Foto: Trine Dixen
Jeg mødtes med Michael og Kim i Rosenborg Skov på Djursland en dag i november. De er begge registrerede schweisshundeførere med stor erfaring i eftersøgning af klovbærende vildt i både Danmark og Sverige.
Dagens trykjagt på dåvildt og kronvildt er med et hold skytter, som er kommet på stedet igennem flere år. Michael og Kim er en fast bestanddel af jagterne her i skoven, hvor ingen riffeljagt bliver afholdt uden deltagelse af mindst én registreret schweisshund med fører.
Både for ejeren af skoven og for schweisshundeførerne er det en stor fordel at være med på hele jagtdagen. Det sikrer, at hundeførerne hele tiden kan følge op på hvert afgivet skud, og at der ved dagens afslutning er eftersøgt på alle poster, hvor dyret ikke er forendt på skudstedet.
Riffeljagt på de større klovbærende vildtarter giver ofte situationer, hvor dyret fortsætter efter skuddet – selv med en god placering af kuglen, og reglen er, at ingen skytte selv leder efter vildtet. Skudstedet bliver markeret med gule bånd, som er udleveret til hver skytte ved parolen, og samtlige skud bliver tjekket af de erfarne hundeførere.
Udstyr til schweisstræning
Sporsele
Sporline
Færtsko
Friske klove
Friskt okse – eller vildtblod
Markeringsbånd
Da det er trykjagt, bruges der ikke hunde i såterne, hvilket letter arbejdet for schweisshundeførerne. Vildtet kommer mere roligt ud til skytterne med mulighed for skud til stillestående vildt, og dyret bliver ikke forfulgt af drivende hunde efter skuddet. Den store vildtmængde i skoven kræver dog, at både schweisshund og fører har en stor erfaring i deres samarbejde. Selvom schweisshunde ikke bruges til praktisk jagt og derfor ikke har stor interesse for spor af friskt vildt, så gælder det alligevel for både hund og fører om at adskille det rette spor fra alle de øvrige friske spor.
På dagens jagt så vi rudler af kronvildt på op til 50 dyr, og er et anskudt dyr ikke voldsomt svækket, vil det forblive i rudlen. I så fald står man med en svær opgave som schweisshundefører.
Lungeskudt hjort
Hvad siger loven?
Bekendtgørelse om eftersøgning og aflivning af nødstedt vildt:
Kap 1, § 1. Såfremt der under jagt på klovbærende vildt konstateres tegn på anskydning af sådant vildt, skal indehaveren/indehaverne af jagtretten, hvis vildtet ikke er fundet inden 6 dagtimer (fra solopgang til solnedgang) efter anskydningen, sørge for, at der med henblik på aflivning af vildtet tilkaldes en hundefører bemyndiget af Naturstyrelsen efter § 2, stk. 1.
Stk. 2. Deltager indehaveren/indehaverne af jagtretten ikke selv i jagten, påhviler forpligtelsen til at tilkalde en hundefører som foreskrevet i stk. 1, den, der har anskudt vildtet.
Efter første såt bliver vi kaldt ud til dagens første opgave. En skytte har stået i et tårn og skudt til en stillestående dåhjort. Han havde følelsen af at have godt hold til den, men hjorten fortsatte og er ikke at se i den åbne skov. Kim tager sin ældste Hannoveranske vildtsporhund, Taly ud af bilen og gør udstyret klar. Taly er seks år gammel og har været registreret schweisshund i fire år. Kim sætter sporsele og GPS-halsbånd på hende. Han foretrækker selen fremfor halsbånd for at give hunden bedst mulig frihed til at bruge sine luftveje i sporarbejdet. GPS-halsbåndet skal sikre, at Kim kan finde Taly, hvis hundyret rejser, og hun slippes. Skytten har markeret skudstedet med det gule bånd og udpeger, i hvilken retning hjorten forvandt, men Taly virker ikke synderlig interesseret. I stedet trækker hun os målrettet 45 grader i en anden retning, og vi følger troligt efter. Vi har på intet tidspunkt set schweiss, men nu efter 200 meter markerer Taly et par dråber schweiss på en gammel træstamme. Herefter drejer hun 90 grader til venstre og stopper ved hjorten, som ligger forendt med en lungekugle neden for skrænten.
Den erfarne dame slikker veltilfreds på skudhullet, men virker i øvrigt totalt upåvirket af den forendte hjort. For hende var det blot endnu en afklaret opgave – og denne gang uden de store udfordringer.
Efter at have trukket hjorten ud til vejen er vi tilbage ved skudstedet for at blive klogere. Vi finder det rigtige skudsted ca. 25 meter fra det sted, skytten havde markeret, og her finder vi en del hår, som tydeligvis er skudt af dyret. Dog stadig ingen schweiss. Dåvildt er kendt for at have et tykt fedtlag. Det fedtlag kan ofte lukke både indgangs- og udgangshullet, så mængden af schweiss ved anskydning er meget begrænset.
