Foto: Steen Andersen
Jeg har hørt jægere sige, at de aldrig skyder forbi. Jeg har også hørt nogle få sige, at de ikke er særlig gode til at skyde på skydebanen, men de skyder sjældent forbi på jagt. Det forholder sig imidlertid sådan, at man aldrig bliver bedre, end man er på skydebanen, og før eller siden laver vi alle dårlige skud.
På skydebanen er den vigtigste lektion faktisk, at vi lærer at holde et dårligt skud tilbage – begrænsningens kunst. Kan man skyde forbi på skydebanen, kan man også skyde forbi på jagten.
De dårlige skud, vi leverer, skyldes ofte, at vi tager for slapt på vores skydning eller tager skydning for givet. Jeg har selv lavet et forbiskud på kort hold, som jeg ganske enkelt ikke kan forklare på anden måde, end at jeg gjorde skydning til en rutinesag. Grunden til et andet forbiskud blev jeg først klar over efterfølgende, da jeg læste en artikel om nogle simple trin i skydeteknik. Her blev jeg afsløret i, at jeg glemte det basale at holde vejret under skydning.
Forhekset buk
Jeg kan godt relatere til primitive kulturers tendens til at tolke fænomener overtroisk. Jeg tænker på de situationer, hvor der har været en begivenhed under jagten i naturen, hvor en naturlig forklaring ikke er nærliggende. Derefter bliver et dyr besjælet og af overtroens vej indplaceret i det, som er hinsides naturen. Dyret drager ind i fantomets verden.
At jeg kan relatere til det, skyldes, at jeg for år tilbage oplevede at skyde forbi på den samme buk to gange med et års mellemrum. Bukken skød jeg først året efter igen med det tredje og fjerde skud.
Den første gang var ret tidligt på sæsonen. Jeg havde set en mindre buk, som jeg skød. I det øjeblik, jeg skød dyret, og det faldt, sprang en utrolig flot seksender frem og stillede sig ganske frit. Den virkede ikke synderlig skræmt, og derfor kunne jeg godt sætte et skud på den. Det var en forbier, og bukken forsvandt. Jeg så kun et glimt af dens opsats i en høj kornmark senere på sæsonen.
Året efter så jeg den igen, og jeg bedømte den til at være i samme størrelse. Her fik jeg igen en skudchance. Den stod i et hjørne af en skov på et stykke med nyslået siv. Jeg skød forbi, og myten om den forheksede buk voksede i mit sind, det til trods for at jeg lavede mange gode skud på en hel række dyr både før og mellem forbi-skuddene.
Når myte bliver til mani
Det tredje år havde jeg ikke set bukken de første dage i bukkejagten, og jeg havde sikkert en idé om, at den var skudt. Men en morgen listede jeg mig stille igennem en lille skov, hvor jeg kunne komme nogenlunde lydløst frem. Da jeg kom ud til skovkanten på den anden side, så jeg bukken ude på marken på 150 meters afstand. Jeg fik hurtigt sat riflen på skydestokken og lod skuddet falde. Jeg kan stadigvæk på min indre skærm se skuddet gå. Jeg vidste med det samme, at det sad bagligt på bladet. Bukken sprang højt op i luften, samtidigt med at den vendte sig 180 grader, så den landede vendt den vej, hvorfra den var kommet. Mindre end 5 sekunder efter satte jeg en god fældende kugle på bukken, som sendte den direkte til jorden. Den myte omsvundne buk var ramt af et dræbende skud ved den første træffer. Den var formodentlig død et halvt til et helt minut senere, hvis ikke jeg havde afgivet det andet skud. Myten havde forplantet en mani i mig, de to dårlige skud skulle ikke leve videre i mig. Jeg skulle bare have heksebukken. Ærgrelsen over de to foregående år, som jeg bar i mig, forsvandt, da jeg endelig kunne sætte mig ved den.
