Han er schweisshundefører og ejer den eneste schweisshund i Danmark, der er trænet til at gå på spor af ulv. Vi har mødt Johnny Bastian til en snak om sporarbejde, nabokonflikter og ulvelort.
Fotos: Aske Rif Torbensen
Hvordan fik du smag for at blive schweisshundefører?
Det er en atypisk historie: De fleste hundeførere har været jægere fra barnsben, men ikke mig. Som ung syntes jeg, at det lød enormt spændende at kunne træne hund op, så den kunne finde sårede dyr. Det der samarbejde med hunden, det ramte mig bare.
Min første hund var en Nova Scotia duck tolling retriever, og jeg begyndte at gå lidt spor med den, tog jagttegn og fik jagterfaring. Det brugte jeg hele den første hunds liv på. Derefter fik jeg en toller mere, som ikke var egnet til at blive schweisshund. Den var simpelthen for fesen, den havde det ikke i sig.
Det var først, da jeg senere fik en labrador-hanhvalp, at jeg følte, at jeg kunne gå op til Schweissregistrets kvalifikationsprøve. Det er den hund, jeg har nu, Simba.
Var det svært at blive optaget i registret?
Jeg søgte om optagelse fem gange, inden jeg kom ind. Schweissregisteret er en gammel organisation med gamle dyder, og man skal vise vilje og ihærdighed for at blive optaget. Du skal kort sagt have viljen til at stå op, når telefonen ringer meget tidligt om morgenen, og der er bud efter en schweisshund.
Derudover skal hunden være mindst to år gammel, første gang du tager prøven. Er du legitimeret hundefører i forvejen, kræver det kun, at din hund er et år gammel. Det år, den fylder 12 år, bliver den skrevet ud af registeret ved årets udgang.
Læs også: På sporet af bukkene
Er kravene blevet skærpet ift. tidligere?
Ja, man skal bestå en egentlig optagelsesprøve nu. Men fokus har også flyttet sig fra, om hunden blot kunne gå spor, til at man også kigger på mennesket bag den. Har vedkommende det, der skal til for at være en god hundefører? Det er et spørgsmål om attitude. Du skal være imødekommende og have en evne til indlevelse og menneskelig forståelse.
Tænk på, at vi kommer ud til situationer, hvor folk er pressede. Nogle jægere eller bilister er jo virkelig rystede, når de enten har anskudt eller påkørt et stykke vildt. Det skal man håndtere på en god måde. Dér går det ikke at stå og være brovtende og bedrevidende
Hvordan tester man hundeføreren?
Hvis man vil være hundefører, opfordres man til at opsøge en af dem, der allerede er det, og så følge vedkommende. Her får den pågældende schweisshundefører et godt indblik i, hvad er det for et menneske. Den viden giver hundeføreren videre til koordinatoren, som senere er med til at udvælge kandidater til kvalifikationsprøven.
Vi arrangerer også gennem schweisshundeforeningen en række forberedelseskurser for førere, der har søgt om optagelse i registeret, det såkaldte Kursus 3, og der er det også en god lejlighed til at se folk an. Heldigvis er de fleste egnede, men nogle enkelte er enten for passive eller for aggressive. Du skal kunne stå foran et helt konsortium og sige: ”Nu stopper vi jagten, mens vi eftersøger.” Det skal gøres ydmygt, men alligevel med autoritet.
Og så er der dem, der hverken har forståelse for jagt eller for jeres arbejde som schweisshundeførere…
Hvert år er der schweisshunde, der bliver overfaldet af mennesker, som misforstår situationen. De ser et rådyr komme løbende ind i haven, hvor de står og griller pølser. En hund kommer løbende efter det og afliver det midt på plænen. Jeg skal hilse at sige, at det lyder ikke rart, når et rådyr bliver aflivet af en hund. Så tager de en rive, eller hvad de nu har, og prygler denne glubske hund.
Derfor har vi fået fremstillet veste og halsbånd, som tydeligt viser, at det er en schweisshund. Det er en svær situation at håndtere, når der står en og banker din hund. Du er jo øm over for din hund, og samtidig står du der med pulsen er oppe og en riffel på ryggen. Det er ikke lige der, du skal have en skarp konfrontation med en eller anden vred husejer.
Har du oplevelet at skulle håndtere sådan en situation?
Jeg skulle engang eftersøge et påkørt dyr, som viste sig at ligge i en hæk i et villakvarter. Det var mørkt, og jeg kunne ikke skyde, for huset var alt for tæt på. Så jeg slap hunden, og den løb hen og aflivede rådyret.
Så kommer der lys i vinduerne, og en ophidset mand kommer ud af terrassedøren og spørger, hvad fanden jeg lavede der. Jeg forklarede, hvem jeg var, og at jeg var ude for at aflive et påkørt dyr. Det var kradftedeme for dårligt, mente manden, og han kom ud og blev truende. Jeg pakkede stille og roligt sammen og lagde dyret bag i bilen.
Manden indsendte en klage over mig, og den blev behandlet hele vejen op igennem systemet. Men alt var foregået efter Dyreværnsloven, så den endte der.
Der kan hurtigt opstå konflikter…
Ja, særligt blandt nabojægere. Der kan man virkelig komme ud i situationer, hvor man skal stå og spille mægler. Den ene mener måske, at den anden skyder for meget, og så fyger det med gensidige beskyldninger. Som schweisshundeførere kan vi jo krydse skel, og så bliver vi pludselig en part i en gammel konflikt. I sådan en situation må du forsøge at mægle, og i yderste konsekvens kan vi få politiet ud. Men det er en optrapning af konflikten, som vi helst vil undgå.
Er der andre særlige regler, der gælder for jer?
Ja, vi må aflive døgnet rundt, også uden for jagttid, og vi må aflive kron- og dåvildt med haglgevær, selvom det ikke er noget, jeg personligt bryder mig om. Jeg har derfor to forskellige våben med ud, alt efter hvad jeg skal eftersøge: en kort eftersøgningsriffel og en pumpgun. Derudover har jeg hunden og en kniv. Af disse muligheder bruger jeg i 8 ud af 10 tilfælde hunden til at aflive vildtet.
Nogle gange er det også hunden, der mister livet?
På landsplan mister vi en til to hunde om året. De bliver slået ihjel af biler, hjorte og jægerne selv. Folk vil meget gerne med på eftersøgningen, særligt hvis det er et trofæbærende stykke vildt. Hvis de ser noget bevæge sig, så skyder de simpelthen i mange tilfælde. De får helt tunnelsyn og ænser ikke, om de skyder henover ryggen på hundeføreren eller efter hans hund.
Hvis jeg skal have nogen med på eftersøgningen, skal jeg derfor kende dem. Hvis jeg ikke kender rekvirenten, beder jeg vedkommende om at blive stående eller siddende. Jeg bruger også altid lyse, gule hunde, for jeg skal kunne se, hvor hunden er, når jeg skal aflive dyret.
Hvor mange udkørsler har du på et år?
Ca. 150. Halvdelen af dem vedrører jagt, halvdelen er påkørsler. Havde jeg mere tid, kunne jeg have 100 udkørsler mere. Har man mindre end 50 udkørsler om året, er det svært at holde hunden i topform.
Udkørslerne peaker i de første dage af bukkejagten, der kan godt være 7-8 stykker om dagen. Så peaker det igen i efteråret, lige når efterårsjagten går i gang, hvor jeg måske har 4-5 udkørsler per dag.
Nogle udkørsler må man udsætte til dagen efter: Det store hjortevildt eftersøger vi fx helst ikke om natten. Vi kan sagtens spore dyret, men stiller hunden en hjort et sted, og du skal aflive det, skal du i mørket kunne sikre dig kuglefang og alt muligt, og det er svært i det område, jeg bor i.
Har holdningen til hundeførerne ændret sig over årene?
Det kan godt være lidt polariseret, fordi nogle synes, at vi er nogle selvforherligende røvhuller. Der har været for meget lukkethed omkring schweissregistret, men det har heldigvis ændret sig meget de sidste par år.
De fleste hundeførere har en ydmyg tilgang til deres arbejde nu og føler ikke længere, at de skal være sat op på en piedestal. Og langt de fleste respekterer vores arbejde, når vi kommer ud. Vi får jo ikke andet end kørepenge for det.
Der er ca. 190 hundeførere på landsplan. Er det nok?
Nej, jeg synes, vi burde være dobbelt så mange. Gennemsnitsalderen er høj i schweissregisteret, og mange skal snart på pension. Der mangler vi at rekruttere nogle flere, for det tager flere år at få den fornødne erfaring, og de gamle skal gerne nå at kunne give deres viden videre.
Vi ville gerne have, at det var lovpligtigt, at man skulle eftersøge et stykke vildt, når det er blevet anskudt. I dag skal man blot gøre det, hvis man ikke har fundet det inden for de første seks timer. Jeg kunne også godt tænke mig, at det var lovpligtigt at ringe efter os, hvis man påkører et stykke vildt. Det er det heller ikke i dag. Vi ser mange lig af vildt samt skadede dyr gå rundt derude, som ikke er blevet eftersøgt.
Er det svært at rekruttere nye hundeførere?
Det er svært, fordi mange har oplevet en lukkethed omkring registeret. Mange opgiver nok lidt på forhånd, og det er en skam. For har du potentialet, så kommer du ind. Jeg vil kun opfordre til, at man klør på og søger ind.
Hvordan endte du med at få en schweisshund, der også kan gå på spor efter ulv?
Jeg ville gerne blive bedre til at gå spor. Jeg fandt ud af, at de er gode til det i Sverige, så jeg tog derop på nogle kurser, hvor jeg lærte en masse.
I den forbindelse blev jeg spurgt, om jeg ville grundtræne en hund, som var halvt malinois og halvt schæfer, inden den senere skulle trænes som besigtigelseshund, så den kunne gå på rovdyrspor. Jeg blev så grebet af arbejdet med hunden, der havde en fantastisk arbejdsmoral og en meget stejl indlæringskurve. Jeg forhørte mig, om jeg ikke kunde træne den færdig til besigtigelseshund, og det fik jeg lov til så jeg overtog hunden.
Den døde dog desværre ved et uheld, hvor den fik punkteret den ene lunge af en gren. Jeg ville dog gerne lære mere og fortsætte i projektet, så jeg fik en ny hund, Novo, som er ren malinois. Jeg blev uddannet som besigtigelseshundefører, og Novo blev certificeret i 2015 som rovdyrsbesigtigelseshund. Vi har siden da sporet ulve og bjørne i Sverige.
Er der opstået et behov for sådan en hund herhjemme efter ulvens genkomst?
Formålet var ikke først og fremmest, at Novo skulle eftersøge herhjemme. Jeg fik den certificeret som en del af processen med at blive bedre til at gå på spor. Senere kom den i tjeneste i den svenske Länstyrelse, og vi har som nævnt været på flere sager i Sverige, hvor vi har skullet spore ulve.
Der er vel behov for den, hvis den er den eneste af sin slags herhjemme?
Det skulle man jo mene… I 2015, da Novo blev certificeret schweisshund til ulv, kontaktede jeg Miljøstyrelsen og var til møde derinde med en række biologer. Lavede plan om et forsøgsprojekt med hunden. Og så hørte jeg ellers ikke mere. Det var dengang, hvor man troede, at der var 40 ulve i Danmark, og da det blev voldsomt nedskrevet, droppede man forsøgsprojektet.
Det virker lidt underligt, at man ikke vil trække på den kompetence…
Lad os sige, at ulv er blevet påkørt. Ifølge reglerne må jeg tage Simba, min schweisshund, og sætte den på sporet. Men den hund, der er trænet specifikt på ulven, må jeg ikke tage med. Det kan virke lidt underligt, ja.
Ulven er dog lidt af et minefelt. Jeg har fået en del henvendelser fra folk i Jylland, der af den ene eller den anden grund gerne vil have mig med ud at spore ulve. Men jeg siger konsekvent nej. Jeg tager ikke derover og sporer ulve, før jeg modtager en officiel henvendelse fra myndighederne.
Jeg er hverken for eller imod ulven. Men vælger vi, at den skal være her, skal vi også behandle den ordentligt. Derfor håber jeg, at Novo også kan blive certificeret som besigtigelseshund her i Danmark, så vi kan bruge den til at gå på fod af ulven, hvis det bliver nødvendigt.
Indtil da fortsætter du med at tage til Sverige?
Ja, så længe jeg har råd til det. Det koster jo ikke kun noget i transport, men også at vedligeholde hundens træning. De årlige sporinger på vildtlevende GPS-mærkede ulve og bjørne er en vigtig del af vores uddannelse og vedligeholdelse og noget, som jeg nødigt vil undvære. Derudover træner jeg med stykker af ulveskind fra Sverige og ulvelorte fra Zoologisk Have i København herhjemme, så vi holder gang i Novo. Det er sindssygt spændende at træne og arbejde med sådan en besigtigelseshund, men det er en skam, at man ikke vil bruge den herhjemme.
