Billeder af Lewis Thomas, SLOTSmedia samt Erni/Shutterstock

Som udgangspunkt er al begyndelse svær. Det er bestemt også sandt, når det handler om jagt på nye arter under fremmede himmelstrøg. Alligevel er vi blot ti minutter inde i jagten på den første aften i Suffolk, England, da jeg skyder min første muntjac buk. Kort efter vi har forladt bilen, og mens jeg ganske uprofessionelt står og småsnakker med den lokale gamekeeper, Sam, lister en flot muntjac ud af buskadset små tredive meter bag ham. Jeg tager uden tøven riflen af skulderen og monterer den i skydestokken og afsikrer, mens jeg finder bukken i kikkerten på laveste forstørrelse. Alt dette sker i én glidende bevægelse, som på autopilot, stort set hen over skulderen på Sam, der har stået med ryggen mod dyret. Nu vender han sig en smule forvirret om, opdager bukken og når lige at hvisle et særdeles entusiastisk ”bloody hell!” mellem tænderne, netop som jeg lader skuddet gå.

Bukken falder omkuld i knaldet, og skuddet forstyrrer endnu en muntjac fra krattet lige ved siden af os. Jeg slipper skydestokken, repeterer hurtigt og svinger riflen i retning mod det flygtende dyr. Denne gang griber Sam ind med en rolig hånd placeret på min skulder og beder mig høfligt om ikke at skyde. Den står ellers fint og kigger direkte mod os, igen blot tredive meter ude, men desværre midt i en privat baghave – det eneste sted, hvor de er fredet heromkring. Jeg sikrer riflen, samler skydestokken op, og vi går sammen hen til bukken, der i mellemtiden er trukket lidt ind i et buskads. Den ser ikke ud til at være helt perfekt skudt, så jeg afgiver et fangstskud på halsen på 10 meters afstand gennem det begyndende tætte og særdeles tornede krat. Måske unødvendigt, men i dette buskads skal de ikke bevæge sig langt, før de bliver vanskelige at finde.

Det er prægtig gammel buk, lidt større end en hare, med en efter arten ganske fin opsats, forklarer Sam. Bukken har store åbne kirtler lige under øjnene, fuldstændig som de afrikanske duikers i omtrent samme størrelse. At dømme efter kirtlernes hævelse, var han sikkert på frierfod efter dåen, der lettede kort tid efter.

Der er tid til at tage et par billeder, og efter en hurtig rådslagning bliver vi enige om at efterlade dyret minus hoved på en lokkeplads i nærheden. Her har Sam i forvejen forsøgt at trække rævene til for at foretage en samlet natlig bekæmpelse, så de ikke slår så hårdt på de opdrættede fugle. Med bukkens hovede pakket forsvarligt i rygsækken pürscher vi roligt videre gennem det prægtige engelske landskab nær den lille landsby Great Livermere, nordøst fra London. Der er stadig tre timer til solnedgang, og den intense indledning levner ingen tvivl om, at det vrimler med eksotiske muntjacs i det tætte krat omkring os. Alle sanser arbejder på højtryk, ganske som det skal være, når jagten går i blodet.

Sociale medier som jagtformidling

Vi fandt Sam Rushbrook (aka @sams_silverpigeon) på Instagram og blev charmeret af hans gode indlevende forklaringer til de flotte billeder, store praktiske erfaring med opdræt af alt på vinger samt ikke mindst regulering af duer med et Beretta Silver Pigeon haglgevær. Ved siden af den store interesse for flyvende vildt sørger den unge mand med sin riffel samtidig for at holde bestanden af klovdyr en smule nede i det lokale område. Før denne tur havde jeg ikke tidligere haft chancen for at skyde muntjac, så da Sam tilbød, at vi kunne komme en tur forbi og opleve det hele på nærmeste hånd, tøvede jeg ikke med at slå til.

