Af Jacob Lundgaard
Foto Andrei Ksenzhuk
Min mor holdt meget af sin morgensøvn i weekenden og sov ufortrødent videre, når en af mine brødre eller jeg tog på jagt. Men denne morgen var en undtagelse. Hun stod og vred sine hænder bekymret, mens jeg var i gang med at iføre mig det fjerde lag tøj.
Årsagen til hendes bekymring var allerede blevet proklameret i vejrudsigten aftenen i forvejen. Her midt i januar måned havde Kong Vinter lagt sin kolde hånd om Danmark med dagtemperaturer noget under 10 graders frost, og denne morgen var kulden kombineret med en rimtåge, som havde elimineret enhver form for sigtbarhed.
Med ungdommelig selvsikkerhed affærdigede jeg alle min mors bønner om at blive hjemme. Hun blev belært om, at kragejagt kan praktiseres i alle former for vejr, og at en smule rimtåge ikke kunne afskrække mig, og sidst men ikke mindst holdt jeg hårdnakket fast i, at jeg var klædt fornuftigt på til lejligheden.
Min Puch Flagskib startede trods kulden første gang, kickstarteren blev trykket ned. De mange lag tøj, som fik mig til at ligne en Michelinmand, gjorde det lidt besværligt at få benet svunget over, så jeg kunne komme op at sidde på knallerten, men det lykkedes efter et par forsøg.
Lyset fra gadelygterne gjorde det muligt at orientere sig nogenlunde ned gennem byen, men da jeg havde krydset bygrænsen, opstod de problemer, som mit mødrene ophav havde frygtet. Det var som at køre i en ærtesuppe. Jeg kunne ikke se en pind og vidste i realiteten ikke, om jeg kørte i højre eller venstre side af vejen. Det var mit held, at ingen andre havde vovet sig ud, så jeg kom, om end noget forsinket, helskindet frem til gården, hvor jagten skulle foregå. Tanken om at vende om havde end ikke strejfet mig, men allerede på dette tidspunkt var kulden begyndt at snige sig gennem de mange lag tøj. Specielt mine hænder og tæer var småkolde.
Bonden havde hørt min knallert og kom ud af døren til mælkerummet. Han stirrede vantro på mig og rystede på hovedet, da jeg bekræftede, at jeg i ramme alvor havde tænkt mig at gå på kragejagt. Hans – jamen så rigtig god fornøjelse – hang i mine ører, da jeg vraltede op ad alléen, hvor jeg kunne høre kragernes kra-kra i toppen af træerne. Det var udelukket at gå ned til kragehytten på engen. Der ville det være komplet umuligt at se noget som helst. Sigtbarheden oppe på alléen var trods alt helt oppe på et par meter.
Kragerne havde udvalgt sig nogle få træer på alléen. Her var der et vældigt leben. Det lykkedes mig at snige mig helt op til det ene af træerne uden at blive opdaget. Fuglene kunne se mig lige så lidt, som jeg kunne se dem, selv om der var mindre end 15 meters afstand mellem dem og mig.
Efter at have ventet en halv times tid lettede en krage fra trætoppen, og den dukkede ud af rimtågen på klos hold. Fuglen havde ikke problemer med at foretage en undvigemanøvre, inden jeg klodset havde fået geværet til kinden. Det endte så at sige med ”et skud i tågen”, der ikke så meget som bare kom i nærheden af sit mål. Det eneste resultat, den krummede pegefinger medførte, var en ordentlig en på siden af ansigtet, fordi kolben ikke var kommet helt på plads som følge af de mange lag tøj. Smerten blev ikke mindre af, at kulden nu også havde bidt sig godt og grundigt fast i mine kinder.
Da jeg havde holdt min post i yderligere en lille halv time, var jeg i tvivl om, hvorvidt jeg havde hænder og fødder. Mærke dem kunne jeg ikke. Jeg frøs som en lille hund i en tynd snor og erkendte, at tiden var inde til at stoppe festen.
Tilbage på gården bankede jeg tænderklaprende på bagdøren, og bonden lukkede op. Grinende bad han mig se mig selv i spejlet. Spejlbilledet mindede mest af alt om reinkarnationen af ”den afskyelige snemand”. Rimen havde sat sig overalt på tøjet, og der hang is i mine øjenbryn og mit tynde teenage-overskæg.
Mens konen hængte mit tøj til opvarmning op ad oliefyret, blev jeg plantet ved køkkenbordet med en kop skoldhed kaffe. Det værkede voldsomt i både tæer og fingre, som optøningen skred frem. Bonden mente, at en Gammel Dansk ville sætte yderligere skub i processen, så han skænkede op til kanten af et portvinsglas. På dette tidspunkt i mit unge liv var jeg ikke bekendt med smagen af dette sorte fluidum. Ned kom det, og det havde den ønskede virkning. Varmen bredte sig hurtigt. Men den dag i dag forstår jeg ikke, at denne ilde smagende drik i mange år var en fast bestanddel af kulturen i dansk jagt.
Det tog det meste af formiddagen at få mig tøet så meget op, at jeg igen kunne hoppe i mine mange nu opvarmede lag tøj for at starte hjemturen, som kom til at foregå under mere trafiksikre forhold. Rimtågen var væk, fordi det var blæst op, men det var stadig ædende koldt.
Her godt en menneskealder senere er det fortsat min opfattelse, at kragejagt kan udøves i alle former for vejr, men når det er iskoldt og rimtåge, bliver jeg hjemme.
