Foto: Morten Knudsen samt Rostislav Stach/Shutterstock

Den skønne tid

Maj er den tid af året, hvor enhver jæger nærmest går rundt i en lang lykkefølelse. Efter en lang og kedelig ventetid er bukkejagten endelig kommet, og timerne i naturen, hvor solens op og nedgang markerer start og stop på fantastiske dage. Det er en pragtfuld tid, og jeg havde nydt alle dagene i fulde drag den første uge af jagten.

“Har du fået en buk?” Det er nærmest det første, alle jægere spørger hinanden om i denne periode. Og nej, det havde jeg ikke – endnu.

Der havde været masser af dyr, men det havde været mine gæster og andre jægere, som indtil videre havde haft det sidste held. Jeg havde end ikke set en buk, de mange gange jeg havde været ude.

Heldet svinger min vej

Faktisk fik jeg en buk, før denne historie rigtigt begynder. Det var aftenen før, og jeg sad på den dejlige eng midt i skoven, hvor dyrene trak ud og essede om eftermiddagen og aftenen.

Der havde lige gået fire råer og en dåhjort, da et skud længere væk havde fået dem alle til at trække hurtigt ind i skoven. Det var så det, tænkte jeg, men på den anden side var der stadigvæk lang tid til solnedgang, så måske kom de igen…

Og sandelig om ikke, at de efter 20 minutter igen kom ud på engen.

Men hov! Hvad var nu det?

Der var et ekstra rådyr med i den ene gruppe. Og ja, det var faktisk også en buk.

Han var en fin lille ulige seksender, og jeg tænkte, at vi skal jo også i gang, så selvom den ikke ville vinde årets buk, var den dog fint afskudsbar.

Sådanne overvejelser kan man virkelig have mange af, om man skal skyde eller lade være. Det kan ofte føre til, at man slet ikke får skudt, så nogle gange skal man slå til, når chancen er der, for chancen kommer måske aldrig mere.

Det var nu ikke et specielt vanskeligt skud, for bukken var ikke mere end 40 meter fra mig. Den største udfordring var alle de mange øjne og ører, som var hele vejen rundt om bukken. Det nærmeste dyr var nok 15 meter fra den stige, jeg sad i, og i alt gik der fire dyr tæt på mig.

Meget forsigtigt med øjne på alt andet end min riffel fik jeg lagt riflen an, og da bukken gik det magiske ene skridt frem, trykkede jeg på aftrækkeren. Bukken gik lige i jorden og opdagede aldrig, hvad der var sket. Dejligt at få en buk, og en pæn en var det også.

En ny dag

Ja, det er faktisk først her, at historien for alvor starter. Jeg var klart nok både glad og lettet over at have fået en buk, og på sin vis er det jo rart at kunne vise en buk, når nu det hedder bukkejagt.

Jeg havde overdraget skoven til min gæst, som så kunne sætte sig, hvor han syntes, det gav bedst mening.

Jeg selv ville tage ud på markerne og den lille skov. Med 270 hektar marker er der jo lidt at gå i gang med, hvilket er både godt og skidt, for hvor skal man starte og slutte på al den plads.

Men som altid var det vinden, der bestemte, så jeg kørte ud til enden af reviret, satte bilen, foldede skydestokken ud og pürschede tilbage i retning mod hytten.

Det gav anledning til at følge et levende hegn, hvor jeg tidligere på sæsonen havde set både dåhjort og råvildt.

Mens jeg listede mig af sted, kom solen stille op, og farvede kornmarkerne i et fantastisk lys.

Det ser skønt ud med sådan en kornmark. Det var dog knapt så skønt, at kornet allerede var så højt, at det nåede mig omkring hoften og derved cirka samme højde som et rådyr, hvilket gjorde det meget vanskeligt at spotte dyrene.

Jeg sneg mig så stille og langsomt af sted, jeg kunne, brugte kikkerten grundigt, og rent mentalt kunne jeg godt mærke, at jeg ikke følte noget pres, da jeg jo allerede havde skudt en buk.

Buk i sigte

Der var grønt, højt korn overalt langs med læhegnet. Jeg kiggede op og ned ad sprøjtesporene, men så ikke noget. Lige indtil jeg kom forbi et juletræ!? Midt ude i kornet.

