Billeder: Kim Lindgren
Bukkejagten er i fuld gang, og i denne tid, hvor Coved-19 har begrænset vores daglige bevægelsesfrihed, er jeg ikke i tvivl om, at bukkejagten i den kommende tid vil blive endnu mere værdsat end tidligere.
Selvom bukkejagt i de tidlige morgentimer samt i de sene aftentimer begrænser nattesøvnen, er tiden på reviret med frisk luft, fuglesang og forventningsglæde – det rene guf for sjælen.
Når vi riffeljægere vælger at gå på bukkejagt, vil der altid være en risiko for, at vi kommer til at lave en anskydning. Det er ingen hemmelighed, at uanset hvor mange timer man har trænet med sin riffel på riffelbanen op til bukkejagten (hvilket har været begrænset i denne Covid-19 tid), og uanset om man rammer plet på 100, 200 eller måske 300 meter – hver gang er det et faktum, at man aldrig kan eliminere risikoen for, at man på et eller andet tidspunkt kommer til at afgive et skud til en buk, som ender ud i en anskydning.
Hvis man følger nedenstående 4 råd, skal man være mere en meget uheldig, hvis en oplagt skudchance mod forventning ender ud i en anskydning:
- Kend egne evner som riffelskytte – og efterlev disse. Det vil sige, afgiv kun skud til bukken på afstande, som du ved, at du behersker.
- Afgiv kun skud, når bukken står stille med hele bredsiden vendt mod dig, og ryk ikke skuddet af, men hav styr på dit åndedræt, mens du i en rolig bevægelse krummer din pegefinger.
- Vær sikker på, at der er frit skud helt ud til bukken, hvilket vil sige, at du ikke kan se græs, buske eller grene tæt på riffelkuglens bane på vej ud til bukken.
- Hvis den skønne bukkefeber får godt fat i dig, er du ude af stand til at kunne afgive et bare nogenlunde præcist riffelskud. Du skal derfor holde skuddet tilbage og på ingen måde overveje at afgive et skud, før bukkefeberen har sluppet sit tag i dig.
Når bukken står med bredsiden til, omfatter bladet det største træfpunkt. Hvis riffelkikkertens trådkors peger midt på bladet, vil riffelkuglens træf i bukken være dræbende, også selvom skuddet sidder 4-5 cm. til en af siderne.
Hvis bukken derimod står i en position, hvor den står i en anelse mere spids vinkel, vil bladet udgøre et mindre område, hvilket selvfølgelig øger risikoen for en anskydning.
Skud placeret på halsen, skud direkte ind i bringen eller skud, hvor bukken som tidligere nævnt står i en mellemting mellem spids på og med bredsiden til, bør man holde sig fra, da risikoen for en anskydning med disse skud er stor, også selvom man er en god riffelskytte.
Billedet af bukken nedenfor er netop en af de bukke, hvor bukkejægeren tog chancen og ville skyde bukken direkte ind i bringen. Bukken stod i skovkanten og vendte hurtigt om og forsvandt i skoven. Bukkejægeren mente, at han havde ramt dyret midt på bringen, og gik ind i skoven for at hente bukken, som han efter megen søgen ikke kunne finde.
Bukkejægeren kontaktede mig og bad om hjælp til at finde bukken, som han var overbevist om lå forendt ikke langt fra skovkanten. På anskudsstedet fandt jeg mange hår, lidt kødstumper og ikke mere. Hunden sporede dyret cirka 200 meter, hvor det rejste sig fra sårlejet og løb fra stedet i fuld fart. Hunden blev sluppet til hetz, og fangede efter nogle hundrede meter bukken
Som det kan ses på billedet, havde bukken fået en grim anskydning på højre side af hals/skulder og ville ikke kunne holde såret rent og derfor gå en pinefuld død i møde. Men heldigvis rekvirerede bukkejægeren er registreret schweisshund, så dyret kunne spores, hetzes og aflives.
Selvom du tydeligt kan se bukken i din riffelkikkert, skal du sikre dig, at der er frit skud hele vejen ud til bukken. Der må ikke være græs, buske eller grene tæt på riffelkuglens bane på vej ud til bukken. Hvis riffelkuglen rammer en gren på vejen ud til bukken, er sandsynligheden for, at bukken bliver ramt af fragtmenter fra kuglen meget stor, hvilket ofte ender med en anskydning. Hold derfor altid skuddet tilbage og vent med at afgive skuddet, indtil der er helt frit skud ud til bukken.
Nedenstående er billeder af bukke, som alle står med bredsiden til, men som du ikke bør skyde til, da grene foran bukken forhindrer et frit skud.
Hvis du har pürschet dig ind på bukken, og den som bukken på disse 3 nedenstående billeder ingen ide har om din tilstedeværelse på reviret, har du rigeligt med tid til at placere et dræbende skud på bladet af bukken.
På det første billede er det kun lidt af halsen, som er fri, og et skud i denne situation kan resultere i en meget grim anskydning (luftrør- eller kæbeskud). På billede 2 er der mere af halsen fri, men hvis du også her holder skuddet tilbage, vil du på det 3. billede se, at din tålmodighed bar frugt, da du nu har muligheden for at placere et dræbende skud på bladet af denne guldbuk.
Jeg har været registreret schweisshundefører i 20 år, og mine erfaringer er, at jægerne ved størstedelen af de anskydninger, jeg har været rekvireret til, har gjort alt efter bogen, inden de afgav skuddet. Det er uheldige omstændigheder, som en buk der bevæger sig i skudøjeblikket, eller det at riffelkikkerten har fået et slag, uden man kendte til det, som er årsagen til, at en god jagtsituation endte med en anskydning.
Det er heldigvis sjældent, men jeg har også været rekvireret til anskydninger, hvor det efter snak med jægeren og kig på skudsted og anskudssted stod klart, at jægeren ikke havde fulgt et af de fire ovenstående råd og derved taget en chance.
Nu er det ikke sådan, at fordi man tager en chance og for eksempel skyder på lidt længere hold, end man behersker, vil det per automatik resultere i en anskydning, men man skal være klar over, at risikoen for anskydninger stiger i takt med de chancer, man vælger at tage.
Du kan som udgangspunkt aldrig fortryde et skud, du ikke afgav. Men tro mig, du kan til evighed fortryde et skud, hvor du tog en chance…
Uanset, hvad der er årsagen til en anskydning, er én ting sikkert, og det er, at ingen, absolut ingen anskyder med vilje.
Når vi vælger at gå på jagt, skal vi have med i vores overvejelser, at der altid vil være en latent risiko for, at riffelkuglen ikke rammer bukken præcist der, hvor man havde planlagt det. De fleste gange er bukken alligevel dødeligt ramt, og specielt hvis man har afgivet skuddet, hvor bukken stod stille og med hele bredsiden til (stort træfpunkt). Men er man uheldig, er det, at man kommer til at anskyde bukken, og så er situationen pludselig ændret.
Det er i den forbindelse vigtigt at definere, hvad en anskydning er, da en buk, som løber 40-50 meter med en god bladkugle, i min optik ikke er en anskydning. Denne buk er dødsdømt i det øjeblik, riffelkuglen kører gennem kroppen (lunge- og hjerteregion) på dyret, men dyret falder først, når blodtrykket er faldet og ikke mere kan forsyne vitale dele med blod.
En anskydning er resultatet af en riffelkugle, som rammer bukken, og hvor bukken i et tidsrum, efter at den er ramt, stadig er i live og derved er i stand til at flygte længere væk.
Skudtegn
Inden du afgiver dit skud mod bukken, er det en god idé lige at kigge på de omgivelser, som er tæt på bukken. Står bukken tæt på et træ, en større sten eller andet kendetegn. Hvorfor du bør gøre dette, er for bedre at kunne finde anskudsstedet, hvis bukken mod forventning ikke dør i knaldet.
