Af Kristian Johansson
Foto Kristian Johansson samt Sandra Standbridge, belizar, M Rose, Guillermo Guerao Serra, Erni
Oversættelse: Niels Dygaard
Nej, denne artikel handler nu hverken om harer eller hunde. ”Hares and Hounds” er derimod navnet på en af de mest typiske engelske landsbypubber, som jeg nogensinde har haft æren af at besøge. Og i hvert tilfælde for mit vekommende handler jagt om oplevelser, og er man taget på pürschjagt efter muntjac i England, så forventer jeg mig i det mindste også en pub, hvor man efter jagten kan dele sine oplevelser med lokalbefolkningen.
Hjortemenageriet
Vil man jage muntjac, skal man tage til Bedfordshire io det sydslige England. Mod slutningen af 1800-tallet indførte hertug, Herbrand Russell, nogle eksotiske hjortedyr til at berige sin hjorteindhegning i Woburn, blandt andet kinessik vandrådyr og muntjac. Herfra undslap nogle af de små hjortedyr og udbredte sig i området, og skal man tro onde tunger, var der endda tale om at man bevidst slap dem ud. Muntjacen har klaret sig godt i det engelske landskab, og da de, som de oprindelige tropedyr de er, ikke har nogen egentlig brunsttid, forøges deres antal året igennem, og forøgelsen er mange steder betydeligt højere, end området kan bære. På godset, Woburn, findes der i øvrigt i dag en virkelig fin safaripark med alt lige fra elefanter til pingviner, som anbefales varmt af såvel store som små.
Kinesisk vandrådyr forekommer også nogle steder meget talrigt, og er frem for alt populært som jagtvildt. Efter sigende er det lidt lettere at jage dem end muntjac. Prisen for at nedlægge et er imidlertid normalt betragteligt højere end for dets gevirbærende slægtning, hvorfor sigtet oftere rettes mod muntjac.
Hvor mange gamekeepere så et problem med den voksende muntjacbestand, så denne artikels helt, Jason, i stedet en mulighed i klagerne fra haveejerene og bønderne. Markerne her besøges normalt kun sparsomt af rådyr og dåhjort, hvorimod muntjac´en trives godt under hestekastanjerne og æder også gerne taksens røde frugter, som er giftige for de fleste andre arter, samt agern fra de egetræer, som er talrigt repræsenterede i disse gamle godslandskaber. Jason var den første, som begyndte med guidet pürschjagt på dette interessante og i det mindste for en finne som mig meget eksotiske, lille dyr.
Blot 17 år gammel startede Jason sin karriere som Storbritanniens yngste gamekeeper, og der findes ikke meget – det være sig om decimering af rovdyr, opdræt af fasaner eller jagt på muntjac – som han ikke er fortrolig med. Den kendsgerning, at muntjac´en med Englands hidtil største trofæ, blev nedlagt på hans jagtområde, taler sit tydelige sprog.
Efter at have forhørt mig grundigt omkring pegede de fleste anbefalinger på Jason, så jeg bookede hurtigt en jagt. Jeg var i denne fase ikke interesseret i en medaljebuk, men ønskede en passende afskydningsbuk som minde om min forhåbentlig første muntjac.
Jeg ringer til Jason og bestiller senere et værelse i et guesthouse i en nærliggende by. Ikke noget prangende logi, men i det mindste værdsætter jeg klassisk arkitektur og lokalhistorie, og ingen af delene mangler i denne fantastiske lille by, som minder om en svunden tid. Smukke teglstensbygninger, bindingsværkshuse og stråtag sætter et ekstra krydderi på de i sig selv smukke omgivelser.
Jason dukker som aftalt op på det aftalte tidspunkt, og da det ikke længere er let at indføre våben til UK via Heathrow, låner jeg et våben af ham. Inden vi kører ud til jagtområdet, gør jeg mig fortrolig med hans lyddæmpede Tikka M590 – med tydelige spor af at blive brugt til professionel jagt – i kaliber .243, kronet med et Zeisskikkertsigte. Vi gennemgår omhyggeligt vores strategi. Jason går forrest, og jeg skal gå lige bag ham med riflen på ryggen og skydstokken i hånden. Naturligvi går vi med vinden imod os og passer på ikke at lave unødig støj, men ved jagt på muntjac er det vigtigste at bevæge sig stille og roligt. Handsker er vigtige, da ens hænder ellers lyser op og på afstand kan skræmme muntjacen. Så snart der er givet klartegn, skal skydestokken stilles op, og riflen uden støj placeres i den ved siden af, men tæt på jagtlederen, og skuddet kan herefter afgives. Ved den mindste usikkerhed skal man vente.
Jason bliver ofte spurgt om, hvornår på året der er den bedste jagttidpå muntjac? Egentlig er der ikke nogen forskel, da der er jagtsæson året rundt, men de jages ikke om sommeren, hvor græsset er for højt, og man ganske enkelt har svært ved at få øje på dem – og hvor de også har tabt deres horn.
En spændende pürsch tager sin begyndelse. Igennem et meget velplejet, klassisk engelsk landskab med bølgende grønne bakker, egeskove og skyggefulde hestekastanjer sniger vi os forsigtigt frem med spejdende blikke gennem håndkikkerten.
Det kan tydeligt mærkes, at Jason kender sit revir, og i de fleste tilfælde sker der det, at, når han giver et forvarsel om, at her kommer vi snart til at se en stor buk, da dukker der som ved et trylleslag en større buk op foran os.
En muntjac står ikke ret tit stille. Ofte dukker et dyr op i ens øjenkrog som ud af ingenting, esser i nogle få sekunder og forsvinder hurtigt ind i de nærmeste, høje græsser. Mange hundyr og også flere store bukke kommer til syne, men de opfatter hurtigt vores få bevægelser og løber hurtigt bort og ud af syne. De ser heller ikke ud til at kunne stoppes ved brug af kaldet. Jeg forsøger at se, hvor sporene fører hen, men Jason foklarer mig, at det næsten ikke kan betale sig at kigge efter spor nede på jorden, ”kig op i stedet for.” Dermed mener han, at, da muntjac hovedsageligt lever af agern og hestekastanjer, er det træerne vi skal kigge efter.
Jeg peger spørgende mod nogle egetræer, men da det i år ikke har været noget godt agernår, leder vi i stedet under kastanjetræernes skygge. For ikke at lave for mange bevægelser, som den lille hjort kan reagere på, holder jeg mig tæt til Jason, som tager teten.
Det myldrer med hjorte, men det betyder absolut ikke, at det er let. De fleste ser vi blot halen af, når de springer dybere ind i skyggen. En vældig fin, stor buk dukker pludselig frem i okularet, men Jason ryster afvinkende på hovedet: Det var en mindre buk, vi havde aftalt, så i det øjeblik forbander jeg mig selv lidt.
Vi ser også nogle kinesiske vandrådyr. Dem kan man også fint jage via Jason, men han har bedre steder til jagt på dem. I dag drejer det sig udelukkende om muntjac.
Vi fortsætter med at liste os frem og ser pludselig en skygge, som bevæger sig bag ved et kastanjetræ. Jeg stopper op og venter på Jasons dom, mens han studerer den i kikkerten:”It´s shootable,” hvisker han. Som vi havde gennemgået det inden jagten, begynder jeg forsigtigt at stille skydestokken op tæt ved min jagtguide og tager stille geværet fra ryggen. ”De ser hver eneste bevægelse,” minder jeg mig selv om og må standse, lige da jeg skal til at lægge riflen i skydestokken, idet jeg ser, at hjorten stirrer på os. Han fortsætter dog med at esse, og jeg får nu forsigtigt riflen på plads, stiller mig med en lidt bredere benstilling og finder bukken i kikkertsigtet. Han er delvist skjult bag noget buskads, nu gælder det bare om at vente på, at han stiller sig godt med bredsiden vendt mod mig.
Han esser roligt og bevæger sig hele tiden i sin søgen efter kastanjer. ”It´s your call,” hvisker Jason
Jeg venter endnu nogle sekunder, til han har taget nogle skridt ud i det åbne, trykker varsomt på aftrækkeren, og bliver igen mindet om det fine Tikka-aftræk. Næsten uden at mærke rekylet, ser jeg bukken falde på stedet.
Min lykkefølelse er enorm, men i samme øjeblik føler jeg mig også lidt melankolsk, da jeg indser, at denne pürsch, som jeg har set så meget frem til, nu er slut. Jason brækker bukken hurtigt og sikkert. Dette er vist første gang, at jeg ser nogen binde endetarmen sammen med én hånd. Bukken placeres i rygsækken, og vi går roligt tilbage til bilen.
Efter et rendez vous hjemme hos Jason kører vi stolte hen til pubben igen. Det er som at falde direkte ind i et afsnit af ”Emmerdale” – jeg elsker ”Emmerdale”. Pubben er fuld af venlige lokale beboere, og der går ikke mange minutter, inden der er gang i en livlig diskussion, hvor vi når at behandle alt lige fra Brexit til hestehold og skåler samtidig ved mindet om en ældre irsk kammerat.
Det er med hovedet fuldt af indtryk, at jeg modvilligt går tilbage til Old Warden Guesthouse, som heldigvis ligger på samme vej som pubben. Den oplevelse, som jeg så meget havde stræbt efter, var mildelst talt blevet opfyldt, og et gensyn både med jagtreviret og den hyggelige, venlige by venter med garanti ude i fremtiden.
Kontakt ”Old Warden Guesthouse” for indkvartering i nærheden af jagtområdet – på telefon: +44 1767 627201