Frivilligt arbejde
I frokostpausen får jeg en snak med Kim og Michael om det at være registreret schweisshundefører. De bruger begge utrolig megen tid på at udvikle sig som hundeførere. Både med træning og rejser med deres hunde til udlandet for at samle erfaring. Michael har en Hannoveransk vildsporhund og en Labrador registreret som schweisshund. Kim har tre Hannoveranske vildtsporhunde i registret, og med de øgede krav til både hund og fører kræver det en stor indsats at holde alle hunde i træning til de svære opgaver. For begge handler deres plads i schweissregistret om passion for arbejdet med deres hunde. De beskriver ”følelsen af det ultimative samarbejde med hunden på de udfordrende eftersøgninger og glæden, når det lykkedes”. Det gør det dog langt fra hver gang, men Kim og Michael er enige om, at det er de eftersøgninger, som ikke lykkedes, de husker bedst. ”Det er dem, vi lærer mest af, og det er de eftersøgninger, som udvikler både os og hundene”, fortæller Kim, mens Michael nikker.
De registrerede schweisshundeførere står altid til rådighed – døgnets 24 timer. De er klar til at rykke ud til både trafikeftersøgninger og anskydninger. Det får mig til at spørge ind til den debat, som med jævne mellemrum dukker op i jagtkredse: bør schweisshundeførerne have et honorar?
Uden tøven og nærmest i munden på hinanden, siger både Michael og Kim ”nej tak”.
Michael uddyber: ”Hele schweissregistret har ét eneste formål – nemlig at undgå unødig lidelse hos nødstedt klovbærende vildt. For at kunne udføre den opgave mest optimalt er det utroligt afgørende, at vi som hundeførere arbejder tæt sammen på tværs af de forskellige kompetencer, som vi og vores hunde har. Kommer der penge imellem hundeførerne, kan det i visse tilfælde medføre, at samarbejdes svækkes”.
Kim supplerer med at uddybe et af registrets andre formål: ”Vi er jægere, som hjælper andre jægere, og det skal vi ikke have betalt for”.
De er dog begge enige om, at de ikke ville sige ”nej tak” til et mindre honorar for trafikeftersøgninger, da disse eftersøgninger er en opgave, som udføres for samfundet, og hvor risikoen for både hund og fører er betydeligt højere grundet arbejdet ved de trafikerede veje.
Ingen schweiss
Efter frokost og koordinering med Michael tager Kim og jeg ud på næste opgave. En skytte har skudt til en smalhind, som kom i en mindre rudel. Hinden reagerede i skuddet ved at sparke bagud, men fortsatte fra skudpladsen sammen med rudlen. Kim vælger igen at sætte Taly på opgaven, da hun med sin store erfaring i eftersøgninger af kronvildt, er det sikreste kort, vi har på hånden.
Igen kan vi konstatere, at det sted, skytten har markeret, ligger ca. 20 meter fra det reelle anskudssted. Noget, som man ofte oplever som schweisshundeføre, og som man lærer at tage højde for.
På anskudsstedet finder vi absolut ingenting. Ingen schweiss, ingen hår, ingen bensplinter. Det, som fortæller os, at vi er på rette plads, er kuglens nedslag og springspor fra hinden. Taly lader sig ikke påvirke af den manglende schweiss og starter sikkert op i retning mod et område med tæt gyvel. Lige inden hun for enden af linen bliver usynlig i det tætte krat, finder vi nogle bensplinter, som ligger i mosen og nærmest lyser som elfenben.
Der er stadig ikke en bloddråbe at finde – hverken på jorden eller på bensplinterne. Det er tydeligt, at kuglen sidder i en rørknogle, og vi ved nu, at der sandsynligvis er tale om et løbsskud. Den manglende schweiss tyder samtidig på, at kuglen ikke sidder i en større muskel, og derfor er vi enige om, at vi nu har til opgave at finde en hind, som er ramt lavt i et løb. Ud over tapskydninger højt i ryggen over rygraden er dette én af de sværeste opgaver, man kan komme på som schweisshundefører. Hinden vil sandsynligvis være fuldt mobil, og den manglende schweiss gør det umuligt for os at kontrollere sporet undervejs. Med andre ord er der her kun én ting at gøre – stole 100 % på Taly.
Odin i aktion
Nyttig viden:
Schweissregistret: www.schweiss.dk
Dansk Schweisshundeforening: www.schweisshunden.dk
Udstyr til schweisstræning: www.jagtogvildt.dk
Bogen ”At arbejde med schweisshunde – eftersøgning af klovbærende vildt” af Niels Søndergaard
Sporet af den anskudte hind leder os langt omkring, hvor vi krydser både asfalterede veje og grusveje for til sidst at fortsætte ud af Rosenborg Skov. Her tager vi en kort pause for at ringe til politiet, hvor vi informerer om, at vi nu går ind på anden mands jord efter en anskudt hind.
Siden vi kort efter anskudsstedet fandt de to bensplinter, har vi ikke fundet hverken schweiss eller andre tegn på anskydning, og trods det at Taly ufortrødent arbejder videre, kommer der en lille tvivl snigende sig ind i vores hoveder. Tænk nu, hvis den anskudte hind er veget af fra rudlen, uden at vi har opdaget det og, at vi rent faktisk nu går på friske spor? Som tiden går, og vi efterhånden har tilbagelagt en del kilometer på sporet, vokser tvivlen sig langsomt større.