Mange tror fejlagtigt, at de 5-6 illustrerede skudtegn, som er tegnet i de gamle lærebøger, udgør de skudtegn, vi som bukkejægere vil opleve under jagten, hvilket på ingen måde er korrekt.
Hvis vi for eksempel tager en forløbs-anskydning, kan dette skudtegn i mange tilfælde tegne på samme måde som en lav bladkugle. Dyret springer op og fremad, og det er de færreste, som lægger mærke til, om dyret løber væk fra stedet med sænket eller lidt høj hovedføring. Hvis man fejlagtigt tror, at bukken er ramt med en perfekt bladkugle, og det efterfølgende viser sig, at dyret er forløbs-anskudt, jager man blot dyret væk, hvis man selv begynder at lede efter det.
Hvis vi holder fast i situationen, hvor man har været uheldig at forløbs-anskyde en buk, er jægerens adfærd, inden den registrerede schweisshundefører kommer frem, af afgørende betydning for, om eftersøgningen ender som en positiv eller en negativ eftersøgning.
Hvis der er tale om en forløbs-anskydning, og det er den registrerede schweisshundefører, som via hundens remarbejde føres frem til dyret, som rejser og flygter, slippes hunden til hetz, og hvis hunden er vildtskarp (som alle registrerede schweisshunde skal være), vil den som regel få fat i dyret.
Succesraten ligger i denne situation på cirka 80% (på landsplan). MEN hvis jægeren selv har ledt efter dyret og fået det rejst fra sårlejet, ser statistikken helt anderledes ud. Her vil succesraten for den efterfølgende eftersøgning fra en registreret schweisshundefører være helt nede på 20%.
Det vil sige, at forskellen på en succesrate på 80% eller 20% er fuldstændig afhængig af jægerens adfærd, efter at bukken er anskudt. Jeg har skrevet det før og gentager det gerne igen. Hvis dyret er flygtet fra det sted, det stod, da du skød til det – SÅ LAD VÆRE MED SELV AT LEDE EFTER DYRET.
Om succesraten på en forløbsskudt buk ender på 20% eller 80%, er afhængig af jægerens adfærd efter anskydningen.
Du har skudt til bukken – bukken er hurtigt væk – hvad kan/skal du gøre…?
Det første, du skal gøre straks, efter at du har afgivet dit skud mod bukken, er at repetere, så du er klar til at skyde igen. Ved en anskydning kan bukken sagtens vælte omkuld for hurtigt at komme på benene igen for at flygte. Sker dette, har du muligheden for at sende endnu et skud mod bukken, forudsat at du er forberedt på situationen og derfor hurtigt har repeteret.
Hvis bukken er væltet omkring på jorden, men du grundet kornet eller den høje vegetation ikke kan se bukken, skal du være klar til at skyde igen.
Ved et tapskud (hvor du strejfer en torntap øverst på rygsøjlen) vil bukken tordne mod jorden, som om der bliver slukket på en kontakt. Dyret er ikke forendt, men nervebanerne i rygsøjlen er midlertidigt lammet, og dyret vil på et tidspunkt rejse sig og flygte. Om dyret bliver liggende i ½ minut eller flere minutter, er ikke til at forudsige. Vær derfor altid klar til endnu et skud til bukken, også når du efter nogen tid beslutter dig for at gå ud til den. Her skal du huske at skrue helt ned for riffelkikkertens forstørrelse, så du hurtigt kan finde bukken i riffelkikkerten og afgive endnu et skud, hvis den mod forventning rejser sig og forsøger at flygte, når du nærmer dig den.
Der kan opleves mange scenarier i forbindelse med skud mod en buk, men uanset, hvad der er sket, skal du gøre dig selv (og dyret) den tjeneste, IKKE at begynde at lede efter bukken, hvis den mod forventning ikke ligger forendt dér, hvor du skød til den eller inden for en snes meter.
Det er muligt, at bukken er ramt perfekt og ligger forendt efter 50-80 meter, men så finder schweisshunden også bukken. Hvis bukken mod forventning er anskudt, kan du være sikker på, at du, mens du leder efter bukken, får den rejst fra sårlejet. Bukken vil flygte længere væk, hvilket besværliggør en efterfølgende eftersøgning og måske resulterer i, at vi selv med de bedste af vores hunde må give op og konstatere, at denne buk kunne vi ikke få fat i. Havde det været den registrerede schweisshundefører, som i denne situation med hunden i rem havde rejst bukken, havde oddsene for at få fat i bukken været betydeligt bedre.
Hvis man skulle lave en punktopstilling af gøremål, man kan gøre, efter at man har skudt til en buk som er løber fra stedet, kunne det se ud som nedenfor.
- Bliv siddende/stående og vent. Tænk over, hvordan bukken reagerede, da den blev ramt.
Løb den fra stedet med høj hastighed, med hovedet højt eller sænket. Snublede dyret under flugten, eller stoppede det eventuelt op. - Kig på det sted, hvor dyret stod, da du skød til det. Brug landemærker som træer, større grene, store sten eller andre ting, som står omkring det sted, hvor dyret stod, da du afgav dit skud. Denne landekending gør det betydeligt nemmere at finde anskudsstedet.
- Bevæg dig forsigtig rundt omkring anskudsstedet og se, om du kan finde sikre tegn på, at dyret er ramt. Uanset hvor du har ramt bukken, vil der altid ligge hår på anskudsstedet. Vær opmærksom på, at vinden kan bevirke, at hårene ligger flere meter væk fra, hvor bukken stod.
- Markér eventuel schweiss, hår, knoglestykker eller andet, du finder på jorden med ting, du har på dig, som for eksempel din kasket, handske eller andet. Tramp endelig ikke rundt i anskudsstedet, da du derved får schweiss eller andre kropsvæsker fra dyret under dine fodsåler, som du efterfølgende afsætter, hvor bukken ikke har været.
- Hvis bukken ikke ligger forendt inden for 30 meter, skal du omgående stoppe op og ikke gå videre. Det næste, du skal gøre, er at ringe til din lokale registrerede schweisshundefører.
Heldigvis er det ikke alle skud til en buk, som ender med en anskydning, da bukken i langt de fleste tilfælde ligger forendt dér, hvor du skød til den, eller inden for nogle meter.
Brug de registrerede schweisshundeførere – for vildtets skyld
Du er ikke alene om at have trænet og forberedt dig til bukkejagten.
Også schweisshundeførerne har forberedt sig. Hundene er i topform og har gennem de sidste par måneder gået adskillige svære træningsspor i meget vildtrige terræner.
Det er vigtigt, at du ved, at formålet med schweisstræningen og dygtiggørelsen af de registrerede schweisshunde ER FOR AT KUNNE HJÆLPE DIG – når/hvis du er uheldig og kommer til at anskyde en buk. Du vil derfor aldrig opleve, at din henvendelse bliver taget ilde op, når du kontakter din lokale schweisshundefører. Han/hun sidder faktisk og venter på dit opkald fra den 16. maj og i resten af bukkejagten, så jeg kan kun opfordre dig til at kontakte registrets schweisshundeførere, hvis du er det mindste i tvivl om, om du har anskudt eller ej.
Mange steder kører man den fornuftige politik, at hvert et skud til et stykke hjortevildt skal eftersøges. Selvom man mener, at man ikke ramte bukken, er det altid en god ide at lave det, vi kalder et kontrolsøg. Ved et kontrolsøg kan den registrerede schweisshundefører, eller rettere sagt hunden, afklare, om du har ramt bukken eller ej. Og ganske lærerigt kan det konstateres, at i alle de tilfælde, hvor jægeren mente ikke at have ramt dyret, men alligevel får lavet et kontrolsøg, er dyret ramt i hele 25% af tilfældene – ganske tankevækkende.
Tøv derfor ikke med at ringe, og ring hellere en gang for meget end en gang for lidt.
Brug KUN registrerede schweisshunde til eftersøgning af bukken
Det er blevet meget almindeligt, at man med sin hund tager forskellige sporprøver, hvilket er en god træning af både hund og fører. Fællesskabet med hunden under træning og på diverse sporprøver giver megen glæde hos både hund og fører.
Lovgivningen på området omhandlende eftersøgning af anskudt hjortevildt siger, at såfremt der er fundet sikre tegn på, at man har ramt bukken, skal der inden for 6 dagstimer rekvireres en registreret schweisshund, og det er jægeren som i først omgang skal sørge for dette. Det har ikke været hensigten med lovgivningen, at man i de 6 dagtimer kan eftersøge med mere eller mindre egnede hunde, hvilket der desværre er nogle, som gør.
Jeg har skrevet det før og gentager det gerne igen. Som ansvarsfuld jæger leder man ikke selv efter anskudt råvildt, ligesom man heller ikke tillader ikke-registrerede schweisshunde at starte op på en praktisk eftersøgning.
Hvis man ikke er enig i dette, er det fordi man ikke er bekendt med det faktum, at uanset hvor mange sporprøver en hund har bestået, også selvom mange sporprøver kræver en god sporhund, ligger sværhedsgraden i de praktiske eftersøgninger, adskillige klasser højere end selv de sværeste sporprøver.
Jeg taler ikke om gode bladskud, hvor der fra, hvor dyret stod og frem til dyret, ligger en motorvej af schweiss ud til dyret, men stort set alle andre situationer.
Det faktum, at anskudt råvildt færdes i områder med meget klovvildt og derfor flygter i områder og ad veksler med meget afledningsfært, endda ofte gennem større tætte bevoksninger, gør, at en praktisk eftersøgning på ingen måde kan sammenlignes med de kunstigt udlagte spor, som bruges til anerkendte sporprøver.
Jeg har været en del af det Danske Schweisshunderegister i 20 år, og selvom jeg har haft flere hunde i registret, endda af forskellige racer, ved jeg, at hver gang jeg har fået godkendt en ny ung schweisshund til registret, går der flere år, før denne hund har opnået den erfaring og rutine, som er en nødvendighed for at løse de svære eftersøgningsopgaver.
Det er kun gennem de mange, jeg gentager mange praktiske eftersøgninger, at den registrerede schweisshund bliver bedre.
Personer med gode sporhunde uden for Schweissregistret kommer aldrig i nærheden af det nødvendige antal eftersøgninger, som med tiden gør hundene til specialister inden for schweissarbejdet.
En anden vigtig ting, man skal tænke på, er, at når man rekvirerer en registreret schweisshundefører, møder der en ekvipage op, som har erfaring i at finde et anskudssted og efterfølgende kunne tyde dette.
Den registrerede schweisshundefører ved, hvordan vildtet reagerer, når det er anskudt, og er gennem uddannelse og erfaring, modsat den almindelige jæger, i besiddelse af de nødvendige schweiss-eftersøgnings-faglige kompetencer.
Det kan derfor ikke gentages for mange gange, at hvis du vil have de optimale muligheder for at finde et anskudt stykke råvildt, SKAL du kun bruge de registrerede schweisshunde til disse opgaver. Dette gælder ikke kun ved eftersøgning af råvildt, men selvfølgelig ved eftersøgning af alt klovbærende vildt.
Hvordan får du fat i en registreret schweisshundefører:
Inden du går på bukkejagt, bør du have indtastet telefonnumrene til de lokale registrerede schweisshundeførere på din mobiltelefon, og disse kontaktoplysningerne kan du finde inde på www.schweiss.dk.
Jeg vil slutte med at udtrykke mit ønske om, at denne artikel har givet dig nogle værktøjer, så du, hvis du er uheldig at komme til at anskyde bukken, ved, hvad du SKAL gøre, og hvad du IKKE SKAL gøre.
