Foto Jens E. Perto
Vi har alle sammen prøvet dem. Jagter, hvor der var alt for mange deltagere til, at man fik talt ordentligt sammen og kunne dele hinandens jagtoplevelser. Baggrunden for disse store jagter er, at småvildtjagten på mange måder har skiftet karakter i takt med ændringerne i landbrugsdriften. I dag er størstedelen af landjagten tæt knyttet til skovarealer, eftersom der ikke er plads til nævneværdige mængder af jagtbart vildt i de monokulturer, man dyrker i det åbne land. Samtidig er omkostningerne til jagt blevet så store, at de fleste jægere er nødt til at gå mange sammen for at kunne dyrke deres passion.
Det er min erfaring, at stadig flere jægere synes, at en del af glæden ved jagten går tabt ved de store jagtarrangementer. De fortrækker en mere basal jagtform, som engang var så almindelig, at den ikke engang har en særlig dansk betegnelse. Man gik bare på jagt – med streg under gik.
Walked-up og Roughshooting
Mange af vore traditioner for småvildtjagt kommer fra Storbritannien, og det er nok årsagen til, at man i dag benævner den oprindelige småvildtjagt med engelske udtryk som ”Roughshooting” eller ”Walked-up-shooting”.
Roughshooting er den gammeldags måde at gå på jagt på, hvor et lille antal skytter går rundt i terrænet og opsøger småvildt i for eksempel små remiser, langs levende hegn, i krat og rundt om vandhuller. Normalt vil deltagerne selv være drivere og anvende egne hunde. Vildtudbyttet ved en roughshoot er normalt ikke større, end deltagerne selv kan fortære det. Typisk mindre end ti stykker vildt – afhængigt af vildttæthed og antallet af deltagere.
Begrebet walked-up shooting dækker over et mindre arrangement end en selskabsjagt (klapjagt) – som typisk foregår hos et kommercielt drevet jagtvæsen. Der er normalt 4-8 jægere, som ledsages af skytten og eventuelt et par drivere og hundeførere. Jagtformen er identisk med roughshooting bortset fra, at der ofte vil forekomme små drev, hvor skytterne stiller op om for eksempel et vandhul eller en remise. Af denne grund vil man på et walked-up-shoot normalt kunne opleve flere former for skudvinkler end under en roughshoot. På kommercielle arrangementer vil udbyttet normalt være lidt større end ved en roughshoot – typisk 5-10 stykker vildt per deltager.
Mange glæder
Det gælder for begge disse klassiske jagtformer, at mange af deltagerne synes om at gå i terrænet og om, at deres indsats ikke alene består i den skydefærdighed, som er afgørende for en traditionel fasanklapjagt. Viden om jagten og vildtets vaner er ligeså vigtige ved klassisk småvildtjagt som skydefærdighed.
Motion i terrænet, masser af frisk luft og ofte frokost i det grønne er altsammen vigtige elementer af disse jagter – ud over det sociale samvær, som der her er god tid til. Hertil kommer, at man kan have sin egen hund med, hvis man ellers har trænet den. Det er altid en stor kilde til glæde for både hund og ejer.
En yderligere charme ved klassisk småvildtjagt er, at man afhængigt af terrænet hyppigt får chancen for at nedlægge flere forskellige arter af småvildt og ikke alene fasaner. Forskellige arter af vilde ænder, harer, snepper og duer supplerer ofte fasanerne på vildtparaden – og sommetider endda en skade eller krage. Sidstnævnte ville nok ligge forrest på paraden, hvis den blev udlagt efter sværhedsgraden ved at nedlægge de forskellige arter.
Et år deltog jeg i en walking-up-jagt på en af øerne i Smålandshavet, og jeg var yderste mand i skyttekæden og gik langs strandkanten. Netop som jeg passerede en pynt, pressede vinden en flok edderfugle ind over strandkanten, og det lykkedes mig at nedlægge en fuldt udfarvet edderfuglehan med min gamle hanebøsse i kaliber 20. Det er nok en af ganske få edderfugle, som er nedlagt med bismuthagl fra en rent cylinderboret bøsse, der snart er 150 år gammel.
Det gælder også for både walking-up og roughshooting, at inden for ganske vide rammer er antallet af nedlagte stykker vildt uden betydning for kvaliteten af dagen – i modsætning til det, man ofte hører i kommentarer om de større driv- og klapjagter. Og netop det forhold bevirker, at det ikke er nær så kostbart at opleve den klassiske jagt som for eksempel en klapjagt på fasaner eller en trykjagt på klovvildt.
Til gengæld er det ofte en anden – men langt mere overkommelig pris, man må betale ved den gammeldags jagt. Eftersom alle deltagere som regel kan se, hvad de andre foretager sig, og tillige ofte kender hinanden, er der sjældent tale om samme grad af høflighed, som man kan opleve på en klassisk fasanklapjagt med inviterede gæster.
I stedet vil man ofte blive udsat for mange spydige kommentarer til selv den mindste fejl.
En gang, hvor jeg blev overrasket af en fugl, så jeg ikke nåede at skyde, blev jeg straks spurgt: ”Hvorfor har du taget en sparebøsse med?”. En anden gang, hvor jeg skød forbi til en sneppe, fik jeg straks det velmente råd: ”Prøv at skyde dér, hvor den er på vej hen, i stedet for dér, hvor den var lige før.” Da jeg ved en anden lejlighed dublerede krikænder med to spektakulære skud, var der til gengæld ingen, som bemærkede noget. Og selvom jeg har prøvet længe, er det desværre endnu ikke lykkedes at finde nogle bedre venner.
Har man sin egen hund med, er det naturligvis væsentligt, at man har den under kontrol. I modsat fald risikerer man den kommentar, som min gode ven og jagtkammerat for år tilbage fik, og som han har hørt for rigtig mange gange lige siden:
”Sig mig, – når nu både du og din hund er så glade for at gå på jagt, hvorfor gør I det så ikke sammen?”
Hvor og hvordan?
Roughshooting kan i princippet nemt arrangeres af alle, hvor en eller få jægere har adgang til et bare nogenlunde varieret jagtterræn. Er jagtretten på terrænet lejet af et konsortium, forholder sagen sig ofte anderledes. Da antallet af deltagere i sagens natur skal være temmelig begrænset. Når kun en del af konsortiets medlemmer kan være på jagt samtidig, stiller det naturligvis krav til fordelingen af dage med roughshooting deltagerne imellem. Man skal også tage stilling til, om konsortiemedlemmer må medbringe gæster på disse, hvilket kan være nødvendigt, hvis man for eksempel ikke selv råder over en jagthund. Det kan være vanskeligt at lave aftaler, som tager højde for alt, og fuld retfærdighed opnår man næppe, hvorfor det kræver et velfungerende konsortium med overbærende medlemmer for at udnytte terrænet optimalt.
Walking-up-jagt kan man købe på adskillige godser her i landet. Jagterne annonceres sjældent, da det ikke er vanskeligt at få deltagere ved hjælp af mund-til-øremetoden. Man må derfor selv udvise initiativ og kontakte de godser, som har et kommercielt baseret jagtvæsen.
Man skal som regel stille med et hold på 6-8 personer, og et arrangement koster typisk et sted mellem 3.000 og 5.000 kroner per næse og dag – afhængigt af vildtparadens størrelse og antallet af nødvendige hjælper og hundeførere. De walk-up-arrangementer, jeg selv kommer på rundt om i landet, har deltagerne fra året før som regel førsteret til at deltage igen året efter, og der er sjældent nogen, som melder fra.
Til gengæld er der store muligheder for både roughshooting og walking up-arrangementer især i Storbritannien. Der er typisk tale om 3-4 dages jagt på forskellige vildtarter. Prisen for en sådan tur starter fra omkring 15.000 kr., og hver deltager nedlægger typisk 8-10 stykker vildt per jagtdag.
Man får altså oftest lidt mere vildt af flere arter på tasken end herhjemme, men har til gengæld større omkostninger til rejse og ophold. Selvom arrangørerne kan være behjælpelige med at lave et hold, så fungerer sådanne ture erfaringsmæssigt bedst, hvis holdets deltagere kender hinanden på forhånd. Til gengæld behøver et hold ofte kun at være fire jægere.
Uanset hvor disse små jagter foregår, er det altid fornøjelige begivenheder, som jeg altid ser frem til med stor forventning. At deltage i dem opfatter jeg som jagtens sjæl. Da det sociale altid er i højsædet, overnatter vi ofte før jagten på et passende sted i nærheden. Det sætter os i stand til at nyde noget, som om muligt højner glæden ved vores små hyggejagter – portvin af ædel kvalitet.