Min kikkert var gledet videre, men kom hurtigt tilbage igen, og ganske rigtigt dér gik der toppen af en buk, så resten måtte også være der et sted under alt det grønne korn.

Det var han også, kunne jeg efterfølgende se, da han bevægede sig, og han var også 180 meter væk, kunne min afstandsmåler fortælle mig.

Jeg måtte tættere på, og da vinden var god og kornet højt, var det bare at sænke sig ned i knæene og udnytte dækket og snige sig tættere på

Så let skulle det alligevel heller ikke være, for da jeg var nået frem til 100 meter fra ham, gik bukken ud i kornet. Han havde tydeligvis ikke set eller fornemmet mig, men var på vej på sin daglige runde, og den trak ham ud i kornet. Vinden var stadigvæk god, så jeg skyndte mig så hurtigt og forsigtigt, jeg kunne, efter ham. Da jeg nåede 200 meter ud i kornet, var han væk. Jeg kiggede alle de steder, jeg kunne, men intet spor var der efter ham.

En ny chance

Måske var han gået helt ud af marken og ind på den næste? Af sted igen, og fremme ved overgangen kunne jeg nærmest ikke trække vejret af spænding. Nej, der kunne jeg heller ikke spotte ham.

Jeg kunne godt mærke, at jeg gerne ville ham, og ærgrelsen over måske at have mistet ham begyndte at indfinde sig.

Nå, men for nu alligevel at bruge den gode vind, så kunne jeg jo liste mig hen til fodermarken, som ligger ved den lille skov. Måske var han ude at fouragere på den.

Endnu en gang listede jeg mig videre med øjne på stilke, og da jeg var 140 meter fra fodermarken, trådte han ud af skoven og ind på marken. Han havde slet ikke set mig eller fornemmet mig.

Hold dog op! Hvor heldig har man lige lov til at være, tænkte jeg. Jeg stillede helt stille skydestokken op, fik riflen lagt an, og fandt bukken.

Feber

Så skal jeg ellers love for, at bukkefeberen ramte mig, for det var virkelig en god buk, ham her. Måske medalje på en god dag.

Heldigvis havde jeg et femte ben på min Viperflex skydestok, og da jeg satte det i jorden, blev det hele fuldstændigt stabilt, på trods af intensiv bukkefeber. Den stok har godt nok hjulpet mig mange gange.

Nu var det jo mest et spørgsmål om at vente, indtil bukken stod helt rigtigt, og ganske som aftenen før tog han det helt magiske skridt, som gav mig hele bladet. Han ramte jorden uden nogensinde at have nogen ide om, hvad der ramte ham.

En værdig død på et endog langt liv for en buk.

Flot opsats

Da jeg kom tættere på og for alvor kunne tage ham i øjesyn, kunne jeg se, hvor flot en buk han var. Der var både masser af vægt og en masse perler og rosenkranse så store som vaniljekranse. Tydeligvis en gammel buk, og min konservator, som ordnede opsatsen, vurderede ham til at være 6 år gammel. Der er meget jægerlatin omkring størrelse og alder, men ham her var jeg virkelig glad for, som jeg også var glad for ham aftenen før.

Det var nogle hæsblæsende minutter, jeg havde været igennem, og fra jeg først så ham, til han lå flot foran mig, var der gået 30 minutter. Det var temmelig intensivt og vil nok altid stå som en af mine favoritbukke og bukkeoplevelser.

Afslutning

Når jeg ser på de to bukke ved siden af hinanden, tænker jeg ofte, at hvis rækkefølgen havde været omvendt, havde jeg nok ikke skudt den mindre buk. Det ændrer nu ikke min glæde for dem begge, hvor det hele pludselig flaskede sig, og hele to bukke tilfaldt mig på to efterfølgende udgange

NB Lidt pudsigt, så var den næste udgang også succesfuld på et andet revir, hvor jeg skød endnu en gammel returbuk. Og helt typisk så jeg igen ingen bukke resten af bukkejagten. Sådan er jagt til tider. Det handler nogle gange om at tage og opsøge chancen, når den byder sig til.

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: