Jeg er forundt at kunne jage bukke i flere forskellige revirer. Og det er bestemt herligt at have flere strenge at spille på, når der skal jages. Men, det giver samtidig udfordringer, fordi vi ikke sjældent skal dele bukkene med naboerne – i hvert fald så længe, de er i live. Flere strenge betyder uvilkårligt, at der skal træffes valg i forhold til, hvor man skal starte op på premieredagen. Og det er nødvendigvis ikke altid et valg, der er ligetil.
Konsekvenserne af ens beslutninger ender heldigvis heller ikke altid op, som man forlods har higet efter. Og det er vel præcis en af de fascinerende facetter ved bukkejagt, at man ikke altid ved, om man får det, man drømmer om. Det måtte jeg i hvert fald sande for nogle år siden.
Valget med hensyn til, hvor jeg skulle lægge ud d. 16. maj det år lå umiddelbart lige til højrebenet. I løbet af foråret havde jeg spottet et par gode seksendere i to af de terræner, jeg har adgang til. Den ene af de fire bukke skiller sig dog ud fra de øvrige med en pragtfuld bastant lyreformet opsats. Den aktuelle buk opholder sig mere eller mindre fast hos en god ven, hvor jeg har mulighed for at skyde en buk om foråret samt et hundyr/lam om efteråret. Så for en gangs skyld er valget ligetil, når det kommer til, hvor morgenen skal spenderes på premieredagen. Det er naturligvis den svære lyreformede seksender, som skal udfordres, når vi rammer dagen.
I løbet af marts måned går den stærke buk i øvrigt sammen med en anden god seksender samt to mindre bukke i et spring på et dusin dyr. Det aktuelle spring opholder sig stationært i og – omkring et alsidigt areal, som ejes af naturstyrelsen, som grænser op til den ejendom, hvor jeg har jagtret. Bukken bliver nu mere flygtig. Den ene dag står den i Haveskoven, hvor jeg må jage, for så at være som sunket i jorden de følgende dage.
Den stærke buk
Den 15. maj om aftenen observerer jeg igen bukken på østsiden af Haveskoven, da jeg går en aftentur i området. Det bliver i sagens natur ikke til megen søvn i løbet af natten. Næste morgen drejer jeg i rigtig god tid ind ad indkørslen på ejendommen, hvor bukken huserer. Da klokken nærmer sig tyve minutter i fem, klatrer jeg op i jagtstigen, som er opstillet i overgangen mellem Haveskoven og haven.
I takt med, at dagen gryer, kan jeg se silhuetterne af par jægere fra nabokonsortiet, som rastløse pyrscher fra hegn til hegn med den konsekvens, at de støder bukken med den svære lyreformede opsats, som i fuld kadence sætter kursen nordpå. Flugten stopper først efter en løbetur over mere end en kilometer ved en mindre remise, hvor en nyslået riffeljæger fra København forblæst sidder og venter på sin chance.
Og han har ikke ventet forgæves, for blot et kvarter efter, at kongen er blevet jaget ud af sit home range nede ved kysten, er det slut. Jeg bliver bekendt med kongens fald i forbindelse med en jagtfrokost senere på dagen, hvor en af jægerne fra nabokonsortiet viser mig et billede af den fældede buk på sin mobiltelefon. Skuffet? Bestemt ikke, det er altid en nyjæger forundt at komme godt fra land.
Den anden buk
Om aftenen d.16. maj vælger jeg at sætte mig ud på mit eget jagtterræn, for at dulme tabet af den stærke seksender om morgen. Da jeg nærmer mig en pürschsti, som skal føre mig de sidste 50 meter ind til min hochsitz, kaster jeg normativt et blik i retningen af den hochstand, som nabokonsortiet efter gensidig aftale har stående små 100 meter fra skellet. I tårnet sidder en jæger foroverbøjet og sigter fokuseret på et mål, som jeg ikke kan se fra min position på jorden.
Bruger han riffelkikkerten som håndkikkert – eller er han reelt ved at skyde?
Jeg gransker nøje situationen og konkluderer, at jeg sagtens kan fortsætte min fremrykning uden at støde en mulig buk for nabojægeren.
Jeg lister derfor trægt ind til stigen. Entrer lydløst op i den og slår bagdelen i sædet samtidig med, at nabojægeren slipper kuglen. Min nysgerrighed efter svar tvinger mig ned fra stigen igen, næsten inden jeg er kommet op.
Jeg får hurtigt kontakt til nabojægeren, som viser sig at være en yngre mand, som har skudt til sin første buk. Feberen har i sagens natur tag i den unge mand, men han har en god mavefornemmelse i forhold til skuddet – og fortæller, at han har set den aktuelle buk lægge sig efter en kort spurt.
Vi vælger alligevel at vente de normative 10 minutter, inden vi går til skudstedet for at granske demaskerende spor. Vi finder hurtigt skudstedet, fordi vi har en hyldebusk at navigere efter. På skudstedet finder vi en motorvej af schweiss – og blot 20 meter væk ligger den pæne seksender forendt. Den debuterende bukkejæger får anerkendende ros med på vejen for det flotte skud og den høstede buk, inden jeg lægger vejen hjemefter.
Den påtrængende buk
Jeg er knap nok kommet inden for døren, inden mobilen giver lyd fra sig. Det er min gode ven, som lettere eksalteret fortæller, at en pæn seksender lige har været en tur forbi hendes vinduer i stuen – og nu trisser respektløst rundt i hendes køkkenhave og nipper selektivt til de forskelle grønsager og urter. Jeg forsikrer hende om, at jeg nok skal handle på det, men at det vil være omsonst at møde ind allerede samme aften, da jeg ikke kan komme til ejendommen uden at advisere bukken.
Næste morgen går turen trods strid vind fra vest pligtskyldigt retur til min vens ejendom. Fra min position i jagtstigen ser jeg flere hundyr samt den ene af de to mindre bukke fra springet i marts måned, men desværre ikke den aktuelle seksender med den høje slanke opsats.
Om aftenen aftager blæsten, så jeg er i god tid på plads i jagtstigen i overgangen mellem Haveskoven og køkkenhaven. Efter en god times venten fanger jeg en flygtig bevægelse af noget rødt imellem buskene langs indkørslen et halvt hundrede meter væk. Jeg konkluderer umiddelbart, at det må være min vens korthårede Vizsla, som er ude på en aftenluftetur. Tanken er knap tænkt til ende, før seksenderen med den høje slanke opsats toner frem i kanten af køkkenhaven med hele bredsiden til. Jeg fanger bukken i okularet og ekspederer kuglen afsted.
Bukken tegner med et spring i vejret, men i stedet for at løbe væk fra mig tager den flugten ind i døden direkte mod min position i jagtstigen. Til min skræk styrer den først direkte mod væksthuset i haven. Mirakuløst undgår den lige akkurat hjørnet af væksthuset – og passerer forbi foden af jagtstigen for at forende midt på markvejen uden for Haveskoven. Det havde bare lige manglet, at bukken blindt var strøget durk ind i væksthuset for at fuldende mit manglende held i de første par dage af dette års bukkejagt. Lettet kan jeg kravle ned fra stigen og dvæle ved synet af den stærke buk med den flotte høje opsats, som jeg er ydmyg over blev min.
LÆS OGSÅ