Vi beslutter at afmærker det sted, hvor vi står, og vende tilbage til bilen for at hente nye kræfter. Odin er 3 år gammel og blev optaget i schweissregistret allerede, da han var 1 år gammel. En stor og stærk Hannoveransk hanhund, som tydeligt er meget tilfreds med, at det nu blev hans tur. Med stor iver tager han sporet op, og går slavisk i samme spor, som Taly gjorde tidligere. Over først den ene, og siden den anden vej og til sidst ind på naboejendommen samme sted som før. Vores tvivl er blevet gjort til skamme, og begge hunde har bevist det, vi godt ved: stol på din hund.
Mørket tvinger os til at forlade opgaven, og vi aftaler med Michael, at han næste morgen vil fortsætte med eftersøgningen af den anskudte hind.
Næste dags eftersøgning gav heller ikke resultat, men en måned senere bliver hinden nedlagt på en anden jagt, og vi får nu syn for sagen. Kuglen sidder lige over kloven på det venstre bagløb. Det er vokset fint sammen, og hinden er i god foderstand. Tilbage står to schweisshundeførere og tre schweisshunde med endnu en god portion erfaring i bagagen efter den besværlige eftersøgning på hinden.
Fra hvalp til schweisshund
En hund har ca. 2,4 mill. bedre lugtesans end vi mennesker. Som rovdyr er de skabt til at opspore og nedlægge bytte. Det at følge et spor for en hund er hverken svært eller unaturligt, selvom vores jagthunde med tiden er blevet mere og mere domesticerede.
Når man træner spor med sin hund, er der udelukkende tale om motiverende træning. Her stilles ingen krav til hunden, som den ikke forstår, eller som ikke ligger naturligt for den. Derfor er det en træning, som uden problemer kan påbegyndes helt fra hvalp, og som er med til at skabe et tæt bånd mellem hunden og føreren.
Når hvalpen kommer hjem ved otte ugers alderen, kan man starte med små spor i haven, hvor en pølse e.l. trækkes igennem græsset. Allerede efter et par uger kan man gå videre med egentlige schweissspor i skoven. Så længe hvalpen er lille og endnu ikke har udviklet det egentlige jagtinstinkt efter vildt, kan man lade hvalpen gå uden line. Det giver den en frihed til at arbejde uden forstyrrelse. Søger den væk fra sporet eller bliver ukoncentreret, går man stille i retning af sporet uden at kalde på hvalpen. Den vil naturligt søge efter, og når den igen viser, at den er på sporet, roses den. De første par spor behøver ikke at være mere end 100 meter lange. Det er bare vigtigt, at hvalpen lykkes hver gang.
Uanset race er byttedriften i hunden dens største motivation til at udføre en opgave. Man kan belønne hvalpen for enden af sporet med en godbid, men den absolut bedste – og mest effektive – belønning er at styrke dens byttedrift. Det kan gøres ved, at man leger med hunden med en klov i en snor, og på den måde motiverer den til at ”fange og nedlægge” byttet. Denne form for motivation er en naturlig afslutning for sporarbejdet, og det husker hvalpen bedre end belønning i form af mad.
Efterhånden som arbejdet med hvalpen skrider frem, gøres sporene sværere ved at lade dem ligge længere, inden hunden sættes på, samt lave vinkler og blindgyder på sporet.
Som hundefører skal man dog også lære at gå spor, og når man har lært ”at læse” sin hund, er det vigtigt, at man får andre til at lægge sine spor, så man træner sin tillid til hunden på spor, man ikke selv kender.
Sportræning er både en fysisk og mental udfordring for hunden, og uanset om man har ambitioner om at arbejde med eftersøgninger eller ej, så er denne træningsform et rigtig godt værktøj til at opbygge et tæt samarbejde med din hund – og samtidig få en glad og motiveret jagthund.
Schweissregistret
Danmark var det første land i verden til at oprette et officielt register over godkendte schweisshunde og er stadig den dag i dag det eneste land med et organiseret korps af registrerede schweisshundeekvipager.
Schweissregistret blev oprindeligt dannet i 1974, hvor den første liste over schweisshunde og -førere, som havde bestået en 400 meter sporprøve, blev offentliggjort i det daværende medlemsblad ”Dansk Jagttidende”. I 1982 blev de godkendte schweisshundeførere legitimerede, så de fik hjemmel til at eftersøge og aflive vildt på anden mands jord, og siden har både registeret og jægernes holdning til eftersøgning af anskudt vildt været i rivende udvikling.
Kravene til schweisshundene og deres førere er blevet betydeligt højere igennem de sidste årtier. Samtidig har de registrerede schweisshundeførere fået eneret på at opspore og aflive nødstedt vildt i forbindelse med både trafikskader og anskydninger.I dag ligger Schweissregistret hos Naturstyrelsen under Miljø- og fødevareministeriet, og rummer 190 ekvipager fordelt i 10 geografiske regioner med hver deres schweisskoordinator.