Hvis man ikke tidligere er stødt på muntjac (Muntiacus reevesi), er det ganske forståeligt – Det er en meget lille hjorteart, der stort set ikke findes andre steder end i England. Her blev de indført som en attraktion i en park i Bedfordshire-området i starten af 1900-tallet, og der skete det, som oftest sker: Hjortene slap selvfølgelig ud og spredte sig med lynets hast. Specielt i det syd- og østlige England har de fået virkelig godt fat og betegnes og bekæmpes som en invasiv art på linie med vores mårhunde. Naturen og omgivelserne lader ikke til at sætte nogen reelle begrænsninger for dyrenes i forvejen særdeles driftige evne til at forplante sig.  De har ikke en specifik brunstperiode, men kan parre sig og få afkom hele året. Dåerne bliver kønsmodne fra de er otte måneder gamle, går drægtige i syv måneder og får som regel kun et enkelt lam. Som fraværet af en egentlig brunstperiode har hjortene heller ikke et fast tidspunkt, hvor de skifter opsats. Du kan møde én i fuld kampudrustning samme dag, som du ser én, der netop har tabt sin opsats. Med til denne kampudrustning hører også de noget særprægede hugtænder, der med undtagelse af vandrådyr ikke ses på andre hjortearter.

Utallige chancer på herresædet

Vi startede vores pürsch i den lille by Great Livermere og arbejdede os over godsets jorder, gennem krat og buskads til det prægtige Ampton Hall. Her kunne den store, smukke engelske have fremvise områdets nok tætteste bestand af muntjac. Den lave omgivende bevoksning med skræpper og brombærkrat ydede perfekt dække for hjortearten med lav chance for at blive opdaget, når de sneg sig omkring i vildnisset. De små hjorte var dog i konstant bevægelse og dristede sig også ud på de mere åbne områder og gav reelle skudchancer om end for en meget kort bemærkning. Det kræver selvfølgelig, at man er stille, vågen, hurtig på aftrækkeren og en smule heldig.

Da aftenen går på hæld, og solen for længst er sunket ned bag de smukke landlige omgivelser, har jeg haft flygtige møder med hele syv forskellige muntjacs på afstande fra ti og til trehundrede meter. Vi afslutter tilbage ved bilen og pakker hovedet af min første, og viser det sig, ganske flotte buk ud – ordet begynderheld virker ganske beskrivende i dette tilfælde. Ingen af aftenens resterende sammenstød med den lille, livlige hjorteart levnede mig tid nok til overhovedet at få afgivet et skud. Nogle af disse møder kunne med fordel være afsluttet med et haglgevær, ganske som roughshooting på harer. Andre møder kunne have draget fordel af et rødpunktsigte på riflen og modet til at skyde på et så lille og løbende mål på lidt længere afstand. Det er bestemt ikke en nem jagtform, men særdeles spændende og ganske vanedannende.

Visit i æbleplantagen og et himmelsk morgenmåltid

Trods den lidt sene aftenjagt er der ingen nåde at finde næste morgen. Efter en lidt varm og urolig nat er vi ude af teltet, før en hvis herre får sko på, og efter den obligatoriske kop kaffe klar til dagens dont. Søvndrukne og lidt ukoordinerede starter vi fire mand høj på fælles pürsch efter en flot råbuk, som Sam spottede dagen, før vi ankom. Bukken driver dog nemt gæk med os – det kan være udfordrende nok at pürsche alene og bestemt ikke nemmere, når der er to jægere, en stalker og en fotograf afsted samtidig.

Vi ender i en tilgroet frugtplantage med god udsigt mellem rækkerne af æbletræer, fuldstændig overgroet af uigennemtrængeligt brombærkrat af den allerværste slags. Et perfekt habitat for muntjacs, der kan bevæge sig frit i de labyrintagtige gange i 30 centimeters højde, der snor sig gennem det ubehagelige krat. Der kan de stå i fuldstændigt dække, når vi kommer gående forbi for stille og roligt at liste i den modsatte retning.

Vi beslutter at øge chancerne ved at dele os op. Jeg placerer skydestokken, hvor der er god udsigt i flere retninger og lader de andre bevæge sig omkring. Det viser sig at være en god strategi. Efter fem minutters venten har jeg haft to muntjacs pilende forbi i hver sin retning på en lang ryddet sti. Aftenen før lærte jeg, at man ikke skyder noget, hvis man tøver – så da én af dem kommer retur et par minutter senere, rykker jeg lynhurtigt skuddet af, mens den lunter midtvejs mellem de to rækker af æbletræer. Afstanden er på små 75 meter, dyret slår en forlæns kolbøtte, og jeg hører fint anslag.

På skudstedet finder jeg da også en stor stribe af hår fra skuddet og en god kødluns – Det tyder på et lidt lavt skud på undersiden af brystkassen. På grund af det uigennemtrængelige buskads må jeg gå retur til enden af træerne, for hver gang dyret har passeret en række. Muntjac’en finder jeg i tredje række omkring 30 meter fra påskydningen. Det lave skud har taget begge forben og bunden af brystkassen og lungerne. Den bevæger sig dog stadig en smule, da jeg kommer frem, så med et ekstra skud på halsen slukker jeg for en sikkerheds skyld lyset.

Jeg venter med at brække dyret, trækker det blot til side og stiller mig klar for enden af rækkerne igen. Kort tid efter har jeg en chance mere på en afstand af 150 meter, men vælger at lade dyret gå, da fotografen nu har taget opstilling ved min jagtkammerat Justin, og han kan få en bedre skudchance på kortere afstand. Det viser sig at være en særdeles god beslutning, og vi afslutter derfor denne morgen med to fine muntjacs, en då og en buk, skudt med små halvtreds meters mellemrum.

De små dyr har ikke meget kød, men vi skærer ryggen fri fra ydersiden på det unge dyr, som jeg nedlagde tidligere. Tilbage i lejren steger vi kødet på en pande på ladet af pickuppen. Der tilføjes bacon, champignoner, ost og rigeligt med nylagte æg fra Sams egne høns. Den urolige nat, tidlige morgenvækning og de mange kilometer i benene er glemt med dette himmelske måltid og giver en fantastisk afslutning på vores jagt på muntjac hos Sam.

Mere muntjac, tæt på London

Efter en god frokost og eftermiddag med duejagt hos Sam haster vi videre i bilen til det næste stop – Suffolk er bestemt ikke det eneste område med muntjac i England.

På Instagram havde vi nemlig også fået kontakt til Dan Serdiuk (aka @danserdiuk) og hans kæreste Jessica Dutton. Dan havde på samme vis tilbudt, at vi kunne komme forbi og deltage i bekæmpelsen af muntjac på Brook Farm – en perle af et naturområde på 1500 hektar blot 20 kilometer nord for London City med opdyrkede marker og skovbrug, tæt indesluttet af M25 motorvejen mod syd og tæt bymæssig bebyggelse på de resterende tre sider.

Her var han tiltrådt som gamekeeper blot tre måneder tidligere og startet på sit daglige arbejde med opdræt af fasaner og klargøring af de tilhørende fasanjagter. Med dette job fulgte selvfølgelig bekæmpelse af et utal af ræve fra de omkringliggende byer og et forsøg på at kontrollere en konstant voksende bestand af muntjac – i fugleflugtslinje ikke specielt langt fra det sted, hvor de for snart 100 år siden slap ud. Det gav os chancen for opleve jagt på denne lille hjorteart i et lidt anderledes habitat.

Vi mødtes med Jess og Dan på den lokale pub til øl og aftensmad, dagen før jagten skal begynde. Fra det engelske jagtblad Rifleshooter Magazine dukkede skribenten Emily Damment også op, med planen om at følge os på en fuld jagtdag. Sammen med den gode øl og cider begyndte den ophobede mangel på søvn fra de foregående jagtdage dog at skabe lidt problemer med at holde sig våben. Planen blev ændret til at gå tidligt i seng og starte lidt senere end den forbistret tidlige solopgang. Muntjac er uden tvivl mest aktive i dæmring og skumring, men kan også træffes i løbet af dagen, ganske som vores egne rådyr. Vi håbede gevaldigt, at de ikke var færdige med morgenmaden, når vi startede på jagten, for søvn var der brug for.

Morgen, autopürsch og dyr med damp

Og ganske som forventet: efter besøget på pubben sov alle som en sten den nat – Der er en naturlig grænse for, hvor mange dage man kan holde et søvnunderskud fra døren, selvom der er god jagt på tapetet. Næste morgen blev klokken endda lidt over syv, før vi kravlede ombord i Dans særdeles solide og brugte Landrover, godt fyldt med kaffe, fuldstændig udhvilede og spændt op til jagt. Dan og kæresten i førerhuset og os andre fire på ladet med den kølige morgenvind i ansigtet og fuldt udsyn over det bemærkelsesværdigt abrupte skift fra by til land.

Vi kørte rent faktisk ikke mere end et par minutter og en enkelt mark ind på jagtterrænnet, før jeg spottede dagens første dyr og bankede febrilsk på taget med en flad hånd. Kikkerten viste ganske rigtigt en muntjac på en græsmark på omkring 250 meters afstand. Den var på vej væk fra os i adstadigt tempo og lignede som de andre små ivrige dyr ikke én, der havde tænkt sig at stoppe. Opildnet af den gode søvn og jagten, der igen flød frit i mine årer, tøvede jeg ikke med at springe ned fra bilen med riflen i den ene hånd, min skydestok i den anden og fotografen Lewis skarpt i hælene.

Nede på vejen var den lille hjort ikke længere synlig, så jeg satte straks det lange ben foran, forcerede grøften i et enkelt spring og løb langs kornet på marken mellem dyret og os. Små 50 meter længere fremme stoppede kornet, og der var frit udsyn til muntjac’en omkring 150 meter ude. Jeg skød bundstykket frem på riflen, rundede hjørnet med riflen fastgjort på den forreste del af skydestokken, foldede den ud i en glidende bevægelse, mens skæftet på riflen blev lagt til rette. Således landede jeg i en god skydestilling og kunne fokusere perfekt på bukken med en ganske lille bevægelse på forreste hånd, mens jeg afsikrede med den bagerste hånd og åndede langsomt ud. Lewis var lige bag min højre skulder med kameraet rullende og hviskede ”got it mate, shoot”. Han havde endda åndsnærværelse nok til at pifte efter bukken, der stoppede kort og kiggede på os, ganske perfekt timet med mit sigte. Fingeren krummede sig på autopilot, skuddet gik stort set omgående, og bukken røg omkuld. En perfekt optakt og udførelse, fantastisk at have en erfaren jæger med som sin fotograf.

Riflen var indskudt på 100 meters afstand, så med Sakos Gamehead i .243 Winchester på 6.5 gram er projektilet i nul på 65 og 100 meter. Ude på 150 meter er faldet blot 33 mm., så jeg havde nok overvurderet afstanden og holdt en smule højt på det lille dyr. Det endte med en høj bladkugle, der væltede ham på stedet, heldigvis. Først, da skuddet var faldet, blev jeg opmærksom på mine omgivelser og den ganske reelle mulighed for, at jeg kunne have fejlet for rullende kamera og fem tilskuere, super – Der lød heldigvis jubelråb fra bilen, hvor de andre nu kom løbende os i møde, og vi gik sammen ned til bukken.

Herefter får jeg lov at pürsche på tre store marker mellem to skove, sammen med fotografen Lewi, mens Dan og Jess kører videre med min jagtkammerat Justin og skribenten Emily.

Trang skydestige eller fri leg på marken?

Efter en lille gåtur vælger jeg en høj og lidt trang skydestige med Lewis, hvorfra vi har udsigt over tre marker med varierende højde af bevoksning. Der er 300 meter til bagerste kant, hvilket ifølge skydetabellen betyder et overhold på 44 centimeter med den lille, lette kugle, der er helt perfekt til et stykke vildt på blot 12 kilo. Samtidig er vinden begyndt at blæse en smule op, så træet bevæger sig og reducerer drastisk muligheden for stabilt sigte i den trange skydestige – Hvis de ikke er inden for 100 meter og lige foran os, kan jeg slet ikke komme til at skyde heroppe fra.

Og ganske som frygtet dukker det første dyr op langs hegnet og vælger at krydse marken foran os små 200 meter ude. Jeg prøver at finde ro, men det er ganske umuligt, og der er ingen vej udenom – vi må ud af stigen og ned på marken for at pürsche os ind på hende. Viperflex skydestokken har jeg super god erfaring med og kan tage gode skud på lange hold, i hvert tilfælde med min egen riffel. Denne lille, lette Tikka T3X Lite Stainless, som jeg har lånt af GMK, excellerer med en utrolig behagelig lav vægt og et ret fornuftigt aftræk – Det er nok tæt på den mest behagelige riffel til pürsch, jeg har brugt, og jeg er ikke bekymret for at tage skud ud til 200 meter.

Vi kommer med besvær stille ned af stigen og begynder straks at gå parallelt med dyret, kun for at se det forsvinde stille ind i hegnet på modsatte side. Det giver os mulighed for at komme lidt tættere på, mens dåen er ude af syne.

Vi er kommet ind på en afstand af 175 meter, da hun pludselig dukker op igen, midt mellem to harer og direkte med fronten mod mig. Harerne skaber lidt forvirring, og muntjac’en har pludselig vendt spejlet direkte mod mig, uden jeg har fået en skudchance. Nu er hun på vej væk i adstadigt tempo, uden vi helt forstår hvorfor.  Heldigvis vælger hun at stoppe kort for at klø sig, og da fotografen hurtigt bekræfter fokus i kameraet, vælger jeg straks at tage skuddet lidt skråt bagfra. Det fælder hende på stedet, hvor hun tydeligvis fortsætter med at forsøge at løbe – uden dog at komme nogen vegne. Indgangshullet rigtig fint, måske en smule højt, rygraden er taget med. Hun stod væsentlig mere skråtstillet end forventet, da kuglen gik igennem. Det er ikke et pænt skud, men det er, hvad der kan ske, når jagten er i gang. Samlet set et godt udbytte med to muntjacs inden for en lille time, trods sen start og ganske ukendt terræn.

Modsat de fleste andre byttedyr føles de små 10 kilo ganske lette på skulderen, da vi går tilbage til opsamling ved vejen. Da vi bliver samlet op, er mit tilfredse smil synligt på lang afstand og sammenlignes med Cheshire katten fra Alice i Eventyrland. De andre har ikke haft det store held på deres pürsch, og jeg sidder stolt med mine to dyr – det gør desværre ikke smilet mindre belastende.

Efter regn kommer sol

Om aftenen vælger vi samme plan igen, for hvorfor ændre på noget, der fungerer glimrende: Justin tager en sidste pürsch med Dan, og jeg går med Lewis til samme jagtområde som om morgenen. Vi ender i jagtstigen, lige som himlen åbner sig. Hvad der ellers så lovende ud, da vi startede, skifter til en sideværts storm med en ond regn, der vil ind overalt. Vi er dog velforberedte og smyger os, så elegant som man kan, med riffel, rygsække, to kameraer og to mand høj op i den lille jagtstige i fem meters højde og rider stormen af.

Udstyrsbox

Udstyr venligst udlånt af GMK Ltd, Spartan Precision Equipment og Stag Country Sports

Riffel: Tikka T3x Light i .243 – meget tæt på perfekt letvægtsriffel til stalking.

Sigtekikkert: Steiner Ranger 4-16×56, belyst sigte, bredt synsfelt

Ammunition: Sako Gamehead .243W i 6.5g, perfekt til rådyr og muntjac.

Lyddæmper: Stalon W110, perfekt dæmpning til .243, helt uden behov for høreværn

Bipod: Javelin Bipod, lille, kompakt, meget let og stabil. Kan opbevares i lommen til den skal bruges.

Riffelsele: 3HGR, suverænt grib i skulderen og ekstra spænde

Eget medbragt udstyr

Tøj: Härkila Lagan, blødt, lydløst, luftigt og behageligt i top kvalitet

Kikkert: Kahles Helia RF 10×42, god forstørrelse, afstandsmåler og ned til 10m afstand

Støvler: Meindl Dovre Extreme GTX, kan bruges over alt og hele året

Trøje: Warmpeace Sneaker Powerstretch, godt varmt mellemlag og med udluftning under armene.

Efter en halv times heftig regn flader blæsten ud og solen bryder frem, opsat på at kompensere med strålende solskin den sidste halve time, før den går ned. Dyrene, der tydeligvis har stået i skjul under det lille uvejr, pibler nu frem, og vi ser ikke mindre end fem muntjac´s på en halv time. Ikke én eneste af dem levner dog en chance for et skud – alle har de travlt med at halvløbe skrutryggede som store harer over græsmarken for at komme til den nærmeste skov. Da de sidste to også forsvinder over den samme lille grøft, uden at give en skudchance, råber min krop på at komme ned af stigen og efter dem. Fotografen fornemmer min ildhu og pakker hurtigt sit grej sammen. Vi skynder os ned af stigen og direkte videre på sport efter dyrene, mens de sidste stråler fra solen forsvinder mellem træerne i de omgivende skove.

Jeg småløber forrest med riflen i den ene hånd og skydestokken parat til støtte i den anden – fast besluttet på at indhente dyrene og slutte aftenen med et bytte. Da jeg optændt af ilden ankommer til den lille grøft og får udsyn til den anden side, er de selvfølgelig for længst over alle bjerge. Lewis indhenter mig i ophøjet ro og gør tegn til, at vi kan fortsætte. Det grønne græs på brinken er stadig vådt efter regnen og uden problemer højt nok til at skjule en håndfuld muntjac´s. Jeg er helt sikker på, at de er et sted derinde, og går ganske forsigtigt igennem med alle sanser i højeste beredskab. Det er nemt at forestille sig præcist, hvordan en hårtot lige stikker op af græsset, eller de sorte tuer, er det diamantformede ansigt fra en muntjac, der kigger på mig – men der er absolut ingenting. Jeg kommer ud på den anden side, ganske skuffet, og uden at have stødt et eneste dyr undervejs.

Lewis sætter kameraet på fod og begynder at pakke sin taske, mens jeg lige skimmer den næste mark i kikkerten – Og lige på kanten til den nærmeste skov går to muntjac rundt i de lange mørke skygger. ”Munties!”, hvisker jeg til Lewis og peger med den ledige hånd. Han har allerede kameraet med den lange linse parat på stativet og svarer tørt, ”wait”, mens han bukker sig forover og forsøger at fange dem i søgeren. Afstandsmåleren siger 150 meter til den nærmeste, og riflen ryger hurtigt op på skydestokken, mens jeg afsikrer og prøver at finde roen og overblikket. Pulsen er pludselig helt oppe at ringe, og hele kroppen begynder at ryste af ren jagtiver. Men sigtebilledet er fint, og den røde prik ganske rolig og tydelig mod de fine små dyr, der overhovedet ikke har opdaget os. Jeg vælger en lidt mindre forstørrelse i sigtekikkerten for at få bedst mulig lysindfald og for at kunne se dem begge samtidigt – måske er der mulighed for en ekstra skudchance her. Jeg fokuserer derefter på den forreste, der godt kunne være en buk uden opsats – alene bedømt på krop og hovedtegninger.

Lewis giver mig klartegn, jeg ånder langsomt halvt ud og lader det første skud gå lige så forsigtigt. Lyden fra anslaget er tydelig, bukken kaster sig frem, løber et par skridt og synker omkuld i skovbrynet. Dåen springer tilsvarende frem, men løber derefter i en stor cirkel bagud og stopper for at kigge på bukken, med siden skråt mod mig. Riflen har på magisk vis repeteret uden min bevidste indgriben. Bevægelsen på skydestokken for at flytte sigtet over på dåen er meget lille, så jeg korrigerer bare forsigtigt med fingrene, mens jeg stille ånder ud igen og tager det næste skud uden tøven. Hun falder omkuld i skuddet under ti meter fra bukken, og jeg kan endelig trække vejret og ryste færdigt i ren nydelse, mens solen endelig synker bag skoven, og verden bare er stille.

En klassisk doublé på den eksotiske lille hjorteart muntjac er en ganske passende afslutning på en håndfuld  meget intense jagtdage blandt nye gode jagtvenner i det fantastiske engelske landskab. Vi så intet til de mange ræve, men efterlod Dan med hele seks fine muntjac i kølerummet og selvfølgelig det godhjertede løfte om at komme retur og hjælpe ham en anden gang – når Verden atter bliver fri.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: