det er egentligt lidt ærgerligt, for det der med at gå, giver også mere en fornemmelse af at arbejde for jagten fremfor passivt at vente på, at vildtet kommer forbi.
Men denne dag var det anderledes, for vi skulle tilbage til den gang, hvor vi gik hele dagen, og mere talte de kilometer vi gik, end det vildt vi nedlagde.
Hovedkulds ind i jagten
Vi havde faktisk kun lige forladt jagthytten og bilerne efter morgenmaden og parole, så gik vi helt bogstaveligt i gang med at gå på jagt. Der var ingen jagtvogn til at samle folk op, ingen kørte i egne biler – nej vi gik simpelthen bare fra paradepladsen og ud over markerne, ned mod dagens første såt. Det var et andeopfløj på de udsatte ænder, og stille delte vi os i to hold og omringede søen og remisen. Da de to sidste skytter fra hver sit hold mødtes igen på den anden side af søen, var vi klar, og jagten blev blæst i gang.
Lad det være sagt med det samme, andeopfløj har aldrig været min favorit jagtform, og min fordom er – eller var, at sådan nogle udsatte gråænder kan være virkeligt tunge at få op og flyve, og når de så endelig er på vingerne, er de så langsomme og lavtflyvende, at det virker nemmere at baske dem en med geværet end at skyde dem. Ja, herfra kan jagten jo kun overraske.
Det gjorde den virkelig også, for hvad jeg ikke vidste var, at de udsatte ænder havde tiltrukket både krikænder og andre vilde gråænder. De kan som bekendt virkeligt flyve og at dømme efter patronforbruget på den modsatte side af søen, ville vi virkeligt få mange krikænder med hjem fra denne såt….
Men, men – sådan nogle krikænder med fuld power på flyvningen er ikke lige sådan at pille ned fra himlen, og de to krikænder, der blev nedlagt i mit hjørne af kæden, var de eneste to, som lå på paraden. Den ene nedlagt af Mark, som dermed fik sin første krikand. Det var jeg glad for at have været med til. Særligt da jeg cirka 1 1/2 måned før var med ham på markjagt efter gæs, og der fik han nedlagt sin første gås, som tidligere beskrevet på disse sider.
Der er altid noget særligt over at få sin første, og lige med krikand og grågås er der mange jægere, som lever et helt jagtliv uden at kunne sætte dem i journalen. At Mark nåede begge på sin blot anden jagtsæson, gjorde dagen endnu bedre.
De ti udsatte ænder, som lå på paraden sammen med krikænderne, gav en god start på dagen, og de fleste havde haft skudchancer, hvilket jo er vigtigt på en fællesjagt.
Agerhønsejagt – nu som gemmeleg
Vi var klar til anden såt, og her stod agerhønsene på programmet som endnu et nyt element i dagens blandede bolsjer. Blandt hundene var der flere stående hunde, hvilket gav gode muligheder for agerhøns i den roemark, som nu stod for tur.
Hundene arbejdede støt marken igennem, mens kæden stille gik frem mod den anden ende af marken.
Jeg tror de fleste, som har været på agerhønsejagt, oplever, at de får gået mange meter, set hundene arbejde grundigt og mødt de skønne arealer, hvorimod agerhønsene ofte brillerer ved deres fravær.
Vi havde sat to familier ud, og på 350 ha mark var det ikke i dag, at vi fandt dem i denne udgave af gemmeleg. De var blevet set op til jagtdagen, men derfra og til at finde dem er der et stykke vej.
Jeg har også ofte prøvet, at jeg efter en lang dags jagt uden agerhøns er kørt forbi dem på vej hjem gennem jagten, hvor de er gået på markvejen. Det må være jagtens måde at vise, at de vandt denne omgang. Men hvis vi bare gik ud og fandt dem, var det ikke jagt, hvilket jo er charmen ved denne jagtform.
Lige præcis på det her område har jagten jo ændret sig meget, siden dengang man for alvor GIK på jagt, da udbyttet slet ikke er på niveau med de andre arter, vi jagter. Men skønt at se hundearbejdet, og alle fik nydt det skønne vejr.
Hvad skal der egentlig til for at kunne GÅ på jagt?
Det er jo et oplagt spørgsmål sådan halvvejs på jagten, og det var tydeligt for mig, at det kræver et terræn, som indbyder til bevægelse. Ikke alt for store skove – 5 hektar maximalt – og så en masse hegn og noget forskellig afgrøde, som inviterer vildt til “lige at blive lidt længere”, som det hedder i en reklame.
Vores skytte har heldigvis en passion med at plante for vildtet, så rundt omkring på jagten var der mange steder plantet afgrøder specielt for dyrelivet. Det fungerede også, kunne vi konstatere, som vi kom rundt over arealet, for fuglene var der, hvor der var blevet plantet.
Samtidigt kræver det, at jægerne er i fysisk form til at kunne gå derudad. Der var få muligheder undervejs for at stå for, og jeg snuppede selv en af dem, hvor jeg fik chance for at snakke noget længere tid med en af seniorerne i jagten.
Hegnsskytter
Tilbage på jagten var vi efter en kort pause nu klar til flere såter, hvor vi drev remiser og læhegn af med skytter på hver sin side af hegnet. Tyve mand med tilhørende hunde gik bredt, og da harerne endnu ikke var jagtbare, fik de lov at løbe.
Den sjoveste situation, jeg oplevede gennem hegnene, var, da en fasankok gik bagud lige mod min post på kanten af remisen. Lige da den nåede frem, slog den hårdt ned, nærmest foran mig, og løb ind i det tætte igen. Det så virkeligt sjovt ud, som om den kastede ankeret og trak sig selv ned, lige uden for skudchance. Det gav en del grin langs linjen.
Ved det næste hegn gik skytterne på hver sin side, og hundene arbejdede bredt. Det gav muligheder til både fasaner og duer, og gav da også fugle til paraden.
Jeg var selv med i to situationer, hvor de dygtige hunde ikke pressede vildtet for langt frem, hvilket gjorde, at da først en due fløj op, kunne både hundeføreren og jeg nå at få skud til den og i fællesskab levere den til paraden i samarbejde med hunden.
Situationen gentog sig, da vi var næsten ved enden af hegnet, denne gang med en fasankok, som også kom med til paraden. Skønt når samarbejdet fungerer mellem hundefører, hund og skytte.
Dejligt vejr
En god ting ved at gå på jagt er, når vejret viser sig fra den venlige side. Hele dagen fik vi kun et par dråber regn, og det meste af dagen var der en smule sol gennem skyerne. Vi har jo købt jagttøj efter sne, regn og det, som er værre – nemlig slud, som man virkelig kan blive våd af – men i dag var en vest og en trøje rigeligt til at holde varmen. Delvist fordi vi jo gik næsten hele tiden, og derved kunne man nemt holde sig varm.
Finalen
På hyggelig vis var vi nået hele vejen rundt på terrænet, og manglede nu kun den sidste remise op mod hytten. Her havde vi den lille udsætning af fasaner, og der kom da også fasaner på vingerne. Det gav skud til de sidste, som endnu ikke have haft muligheder, og med den oplevelse var vi tilbage foran jagthytten igen.
Det havde været en hyggelig tur rundt på alle terrænerne, hvor vi havde mødt mange forskellige muligheder med ænder, agerhøns, fasaner og duer.
Det kunne også ses på paraden, som var en fin blanding af alle de overnævnte fugle.
God stil blandt jægerne
Formanden var meget tilfreds, da vi stod ved paraden. Godt vejr, god stemning og god og sikker skydning.
Paraden var på næsten tyve fugle, og det var meget passende. Alle, som var med i jagten, kunne gå frem og tage to fugle, hvorefter resten kunne fordeles blandt gæsterne.
Det gav hurtigt alle fuglene ejere, og som en af hundeførerne bemærkede, så var det god stil, at alle gik frem og tog fugle. Kan du skyde dem – kan du spise dem. Det er god skik.
Mark fik begge de leverede krikænder med hjem, og nu afventer jeg, hvordan han og hans kæreste synes, at de smagte.
Afslutning
Jeg fik lagt mine to fugle i bilen, og ved den efterfølgende varme frokost havde alle røde kinder og godt humør
På en eller anden måde synes man, at man mere fortjener frokosten, når man har GÅET på jagt fremfor at have stået på jagt.
Maden smagte ekstra godt denne dag.
